Og nu har jeg lige fået briller, som jeg har betalt tusinde kroner for og som jeg glemmer at tage på

Squash for to 

tretten fejl og to omgange squash senere står vi tavse overfor hinanden 

du vrider højre om på din venstre fod og rømmer stemmebåndet før du løfter blikketspørger om jeg vil med hjem til din lejlighed, du kan lave mad 

fortæller at du lige har fået en ny asiatisk kogebog

hvis jeg altså er til den slags

min koordination mellem tænke - og tale centeret taber forbindelse og jeg mærker angsten svømme

ind i tanken om du og jeg i et rum med fire vægge og os i en duel mellem asiatisk eller bare regular sex

måske går frygten for at miste besindelsen og ramme den returnerende bold skævt og sende mig selv ud af spillet over mellem den femte bid og din hånd omkring min nakke 

men jeg er stadig i tvivl om hvorvidt det ville være et sats til fordel for mit eget spil hvis tempoet øges og der kommer mindre tid i mellem de fire vægge og over spisebordet og mere i sengen mellem de hvide svaners udfoldende vinger hvor ethvert angreb ville koste os livet 

jeg har planer
som jeg helst ikke vil fortælle nogen om
fordi de er tilfældige
og sagens kunne løbe løbsk

Og du siger, at der ligger et par rester
af tilfældige sætninger og flyder nede mellem affald og regndråber
brostenene er glatte og jeg ramte dig i ansigtet sidste nat med den ene albue
jeg fortæller dig om mit mareridt
selvom jeg mest af alt tror på historier med to sider
at slaget var med vilje
og at du i nat kun vil være rester

jeg orker næsten ikke sige dig imod

lige præcis sådan skal vi have det, lille skat, du danser på skyerne som aldrig lader dig falde igennem

kunstmagasiner og ih så hipster mens jeg drikker den anden kande te og lægger hovedet på din skulder der ikke eksisterer ved min side
slap dog af og skru ned for din øverste egoisme der trænger igennem de sidste hårstrå og falder ud på græsset som dugfriske spytklatter af nattens mange stemmer

vælter over tilfældige personer
som dominobrikker med navne på
ryster jeg posen med mel
vi ser hvidt og går ind i de stormfulde
højder der ligger
som nye skridt for vores øjne

jeg tegner to mennesker
lader deres hjerner bløde sammen
som tyggegummiet under min sko hænger fast
kan jeg se dem dingle ned fra det øverste vindue
to mennesker kædet sammen
tegner jeg

hvis mine skridt var lige så lange som
dine tæer ville jeg måske kunne række ud
nå til din inderste kerne og lukke vinduet op
men kun på klem