Som spøgelser
stående i en rystende kabinevogn
rettet rygsøjle med knæk
indpakket i blottet knoglebrud
længe er tidsrummet
mellem højtalernes brummen
og næste stations fremtræden
så
man rejser sig fra det tilbagelændet sæde
før toget er standset
men kun også mest for ikke
at glemme sig selv
når toget standser
og man stiger ud

Og du siger, at det bliver hårdt
det er det allerede

hun vil springe ud
være vovet
lade sig henslænge til den, som vil lade hende henslænge
uden det skal betyde noget
andet end kærlige kærtegn
elskov
ingen forpligtelser
intet, ingenting
men han
skulle ikke være ham
som det skulle være
for ham
kunne hun ikke elske
ikke på den måde hun ville
for hun holdte for meget af ham
til at ville ham ondt

Der er skæve streger og krusseduller på væggene, herude. Det var herude, du første gang rørte ved mig. Lyset i loften holder stadig, bemærker jeg, selvom det godt for et år siden, blinkede som om det ville fortælle noget. Det blinker stadig, men jeg har vænnet mig til det nu, det ville næsten være mærkeligt hvis det ikke blinkede. Toilet er lille, men stort nok til to. Der var altid plads til os. Selvom vi nød, at masse os sammen. Musikken inde fra festen er høj. Jeg vælger at blive stående her lidt. Jeg er ikke bange. Dog prøver jeg at tænke på alt andet og alle andre, end dig. Prøver at skrue mine tanker hen på overstående afleveringer og ting jeg burde få ført ud i livet, men hele tiden udskyder. Men jeg tænker kun på dig. På koncerten, måden du formåede at blødgøre min krop og smelte den ind i din, natten inden. Den måde du ikke smilede på, men bare holdte fast i noget, et øjeblik, som varede et øjeblink. Jeg sidder lidt. Kigger på mine fingre. De nedslidte negle og den hårde hud. Det gjorde for ondt til sidst. Med dig, med mig selv. Selvom alting vækker minder, alting fortæller mig, at jeg aldrig skulle have givet slip, for vi kunne noget andre aldrig havde været i stand til. Du fik mig til at føle, at jeg kunne være god, ikke bare for dig, men for mig selv. Og mens tiden går, herude og derinde, overalt. Kigger jeg på de skæve streger og det krusseduller vi tegnede, i vores rus, i vores kærlighed. Dengang vi troede intet kunne standse nogen, og slet ikke os.

bortset fra himlen
sidder jeg funderer over hvordan øjne kan skinne forskelligt
sidder og tænker over dit opkald
din stemme
alting det førte til
den mørke aften
den omsluttende ensomhed
samt stilhed
og lysene brænder stadig
jeg sover i mit sind
i morgen gør vi det bedre
prøver jeg i hvert fald at forsikre mig selv, om
men måske
er det også rigtigt
at man finder sig selv
igennem mødet med andre
men hvor er jeg
har jeg mødt de rigtige
er jeg hvor jeg burde være
klokken er mange og der er salt i min vindueskarm
måske det salt jeg lagde i dit sår
eller det
som du græd ud
og du brød sammen
det gjorde ondt på dig
jeg er et forfærdeligt menneske
selvom jeg intet gør forkert
og det forunderligt
alt sammen
og ingenting

Det handler om timing

og det er de lange samtaler
der gør mine fingre svedige
mens jeg stille tager mine ringe af
for det er noget jeg altid gør
før jeg skal elske
og så er det pludselig ikke de lange samtaler
men dig
der gør mig svedig

ikke at være til stede for andre
men være til stede for sig selv

glide gennem baner af lydhør stilhed
ligge og mærke spændingerne over kontrasten mellem
nyskabende ideer eller bare overbrugt materiale
selvom alting er set før
hørt før
følt før
før følt, før hørt, før set,
du er ikke interessant
mere er det, som du kan gøre
uden at vide, at du kan gøre noget
så skaber du
slå en kæp i hjulet og kom videre
nu må din succes ikke stige dig til hovedet
ellers falder du med hovedet først
rammer hård flade
jord er flade, jordoverflade
for skyerne kan ikke overskue
holde til
personer som dig
selvhøjtidelighed er en sørgelig ting
ting er sørgelige når først de bliver belyst
forkert
selvom tonerne er rare
her og nu
nu og her
så
glider jeg ikke så let igennem
den lydhøre stilhed længere

