Når jeg opdager hvor meget ukendt og alt for fint musik der findes derude

jeg tænker på telefonsamtaler, på den køkkenrulle jeg væltede ned i vasken tidligere og totaldestrueret, på dine middagslure hvor katten planter sin lodne pels oven på dig og jeg senere finder jer
revet løs af jeres oprindelig sammenhæng
dig i fosterstilling med skjulte ansigtfolder der hviler over din ømhed
og katten der lunter mod en orgie af makrel i tomat
jeg er placeret stramt i forhold til rammen og vrider mig lidt ud af buksekanten for at trække maven bedre ud og luften længere ned når jeg følger min yogalærers råd om at mærke musklernes frihed
jeg samler meddelser fra enhver hudcelle i min krop og min hukommelse sætter af og vælger at forlade mig lige mit i min egen fremmedgørelse når jeg triller ind i disse toner af svage stød og mærker min puls der skriger på at kludrer mig sammen med flere arme og lange tæer så jeg bliver en kluddermor med et ansigt og alt for mange oplevelser jeg helst vil undgå og det er som at blive revet løs fra ende til anden
og først der midt i en telefonsamtale stopper jeg op og falder fra hinanden

PLUSSER +++

At glæde sig til: 
Første indånding i New York City
At se de første blade blive brune, falde ned
At møde frygten og finde ud af, at man ikke behøver at være bange
At løbe en tur i Central Park
Flere digte, større rum og en ubegribelig frihed
At morgen dagens formål er ukendte
At jeg har min allersidste arbejdsdag på torsdag og ikke skal arbejde de næste 9 måneder

Ekstra plusser:
At købe mit allerførste videokamera og vove mig ud på ukendt grund
To take a walk on the wild side
Vallekilde højskole, 2014
At bo i NYC
Opleve det meste af december fra et nyt syn og sted
At købe julegaver
Konfekt
At få skrevet noget mere
Få hvilet i mig selv, lidt dybere, længere og bedre

løber lidt rundt og falder over mine egne ben mens jeg glemmer at glæde mig over hverdagen og alt den kærlighed der omgiver mig fordi jeg hele tiden falder tilbage på den korte tid og på at jeg snart rejser langt væk og i længere tid end bare et par uger på en charterferie og jeg vander mine blomster to gange og glemmer at være sur på dig så jeg endda også lader teen stå og blive kold mens jeg pakker nye følelser ind i store vinterjakker og ikke helt begriber at jeg snart sætter mig på flyet
der vender hjem med mig til konfekt og juleklipperi
og det er ok at være bange sagde mor i dag, at frygte og ikke helt vide hvilket ben at stå mest fast på
jeg svømmer ud hvor jeg ikke kan bunde, men hvis jeg ikke prøver finder jeg aldrig ud af om jeg synker eller flyder fint og perfekt ovenpå mens jeg betragter stjernehimlen med højhuse som selskab

kan stadig ikke begribe, at dette snart bliver min udsigt de næste 2 en halv måned

kan høre min søsters snorken inde ved siden af
jeg kan ikke sove for det, men det giver mig alligevel en ro
at hun er tilbage i mine vante omgivelser

krydser snart grænser på den helt rigtige måde
tror jeg i hvert fald

en evig rastløsthed tynder mit jeg
driver mig ud i opfattelsen af manglende struktur
åndenødsbesværende glemmer jeg
ved ikke hvilket ben at stå på
taler i for mange tunger
frygter min egen inderste kerne mere end nogensinde
vender øjnene indad og spytter til
tilfældets gaver
endda på en sort søndag som denne
hvor alting skinner op i to lange hvide lys
der bryder regnens hårde melankolske slag mod asfalten

mit skrivebord roder i papirer og tomme kontrakter
ting jeg gerne vil ændre på
gøre bedre
men som bare for lov til at holde vejret og ligge flat
mens jeg kigger på regnen og hører rock på P6 beat