træet står og spidser til mod himlen som luftkanoner der aldrig blev affyret korrekt
og i barens mørkeste hjørner holder forsamlingen af vægtløse sjæle symposion i øllens klirrende slag mod bordet og om cigarettens sidste tunge støn samles de faldne blade og pustes mod nye himmelmål

Og det er lidt som du fortalte mig i går; er man der ikke på de vigtige datoer i en overordnet eksistens, så er man der jo slet ikke på noget tidspunkt. For det skuffer mig inderligt og tungt dybest inde i kernen intet at have hørt fra dig i noget som føles som tidsaldre. Og så alligevel, er jeg skidefærdig med julelege hvor alle undskyldninger holder

3 uger er lidt mindre end 24 dage
24 dage er ligesom december
bare lang og kedelig


: i dag er det 5 dag

alt er lidt ømt skrøbeligt og smertefuldt lige nu og selvom jeg bare har lyst til at opgive og græde hjælper det intet alligevel jeg skal og må igennem og knibe øjnene sammen før vandet rammer hårdt

oplevede i dag noget jeg håber bedre at kunne forstå om nogle dage

eye
contact
during
sex

der er ikke mere at trække fra 

lige nu er livet utaknemmelig hårdt på den der virkelig fin sprøde måde hvor alting hænger sammen i større sammenhæng

Stod op kl. 08 i går og sov først kl 06 i morges for derefter at stå op kl 10 for at nå hjem og nu snart drage på arbejde i otte timer som jeg slet ikke magter men alting var helt fantastisk og vi svævede i udefinerbare aspekter i de sidste røgringe og den sprøde musik og dit grin ind i min øregang og mine egne pludselige tårer. Det var en blanding af mine ondeste mareridt der hjemsøgte mig i den varme og nyredte seng og dine kolde fingre der knugede mig ind til din inderste kerne og lovede altid at være lige over månens øje når jeg mindst kiggede derhen

men jeg har virkelig brug for at sove og jeg har virkelig brug for at kunne gøre det jeg er allermest bange for, lukke ude, lukke af og lukke ned for det pis jeg har gang i

nogle gange tror jeg, at vi går og ødelægger hinanden uden at vide og ville det

to måneder

Idet vi forandres forbliver vi den samme

og i vinden suser glemte åndedrag der blev trukket for sent
og selv om det giver anledning til at tro at systemet praktiseres forkert
slukkes og lukkes det ikke før vi begynder at tælle dagene omvendt
og rækker tunge til vores fejltrin

det er lidt ligesom at man glemmer at tælle sine skidt før man krydser den trafikerede vej og næsten bliver ramt af vinters ubarmhjertighed der skærer lige ind i de sidste fragmenter af knoglesplinter og lader mig huske på hvor skrøbeligt det hele er

jeg har ikke særlig meget at sige for tiden, alting runger i større enheder mens jeg hungrer efter muligheden for at slippe bort fra fremtidens blodrøde kløer der tunger mit hoved og giver mig en klump i halsen over slet ikke at vide hvor jeg står, med nogen eller noget som helst andet og vi lader bare den anden fylde det femte glas og drikker uden bagtanke for nattens bedrifter når jeg gang på gang henslænger mig i en ny mands arme

så måske er det godt nok ikke at kunne følge med og bare gnide hænderne varme på radiatorens effekt og indse at man er kommet til et punkt hvor det ikke altid kan fikses også selvom man godt ved, at man bare venter på noget bedre og indtil da, er det godt at blive stilnet med hvad man kan få

og de gør bare alting så forkert men er alligevel så rigtige

Og det er så vigtigt at du findes

du gav mig alt den aften og rev det hele væk under mig den næste

jeg er nød til at sætte mig mål
fokus fokus fokus
og så kvitte de negative tanker og besværlige bekymringer der tåger rundt
jeg vil lære mig selv at kende, slukke ned og lukke fra overfor selvmedlidenhed og holde den plads jeg har fået tildelt
og jeg vil kunne formå at være alene uden at føle mig ensom
sætte mig i et fly til landet længst væk og ikke et sekund tvivle på at gøre det
vil sy tøj, læse bøger, have sex og skrive poesi
møde folk der ikke er lavet af pap men nogle jeg kan drukne i uden at dø og forstå alt det jeg endnu ikke forstår
komme hjem til den samme mand, være i de samme duftende lagner og kun tænke højt på Jesus pengene og livet
og selv uden alle disse mål skal der stadig være fokus
for det er så skidevigtigt, så man ikke til sidst går rundt og roder i sit eget lort

For jeg har jo heller ikke lyst til at komme og rode helt rundt i dit liv

Alt der kører rundt i mig pt er ikke særlig blog relateret og skriver derfor det hele ned et andet sted. Pauser det hele for en kort stund. Men kun for en stund.

er kronisk træt og har et eller andet sted brug for en der kan slå mig hårdt i baghovedet og bede mig tage mig sammen så jeg kan fortsætte uden at træde i de samme nedslidte tanker fra i går

et endeløst januar-tomrum

synes alting er skidesmukt og skidehårdt og pisse krævende og let
ingen balance og jeg tænder egentlig bare en cigaret til og drikker en kop kaffe mere end sædvanlig
slukker radioen og vender aldrig helt tilbage, hertil
i kan sige hvad i vil
og her dufter af nyvasket lagner og jeg ved ikke helt hvad jeg tænker

flere bøger, flere tekster, flere tegninger og malerier, flere rejser

og jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte eller slutte eller komme over det kæmpemæssige bjerg der spærrer min vej, for det er jo ikke ligefrem fordi der er skrevet en udløbsdato hen over panden på mig men jeg bliver bare så pisse ængstelig når det går op for mig at fremtiden raserer under min seng hver nat som et monster på udkig efter noget den kan sluge og for at være sådan helt ærlig på sorte havets bund og alle dets grusomheder så ved jeg snart ikke hvilket øje jeg skal åbne først og hvilke ord der skal slynges ud i nogen sammenhæng. Jeg er her bare lidt og klagerne og hykleriet vælter ud over min tunge som en ørkenvandrer der aldrig finder vand og måske giver man op et eller andet sted der midt i turbulensen og det er ikke helt sådan det skal være for det er skidehårdt at være menneske men også virkelig i et med alt som er rart og så snart jeg sætter Charlie Parker eller George Shearing på er verden lidt min igen

og jeg drukner lidt i dollargrin og høje stjerneglimt når vi triller gennem byen og vælter ind i hinandens lånte hjerter mens vi udreder hvorfor vi netop endte op her, sammen med hinanden i en faldne støvregn som hverken du eller jeg kan tage og føle på og derfor tilgiver vi bare de forkerte veje vi tog og glemmer hvorfor det hedder højre eller venstre og bare vælger at gå den samme vej hjem