Og nu kommer du og tror at alting er ok? Alting var ok. Nu er alting bare ligegyldig.

Giv mig nogle ord
og jeg skal lede jer på spor af hvorvidt vi sammen kan ridse standarden i dette land op
jeg er træt af national selvtilfredshed, politik og dansk pop
for vi kan sidde og forråde det hele, uden at vi er villige til at dele noget som helst
og det er sgu ikke spor formelt

(fuck....)

Vi sidder på en café. Udspringer fra et ufarlig selskab, placeret i ren morskab og stjålne blikke. Du og jeg, os to. Vi sidder og snakker, tidsfæster os i øjeblikket og ridser standarden op med diverse ligegyldige emner om fælles venner, regnvejrssol og om hvad vi skal have at spise i morgen aften. Du fortæller mig, at den principstrenge kjole jeg bære i dag ikke klæder mig og jeg siger til dig, at jeg synes at du skal smøre den selvtilfredshed af og lade være med at sætte problemerne under debat. Du undskylder og vi snakker videre med blanke ord og sorte øjne, snakker udenom, snakker igennem alle de gennemtæskede og gennemprøvede temaer, som alle er så indholdsløse, og det er fuldstændig med hovedet i vejret, da du dagen forinden snakkede med alle følelserne uden på og snakkede med store ord, om at fremtiden kommer, og sagde med knækket stemmebånd ‘but honey, i told you, these things never last’ Og nu sidder vi her og gnubber håndfladerne mod bordkanten, mens vi nogle gange stryger hinandens og du siger, at det altid har været mig og at sådan nogle småting skal vi ikke lade os anfægte af. For vi giver hinanden kærlighed på kredit  og vrider tungerne for at gøre plads til løgnene, vi kysser navler, vågner op i forkerte senge, med forkerte lagner på og vi lukker døren i, når kun vi to er kommet ind, for sådan er vi, sådan lever vi. I vores egen hule, på toppen af isbjerget hvor vi banker vores holdninger ind i den anden, vores kærlighed, vores vrede, for at opnå det vi tror på. Men jeg har allermest af alt lyst til at sætte tænderne i dig og spytte dig oprørt ud igen, for jeg synes, at det er forkert af os, at sidde her og forråde det hele, mens vi kører løbet videre ud. Der er så stærke ord i det hele. Ord der ikke bare kan svinges over bordet på en café og det ved vi også begge to godt, men det her er ikke den familieidyl du ønsker og jeg har aldrig ønsket at vi skulle være en familie, vi er ikke en familie. Vi er bare to mennesker, der sidder sammen på en café og overvejer hvorvidt vi skal bestille sort kaffe eller kaffe med mælk, og det skal snart holde op, alt den undgåelse og videregåen, det går ikke. Det skal ikke være det her vi husker, hvisker du ud i intetheden. Jeg stirrer blind ud i luften omkring dit hoved. Du er der jo ikke for mig. Vi sidder på en café, med kortene under bordet og ikke flere på hånden. Vi snyder os selv, hinanden, verden og vejret, vi snyder hjertet til at tro, at hjerte ikke rimer på smerte og vi snyder hjernen til at tro, at hjerne ikke rimer på fjerne, men jeg ved godt, hvad der er værst og hvad der er rigtigt i den her sammenhæng og denne gang vil jeg ikke snyde mig selv.

lytter til det samme album igen og igen og kan intet overskue, men sådan skal det vel lidt være, lige nu

Nikolaj Nørlund og spansk aflevering er nu ok

måske i morgen
overskuddet til poesi er der ikke nu
har så travlt
med mit eget såvel som andres liv
burde holde op med at tænke at alting kan ordnes i morgen
men alting kan vel
ordnes i morgen
eller dagen derefter

ligger mig til at læse store bøger, om én stor mand

forstår du mig? Som jeg forstår hende?
Nej, det tror jeg ikke, at du gør

- 5

‘‘Det handler om at formidle sit hjerteblod’’

