det regnede idag
også på mig
(har ikke mere at sige)

engang var alt jeg skrev i relation til mit liv
nu er alt jeg skriver fiktion
Sørgeligt men sandt

Menneskesky

De ensomme ældre, mennesker som vi, sidder sgu snart på rad og række. Siger han til hende, mens han skæver hen mod hendes ansigt, det han godt kan lide at beundre. Hvordan kan du vide, at de er ensomme? Han knejser med nakken og svarer, at det kan man se på dem. Et forvrænget udtryk sætter sig fast i hendes ansigt. De er ikke produktsdygtige mere, de ligger på lager, i massevis. Massevis : ryger let ud af hans mund. Skræmmende ord, slår det igennem hende. Ingen kan bruge dem til noget mere, ingen vil have dem, mere. Det trist, ikke? Hun ryster let på hovedet. De har fået nok af livets goder. Det sidder mellem alle deres fuger og revner, i deres ældede ansigt, de har oplevet det, de skal, fået det, de behøver, på nogen måde skal de betale alting tilbage? Han trækker på skuldrene. Jeg forstår dig ikke. Er du ikke ensom? Rynkerne udglattes, hendes smil falmer. Bliver hængende. Hendes hud ligger i folder og tegner rammen om et langt, hårdt, liv. Det er vi vel, hendes matte blå øjne mødes med hans skinnede grønne. Han smiler stadig. Jeg kan se det på dig. Se hvordan ensomheden ligger, som en skjult hinde over din skrøbelige hud. Men jeg er her, selvom jeg ved, at det aldrig er nok. For tanken for dig, om at aldrig i dit liv skal du udføre mere, opleve mere, tage chancer mere. Tanken om, at din dyrebarste ven, havde forladt dig, helt alene, er for meget at bære. Tårer triller sagte ned af hendes rillede kinder. Han ligger hånden på hendes. Som steger man livet, ud af et menneske. Det er stadig godt, bag efter også. Han aer hendes håndryg og de forholder sig, resten af dagen, alene og ensomme, med den anden, ved hver deres ene side.

du roder mit system til
og mine sætninger vil ikke være andet
end korte


det er noget værre lort

og jeg har drukket en enkel kop kaffe og ladet weekenden flyve afsted, mens jeg knap selv, kunne følge med. men jeg er glad.

tror bare, at jeg ikke kan, komme videre. uanset hvor meget lort jeg får smidt i hovedet. mine ord vil bare ikke ændre sig

for du er mit drømmestof
jeg dit
og sådan er det bare

og da du lagde hånden om min nakke, mens du blidt trak mig indtil dig og hele mit hjerte lagde sig på din skulder, vidste jeg, at der nok ikke var, nogen vej, tilbage.

det er mærkværdigt
at et menneske man har haft tæt
ind til sig
kunne have formået
at komme så langt væk

og jeg lader solen skinne på mig, i håb om, at jeg fluorescerende kan skinne tilbage igen

nu stopper du fandme

og idag skinner solen, mens regnen har pakket sig ind i skyerne og holder sig lidt på afstand. og jeg nyder ellers regnens blide kærtegn i form af dråber, faldende og dertil rammende på min hud. det så æstetisk, så berørende, at kunne føle. og idag skinner solen, og det samme gør jeg.

det er svært at være god, når der er så mange, der er bedre

tiden løber fra os. ordrerne smelter på vores tunger, før vi når at skyde dem ud. Min krop er så kold. så afkræftet. derfor må jeg gøre mig selv varm. ved at skrive. men hvad hjælper det, hvad hjælper noget. når vi er bange. for hinanden og for drømmene vi gerne vil se udfolde virkeligheden, men som vi ved, ikke sker. for vi er skikkelser uden krop. bare forladte hjerte. ihærdigt søgende. efter et andet, at gnide sig op af. en håbløs rejse, med tiden som sideløber. vi gør hvad vi finder bedst. for os begge. at tie. forblive stumme. for ordrenes kraft, har større virkning end man lige går, og tror. vi ved det begge to, udemærket, godt. vi skal nå så meget. mens tiden stille ringer ud. så meget skal gøres. dykkes. siges. vi skal ikke noget af det, med hinanden. sådan er det, og sådan bliver det.

