man græder når man er alene. det gør alle mennesker.

Jeg har brug for, at jeg stadig kender dig, og at du stadig kender mig.
Jeg har brug for, at vi stadig kender hinanden.
For vi har været for tæt på til, at jeg ville kunne bære, at vi skulle være kommet så langt væk.

Og døden er kun interessant

Fordi den er

Det eneste sted man ikke

Har direkte adgang til

Med de rigtige kort og armbånd

forelskese kræver kendskab, mens betagelse intet kræver, og derfor er fatal

omverden kaster lange skygger hen af ligustervænget
den hvide masker smiler fjoget og de snakker om evigheden og døden
evighedsdøden
jeg har lyst til at sidde på en bogcafé
snakke om skønlitteratur og genbrugte ordstillinger
jeg cyklede hjem i dag i tørvejr
mens jeg undrede mig over
om man burde gøre det man har lyst til
eller lade være
og ikke tage springet
igen og igen
for som sagt er jeg ingen kat
og jeg har ikke ni liv, men kun et
derfor burde måske tænke mig en ekstra gang om
det gjorde jeg også
og lod være med at gøre noget som helst
du vil have at jeg kommer lørdag
jazz, smøger og rødvin, det er kun alt for godt men
også nok til at takke nej til
jeg mangler dig
og folk har fået pip og hopper mærkeligt rundt
er du derude?
har du det godt, derinde?
i din skald?
jeg håber du er ensom
fuck hjem medina
er man god, hvis man tænker, at man er god?

minderne har man da lov til at ha'

og nej, jeg kan ikke, ikke endnu. I forstår det ikke. Eller måske, er det mig, som ikke forstår.

Og jorden har aldrig drejet sig omkring mig. Den vil altid kun dreje sig omkring sig selv. Alting pludselig drejede sig om mig, når jeg sniffede den ene bane efter den anden. Alting svævede og blev en anelse rødt. Surerealisme som jeg lærte om i billedkunst, det sætter ord på mange ting, som foregår omkring mig. Mest når jeg er fucked eller sammen med dig. For du stryger din hånd ned af min kind og fortæller mig, at verden drejer sig om os, selvom jeg godt ved, at du lyver. Du lyver for det meste. Og månen har aldrig været rund. Den er jo lavet af ost, som jeg er. Vi skiftes til at spise hinanden om, når solen drysser ned og lader månen indtage sin retmæssige plads på himmelhvælvet. Mens jeg i min rus drejer rundt og rundt, drejer verden sig pludselig omkring mig. Og jeg ved, at dette er mit hjem.

Jeg ligger i min seng. Lytter til The Antlers. Fuglene pipper udenfor mit vindue og bløde regndråber rammer asfalten. Lysene går ud et efter et. Tærten er i ovnen og der er kun fire skoledage tilbage. Der bliver næsten ikke bedre.

Det er kun dig der ved hvordan jeg vil hvordan jeg præcis vil have min the og at jeg ikke vil have for tykke skiver  pålæg på mit brød. Det er kun dig, som kan finde på at komme forbi en søndag morgen, med italiensk brød og brie. Og jeg bliver glad. Selvom jeg ved, at du går før du næsten er kommet, og at det meste bare foregår i en fantasi langt væk herfra. Mens jeg igen lægger mig under dynen og ser den ene film efter den anden, pipper fuglene udenfor mit vindue, som jeg i dag har valgt at åbne, selvom det har regnet siden jeg kiggede ud for første gang i morges. Og jeg har fortalt mig selv, at jeg er smuk, fordi det er nu, at tiden er der, til at samle resterne samme og begynde forfra. Som du sagde, er jeg altid et skridt foran mig selv. Jeg lever i min egen drømmeverden, fordi jeg tror, at alting er bedre, hvis jeg ser verden igennem halv lukket øjne og indtil nu har jeg også erfaret, at den er det. Men nogle gange er det en nødvendighed at se den gennem åbne øjne for at kunne forstå, at man sidder fast og går glip af alt det der stille glider forbi en. Så selvom det kun er dig der ved hvordan jeg vil have min the, har jeg altid selv kunne lave den.