Da du sagde farvel den dag i toget, havde jeg aldrig kunnet forestille mig, at det ville tage så lang tid, gøre så ondt og være så helveds svært at være dig foruden, men nu når du er her, føles det som spildte kræfter

man kan ikke være lykkelig hele tiden

du behøver ikke købe arrogance med renter og gebyr
det flyder ud af dig og drukner os andre

Sidder i det mest behagelige tøj jeg ejer med store tykke hvide sokker til, hører jazz i form af Miles Davis og Louis Armstrong, drømmer mig til andre steder, mens jeg kigger ud på regnen og skriver essay

Du satte et smil på mine læber når jeg var negativ
gjorde mig ædru når jeg var sprit stiv
ja, det gjorde jeg jo

Det er utroligt hvordan man gennem tiden, har kunne formå at brænde sine broer og bryde sine bånd og efterfølgende stadig eksistere

Trætheden er påtrængende i disse tider og det er svært at gøre op med jeres psykotiske sind, der vrider løgne om til blank poesi, for vi røg sammen, løj sammen, når det gik op for os, at vi manglede hinanden

Vi er jo kun os, tilbage

det er fandeme ikke fair, at det skal være sådan, når man endelig smider penge i lortet

Hans hår. Dine negle og den dans hun dansede for dig, som hypnotiserede dit sind og gjorde dig mere ør end de urter vi henter på christiania. Og din historie er kun interessant fordi den minder mig om min egen og jeg er som bekendt en genistreg af et værk. Eller det kaldte du mig, i hvert fald. Jeg kan uden at tro at jeg er noget, trippe ned af Istegade, være noget, men være pisse ligeglad med det, for jeg ved, at jeg ikke er bedre end luderen på hjørnet selvom min lomme er fyldt med mønter af guld. Jeg er ikke politisk orienteret, holder bare med det der ligger mest til venstre og tættest på hjertet, har ikke noget tilovers for det magtliderlige system der udnytter deres autoritet gang på gang og slår på børn der aldrig var børn fordi de så verden falde fra hinanden og valgte at gøre noget ved sagen, og det er derfor de skal straffes, men for at vende tallerken og ikke snakke om bugede men lyse sider, så holder jeg af de mindreværdskompleks jeg nu engang har og jeg ser på de nederlag han gang efter gang giver mig så jeg bider i et hårdt æble og det gør ondt i tandroden, der straks sender signaler til nervesystemet, men det er godt at kunne mærke at man lever, så jeg også kan sanse hans tilstedeværelse, når dansen er min og duften af hans hår igen, ligger på mig.

Og du sidder bare der, som om alting er i orden

L'esprit de l'escalier (French)

That feeling you get when you leave a conversation 

and think of all the things you should have said.

i skal snart blive mine

dagen kom som den anden gik og jeg havde en slem nat, en vidunderlig morgen. Jeg cyklede i modvind med en masse depressive tanker der alle blev blæst langt væk. Jeg har spist flødekarameller, danset til balkan, og cyklet næsten tyve kilometer. Det har endnu ikke regnet og jeg sidder og flyder i perler, her i mit perleværksted. Vi skal have kylling og god salat at spise og der er måske endda rødvin på bordet. Tilværelsen er nu o.k engang imellem, selvom så meget presser på.

har skrevet aftaler, vigtige tidspunker og des lige ind i en kalender, ved ikke om det er en god ide
jeg formår at glemme de ting jeg skriver ned og huske det jeg bare skal huske på at huske
jeg vil sove med opsat hår i nat og håber ikke, at det regner i morgen når jeg skal cykle langt for at komme i skole, men jeg håber, at jeg drømmer om himmelhjorten og farvestråler i mit hår

