jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved
og ved

du giver mig hele drømmen tilbage ved bare at fortælle mig det med din hårdfine stemme og nægte mig din mund så jeg stille svæver tilbage på den kolde træoverflade og lytter til dine ord
der som dråber falder ned langs min hud og ind mellem de sprukne hjerneflader
husker mig på at genoverveje mine sidste håndtryk og kys med fremmede mænd jeg aldrig har lagt mærke til
inden du fører mig ud i din verden viser mig dine øverste øjenvipper og lader mig danse udenom dit jeg
så du undgår at komme for nært
at jeg destruerer og blødgør din kerne så din gas
min ild blusser det op i kaos
og der vil jeg måske miste dig
for alvor

uovernesstemmelser mellem de to lodrette polar
jeg grænser op af din nøgne hud og dens silkebløde hårstrå
taber jeg regndråber hårde mod virkelighedens kerne hvis jeg låner dig mit hjerte igen
eller vil jeg endelig kendes som den jeg er
og grine store billedsammestød op i den babyblå himmel

Har sat The National på. Prøver at koble af og nyde lidt dybere.

jeg planter et frø i hver af hendes øjne
ser hvordan en stor og prægtig rose spirer
ud af hendes mund

jeg lægger dit hjerte som tilsvarende kød indeni min sandwich
bider hårdt til og mærker saften løbe ned i revnen ved mundvigens højre side
det er lidt sejt at sluge
den ene beskyldning ovenpå
brødets sprøde skorpe
men jeg skylder ned med to glas vin
og stirrer ind i dine iskolde øjne
blender resten af dine kødelige rester
begraver dine knogler og drysser dit hår på graven
mens jeg snakker med min mor i telefonen
om hendes kommende 60'års fødselsdag

jeg ved ikke hvor det hele er forsvundet hen

som et kerneslag
delt i to
står jeg her igen

jeg ved ikke helt længere hvad jeg skal gøre