(Source: Osma Harvilahti)

I dag tager jeg tre dybe indåndinger før jeg går ud af døren. Har opdaget en træls fejl på min konto som sætter mine tanker i ring og giver mig en ømhed i den ene side af hovedet. Senere drikker jeg kaffe og hører ikke helt de ord der kommer fra andre, som ihærdigt prøver at fange mine tanker. Det er sådan en af de dage jeg har tænker jeg, men senere ændrer det sig. Mest fordi jeg selv vælger at ændre det - og det er jo egentlig i bund og grund det, som det hele handler om. 

Talte om kærlighed, lange bade og basketbold. Jeg ved det handler om at lære. Fra alt det man forlader og går fra og til den man gerne vil blive. Det handler om først og fremmest at kende sin egen natur og grænser og formå at give hinanden en hel masse og ikke kun forlange og tage om kødet, som havde der aldrig været en person derinde i. 

Fik regn på næsen og så mennesker i farverige kostumer, der fejrer at livet er lige nu og selvom himlen er grå og solen pludselig føles meget længere væk end den endelig er, så er der ballade i gaden, musik i ordrerne på folks tunger og trafikken er stoppet, men kun for nogle timer. For jorden snurrer stadig og dagene går ikke oveni hinanden men skiftes ud. Som folk i ens liv, som årstiderne og som tankerne i mit hovede. 

Mine ben er lidt tunge, men kun på den gode måde. Jeg er begyndt at holde af mails og afstanden mellem dem jeg elsker. Penge skal bruges på mad og kun mad, især fordi mad er en så stor del af en kultur og alle de materielle ting jeg førhen har kunne drømme om er nu kun støv. Jeg er fan af at vokse. På den her måde. Vokse lidt mere op her. Forstå mig selv på nye punkter og kanter og nyde det. At vokse op et sted, i et hus, hos ens familie er en sag, men jeg har lært, at man gennem besøg hos andre kulture, igennem dét at udfordre sig selv og den kasse man har lagt sig så trygt til rette i, er med til at gøre at man vokser, stille og rolig. 

Vi skal ud og se Halloween paraden om lidt. Jeg har mit videokamera i hånden og er spændt. Mest på mine egne projekter og deres fødsel. Lige nu er jeg virkelig glad. 

(Source: Nan Godin)

Og jeg prøver sådan virkelig at forstå mig selv. Finde svar på hvad det er der ligger indeni mig og ulmer som et farligt monster, jeg måske i bund og grund er mest bange for, fordi jeg ikke ved hvilke kræfter det indeholder, men på den anden side, ved jeg, at jeg inderholder flere og at det kun er mig selv der begrænser mig for at være lykkelig.

Jeg blev i dag grebet af jødisk mand, i den elektronik-butik, hvor jeg nu er den lykkelige ejer af mit første videokamera. Jeg stod og kom en god håndfuld frugt karameller i mine lommer, som stod til fri afbenyttelse og da jeg vendte mig væk fra skålen kaldte han på mig. Jeg blev med det samme ramt af en følelse af, at være taget på fersk gerning i at gøre noget forkert, han bad mig komme hen til sig, hen til skålen, hvor efter han tog en stor håndfuld, for ligesom at illustrerer den håndfuld jeg for få minutter siden selv havde proppet ned i mine lommer. Derefter bad han mig åbne min taske, hvorefter han proppede hele hans store håndfuld af karamellerne i mine taske og sagde, don't be shy to take some more. Det er længe siden jeg har følt mig så overrumlet, på den gode'gode måde.

Jeg er her. Har befundet mig i denne store, helt fantastiske, overvældende by i nu fire uger. Oplever opmærksomheden fra de store højhuse der efterårsagtigt puster mig i nakken og ham der skriver en sms, som jeg glemmer at svarer på fordi jeg er lidt pigegenert og ikke rigtig ved hvad jeg skal sige, når han spørger hvordan det går. Alting går som løbende barnetæer. Vi vrimler gennem det fugtige græs og i dag regnede det endda et par dråber fra den overskyet himlen. Senere blev det til grønsagssuppe og kort films kiggeri og nu tænker jeg, at jeg er begyndt på rejse mod at skabe noget større end jeg førhen har gjort, noget anderledes og nyt. Jeg glæder mig til resultatet, især fordi jeg ingen ide har om, hvordan nogle af tingene fremover vil udfolde sig. But that's life, som en af mine venner ville have sagt det. Og ja, det er lige præcis hvad det hele handler om. Gøre det nu og gøre det fordi der ingen grund er, til at vente.

