varme ord, smukke ord, dybe ord

jeg føler jeg ikke kender dig mere og det trykker på mit hjerte ikke at vide, hvad jeg skal gøre

I hate sleeping alone

Hun har ikke brug for, at han gentagende gange fortæller hende, at det nok skal gå. Hun har brug for, at han tager hendes hånd, og viser hende det

Undertekst 

Det der siges mellem linjerne, 
som ikke formuleres direkste, 
men som man som læser kan fornemme.

Tallene hopper ud fra deres hjem på tavlen. Angriber fra alle sider. Får billedet til at flakke og hovedet til at blive ør. Matematik er noget der burde eksistere på månen og ikke give våde håndflader og få tungen til at snuble over tal og ikke ord. Læg x'erne sammen og dan meninger og sågar resultater. Trak fra og divider. Gør læren tilfreds og skaf en stolt karakter. Matematik er at skabe mere uforståelse end forståelse. Alting skal fordobles og tallene summer overalt og irriterer. Det hele er som en verden i tal, svævende som rod i luften.

du stoppede mit forblødende hjerte, men jeg tror stadig, at der siver noget ud. vil du ikke nok komme her og holde om mig i nat, skubbe smerten lidt på afvej. spørgsmålstegn

Deres forhold var som en synkende båd, dog holdt oppe, af et svagt fundament af svævende følelser, der bandt sig sammen i en længere kæde og prøvede at holde det hele sammen, selvom de fleste følelser var knækket eller var på vej til det. de så ikke på hinanden mere, ikke på den måde forelsket par i kongens have på en søndag morgen, kunne se på hinanden. Kærligheden var som hvisket af hendes blik, vasket af hendes krop,  læberne tørre af manglende kys, og selv hendes fingre tomme for kærtegn. Hun var blevet mere som et trofæ for ham, noget som han betragtede, beundrede og var stolt af. Han kunne ikke holde sukkende tilbage, når hun strøg forbi ham, som vinden og han kunne stadig mærke bølgen bestående af følelser skyde ind over hans krop, når hun enkle gange kærtegnede hans krop, lod sig henkaste til ham. Det glædede ham også selvom han godt vidste, at det meste var ren opspind og store løgne de bare plantede foran hinanden. for nøglen var rustne i nøglehullet og ingen af dem turde dreje på den, i angst for at den måske knækkede og låste dem sammen for evigt. forevigt sammen, i et rum, med for lidt luft og for lidt kærlighed. hvor de ellers bare kunne ligge ved hinandens side, mellem atomer, støv, tomløshed, glemte minder og knuste drømme. hvor efter de til sidst, ville være tomme for ilt og så meget andet og rådne hen og forsvinde med et tomrum der fyldte mere end noget andet i deres liv havde fyldt og forlade dette sted, dette rum, uden hinanden, men bare alene, med et forsømt og misforstået hjerte. og når disse tanker slog dem, prøvede de ihærdigt at låse op og gøre dem selv frie, for så kunne de måske finde gnisten igen og ikke leve på løgne. men hvorfor også lade det hele handle om kærlighed, hvorfor også lade alting ende ud i skænderier, i beskyldninger og jalousi. for han mente hun ikke elskede ham, hun mente han elskede hende for meget, hvilket aldrig rigtig slog klang og endte ud i gråd i hendes del af sengen. de vidste begge to godt inderst inde at spillet var ovre, men ingen af dem havde det der skulle til, for at afslutte det, for begge var de bange for ensomheden og nød ikke den tosomhed de havde. Hun var bange for at være alene, og han var bange for at være alene uden hende, men begge undrede de sig over, hvor længe sandheden kunne og skulle ignoreres.

Jeg har ingen idé om hvordan den samtale gik. Ved bare, at jeg vil springe i luften af glæde hvis jeg kom ind. Så jeg håber bare, at heldet og mine evner er med mig.