Det går alt for hurtigt, men pludseligt langsomt igen og jeg kan ikke helt definere forskellen, men forskellen er der. Jeg sidder længe og studser over hvordan jeg kan gå fra at beslutte, at jeg ikke er forelsket i dig, men indse, at det er alt jeg nogensinde har været, mens det giver en mærkelig følelse. Følelsen omkring dansk-tysk og tysk-dansk ordbøger, som jeg endelig godt kan lide, men ikke tør tage helt fat om, og alle de ord der står skrevet i fremmed ordbogen er som slik for mig, de giver ondt i maven og jeg glemmer dem hurtigt, bortset for dem der flyver til tops, til himlen, mens jeg læser at fisk er slankende, og at jeg bør indtage det i store mængder, men i små portioner, og jeg nikker bekræftende til mig selv, velvidende om, at jeg bør få en bedre livsstil og et større overskud, selvom jeg godt ved, at det aldrig sker. Det er fjollet, løbske tanker. Men det skal der som sagt altid og også være plads til, som der altid skal være en ekstra skuffe til dig og ikke dine ting, for dem har du ingen af og kan derfor ikke give mig nogle. Og toget kørte af sporet, mens mit hår sad klistret mod panden og jeg kløede min næsetip og rettede min skjorte der ikke sad skævt, men for lige, og mens alting går for hurtigt, står tiden stille i mit hovede, og jeg da jeg slipper fingrespidserne fra tastaturet, vender det hele om, og pludselig går alting langsomt og mit hovede kører på fuldt tryk. Det er noget jeg har vænnet mig til, med tiden.

I won't share you,

Hjerteflimmer
Selvdestruktion
Cirkulationer

Jeg skal huske at købe håndsprit. I kina ved man aldrig rigtig, hvad man får på fingrene, eller i munden, for den sags skyld. Jeg skal låne en stor tyk bog på biblioteket, som kan række til tyve timer i fly. Frem og tilbage. Jeg skal have fremkaldt mine billeder, og købt en ny filmrulle og jeg skal huske, at kigge efter en paraply. For den skal helst være fin og hvid. Jeg skal meget og huske endnu mere.

jeg prøver at trænge ud til virkeligheden
opnå det evige spørgsmål om sandheden
ved
at gøre mig selv, blufærdig
følge spillets regler for ikke at tabe næse
alting runger
klingende toner lyder
efterfølgende opslugt af bløde toner
der,
kredser omkring hjerter
store bløde pumpende
rødmende
hjerter
omfavner dem
kærligt hårdt
og tanker lander omkring havets bølger
de bølger der kludrede mine tanker rundt
og omkuld
og du afviste mig
ignorede at jeg overhovedet var til stede
i live
luften er nu omtumlet
himlen nu lilla
vi når det aldrig
ikke til tiden
men alt andet, når vi
og mens virkeligheden prøver at trænge ind
trænger så meget andet
ud
hvorhen
ved jeg endnu ikke
væk herfra
til et sted
hvor vi kan melde os ud af virkeligheden
og ind i hinanden

forkert indrettet verden
seks timer nytteløs imput af lærrig viden
der aldrig kommer ind
og
aldrig kan spyttes ud igen
fordømmende individer
er vi
travende omkring
med vores kæmpe fødder og næser
der stikkes i alt
træder på alt
og alle
fanden i voldskhed
nu bruger jeg det udtryk igen
mine hormoner er vilde

charmen sidder i årerne
sødmen triller ud på hendes tunge
rammer det mandlige køn som kys
der ikke er kys
eller kærtegn
mere lignende ord
de fortæller alle hvor sød og dejlig hun er
hun sender reflekterende smil som respons
de er ikke ham
han er ikke dem
men det er dem
som hun skal høre orderne fra
og ikke fra ham
dem, dem, dem, dem

tårer

sved 

dovne kys

vi ses

på den anden side

på den dag

hvor vi gør alting

bedre

end i går

forfanden i voldskhed

om jeg skal sige det flere gange

gentagelser rådner i fordærv 

og igennem sveden

bider du mig

i min babybløde øreflip

fortæller hviskende

at, du er min

noget jeg ved

udover igennem mine tårer

bløde læber og skæve tænder

jeg kysser dig gerne 

dagen lang

Hun skulle have stået ved hans side og daset i hans arme, som uden tvivl ville have holdt om hende. De burde have vist bedre, tænkt længere og ladet universets kosmos tage dem, da det havde chancen, de havde chancen. Men alt blev aldrig til noget, kun til den sølle bunke af overbrugt taletid og forfaldne hjerter. Og hun ryster lidt på hovedet, da hun drikker sin the og stryger hendes orkide over de flotte lillafarvet blade. Årerne gik, uden han fuglte med dem. Han er hendes lille prins, den historie der aldrig ender, selvom hun læser i den hver aften. Forår blev til sommer, sommer til vinter og her igen står hun, venter på at foråret vil provokere sig frem og lade hende gøre det hun brugte have gjort for længe siden. Stå ved hans side og lade alting springe ud.

