Du kan ikke komme uden om mig, og du kan slet ikke svømme fra mig, havet har ikke udgange nok.

tænker lidt
nogle gange
hvor det hele blev af
du og jeg
hvordan vi kunne længes ramme være
og så bare stoppe
det hele
bare
sådan
punktere det
punktummet sættes

sommer 

hører hvisken
hemmeligheder sendes ud i universet
hemmeligheder som endnu ikke ved; ikke de ikke afsenderen
hvem de kommer til at ramme

jeg ville gerne lære dig at
glemme
sætte mit hår i en knold og danse hen over de rosenrøde nætter
påføre mig duften af færdiggjorte kroppe og stoppe alle der beder om mere
vi skal ikke være nogen i aften
ikke være os selv
alle andre skal gå over de samme stier og smage på det samme pis
uden at være dem de i virkeligheden er
mange flere er til stede bag masker og mørklagte øjenlåg
inviter skyggerne dansende ind og lader hinandens fremmedhed blive klimaksen af eksistens
mens vi søger oppe og under græsstråenes blomstring efter de love vi selv fandt på
tænkende siddende her
at jeg hverken er parat til at blive skilt ad
eller samlet
men at jeg kan mærke hvert eneste led i min rygsøjle
olielaget på mit jeg ligger i overfladen på denne tragedie af et liv
i ét flyder det
med alting
en smuk parodi på det liv man aldrig fik

av den her tilstand af mangelende ord tynder mig
og måske skulle jeg bryde ud i sang eller rejse til andre dimissioner
lægge på græsset på et alt for blomstret tæppe og drikke iskolde øl
mens jeg lytter til spansk costa del sol musik og cykler ud i den neonfarvede nat
får koldsved over alt når jeg tænker på fremtiden og på hvor mit liv gemmer sig henne
hvem der har lånt noget af det, af mig
sidder og hænger lidt, funderende, elskende
jaja

Jeg er ikke ligeglad, men lader som om
hvad andet er der at gøre 

nogle gange er helheden bedre end stumperne og nogle gange er alting spejlvendt og med hovedet helt i vejret

står på kanten uden at falde ned

jeg glemte engang hvor jeg boede og derfor gik jeg en kæmpe omvej den nat hvor jeg skulle hjem
fra dig og jeg ved ikke om det var nattens berusende effekt eller det var dit nærgående jeg der gjorde mig ør i hovedet og ledte mig på afvej jeg ved ikke meget og tænker derfor mere end jeg taler og derfor slutter jeg her

Efter vi havde siddet og tænkt over livet mening gik det op for mig hvordan vi spildte livet og meningen ud over det hele ved at forråde alle andre de skatte, som vi selv beholdte. Nogle gange tænker jeg på hvad der fik os til at gå så vidt, fik os til at løbe ud over kløften og ikke holde hinanden i hænderne men holde kærligheden på afstand og lade os lande på intet mindre end hårdt underlag, den sande virkelighed, verden. Hvornår glemte vi at huske hinanden på vigtigheden af livet substans, hvornår holdte vi op med at tælle vores dage og glemme vores år, hvornår stoppede vi vores evige flygt i andres arme for at holde alting mere på afstand. Jeg rejste verden tynd og glemte selv, at der bestod andet i livet end at være til for mig selv og aldrig for andre og du prøvede altid at bilde mig de mærkeligste former af ting og skæve ender ind og jeg troede aldrig på dine ord, deres værdi, deres form og holden. Troede aldrig på at du kunne være sandheden i et glemt og opbrugt liv. Tror stadig ikke på noget eller nogen eller dig. Men hvem er også tilbage nu.

tænker, at der ikke er så meget at sige

vi sang de samme sange som for flere år siden men snakkede om nye ting nye mål nye drømme
ved ikke hvorfor jeg ikke kunne holde op med at grine fordi jeg ironisk nok græd indeni kan ikke se nogen begyndelse eller nogen ende kan ikke høre de samme stemmer som hjemsøgte mig om natten i de første mange måneder kan ikke høre din sukken eller dine tårer ramme jorden tungt for jeg kender ikke dit jeg længere og vi holdte hinandens øjne i gang og tungerne talte hen over græsset mens vi lovede hinanden at blive ved og aldrig give hen eller op og jeg ved godt at vi løj lidt allerede at verden er åben og farefuld og vi endnu ikke ved om vi forsvinder ned i den og hvor vi dernæst ender jeg sukker stadig efter mere og jeg tænker på tidskapslen som nogle en dag vil finde nogle en dag vil mindes på en anden anderledes måde vi synger nye sange om nye tider og nye identiteter jeg ved ikke om jeg er i stand til at lade nogen tone trille ud og op gennem min hæse hals men jeg håber at disse stemmer vil hjemsøge mit indre og mit hjem en dag og lade denne dag vare i hundrede år og tusinde måneder