jeg tænker på alle de digte jeg elsker og glemmer at tænke på dig

Vinden legede med hendes hår og flitrede det ydeligere sammen. lod hårstråene flette sig ind i hinanden, rundt og rundt og gøre det uredt og sjusket. Alle de hårstrå der var vævet ind i hinanden, var som tråedene der repræsenterede hende liv, for nogle gange gik også dé i (hår)knude, og så skulle man enten i gang med saksen eller selv løse dem op. Forunderligt fandt hun det nu. Hun travede i pedalerne på hendes blå cykel og fik sig skubbet fremad. fremad af den lange vej. den begrusssede sti. Der med sit vilde høje græs og sine farvestrålende blomster alting synes, at være et rart sted, for hende, at befærdes. Vinteren havde hun lagt bag, sammen med så mange andre ting, som egentlig bare skulle gemmes - og pakkes væk. At springe fra vinteren til foråret, var som at flytte til et helt nyt sted. Man kunne ikke have det hele med, der var alligevel ikke plads. Og alt det lort og skrammel, som hver især havde sin egen lile betydning for en, måtte sorteres, muligvis frasorteres. Alt kunne ikke være i de kun 20 flyttekasser hun havde anskaffet sig og noget måtte efterlades, for dernæst at glemmes. Mest fordi der nu, skulle være plads til nye ting og nye betydninger, og alt det gamle ville komme til at fylde for meget og gøre det hele til et værre rod, der til sidst ikke kunne løses, heller med en saks. Men hun forsikrede sig selv om, at selvom det gjorde ondt nu, ville det gøre godt, at lægge noget bag sig, at prøve nye ting og elske på nye måder. Hun kom til bakken nu, hun brugte alle sine kræfter, så godt som hun nu kunne, men måtte til sidst give op for den høje bakkes kræft og steg af cyklen. hun plantede solidt hendes fødder i jorden og fandt fodfæste, hvorefter hun begyndte at bestige bakken og mærkede hvordan vinden ikke bare legede med hendes hår, men også med hendes følelser der sad udenpå tøjet og mod hendes hud, hvorpå den strøg bløde kærtegn af forårets første varme stråler og træk hende ind i en tilstand af lykke og vemod, over hvordan ting ændrede sig, hvordan man kunne pakke væk, nogle gange pakke op igen, men dertil bare glemme, hvordan man var i stand til at huske og gøre til et forevigt minde, fordi det havde ramt visse punkter i én. det var forunderligt, hvordan noget kunne blomstre og noget andet dø, lidt ligesom perioden mellem vinter og sommer.

vores læber blev ét
vi lod vore kroppe smelte sammen
igen blive forenet
i stearinlyset skær
og i den dampende hede
hvori vi fandt tryghed

jeg er ordløs for tiden, derfor skriver jeg grimt

At observere i et nabolag
der sker så mange ting rundt omkring, der ligger så meget i luften, så meget i et nabolag.
en pige kommer gående, med lyst blafrende hår. Det hvivler rundt og stryger hendes ansigt blidt. hun har en glaskugle i hånden, triller den nu mellem fingrene. en rødlig kat tripper kælent hen imod hende. hun er for optaget af hendes glaskugle til at anse den. Så den sætter sig skuffende på bagdelen. en mand med en hund kommer gående, han trækker hunden til side, den bliver lidt rundt på gulvet når den ser levende skabninger, katten er sprunget ind i en buks og skal ikke nyde noget af det show. to cykellister kører forbi på stien, den ene har en blå nederdel på. der er hvide blomster i hendes kurv. solen skinner. det er lunt og rart. fuglene pipper, bilerne øser, sommeren er på vej. En mørkhåret pige går ind i et hus, hun lukker døren bag sig, mens hun lukker fællesskabet ude, skaber privatliv. soyasovs, kaffebønner og stegte nudler, det slår ikke klang, men hvad gør også det, nu om dage

er overvældet af en følelsesstrøm, lad mig komme ud med det i en mindre aggression af lykke

Snart er det tid til sommer, festival, øl, dejlige minder, glade mennesker, lange fordrukne nætter, fly-ture, ingen aflevering, farvel til lectio og skemaer, ren afslapning, is, gode gamle veninder, roadtrips, bløde drengehænder, stjerneklare himler, ferie der bare varer ved, brun kulør, varme smil, smeltede hjerte, en ophedet sol, og lykkelige sind og blikke, åh du kære sommer, tag imod mig med åbne arme

DRØMMEN
ER NOGET DER SIVER UD AF ALTING
OG FOSTRER RUMMET MED SINE FLYDENDE FORMER
DER FÅR FARVE FÅR FARVE
OG ALTING KAN SKEPÅ EN ANDEN MÅDE
FORDI DRØMMEN ER SIVET UD
AF ALTING

de var tilbage hvor de startede

men hun kunne nu godt lide det punkt

og 

ville ikke længere skabe tankespind omrking dét

for hun var

glad

forventer intet, glæder mig bare til at fornemme et smil og høre lyden af din stemme

hun angreb nu den blanke side med ord, der slå til fra alle sider, hjørner og kanter og gjorde alt for at nedlægge den blanke side. ordrerne prøvede ihærdigt, at få den blanke side til at overgive sig, henkaste sig til hendes og ordrenes magt. i hendes tankegang funderede hun over, at der skulle mænd i form af soldater til at føre en krig, og der skulle sætninger i form af sammensætte ord til at danne tekster. Uden dem var der kun blanke sider og unden mænd var der ingen krig. hvilken en tanke, tænkte hun, mens hun angreb siden med flere og flere ord

i want to write things that people want to feel

jeg er ked af de grimme ting jeg sagde om dig
sådan er du jo slet ikke
var følelsesmæssigt påvirket af hjertesvigt

