min trøje dufter lidt af hjem

Skriver stadige digte

hvis nogen ville vide hvorfor jeg bliver ved med løsrive tungen omkring dagbogs kvælende notater højtrippet følelser 

Herinde vælter det hele i et kollektiv

lidt for meget mig og lidt for overbrugte ord

Øjne på mine håndflader

vender mod dig

når du planter dine åndedrag ovenpå mit bryst

presser mig ud i minder

om tidligere år

hvor træerne blev røde

om efteråret driver min hukommelse mig i modgang

med udgangspunkt i distruering af selvet

hvorfor ser jeg min frihed blive tabt i skiftende årstider

er det nu jeg lægger mig ud i kortspil mod tårnhøje modspillere

der lader mig ende i forkerte kys og overbrugte muskler

sammentrækkes i kramper når jeg vender blikket indad

finder min voldgrund som usikker og flad

struktureret som en glemt ungdom

mærker jeg blodet strømme

i den forkerte retning og mine skridt

mine skridt blive tunge

lange som hjemsøgte huses hemmeligheder

og til sidst er de helt væk

et blik rettet fremad

mens ingen øjne ser tilbage 

(Source: http://losed.tumblr.com)

Mandag. En måned til jeg rejser tilbage til DK. I dag blev det til græsk yoghurt, radiohead, lune temperaturer sidst i november, uddannelsesemail samt en lille glæde ved at skulle studere inden for de næste 8 måneder og frivilligt arbejde med venlige og ikke mindst nogle af de varmeste personer jeg nogensinde har mødt.

(Source: http://losed.tumblr.com)

Du snakkede om at vi ikke længere er børn. Og selvom det er længe siden jeg har følt mig som et, så kom det alligevel bag på mig. Ansvaret for mig selv og min fremtid. En lurende drage med stikkende hale og røde roser med torne af gift. Derfor skriver jeg mails, rådfører mig, uddyber mig, undersøger. Jeg vil ikke tabes i den mindste svimming-pool og stadig drukne, jeg vil leve. Forhelvede hvor er det vigtigt at man ikke bare lader stå til. Jeg er fuld på gratis øl og vin. På Kærligheden i omliggende mennesker og begivenheder, oplevelsen af mig selv. Den støbning min kerne stille formes i. Jeg oplever så store ting, at jeg nogle gange får tårer i øjnene ved at genkalde dem indeni. Her midt i travlheden om at komme videre, over til det næste punkt på spillepladen, er det så let at glemme hvorhen det er man vil når alting farer og man ikke fordøjer, men i stedet hiver efter vejret og masserer et ømt bryst over en manglende kontrol og uklarhed af målet og dets størrelse.
Alt det, som gør at tiden føles forkert og at man dannes i forkerte retninger. Fej det af gulvet. Rank ryggen.
Det er længe siden jeg blev bange, for mig selv og mange omkringliggende ting. Nu mærker jeg varmen komme, her midt i vinterens kolde men kærlige berøringer.

Det er bedst at vi ikke længere lader som om. Træder ud af vores karakterer og prøver på at indse at vi ikke længere er de samme mennesker der for tre år siden mødte hinanden en forårsdag, under et halvtag. Prøvede at dele de første og måske enste ægte sider af os selv. Derfor skubber jeg ikke længere på. Rykker mig ikke ud af position for at stå bedre, forstå mere og græde mindre. Jeg plejede at græde. Men nu har jeg ikke tiden så derfor vender jeg mig bare mod den tavse mur af to menneskestørrelser og beder dig om, at vi går i seng nu, før du siger noget virkeligt.

Vi springer køen over og sætter os foran hinanden, som havde vi noget at dele. Stilheden sluger min sidste luft og jeg prøver at finde ud af hvorfor det er så svært at være åben. At tale uden at formulerer sig med flakkende øjne og ordhopperi, der får mine tæer til at krumme og tankerne til at gå baglæns. Og det er lidt der den går fra. Uden at gå. Min tid bevæger sig ud langs gaderne og jeg mærker hvordan mine lange ben kun er lange for at jeg derved kan formå at komme fra den ene brosten til den anden.

