Det er rart at vide, at man ikke er alene

Jeg kan se dig fra meters afstand

når din skygge tegner gaderne lange

mens byen brøler

en ævlen løs fra alle hjørner gør

at mit kald aldrig når din bølgelængde af indgået lyde

signaler fører os gennem modstridende labyranter

slanger snor sig om mine ben

for stramt og krævende til

at jeg formår at nå dig

inden jeg taber øjnene ud foran mig

bliver ramt af en bil i mit forsøg på at samle

os op 

husker navne og prøver at lægge ro på
tornadoen der hvivler rundt inde i skallen
af nødden der holder sammen på skemaer
tusinde ben og stemmer der lyder som tik
takkende gulvbrædder
wow det springer snart

ja

nu lægger jeg mig ned
ny seng
ny natur
det store hjem
os
familie
lige nu

Jeg er her stadig. Det samme med bloggen. Der var bare noget luft der skulle trækkes og nogle ord der skulle vendes, og stadig bliver rullet rundt, før jeg begynder at skrive herinde igen.