mangler ord, konstant tvunget ind i en tåge af nyttesløse sætninger som jeg intet smukt kan kreere noget fra og dage som jeg troede kunne blive stillestående og forblive, slipper for hurtigt forbi mig og jeg finder mig selv stående uden grund

drukner i mine egne tomme ord

AT solskin Erik Truffaz en sidste gymnasieskoledag tilbage jobansøgninger det virkelige liv festivaler forgrædte hjerter spunklende følelser og himmelhjortens sidste buk dig mig dig

og så sad vi der og spillede det smukkeste skuespil
mens du fortalte at du hellere ville sidde et andet sted sammen med nogle andre mennesker
at kødet sad fast i min hals og jeg følte hele verden ramle sammen
mens jeg hostede mine sidste vrede ord ud
sidder med en knude i maven på størrelse med din knytnæve der ramte ruden og slog alting itu
nu er du derinde bag den ituslået virkelighed gemt i din skal af råddent bekendtskab
jeg kan ikke redde dig længere ved ikke engang om jeg vil
det begræder dog min sjæl at alting havnede hvor vi ikke kunne finde frem til det længere og at virkeligheden aldrig var parallel med fantasien
intet kan være som det ikke er og jeg må sidde her og rokke frem og tilbage til den sprøde tone og stoppe tanken før den begynder glemme hvor jeg kommer fra og vokse ud fra noget nyt
bryder mig alligevel ikke om komedie der ender i tragedie

den er så grim at den gør mig glad

nogle gange tænker jeg at en flod græd ud over min seng
at jeg er alene i din røde mund og dine forpjuskede tanker
at jeg kravler under en bro og drikker min selv ihjel
laver fortællinger om mig selv
jegfortællinger som jeg skriver i nutid
her og nu
og du maler min lejlighed mørkeblå
drunker mit jeg i din selvironi
søger til bunds og binder os til et anker
for altid vil du ligge og fortryde
at du sagde ja til min løgn

som når der er gået hul på posen og mit hår er blevet klippet skævt
ligger melet som en hinde over os
fastholder og klamrer os sammen indtil vi glider hen og glemmer

for første gang i lang tid kan jeg genkende mig selv

sandheden passerer og jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine
flygter fra mine velkendte omgivelser og føler mig ikke længere velkommen i jeres indbygget samfund af falske værdier

jeg glemmer hvor lykken engang befandt sig i mig

genfinder sporet i små splittelser af virkelighed mens du med opkogte øjne kigger på mig

fortæller dig at du bør skifte bane spor at det ikke gavner nogen

at du hjerteødelægger mig skuffer mig ind i helvede med dit pis

dine planer som lyder som helt op til månen idéer men som rammer jorden i det sekund du slynger dem ud

jeg sidder tilbage tænkende og grædende hvorfor jeg lever i en tilværelse der ikke lykkeliggør mig

folk siger taler lavmælt om mig mener at jeg holder for meget af dig

at vi er blevet til hjertebørn der danser rundt i paradis 

men vågner op i ophedet lokaler med løse ender og tanken om alle de nætter som endte i rod

ødelægger alt omkring mig 

holder kun om din knoglede hånd mens dit greb om mit hjerte strammes 

visker mit glemme jeg ud

endegyldig konklusion; banen er smal lykken er kort der er ikke længere plads til os begge

glemmer du at slukke lyset når du lukker dine tunge øjenlåg i eller knækker du bare mine okidéer med vilje når du løfter din lillefinger og peger mig an skal vi gemme os i de opvarmede dyner og drukne i tanker om tusinde farverige bjerge vi skal bestige drikke lunken mælk i alt for små glas og checke ind på det næste hotel på et værelse vi ikke kan huske tallet på havne i forkerte skyer med omvendte skjorter og lukkede ører der ikke vil høre hvad vi ikke taler om jeg griber ud efter dine lange ryg vil røre mærke være til falder tilbage med din afvisende kraft jeg glider lander hårdt pæren springer itu

alt er afleveret
0 %
færdigt slut
det er skidemærkeligt

jeg ved ikke hvad jeg tror tænker eller føler
ved ikke engang om det er særlig godt at fundere sådan