Jeg prøver at finde nye hudoverflader jeg endnu ikke har berørt, men det er svært når alting er tildækket med et hvidt slør af blufærdighed. Tilbageholdende og genert ser jeg til, mens jeg rives mellem høje pustende betonklodser og ned i lugtende skakter. Nedkastende affald og jeg ved ikke hvorfor jeg er endt i det her. Jeg ville jo egentlig bare gerne drikke nogle margaritas og købe den første og bedste slice vi kan få øjene på og aldrig fra inden vi ville ligge os i stilling til de sidste nætters søvn på lige ryg og med to centimeter mellem hinanden.

Tager hårdt fat omkring mit maveskind. Mærker til, river om.
Fast. Hel og halvt. Du er et flydende stof der skubber sin ihærdige vej gennem mine indsnævrede baner og jeg kan næsten ikke få luft.

Hører Arcade Fire's nye album igennem, drikker fem slurke vand før jeg kan mærke at min blære skriger for at jeg rejser mig, et notat bliver til halvandet mere og jeg drømmer mig væk i filmmagasinets Ekko store udvalg af kortfilm, selvom kvaliteten af deres film svinger en del frem og tilbage som en uklar radiofrekvens, hvor man aldrig helt kan finde en bestemt favorit kanal. Og jeg glæder mig sådan til slut november, kun af en hel real grund og en bestemt person, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu

Hører Miley Cyrus nye album og har det for vildt
(Bloggen kan også godt indeholde andet end sødmefyldte ord og skævvinklet poesi. Der skal også være plads til min mere guiltypleasure sider)

Og måske er det lidt sådan jeg har haft det. Set til mens jeg bare har trådt speederen i bund og ikke rigtig ladet øjnene være åbne af de grunde som jeg selv følte for. Ladet mig overdøse med falske berøringer og åndedragssnoende slanger der frarøver mig muligheden for at udvide mine lunger til deres fyldeste

I et sådan rum med flere hvor man hele tiden lader sig styre af retningssansen og tidspunktet er det svært ikke at lade sig korrigere og flyve i forkerte retninger. Men når vi sidder overfor hinanden, med hver vores glad rødvin er det som om jeg allerede i mine første leveår trak i den rigtige retning. Måske har du ret og måske har jeg ret. Det handler om at slå hårde i overfladen foran en, smile til fremmede mennesker på gaden, købe en chokoladebar på gaden, mærke efter og folde vingerne ud.

Bider i brødet så det kun er skorperne der er tilbage. Som at sætte kunst i ramme, give det et navn for at give det mening. Du spørger om vi skal lave en video, om jeg vil være din muse. Stiller mig på det mellemste trin mens du ser mig an. Jeg mangler at vide hvorfor regnen fordamper i den præcise hastighed fra din næse og prøver at lade være med at pakke ind og krumme tæer over min tilbøjelighed til at nyde virkelig blød popmusik.

Manden overfor mig har et stort kors om halsen. Det er af guld og selvom det ikke ligefrem skriger religiøsitet, så ved jeg at han er religiøs, for jeg så ham bede bordbøn, før han kastede sig over sit måske første måltid den dag. Jeg talte med en anden tidligere, der fortalte mig hvor vigtigt det er at være taknemlig og især takke sin far. Jeg vidste først senere, at han mente den højere fader ovenover os alle, og ikke min biologisk far, men det gav for mig en stund hvor jeg fik trukket lidt ekstra luft sammen med tanken om min fars og mit forhold til hinanden. Noget jeg gerne vil arbejde på og takke mere for. Nogle gange kan misforståelser, skabe andre forståelser.

Jeg har skrevet postkort, som skal sendes hjem. Der er gået en måned, nogle dage, siden jeg rejste. Og jeg skriver dem mest fordi jeg nu virkelig har noget værd at skrive hjem om. Jeg ved ikke om jeg nogensinde, på så kort tid, har oplevet og suget til mig på samme måde som nu. Jeg føler mig som en slange der snor sig gennem høje bygninger af beton. Klodser lagt i kasser og dernede mellem dem vælter det frem med myrer af menneskehoveder, der springer over hinandens fødder for at nå over før de sindssyge taxachauffører vælger at tage nogens liv, men ikke med vilje, de udfører deres opgave, gennem byen og hjem og vi udføres vores. Jeg er overvældet af tanker og tunge ben, men når det mærkes rigtigt, er hver dag et eventyr.