(Source: Gabriel Orozeo)

Mit hoved er tungt og airkonditionen kører på et tryk ingen lyde nogensinde har kunnet hamle op med. Og på bordet stod der tidligere mange klirrende grønne flasker af skummende indhold som røg baglæns og nedad mens vores rygge bugede i takt med ryglænet der ikke lod sig påvirke af den modstand der pludselig var til stede, som vi tidligere havde fundet os selv presset ud i, i den tunge, tætte luft i subwayen midt i folks aller travleste øjeblik og dørene der lukker i lige foran dit lange næse der stikkes i alting

nu tænker jeg på efterårsblade, på dine flerfarvet guldfisk og på hvorfor man skal være høflig på sms og nogle gange ikke skrive smiley's. Jeg ved ikke hvorfor jeg nogle gange føler mig som et mindre godt menneske, når jeg kan tage mig selv i en irritationstonet følelse der spreder sig i min krop når dit navn dukker frem eller jeg ser dine alt for fantasiløse ansigtstræk og jeg undrer mig over hvornår jeg blev voksen og du ikke blev, eller blev en anden form for ældre menneske end jeg. Hvornår de forstående vibrationer af talekommunikation holdte op og vi bare blev konkurrenter af en tidløs karrusel

jeg lod nogle drikke vodka i kirken i dag, men mest fordi jeg ikke vidste det. Troede bare deres opstemte jeg var en del af en nyere glæde i deres liv som hjemløse mennesker. Spiste brownies og pizza som smagte som stykker af himlen. Gik gennem mange gader, forkerte og lidt mere rigtige, mens jeg snakkede og fortalte og forstod, lidt mere og andre forunderlige ting, om mig selv og om mit liv.
Jeg vil ikke sige, at klokken er mange, men jeg vil mene, at jeg bør gå i seng. Lægge min rede for den næste dag og drømme om de mange baner hver eneste tanker man tænker tegner for en derude. Lidt cheasy, og lidt mere på plads, end som mange andre gange før.

(Source: http://losed.tumblr.com)

Og det er med en koncentreret hjertebanken at jeg lægger mit legemets temperatur til rette på de hvide lagner. Lader aftenens sidste sætninger hvile i en tidsløs realisme. Jeg ved ikke hvor bred verden er endnu, men hver dag får jeg et bedre og skarpere syn på den sag. For det er nu det sker, det er nu vi falder om med de gyldne blade på asfalten og subwayen venter ikke på nogen, men kører sin egen cyklus præget gang, i ring med solen, månen og alle de stjerner vi tegner på.

Jeg tilbuder mig selv til byen. Trækker frakken tættere om mig, mens efterårsvinden finder nye veje ind og smyger sig kælent op af knoglerne med kød på. Tænker om dine lange arme er for langt væk for mig til stadig at nå, at kunne røre, men jeg må nok hellere række ud af gulvet under mig, så jeg ikke mister fodfæste og vælter om midt i showtime.

Har sat The tallest man on earth på, er alene. Hviler mine ben på stolen. Kigger på sorte streger og mærker på et stadig lidt knuget bryst. Der danser fine årringe af mit liv foran mine øjne og jeg tænker nogle gange mere end godt er, over flere ting end nogen kan holde ud at holde styr på. Så jeg burde egentlig bare holde op. Har løse håndled og Klaus Rifbjergs kroniske uskyld liggende.

Jeg er bange. Men for hvad, ved jeg stadig ikke. En mærkelig ulmende angst ligger bare stadig inde i mig. Jeg håber snart, at jeg kan sende den hjem og vinde spillet. It's my turn to win.

Jeg får skrevet en del for tiden. Hvilket kun er positivt. Pt bliver det kun i min sorte notesbog alle disse små tekster får lov til at befinde sig, men de skal nok komme herind, på et tidspunkt. Tror de har godt af, at være krydseduller og mærkelige bøjede sætninger et stykker tid, før de smager på den anden side af verden.

I dag fik jeg spyt på læben af en fremmed, dansede genert hånd i hånd foran ukendte mennesker mens han sang everybody wants somebody, mødte en mand, der havde stillet sit klaver op i parken og spredte fine og kildrende toner i min øregang, fik en ukendt mands nummer fordi han virkelig gerne ville tale med mig igen, var til poesi oplæsning i hyggelig boghandler, hvor de bød på ost på tallerken med tilsvarende procenter dertil, drak offentligt for første gang herovre, selvom jeg ikke må fordi jeg endnu ikke er 21, tog flere gange end korrekt maner er, men nyder friheden ved gratis ting og at spare aftensmaden væk i ost på brød, kiks og frugt i bygget tårne. Nød den sidste del af aften i byen jeg stadig farer vild i, med en kop varm kakao, der tegnede et hjerte i den mørke chokolade for mig som varmede mit eget ekstra, vi planlagde den næste uge og jeg skrev et par tanker ned jeg stadig ikke helt kan finde rundt i, ned på den serviet der lå tilfældigt og ventede på mig, foran din kop kaffe.