og jeg kan ikke trække vejret, for du drager mig. sender mig til steder jeg aldrig før har anset, som at være et sted. du roder mit kredsløb til. blander mine ord sammen i en være pærevælling. Gør mig forbandet ør og konfus. stop med at rod mit sind til. du rydder nok ikke ligefrem op, efter dig selv, vel?

nogle gange, så er det hele bare ikke, som man gerne ville have det til, at være

Do I attract you?
Do I repulse you with my queasy smile?
Am I too dirty?
Am I too flirty?
Do I like what you like

alt jeg skriver for tiden
bliver så farveløst
så jeg må nok hellere
bare lade
helt være

endnu engang, er jeg ramt af ordløsheden enorme magt

hvordan kan følelsen af længsel, sitre så smerteligt i kroppen?

kærlighed, mellem to mennesker, er noget af det mest farcinerende der findes

Dear Heart,

Why him?

fandens følelser.

forfatter akadami 'start' imorgen. dejlige sjæle. smeltende følelser. bon iver. kaffe. blid sensommer vind. lektier. langtidsholdbar glæderus.

hvorfor er det også badass typerne der kan smelte alt i mig

man kan aldrig vide hvornår man får et slag eller ender ud i en gang lort

men

måske er det spæningen der fucker det hele op

 i en

jeg er bedre tjent
uden dig
hjerteæder

kender i det med at man er indhyllet i en glædelsrus og hvor der derefter kan ske noget, der gør, at man føler sig så uendelig tom?

du er så fluorescerende, at jeg skælver.

det er som følelsen af, at virkeligheden kigger for meget ind, i hendes drømmeverden. drømme der helst ikke vil reguleres af realitetens pludselig tilstedeværelse. hvor hun alligevel står på et punkt, hvor hun snart ikke kan skelne. For hun er til stede, det ved hun, fysisk. mens det er som om, at tankerne, ordrerne og drømmene, som er hendes eje, lever og blomstre steder, som er ukendte for andre end hende. at stå der alene, kun have hendes egen skulder at græde ved og hendes varmefyldte dyne at holde om, om natten, grundet, at den hun mest behøver, mest længes efter, er udenfor hendes rækkevide og derfor har svært ved at optræde andre steder end i hendes drømme. de drømme der ikke tør se nogen form for virkelighed i øjnene og bare ligger sig som en skjult hinde på hendes øjeæble og bliver til den virkelighed hun lever, så snart hun blidt lader den hinde mødes med indersiden af øjenlåget, der signalerer, at det er nu, at drømmene kan leve, det nu, hun kan smage på hendes indbildte og længselsfulde virkelighed. og smilet om munden, sidder der endnu en gang.

nej
måske
ja

hun er træt. træt af føleler uden definition. der bare vælter rundt. derinde. hvor meget få færdes. i det hele taget. det er jo ikke fordi, hun ikke vil lukke nogen ind, hun har bare uendeligt svært ved at lukke dem ud igen. derfor finder hun det lettere, bare at lade være. i første omgang. han var vel også bare en idiot. endnu en i rækken. så hvorfor ikke skåne sig selv. for besværet.