tell me 
when I am no longer needed 
and I shall go

Jeg står op klokken 07.30. Regnen har lagt sig på ruden, som en hinde, der ikke er til at gnide af, mens mere plasker ned. Der er lydhørt og jeg modtager to beskeder, næsten i trak. Den ene er fra ham, den anden er fra en helt tredje. Jeg vil have mig et hårdkogt æg og jeg spiser det med salt og peber. Tilbehør fuldender en god ret. Lidt ligesom dig, og dit tilbehør. Jeg sætter en fransk animeret film på, mens jeg nynner med til en beatles sang i radioen. Jeg har åbnet vinduet på klem, tændt en smøg og sat kaffe over. Røgen siver ud i den klistrende yderverden, sammen med så meget andet skrammel og støvlag der ligger gemt i min lejlighed. Under sengen ligger knuste hjerter, og nogle gange bløder de ud over gulvet. Så må jeg hælde mel ud over tæppet, så det ikke bliver plettet. Jeg kan ikke nænne at smide dem ud, så jeg gemmer dem der. Du ligger stadig i sengen, har endnu ikke besluttet hvor dit hjerte skal placeres. Men indtil videre holder jeg det nært mit. Du er ikke klar til at komme ned mellem de andre, endnu. Jeg vander mine blomster, mens jeg tænker over hvor foråret bliver af. Der sker ikke meget i denne tid, og du siger ikke så meget, men det gør du jo heller aldrig. Rigtigt. Vi har talt om det hele, men alligevel taler vi stadig. Nogle gange i søvne. Sådan fungerer det bedst. Du rejser dig først da jeg har spist mit æg, drukket min kaffe og røget tre smøger. Du spiser intet æg, drikker ingen kaffe, men ryger en enkel en, før du lader al verdens regn sive ned mellem os, mens du hvisker ''vi ses'', holder om mig og kysser mig længe.

alt er sagt, men vi snakker stadig videre.

Du skal ikke hade mig
fordi jeg ikke længere er den
du troede du havde skabt

Minder med låg

Jeg samler på visne minder, især dem man kan lægge låg på

Nogle gange åbne op for igen

De som eksisterer bag en hårfin hinde af glasfiber

Som det glasfiber man kan lade blikket falde over mens lyset falder over noget andet

Oplyser sorte silhuetter af afdød herkomst eller

Fortvivlede børn og strenge lærerinder

I blikket af sorgmodighed, rynkende bryn

Som forekom af foreliggende hændelser, der skjuler den tilbagetrukne sorg

Baner sig vejen frem eller tilbage

Til minderne med låg på

Brede skuldre og ingen kærlighed

Hårde ar på fingrespidser

Sugende blikke og spidse munde der dirigerer love og forbud

Sidde pænt og vise pli

Til sidst finde sig selv indsuget i en ramme uden kant

Gemt væk i en æske med låg

der samler på visne minder

eller de mareridt ingen troede på 

Guld og grønne skove
forår og karseklippede negle
hvivler vi rundt i hinandens lange tæer
og drømmer os i søvn i skyernes lag
du slår mig i hovedet og fortæller siksakkende
at jeg er dum
dum at tro at du ville forlade mig på den måde
jeg prøver overbevisende at komme med mine argumenter
du lytter ikke
du lytter aldrig helt
udenfor er der kommet knopper på grenene og kattene leger tagfat
du sender mig ud efter havregryn
vi er løbet tør
jeg mener der er meget vi er løbet tør for
du bliver vred, da jeg siger det
skælder mig højt og længe ud
da jeg kommer tilbage maler vi negle og vægge i springfarver
da vi drikker the fortæller du, at du rejser væk
langt væk og i lang tid
jeg græder
men siger at det er okay, mens jeg tænker
at der måske ikke er mere at løbe tør for
du krammer mig ikke da du går
men foråret kom
da du gik

Mærkværdigt
er dét
der ikke siges
men tænkes
føles
som værende denne bindende følelse
indeni sig selv
urokkelig
og på samme tid
flyvsk
for det er en erkendelse
et bidende tilråb
til bekendtgørelse af noget
der gemmes
for jeg har jo kun lyst til dig

og hun tænker, at hun ikke har brug for nogen
hun forsikrer sig selv om
at hendes væren alene
er det der er bedst for hende
selvom hun godt ved
inderst inde
et sted
at det er de andre
dem
som ikke har brug for hende
og ikke omvendt

nogle gange, tror jeg ikke du er god for mig.