Vandet rystes ved hver en bevægelse 

gyngende gennem tidsrummet af skiftende kontraster

du vender smilet mod mig 

du kalder os et kærlighedsdigt citerer store mænd med vattede navne 

mens du griner med din påtaget poetiske sølvlatter 

skrigende skinnende værende til

jeg kalder os en affaldstønde et genbrugsfund og citerer nyhedoversigter

katastroferne efterlader dugdråber i dine spejlblanke øjne

følsom type møder hård mur 

jeg skal lade være med at dødsdømme mig selv

henretter på stedet i et rødelige skær

dit ansigt er tårevælende 

du sammenligner mig med ord jeg ikke forstår mig på 

og jeg formår ikke at løse noget foretrækker at lade løbet køre

i sandet i grusset ud over kanten væk væk

vinden river vinduet op

balancerende danser vandet i glasset

faldende itu 

siluetterne af den knuste virkelighed rammer dig 

av siger du 

da glasset splinteres 

At flyde mellem to atomer giver vel en form for sammenhængskraft

jeg tænker tuggende på en spegepølsemad

stabilitet i tilværelsen som en voksen selvstændig kvinde

der laver gulasch til middag og prøver at hæfte alle trådene sammen

måske jeg vil mene at jeg tror

at dine kompetencer som fungerende volvo villa og vovse mandeligt menneske 

ikke 

lever op til

adgangskravene

du mangler lidt i enderne

hist og her regner det på din hat og på mine nystrøget lagner 

mens du glemmer at lægge børnerne i seng til rette tid 

har får travlt med at vise slides på din nye

overhead

pjatter rundt og føler dig et hoved højere end mig 

du er og føler på samme tid

men magten tildeles heldigvis ikke sådan

jeg forlænger mit udsyn ser naboen en til to gange om ugen

ulige dage 

fungerende som en forlængerledning mellem hus til hus

alt vi er

blev og aldrig voksede fra

var grimme ord 

uorden
det er i orden at du ikke vil ses
længere
føler du stadig det samme
det der blik
æder indenfra og op til det sidste luft
lys
skal vi brænde vores tunger
åbne tidens sidste slag
ja
lad være med at spørge stiller du spørgsmål
om mig
kende mig vende mig dreje mig
alting er kaotisk
menneskeskabende stemmer
glemmer at vi lever

hører sonic youth og tænker på hvordan livet har været og er blevet
om godt tilfreds er det rette ord, ved jeg ikke, men det hele er nu meget o.k

det hele passer slet ikke sammen og det ser så smukt ud

jeg kan ikke forklare det står ved en snoet sti og vil gerne mærke det kolde vand omslutte min krop din og min egen nøgenhed og du rækker mig dine kys som jeg blidt placere rundt omkring månen smager stadig den saftige vin da solen for alvor står op vi glemmer at sikre hinanden noget kysser bare blomstens krone rækker alting forbi forlader jorden mens solen går ned alt hvad jeg ikke kan forklare viser du mig glemmer at være bange giver efter

efter kun to timers søvn i nat, en alt for god vin og fire timers arbejde oveni, glæder jeg mig virkelig til bare at lægge mig til at sove til en film og ikke behøve at tænke på andet end alt der foregår bag mine øjenlåg

I dag (4 maj) er det Audrey Hepburn's fødselsdag

jeg er ikke vred, eller sur eller lignende, jeg er bare en smule ked af det

Her dufter af ikke afvist tobak. Jeg ser hvordan du kaster omkring dig med dine kunstige lokker. Du laver trutmund til mig, mens jeg sætter mig på fliserne. Solen rammer tungt. Lokker mig ud i nye spørgsmål, ny undren. Duften i luften blander sig med lydene fra dig, som fniser. Stolene vi sidder på er overmalet af kunstneriske sind. De knager og knirker, selvom vi ikke bevæger os. Du rækker mig saksen og strejfer mine håndrygge hår. Det kilder. Jeg tager saksen i min hånd. Vender, drejer, tænker på den foregående og den handling, som skal til at udfolde sig her over den sprødefulde platform. Mærkværdigt, upassende, en naturlig pause. Du ligner en hvæssende kat og jeg tror du smager af citron. Murstenene er gule og der vokser liv ud fra dem. Mine hænder er svedige omkring saksen af metal. Jeg har ikke lyst til at udpine dit jeg, men heller ikke lyst til at gå mod din vilje. Klippe klippe. Store lokker lander mellem de korte pauser af grønne græsplæne strå. Det er kunstigt, det hele. Græsset skal betrædes og husk at gå over sporet når toget kommer. Vi kommer alligevel ikke levende fra noget eller til andet. Jeg føler mig mildt betvunget til at byde dig på oliven, rødvin og brie. Du er trods alt en ostespiser.