Byens lys fortryller ruden og gør natten smukkere end nogensinde. Efteråret lurer om hjørnet men har endnu ikke vist sin kolde side. Jeg falder i et med træernes nuancer og savner kun det jeg ikke kan nå

sidder her og tænker over at jeg ikke kan lægge ord nok i min mund til at fortælle hvordan jeg går og har det, med det hele. At jeg bare kan feje gulvet rent for tabte øjenvipper der gled ud af fokus fordi jeg lod tårerne strømme over på offentlig grund. Tegner streger som former et ansigt der lægger sine folder i dybe rynker over hvorfor jeg behøver at lade mig påvirke.

Jeg har sat mig til rette i endnu en krydset stilling og lader båndene sno sig om mig som julegaver uden indhold og mens jeg snitter grønsagerne, koger vandet ud over
bølgelængderne mellem dine tostavet ord og mine kejtede bevægelser

vi skal derud hvor vi stadig kan svømme og tage et langt arm tag mod de sidste femten kilometer som vi snildt kan klare med dine maraton ben og jeg snupper fem dybe indåndinger, sætter mig ind bag rattet da vi når parkeringspladsen
kører mens solen danser tango med de sidste hvide skyer der triller rundt i kvalmende kærlighed af lysserødt skær og jeg træder speederen i bund
lukker dine ord ude med min intense nynnen af gamle bob dylan sange du aldrig nød
kører mens vi løj om at elske derude i vildmarken hvor ingen ser os ramme afsatsen af splittet kærlighed
fordi ingen holder om eller af hinanden længere
til at kunne holde fast
når det skrider, helt derud hvor alle taber mælet

http://pitchfork.com/advance/259-bikini-daze/

''this is wall street'' siger en af de stemmer der ikke kommer indefra og folk maser sig ud i den trykket undergrundsluft og lader som om at de render mod noget eller nogen

Som en levende farve glider jeg ind mellem
fodtrin der går overfor rødt lys og alligevel aldrig bliver ramt af bilerne som suser derudad og brummer utilfredse når nogle ikke holder tilbage for provokerende handlinger og jeg lukker luften inde når chancen løber af med mig og jeg springer over knækket mellem sikkerhed og fare og ud hvor sirenerne skriger og tingene aldrig holder ro

Det er mærkeligt som man kan rejse over på den anden side af jorden og pludselig føle en endnu større trang til at savne dig. Græd inden jeg satte mig fast på rejsen, mest fordi jeg slap taget i meget andet end lige dig.

Ser ting jeg ikke stadig ikke forstår og bor med en udsigt til Empire state, jeg heller ikke helt kan ånde ind og om. Prøver at skrive noget som giver mening, både i ord og for mig selv, men rummet af tid skal først forstå hvor velkommen det er blevet, før alting kan redigeres ind og ud og om så jeg igen forstår det større billede

jeg kan ikke holde sammen på vejene mellem de perfekte sider og individets tusinde ben
snubler over en kantsten af støj og ramler ind i en mørk mands dybe stemme der trøster hjemløse med sine hjemmelavet beats og indflettet ord om nedskæringer og nu boycotter vi statens tyranni mod den enkle mand
træder ud på den yderste kant af tilfældigheder og honey
prøv at lytte til de grædende sireners hyl
de vil have dig hjem
ud af det stramme kluns og i de slidte kondisko
så vi endnu engang kan blive smidt ud af Tiffany's og spise morgenmad på kanten af din seng
mens vi kan snakke om tilfældigheder og tælle flere lyshåret end omvendt i parken
og det varmer mine indre blodbaner når du giver en opcoming musikere 3 dollars
fordi du selv ved hvor svært det er
at starte et sted og fortsætte derfra
jeg kigger mod himlen og flyver med svalerne når jeg tænker
på alle de vinduer nogle skal pudse og på hvor mange sekunder det mon tager
at falde fra toppen til bunden
glemme alt om at dø
mit hoved er ømt og jeg stryger mit pandehår til siden for bedre at kunne mærke
luften omkring det ydre
du kysser mig i stilstand
synker mig tilbage til moderjord og dig