Havde glemt, hvor godt dine kys smager.

I dag ser jeg 19:00 nyhederne. Ikke fordi tingene skal ændres, varriation gør bare ikke noget. De snakker længe og meget om libyen, og hvor slemt det står til. Det svært at forholde sig til. Mærkværdigt at der findes en frontlinje, findes folk der slår andre folk ihjel, fordi de er i oprør. Jeg er bare glad. Første forårsdag og søde børn. Deres munde står ikke stille et sekund, og de snakker løs om demokrati, og det, at alle vil have demokrati, men alle kan ikke få hvad alle vil have. Bare fordi egypten skabte en revolution. Det betyder ikke alle kan, og alle bør gøre det. Jeg skal til Kina om tyve dage. Min mor siger, at hvis udenrigsministeriet fraråder det, kommer jeg ingen veje. Jeg krydser fingre og håber foråret varer ved.

hvis jeg var rig
så ville jeg købe ting
hvis jeg da lever til den tid
så lever jeg jo
hvis jeg går når jeg lever
så skal jeg vel sidde når jeg dør
hvis månen den var plettet
så ville himlen være af lava
hvis solen holdt op med at skinne
så ville vi drunkne i mørke og sove stille ind

Skal vi svømme over bølgerne af deres latter sammen
og se nyheder klokken 22:00 på TV2
så vi ikke misser verden
og verden ikke misser os
vi kunne også dykke ned i en bugt
i middelhavet
eller bare svømme
over oceanet
blive her måske

Jeg så dig den morgen
og jeg sagde intet til dig
men du skal vide
at det var fordi, jeg fandt dig så smuk,
at ikke vidste
hvad jeg skulle sige
mest fordi
du er god til at være god for mig

Klokken er 05:00 og jeg har kun lyst til en ting
jeg roder i hjerter og hjerner
får ikke meget ud af det
tegner skæve halvfarverige streger
af prinsesser og mørke jazz-sangere
tykke streger tegner fyldige læber
jeg roder i mit eget system
forstår ikke, at jeg ikke er læselig
til tider, men sådan er jeg nok
også træt
og jeg savner
meget
og jeg har stadig kun lyst til en ting
klokken 05:00

Minderne ligger begravet i min baghave

fortrængelsen er, som en evig vandring 

du siger, at jeg er en anden nu

jeg siger, at du stadig er den samme

for du kender mig slet ikke, mere

ikke som dengang,

men dengang var også førhen 

og nutid, er lige i øjeblikket

og jeg ved, at jeg altid sagde

at vi skulle gribe øjeblikket og leve i det

men jeg erfarede sammen med dig

at det ikke var muligt, at du ikke var mulig

og det var nok der det endte

også selvom, du betød verden for mig

Vi gør det bedre i morgen
Og jeg vågner i en søvndrukken tilstand. Med våde håndflader og kolde mareridt. Solen har endnu ikke stukket sine lange arme ind gennem mit vindue og det grå skær køler alting yderligere ned. Helt i bund. Det var som om jeg kunne se et andet jeg i dig, da vi sad overfor hinanden, og kaffen dampede mellem, og det var en af de dage, hvor tankerne fyldte mere end virkeligheden. Vi diskuterede poltik, verdenssituationen, og dét, at jeg sidder fast. Eller, det er heller ikke så meget dét, at sidde fast. Det er mere hvad jeg sidder fast i.
Og blomsterne har fået en anden kulør. Du en helt tredje. Og jeg undrer mig over, hvorfor der er en røgalarm og hvordan den er kommet. Jeg undrer mig, på den gode måde, da den måske en dag vil redde mit liv.
Men jeg er igen alene. Skrivemaskinen står igen tavs foran mig, mens pakken med smøger bliver udhulet for hver minutslag der går. Natten brænder fast, som stearinen ned af lyset. Og jeg er alene med musikken. Ganske alene. Det er noget, jeg ikke har vænnet mig til endnu. Tror heller aldrig, at jeg gør. Selskab gør noget ved en. Gør noget ved alting.
Jeg lægger mig til at sove, i en mindre søvndrukken tilstand, for tilstanden er en helt anden, jeg ved ikke hvordan den skal og vil defineres og om jeg burde. Jeg ved bare, at vi gør det bedre i morgen.

Det går op for hende, at hun ingen er, slet ingen, men, at hun stadig er her.