Kids on the run

farverige skitser ligger og dovner på mit bord. Mangler en dybere mening, kortere hår og en dollar så jeg kan rejse Amerika tynd for eventyr. Har i dag købt krydderier, skal skrive lange breve og i morgen sige farvel til en veninde, som for mig rejser om på den anden side af jorden. Søger ihærdigt efter opskriften på det perfekte menneske mens jeg dypper mit jeg i the og mangesiders bøger.

Everything will be okay

Ved hvad drømmene i vævet illusion vil frembringe af smukt kreeret værker. Men er samtidig angst for manglende arrangement, viljestyrke og ikke mindst motivationen til at blive ved og ved selvom det ikke altid fungerer. En konvolut med et brev, hvori et vedvarende 'optaget' vil være det eneste holdepunkt for een hen over sommeren og noget som er værd at se frem til. Lige nu ser alting lidt blank ud og jeg prøver at holde fast så godt som jeg kan, i alting og ingenting.

har brug for en pause fra Danmark og dårligt sommervejr

vil gerne slippe af med følelsen af splittelse, bo på indre vestebro med egen lejlighed, lave store historier om grædende mænd og blande mit sind med andres og med virklighedsnære gøremål

græder eller griner du, der i mørket?

er helt smadret i kroppen efter en næsten halv anden times træning og en cykeltur på ca 22km. Men fik kaffe ved en sød veninde, samt fundet ud af, at jeg ikke er alene med min angst, for alting. Kom hjem til en ny bog om litteratur, som min mor havde købt til mig, og tænker nu hvor heldig jeg lidt er. Nu vil jeg skrive skrå streger om ingenting, kigge efter mulige jobs og glæde mig til min tur i morgen

Søndagsstilhed, dybe stemmer gemt bag høje bjerge i dalens indre
vader vi rundt omkring og er begge kujoner af menneskelig størrelse
forgabt i plantens voksen og eksistensens forfald
mens en hundredogfirs graders rotation kaster os tilbage til
katten der spinder i hjørnet og du, som laver min the

har en forestillingen om det ukomplicerede
det fuldendte i at sige dit navn uden at hele min krop ryster
indeni vokser den magiske bønne sig til aldrig forestillet højder
lampens lys gløder i savannens skær af rødgløden hedebølge
tiden kommer ind og hvisker kildende i mit øre at billedet nok skal forblive
fastfrosset på min nethinde som et undsluppet eller rettere fastgroet minde
som dengang vi gik der
henad den hårde betonflade og du tog min hånd
kaldte mig tosset mens mit tog holdte stille og du slap alting
om tiden er rette om sommeren er hel om mindet er klargjort eller forsvundet
er ikke at vide men forstillingen lever
du lever vi gør
natten er sort som kul og snart vil vi
forsvinde i den

   Pack up your troubles and let's head out 

lytter mere til alle andre end til mig selv
Hvordan kan du tro, at jeg er sådan et overskudsmenneske?

det er lidt ligesom når du efterlader mig
helt alene
overfor den vilde savane
med de sultne løver

som en formløs organisme i opløsning vandrer jeg fra det ene hjerterum til et tredje
blinkende i afmagtelse over de usynlige byer der spreder sig over min krop
mangler jeg at vide at du måske venter på den anden side af tornadoens hvirvel
der ihærdigt søger efter vores sidste gennemtygget ord af poetisk klang
støvet lader ørkenens genspejlning af umuliggørelse bliver uendelig i vores omskiftende sind
mens vi kommer ud af kurs og forsikrer hinanden om at det måske er på tide at søge ly
stikkende af den ituramte fællesfølelse falder vi og ligger indtil vi får kræfter til at drage videre
ud i gennemsigtige nætter med skævvinklede syn på den flatterende drøm af en virkelighed
et utopia der udfolder sig for vore fødder der betræder et betongulv og kigger på vægge af stemmer
ansigter uden rod, der lader os flygte uden nogle efterladende spor
bliver vi fanget før solens opståen eller kasserer vi tankerne optimalt
mens vi roder ud i hinandens indre efter et mistet håb
indtil den opløftende stemning lader dine krogede fingrer kærtegne min overbrugte krop
medførende at min længsel bliver til et minde

sygdomsbetonet jeg af en udmattende karakter hæmmer muligheden for viderførelse af kunstens smuldrende arme

funky town er der hvor kaffen koger
på sit højeste falder jeget igennem
en lilla-purple substans der mest af alt
minder om dine ubrugbare spørgsmål om
hinandens gøren og kunne
synker vi alle i
over morgenbordet
den sidste slurk af en lunken øl
den hjemvendte tomhed i et land
herfra
måske, ja måske

tænker over det forsømte forår
dit manglende forsvar og klichéen i at
det lyser ud af din vidtåbne mund
henfaldende ord om de lange stræder
mudderet af en anden virkelighed der pludselig klæber sig fast i mine såler
træder dig i stykker
mulighed for mulighed
bør vi begribe fuglenes sydvendte
flugt i sig selv er endeløs
som dagene år og flere til vi
udånder på
krydser grænser tænkende på at
hjem er en retning
din retning
snoede stier mellem de affaldsbetonede omvendte omgivelser
afvendte muren af virkelighedes høje tårn
væltende
her falder vi over hveranden
mens flere bliver til mange
alle billeder fortæller om vores
levede eksistens

falder bagover i en historie af lettere rynket karakter
drømmende rejser jeg mig og hægter mine silkedråbeformet tanker fast på dine fingerspidser
sagde du virkelig at du ville holde regnen over nilen og give verden en ramme af guld
rive fast holde igennem slippe fødderne fra hinandens ansigter
jeg glemmer hvordan du så ud den første gang i mørket
med ruden klar og hænderne fastholdt i grebet om et utopia vi aldrig nåede
måske er fantasien en ny virkelighed som er spids som søm
og muligvis er jeg for udmattet til at sige fra holde igen og holde ud
men lige nu kysser jeg din blanke facade af et splittet jeg og forholder mig passiv