REPRODUKTION
FORNYET FREMBRINGELSE

mine tanker kommer i brudstykker
tit så usammenhængende
som noget kan blive

Problemet var

at han ikke havde haft det forhold til hende

som hun havde haft til ham  

forskelligheden havde strækt sig

bredt sig ud

og flød bare rundt

som brandfarligt benzin

der i sidste ende

tændtes

brændte kærligheden 

og deres forsømte hjerter

og efterlod dem 

kolde og organløse

med deres afbrændte kroppe

i form af

en sølle smule aske

der blev spredt i alle retninger af vinden

der med tiden

havde taget 

resterne af deres romance

og sågar venskab

med sig

fly away, fly high

.. sidst i Maj kommer der svar, enten ude eller inde, egnet eller ikke-egne. jeg er nervøs og håber med krydset fingre 

kunne ikke stå op i morges - troede det var lørdag - kort kedelig skoledag 

to timers hygge med iben - femten millioner tanker til dig 

nu er jeg her og burde gå i kast med min spansk aflevering

men vil hellere ud og udforske naturen, bare mit kamera og jeg

jeg ville ønske, at jeg havde vinger, så kunne jeg flyve over til katja

kunne godt bruge lidt af hendes forståelse

kærlighed, låste hjerter og forudsigelse ønsker

jeg ville ønske, at jeg kunne låse mig ind i dit hjerte og, at det var dig, der ville smide nøglen væk. jeg ville ønske, at kærlighed var en let ting og, at vi var lette som atomer, så vi kunne flyve rundt og smelte sammen når vi ville, med hinanden og med andre. jeg ville ønske vi kunne nå hinanden, nå toget og i skole til tiden, og ikke bare ligge og døse i hinandens arme eller i andres. jeg ville ønske, at det var dig, der ville minde mig på, at jeg skulle huske at slukke mine stearinlys og at det var dig, der lagde din store stærke arm om mig om aftenen og forsikrede mig om, at mørket var min ven. jeg ville ønske, at du stadig var min og, at jeg ikke behøvede denne smerte længere. For så behøvede jeg heller ikke, ønske så meget, for det er så sjældent, at det går i opfyldelse.

En ønske-fe, skal man lede længe efter.

papiret skriger til mig, om alt det jeg skal sige

men lige nu

,

 er jeg ordløs

nashos og mexicansk
zombies vs plants 
spejlrefleks 

latter
mindeværdige billeder 

smil der når himlen
smukke toner
the,  &
SATC
.. sød dag 

Be yourself, everyone else is taken

blomster er ukendte bøger, men de dufter af deres hemmeligheder

Ludwig van Beethoven, hvordan er det muligt at kunne udtrykke sig, så smukt?
jeg gyser ...

tankebaner

sommerfuglekys

og tykke bøger

STILLE

Det er ikke længere mit navn, der bliver hvisket ud på de mørke hverdags nætter. Det er ikke mig du holder om,eller holder døren for. Min store seng er alt for tom, opfyldes med fortrydelse og tårer, og ikke dig. Det er nu  blevet til kun tonerne, der let danser over min hud og til nogle tider, kan give mig kuldegysninger, hvis deres værk er godt. Dine fingreres lette afmærkninger er forlængst vasket af og jeg mindes ikke hvordan det føltes, når du med lette fingrespidser nærmest trak tråde over min ellers så følsomme hud. Der udeles ikke længere kys på skulder, ikke længere flettet fingre, ind i en større sammenhæng og smerten ved savnet banker og river i mit prøvede organ. Gør det mere over følsom. Jeg vender mig mod væggen. Leger at muren er din høje ryg, den ryg, jeg måtte bestige for at komme ind til dig. Den mur vil jeg nu bestige, for at komme fra dig igen.

