Og hvem har egentlig retten til den første nat?

Jack Bugg og afgangsprojekt
undskyld at jeg har gjort mig selv så skidefraværende
snart er jeg tilbage

HOME

jeg tror
at jeg ville vælte månen omkuld hvis jeg tog bare en ekstra lille tår
af denne formidable rødvin
jeg kan ikke længere begribe at jeg har ti fingrer jeg kan glide hen over din krop
promillen driver det hele til nye højder for mig og jeg må hellere sætte mig
ned på mine hænder så jeg ikke når til det punkt jeg senere hen vil
fortryde

nu vågner jeg op efter denne nats svimmeri og nægter lidt at
tro på guds tilbagevenden fra de mere højtidelige bakketoppe
men jeg kan se dig stå foran mig i fuld flor og nøgen som dine forældre
har skabt dig af sæd
jeg har lyst til at spytte dig lige i fjæset
selvfølgelig har jeg lyst til
at rykke dig i tusinde stykker og smide dit kød på flisserne
indtil fluerne
æder de sidste stumper
jeg tror måske at jeg er sindssyg
at jeg er kommet til et punkt på en skala af en form for galskab
jeg åbner døren
går ud
og så går jeg, væk
og det er rart at gå, at komme væk

jeg prøver at gribe enhver mulighed
svinger mine ben op på den blå cykel
jeg kan trylle ved at åbne øjenene og nu falder jeg
ud i den skæve dagshimmel
jeg går ind i en genbrugsbutik
køber et par nye sko
nye for mig
brugte for butikken og hende der engang ville af med dem
jeg ser mig selv i butiksruden
mine løber er malet røde
det havde jeg glemt og så går jeg ind i et postkasse
fordi jeg kun ser mig selv og ikke ser mig for
''dumme fjols'' siger jeg om mig selv
en mand kigger skævt hen imod mig
jeg griner
tænker at jeg har en masse at skrive hjem om

jeg glemmer lidt hvad det vil sige at være digter
men nok også kun fordi jeg glemmer at skrive digte

Jeg er nu klar til at fortælle mere om mig selv; jeg har karlsvognen i modersmærker

lad os for en stund glemme at jeg stregede dit navn ud på gæstelisten
lukke øjnene og lege at vi løber ned af den græsfyldte dal der ender ud i din tunges første ord
og ud af de sidste skal der komme regndråber, som lander på din skæve næseryg
jeg ser din hånd købe mig et glas vin
byde mig op til dans selvom jeg aldrig har kunne stå på to ben uden at falde og slå mig selv ihjel
du skal være sødere ved mig hører jeg mig selv sige
ellers går jeg simpelthen itu

han kigger på mig med alvorlige øjne
i nat stormer jeg frem
; du finder aldrig hjem, hvisker han

Og det er mærkeligt at stå overfor hende der igen
i spejlbilledet på den duggede rude som vender vrangen til den klare nattehimmel
og lader mig låse døren den forkerte vej så jeg ikke kan huske om jeg skal gå til højre eller venstre
du binder mit snorebånd så smukt at min hånd skævler når den hælder te i dit krus
jeg ved ikke længere hvilket barn jeg kom af eller hvorfor mit pandehår skjuler mine mørke øjenbryn
måske ved du svarerne inde bag dine knasende ord hvor du sluger det ene bolsje efter det femte
glemmer at kysse mig godnat og bare lader mig fortabe sig som et nydannet månebarn