uvirkelighedens kvalme blandes med tørre læbers kys
jeg klipper hul i papiret og lægger dit navn ovenpå det første nedfaldne efterårsblad
tiden river mig i håret og jeg er nervøs for at jeg har glemt at svømme og derfor synker til bunds
når først de vilde fulge trækker sydpå og regnen rammer mig tungt når jeg cykler over dronnings louises bro og glemmer at lade være med at dreje ned af den første sidevej
og pludselig står jeg der
nedenfor din lejlighed med sprukne læber og langt pandehår
møder din tårnhøje ryg i en blanding af afmagt og lugten af sæd
hvornår lærer jeg at huske på at viserne ikke drejer baglæns
at jeg ikke er den eneste pige du ser
selvom mine bryster er helt perfekte i dine hænder
lader du mig aldrig kysse nogle erindringer åbne
eller ryge ud af dit soveværelses vindue
kaster mig ud over sengekanten så jeg bider tænderne hårdt gennem min forfaldne stolthed
og gemmer det forældet nærvær vi engang delte i andres bevidsthed
for vi er bare os
kun os
inde i mit hovede
findes der ingen andre

Og så kom regnen

der er mange ting jeg før har gjort, som ikke længere er en del af min hverdag
en snigende angst og nervøsitet for hvem jeg egentlig er og hvor jeg er på vej hen
har angrebet ikke mindst mit sind men også min krop og fået mig til at stoppe fuldstændigt op
derfor er her ret stille
tomt og ordløst og det er jeg ufattelig ked af
men jeg ved det nok skal komme igen
og at den tid er snart
for det er vigtigt
selvom jeg ikke ved om der overhovedet er nogle der læser med
interesserer sig eller lignende
skriver nok også mest det her for min egen skyld

ok og tak, for et eller andet

er gået i gang med at glemme hvorfor du ikke længere holder af de syv modersmærker der danner karlsvognen og jeg har endelig rejst mig for at besejre dit inderste uhyre der findes dybest nede i vasketøjskurven så jeg igen kan åbne vinduet på vid gab og lade sensommerens varme fingrestrøg kærtegne mit pigehjerte

Vi skal være to om at lande

under tankerne gemmer dig sig uhyre
spidse tænder vrider sig ind mellem de mellemste brystben
spænder de to sæt af negative elektroner sammen og sender det
hele bankerot
når kroppen mærker modstand
ikke ved hvilken nødudgang den skal vælge
og falder sammen

det bliver ikke til så meget for tiden

tegner ringe i himlen og glemmer hvorfor du ikke ligger her

du glemmer at skrive
jeg glemmer at vedligeholde tanken
om en tilstand af lykkerus
finder mig selv som menneske af blod og knogler
ude af stand til at mobilisere min krop rundt i samfundet
alligevel husker du
at holde mig helt ind
til mit bryst giver det sidste støn fra sig og jeg falder om
i dybere søvn end de skove vi engang bevægede os i
forsvinder ind i noget jeg aldrig ville kalde ord
men alligevel hægter mig fast i
som en fisk på krog