imorgen skal ferien bortlægges. den bedste sommer i mit liv skal gemmes væk. nu kun mindes og huskes så godt, som muligt er. forvisket ansigter skal tegnes frem igen. der skal omfavnes længe savnet sjæle og glæde og overskud skal udstråles til hver andre jeg ser. jeg skal genetablere forbindelsen med lectio og gøre den til min mest besøgte hjemmeside. endnu engang. skal stille vækkeuret til 6.30 selvom jeg godt allerede nu ved. at jeg ikke kommer ud af sengen før 6.55. jeg skal angribes af afleveringer. sure lærer. fagudtryk og ord jeg ikke forstår. men som jeg skal forstå. for at det hele. i sidste ende, går op i en større enhed. jeg skal holde fast. gøre mit bedste. drikke hjernen ud. henslænge mig med smukke sjæle. tænde flammer. og måske, få skadet mit blødende organ eller en andens. jeg skal danse og jeg skal kæmpe. og alt dettte siger jeg, med en mærkelig ængstelig men end dog svævende følelse i kroppen. 2.g - kom an

på en måde ikk' så har jeg lyst til at gå i seng. men jeg har alligevel ikke lyst til. at natten allerede. skal sluge mig

tæt omslunget. i en tæt pakket bus. på flugt fra noget så ustoppeligt, at ingen ord er villige til at dække det. alle som flygtninge, flygter vi fra ildens ondskab. efterlader beboere, mens vi ser til. på dem. der ihærdigt går i krig mod naturens ufattelige krafter. hjælpeløsheden overmander dem, men de kan ikke stoppe nu. mens vi flygter, mens vi er tilskuer tilet show, af de farlige af slagsen, bliver naturen ædt op, af den selv. angsten sidder lige inde bag hudens tynde hinde, og da øjnene falder på en tilbagevendt brandmand, bryder frygten op. deres maske har svært ved ikke at krakelere og deres følelser er som svedent udenpå dem. helikopterne runger i luften og gør den urolig, mens atmosfæren er tung og tilrøget. hans øjne lander i mine, mens alt andet rundt om os lukkes ude. stille triller orderne fra hans læber. som om, de stadig brænder lidt og skal køles af, med mundvand. de er fyldt med angst. tårer. og så meget andet, som jeg ikke kan sætte ord på. de eneste ord der forlader hans mund, er en kort, direkte sætning. "Det er en katastofe" mere når jeg ikke at høre

nogle gange bliver det man gerne vil glemme, til noget man erinder, som en drøm. ikke længere, som noget eksisterende. Hvorfor, ved jeg ikke.

hjertet slår i takt med rytmen
danner sammenspil og gåsehud

ordløsheden rammer een så let
så tit
hver gang vælter den
mig
overraksende baglæns

indtil nye ord
venlige af sind
finder deres vej til mig
rækker mig en venlig snor af ord
trække mig helskindet tilbage igen
alt imens
jeg bliver tildelt
uendelige skatte
af ord

at fodre tavsheden med usagte ord

din stemme er rungende. som vil den bryde igennem mig. helt derind hvor den ikke kan komme, men alligevel ønsker at eksistere, ønskes at huskes. bare lidt. for denne stund. jeg ønsker at rive mig fri fra dit greb, fra vores stabilitet og fra den tryghed, jeg ved, kommer til at flygte fra mig, i det sekund, vore kroppe ikke længere smelter sammen. verden er så stor. idag er idag og før vi ved af det, åd tiden idag, dræbte den, oplagt mord på højlys dag, så så man også det. hvorefter vi to, sammen, kommer et skridt tættere på afslutningen, på det endelige, vores endelige. så hvorfor ikke opgive, allerede, skåne os selv smerten. hvad holder dig (mig) tilbage?

He asked if I were in love
i said "Yes"
"Who's the lucky one?"
I looked at him, and smiled as I answered
"Life is"

hvis du lover mig noget
absolut skal
så lov mig
at dit løfte varer ved
men det ved du
så godt som jeg
at ingen kan
love

slynget væk fra det faste fodfæste
og ud
i universets gyder

du virker udadtil så forpulet perfekt
jeg ved
at du ikke er det
så stop med at stille den fandens facade op
tak

flirtende fantasi

min notesblok er fyldt
med sider
spækket med farverigt poesi

det rykker i hjertet
at du er så langt væk
jeg vil se dit smil igen
og høre min latter
runge i mit hoved