(Source: Gabriel Orozeo)

Mit hoved er tungt og airkonditionen kører på et tryk ingen lyde nogensinde har kunnet hamle op med. Og på bordet stod der tidligere mange klirrende grønne flasker af skummende indhold som røg baglæns og nedad mens vores rygge bugede i takt med ryglænet der ikke lod sig påvirke af den modstand der pludselig var til stede, som vi tidligere havde fundet os selv presset ud i, i den tunge, tætte luft i subwayen midt i folks aller travleste øjeblik og dørene der lukker i lige foran dit lange næse der stikkes i alting

nu tænker jeg på efterårsblade, på dine flerfarvet guldfisk og på hvorfor man skal være høflig på sms og nogle gange ikke skrive smiley's. Jeg ved ikke hvorfor jeg nogle gange føler mig som et mindre godt menneske, når jeg kan tage mig selv i en irritationstonet følelse der spreder sig i min krop når dit navn dukker frem eller jeg ser dine alt for fantasiløse ansigtstræk og jeg undrer mig over hvornår jeg blev voksen og du ikke blev, eller blev en anden form for ældre menneske end jeg. Hvornår de forstående vibrationer af talekommunikation holdte op og vi bare blev konkurrenter af en tidløs karrusel

jeg lod nogle drikke vodka i kirken i dag, men mest fordi jeg ikke vidste det. Troede bare deres opstemte jeg var en del af en nyere glæde i deres liv som hjemløse mennesker. Spiste brownies og pizza som smagte som stykker af himlen. Gik gennem mange gader, forkerte og lidt mere rigtige, mens jeg snakkede og fortalte og forstod, lidt mere og andre forunderlige ting, om mig selv og om mit liv.
Jeg vil ikke sige, at klokken er mange, men jeg vil mene, at jeg bør gå i seng. Lægge min rede for den næste dag og drømme om de mange baner hver eneste tanker man tænker tegner for en derude. Lidt cheasy, og lidt mere på plads, end som mange andre gange før.