Glæden sivede helt ud i hendes fingrerspidser og hun var høj af sol og eventyrdrømme. hendes ansøgning til et 3 årig kursus hun hele sit liv havde drømt om, var sendt afsted, en drøm om et radioprogram, der var produceret ved hendes hjælp og hendes venindens var ved at realiseres  og efter sommerferien, skulle hun pludselig være mere ambitiøs og have et bredere overskud, men alligevel havde hun tilmeldt sig skolebladet og kunne ikke vente med at slippe hendes tanker fri der og danner ord i lange kolonner. sommeren var på vej, hånd i hånd med festival, kolde øl, bløde drengehænder og dansende toner fra sød musik. tanken om glæde var som solens stråler og eventyrdrømmene, alle varme. hun smilede ved tanken om det hele, der var nu, noget forunderligt og rart over, at skrive i 3-person, man behøvede ikke at stå til ansvar for alt, der lå bag den tynde hud

Der er kun en hul genklang af fortidens følelser

stråler koger

især på min hud

varmer og farver

solen har endelig fundet sin rette plads

jeg løfter blikket

ser 

dufter 

og nyder

at sommeren er på vej

alt spire

blomster

og farver 

er der ikke mangel på

det er rart for øjnene

for kroppen

og sindet

jeg håber sommeren

må bringe mig

lange nætter

lyse lokker med sand i

og kys under den stjerneklare 

himmel

Kære Maria Timm, 
du udfylder mit hjerte med dejlige toner og takter, tak

Jeg sidder her, med længsel smil, en dampende kop kaffe, en tilfreds følelse i kroppen, over at have sendt min ansøgning, kigger nu på min modtaget kvittering og føler mig stolt og forventningsfuld. tonerne fra Amélies smukke klaverspil danser ud, op til mit ører og finder vej ind af øregangen, hvor det siver op igennem hovedet. Gør mig lidt ør, men på samme tid varm om hjertet. Himlen er stadig blå og alting synes at spire og blomstre. Selv jeg. Spirer op i takt med at sommeren, festivaler, ferie, alt for mange øl, dejlige mennesker,alt dette, nærmer sig, og jeg bliver endvidere endnu gladere, mens jeg sidder med et håb, der forhåbenlig vil spire sammen med alt det andet om, at du en dag vil kalde mig, din.

det er mærkeligt, at man kan føle sig ensom, på en dog så overbefolket jord

Jeg er forelsket i denne nordmand. Thomas Dybdahl - 050510 på Train (hjerte)

jeg savner, at have én at ringe til, midt om natten, bare for at tale om intet

mest af alt er det tomme digte, mest af alt er det tomme ord 

3 dage
du gør mig blank..

.. igår oplevede jeg ham endelig. den fantaskiske nordmand, Thomas Dybdahl. Sidder lige nu og lytter til hans CD og det er intet i forhold til hvordan han kunne trække os alle rundt på de bølger af toner ham og hans band skabte. Svæver stadig over gulvet og har svært ved at komme ned. Da han sluttede af med, Rain Down On Me, kunne jeg simpelthen ikke holde tårerne tilbage. Det var så smukt. Overvejer strækt at købe en spotbillet, bare for at høre ham igen. Billederne kommer ind senere. Åh hvor er jeg dog glad, og smadret.

Jeg er dit modspil

what happened between us?

everything seemed perfect...

then it all changed

Når jeg vågner, vil jeg begynde en ny fortælling
om en menneskesky pige, hendes blå cykel, vejen der fører hende den vej vinden blæser og en væld af tankevæv

bare hun havde,
sin lille lommebog, den blå cykel, hendes smukke kamera og en kuglepen, kunne intet gå helt galt

naturen var hendes fristed. dens ukontrolleret vækst, dens måde at se på hende på, se ud på, lukke alle ind i dens samlede fællesskab, ikke lukke nogen døre for nogen. det facinerede hende. der var intet loft, ingen døre eller noget der kunne lukke nogen eller noget ude. den var der bare. Et kolosalt rum, der ikke var skabt af os mennesker, men selv havde skabt sig. sådan helt naturligt. måske var det også det der havde bidt mærke i navnet. der var ingen magt til stede, andet end naturens kræfter, som forbeholdt sig fredfyldt, hvis vi mennesker ikke blandede os for meget. naturen var som et ekstra hjem for nogen, i hvert fald for hende. Hun elskede måden vinden kunne lege med hendes hår, gøre det så uperfekt. sådan som hun bedst kunne lide det. naturen krævede intet af hende, tog hende som hun var. fuglene, træerne og vinden, dannede sammen, sin egen form for musik. melodier vinden tog med sig og ramte hende med, som små pust, der gjorde hende ordløs. Hun drag afsted på vindens vinger og betrådte naturen som den var. hun fandt ro i sindet og glæde ved nuet, og jeget for den sags skyld. naturens brede arme omfavnede hende og gjorde hende tryg og fast i troen på, at naturen altid ville lukke hende ind.

fra nu af, vil jeg være optimistisk
eller i det mindste prøve

at være ved sin 4 kop kaffe og indse, at man nok ikke får så meget søvn i nat