efter lyden 

kommer stilheden

nogle gange tænker jeg
om man skal gøre det
man tænker
men så tænker jeg
at nej,
det skal man ikke
det fører kun til trafikprop

jeg efterligner andre
kopierer andres sind

hjemve
fortiden der erinderes med smerte
nostalgi

barndom, ungdom, voksenlivet

personlighedsskift

 fra høje stilletter til sneakers 

lad os rulle ned af gaden

og slikke blodet af vores knæ

Og jeg skal bruge mere tid
tid til at refundere over de tanker jeg sidder indebrændt med
hveranden fortæller at de elsker
elsker hinanden
mens de snakker om lørdagsshowet i torsdags
jeg bare ved og tænker over de ting jeg ikke snakker om
ikke har gjort
og i de unge mødre snakker de om babyer og bunden kærlighed
der ikke vare ved
men skal være der
det giver mig en dårlig smag
dagen går på hæld og skyerne forsvinder mens himlen bliver mørkere
og du snakker stadig ikke til mig
og jeg snakker heller ikke til dig

jeg ser aldrig TV
jeg sidder og sapper mellem de to kanaler vi ejer
det er tirsdag aften og i dag har kattene fået markral
der er noget de altid får om tirsdagen
jeg malede soveværelset gråt i går
og du har hængt dine fotografier op fra Afrika
af løver og bananer
efter din hjemkomst tog de geographic channel fra os
du er begyndt at drikke rødvin
rødvin er bitter
der er ikke noget som bitre kærlighedsforhold
jeg slukker for TVet og lukker kattene ud
jeg ser alligevel aldrig TV

jeg vil ikke have en dialog på dit sprog

jeg vil ikke have info på mit sprog

jeg vil ikke tale arabisk, tyrkisk, svensk og dansk

selvom jeg godt kan

selvfølgelig kan jeg 

og måske skulle vi to

bare i ren tilfældighed

rejse ned og vandre på Nilen

Og i dag får jeg store fyldte regndråber i mit nyvasket hår, da jeg cykler i skole. Jeg tænker på dig og på de mange gange vi cyklede mod skole i drivende regnvejr, og hvordan vi besluttede os for at tage hjem til dig i stedet for. Putte os ind under din dyne. Drivvåde og nøgne. Og jeg tænker på hvordan jeg vågnede og hørte, at du igen snakkede med hende, om drager og cykelstyr. Mens katten havde lagt sig på min mave og radioen buldrede ud med jazz. Af den gode slags. Og jeg hadede det. Jeg elskede det. Og i dag bliver jeg drivvåd af de store fyldte regndråber, men i dag, cykler jeg direkte i skole.

Du er mit personlige mesterværk

og du vil altid

altid

være mere værd end Mona Lisa

og Clark Kent

tilsammen

for du er jo

noget for dig selv

kjolen er hvid

læberne røde

beskederne tikker ikke ind 

alting forbliver stille

og i aften tjener hun intet 

mine neutrale smil

bliver fler' og fler'

jajaja
så let skal det jo være
ren tilfældighed, ikke sandt?
jeg misunder ikke dit blåklare dyb
eller dine cypervenner
jeg starter min jazz feber ud med noget Miles Davis
og du kan rende København rundt og lede efter mit navn
hvis det er det du vil
solen skinner alligevel ikke
på en hunds røv

du kigger på mig gennem mit vindue
dit ansigt sidder klistret i de klisterende regndråber 
på ruden
det efterlader lange mærker 
når jeg tørrer dem væk
du forsvinder også dermed 
som så meget andet
gør

uden at råbe

og uden at skrige

holder du mig ind til dig

til månen slikker himlen
og alting er okay

if you want me
let me know
where do you wanna go
no need for talking
i already know
if you want me
why go

Endnu engang, bliver jeg

Jeg skriver ikke for tiden. Mine ord forsvandt med meget andet. Jeg håber at se dem en dag igen.

Solen

måtte gerne

dreje os tilbage

til der hvor vi

begyndte

det er slet ikke sjovt
nej

og det er ikke fordi, jeg har noget imod at drikke, men jeg har noget imod at drikke for at glemme.