Ti stille, du ved ikke noget

den vil jeg gerne ha'

for dig er det o.k at vi bare befinder os i mellemstadiet og lader øjenlågene synke i når vi glemmer at huske 

men jeg opfatter dig som bære af en sygdom , som en mangel i mit liv

dine farveløse drømme, din ubelastede personlighed

og vi er så selvforglemmende, som vi selv har gjort hinanden og overlader os derfor til livet

du ved, at du er mit yndlingssyn, min vrede og du ved ting om mig jeg slet ikke selv vidste

du ved, at jeg fodrer ænder hver søndag formiddag ved springvandet i valby-parken, selvom man ikke må og jeg ved hvor du bor, hvor du spiser, sover og elsker. 

vi ved at vi hver især glemmer at købe mælk og lader det stå og blive sur, så vi går hen og bliver sure på hinanden, hver anden og på katten, som bare miaver fordi den vil ud og vi ved, at vi hver især glemmer at slukke lyset på badeværelset om natten fordi det virker mindre skræmmende, at tisse når det er tændt. 

ud over os ved ingen, at vi vandrer hvileløse gennem byen, der hver aften genfødes endnu engang i sin døgnløshed og andre ser bare til mens vi råber og skriger af hinanden og falder hinanden i armene derefter. 

for du er min redder, jeg din sol. 

og alligevel beskylder vi hinanden for det ene og det andet og der er ingen mening i lortet til sidst, 

og jeg kan ikke kan bruge dine tåbelige udtagelser til noget, når vi for fanden alle sammen er her på lånt tid og den tid slipper måske op fordi idioten ved Vesterbro kørte overfor rødt og næsten ramte en dame, men slog hendes hund ihjel i stedet og det er da forhelvede ikke fair, at vi skal gå rundt og være bange for at dø hele tiden. eller det er måske en del af denne nye livsstil, som alle går rundt og prøver af. jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg ikke en del af den, for det har altid været i orden for dig, at vi ikke var børn før vi blev voksne og aldrig blev voksne nok til at tage ansvar for vores handlinger, som da du bedrog mig med en anden kvinde og undskyldte med alt andet end dig selv som hovedansvarlig. og jeg er så træt af blanke vægge, banalt ordforråd og dine store planer, der ender med et skateboard i hånden, hash, lyshåret piger og store sår på dine knæ, fordi du altid skal vise dig og jeg har sat sætninger sammen i mit hoved og fremfører teater for døve ører og lukkede døre, mens mit hår er blevet fladt, fordi jeg har sovet tungt i nat med en masse pressende tanker i hovedet og dig pressende bagfra. men i morgen har du lovet at hjælpe med at hænge min nye lampe op og vi skal dampe the-breve og drikker kander med sød saft og glemme om i går dengang før og nu. og måske bare huske lidt på i morgen og på hinanden. for vi står i fortid til halsen og vi snyder os vel allesammen engang i mellem til lidt mere end en anden hårfarve. og det er vel i sagens forstand, også okay.

der er snart ikke mere at snakke om

skal vi ikke hælde sandheden på flaske og smage lidt på det?

som når perlerene ikke vil passe
når jeg ikke kan finde flere af de gule og min lampe hænger skævt
når jeg spilder de chancer jeg havde og læser op med hæs stemme
mens jeg i bilen hjem høre hele din historie og det gør ondt i hjertet
fordi det får mig til at tænke på min
jeg hører musik jeg slet ikke bryder mig om og i dag kom jeg ud og løbe
og jeg vil skrive om noget virkelighedsnært, og det er det jeg gør
men mit liv er bare så kedeligt, at det ikke er værd at læse om
og kom nu lige ind i mit liv du der
du ville passe så godt herind og dine tanker med mine tanker og hvilket spind
vi kunne spinde i denne ensformede hverdag og du kunne ligge her og tæller
tanker med mig og skyder stjerne ned bare fordi jeg ikke har andre ideer og alting
er så banalt som noget kan blive
men det er jo kun søndag en gang om ugen
derfor har man i dag lov til at lave absolut intet og skrive om absolut intet

SÅ VIRKELIGHEDSNÆRT