He doesn't know

skal vi lægge os på vandet? Så kan du lære mig at flyde

og jeg trykker på dig flere gange
fordi jeg ikke kan forstå
hvorfor der ikke kommer noget nyt
ud af dig
noget flagrende poesi
fra dit forældet sind

Du giver mig stadig lyst til at danse

jeg skal have rodet op i mit liv
smidt skeletterne ud
og gjort op med fortiden og de mange ting der
stadig
husere i mit sind
det sind som gør byen omtåget
og lader mig falde dybt og hårdt
mens dine lange tynde ben går forbi mig
du som ikke engang lægger et enkelt blik på mig
intet
mens jeg vrøvler løs om konspirationsteorier
og håbløse middagsaftaler
jeg forsikrer alle tilstedeværende om
at det ikke skyldes min mindre beruset tilstand
snarre bare et ophørt sind
og nu må jeg takke af
det bider for hårdt i hjertet at skrive

jeg kan ikke følge dig længere
forfanden hvor savner jeg dig

nøjagtigt i samme sekund falder
ordene på plads inde i mit hoved
før jeg spreder dem som brikkerne
i et billedlotteri og jeg er nødt
til at sige det som det er:
der er gode digte og dårlige
digte og der er mine digte

vi skal snakke sammen i morgen. Jeg savner dig jo.

(usynligt digt)

jeg vil ikke have det her
giv slip
kom videre
dig og mig, ok?
alt vil blive ok
jeg savner dig
læs flere bøger
hej
kom over det
farvel

det er håbløst det her og nej jeg er fucking ikke nede med det

jeg er sunket tilbage i forførende langtrukne tanker og blikke

og lader håret hænge selvom det irriterer mig 

som dobbeltkonfekt

vi kører den lange tur for at kigge på en lampe med solceller

hvilken intetsigende beskæftigelse at beskæftige sig med 

gentagende ord

som det lange spor der er dannet over vejen efter en bil ramte et rådyr

blodrøde spor der ligger og glinser i solen og køres over

jeg ser til

som resten af verden også ser til

nogle har heldigvis flyttet det sårede dyr eller rettere døde

dyr

dets øjne minder mig om dine

langt tilbagetrukket i et hul uden liv

som mit liv blev

den dag du gik om bag mig 

forbi mig

og aldrig vendte om

jeg sætter håret op 

lukker øjnene og slipper de tanker jeg for længe har været henslængt i

Gamle venskaber. Vi lever bedst om natten. Og dit smukke poet sind. Alt dette, sat sammen med de smukke ord han lod flyde og gav mening for mig. ''Sætninger er intet uden den følelse, man tildeler dem''.

B O H E M I A N 

jeg skriver poesi
mens du knækker ordrerne i mit sind
derfor må jeg skriver hurtigere
for ikke at miste nogen
selvom jeg skal huske meget
det pipper fra facebook
telefonen lyser af mistet opkald
og genetikbogen ligger opslået
men glemt
alt er glemt
mens jeg på væggen har skrevet med tykke sorte bogstaver
'nothing last forever'
der er salt om min mund
fra de nødder jeg tidligere spiste
saltet svier sig ind i mine tørre læber
det smerter
mens jeg hænger endnu flere gule sedler op
med dit navn på

keep it classy

never trashy

just a little nasty

vi skal igennem etaper
når vi kommer til sidste etape
vil vi komme ud til virkeligheden
så vil vi flyve ud i verden
men kun hvis vi løber hurtigt nok
ellers vil vi falde

jeg ved snart ikke
om jeg bør følge jeres ord
jeg ville mene
at jeg pt ikke lever
men det er ikke en klar påstand
eller korrekt for den sags skyld
jeg er i live
nogle gange endda beruset af det
men dog tit også fortabt i henslængen fortid
sorte visne løgne
og et hjerte der blev glemt på vejen
og rammes af bilhjul
igen og igen

P6. Vildledende tanker. Drukne lunger og høje ungdomstanker om det vilde liv.

''Piger det spiser deres følelser''

Jeg var ligesom du var, og hvad fanden har jeg egentlig gang i?

we are sharing some time on the run

Ord på ord taget det næste runger i mit hoved,  mens jeg ikke kan finde på andet end brugt lyrik og ucharmerende ordvalg. Kaffen hos tante Betty koger til kogepunktet og har gjort det længe. Mens jeg længe har koget over ord og ikke rigtig noget til noget kogepunkt endnu, selvom jeg har også har kogt længe. Sidder med skæve negle og brækket sind og prøver at kradse noget fornuftett ned. Noget der ikke er vrøvl og gammelt gennemtygget poesi. Som gennetygget karamel heller ikke kan bruges til andet end sluge og sluger man ordrerne er de væk. Og så er der pludselit ingen ord og slet ingen poesi for den sags skyld. Så er jeg tilbage hvor jeg startede, uden noget andet end alt det overbrugte jeg intet kan bruge til. Det er sorgmodigt, når et poetsind slukkes, på en sådan måde.

det er ok
hvis du ikke eksisterer i mit liv
men det er også ok
hvis du gør