du gav mig en chance
en til
sagde du
men du glemte bare
da dine ord flød ud
at jeg er som et TV
en magisk fabrik
der kan gøre løgn til sandhed

sige ja, mene nej
tænke med hjertet i stedet for hovedet
og hoppe på hovedet i seng fordi man ikke kan holde noget ud mere
købe for mange flaske og tabe dem på vejen så posen de lå i bliver ødelagt
sende et digt der er fuld af lort, men være ligeglad
for tiden er i mangel
eller så er jeg i mangel af noget
af mere
og fest nu hjernerne ud og hold så din kæft
her er det mig der bestemmer

der er en stille snurren i min mund
men jeg siger ikke noget
jeg griner længe
altid - kun for at vise mig selv noget
nogle siger jeg er reserveret
andre kender mig bare ikke

jeg gider ikke mere
tager mig selv i at snyde hjertet
måned for måned

jeg er en natteravn, men ikke en af dem, som selv vælger det og mens jeg går her mellem gadernes dumlende lys og skæve lyde bliver juni pludselig til december uden at jeg har bemærket det og her dufter af nyfalden sne og tobak. Og mens alt dette sker, tænker jeg, mellem folks skubben og hungren efter at nå det hele til tiden ved at tro, at de kan overhale den, at vi alle står her, som statister i et show der ikke findes. Alle slået ud af en klam virkelighed, selvom vi ved, at det er i den her virkelighed vi lever. Her mellem de brugte gader og faretruende huse, som puster os i nakken, når vi bøjer os ned for at samle de sidste stumper op af hinanden. Her en en duft, som minder mig om noget jeg ikke kan sætte grimme nok ord på, en duft, som minder mig om omklamret minder af fremmedkarakter, som vi glemte at huske på og derfor nu bruger tiden på at arge os over, for vi mødes hele tiden af afdøde sjæle, som vandrer rundt uden egentlig mål og vi peger finger og griner nogle gange uden at vide, at vi kigger ind i et spejl og griner os selv lige tilbage i hovedet. Os med vores hænder fyldt af poser og skrammel og hjerter der ihærdig søger et bedre liv med et selvfedt smil om de tørre læber og misunder naboens, en bekendts, hende på gadens liv og i alt dette glemmer vi tiden, mens vi glemmer os selv og vi lukker øjnene, små løber derfor til stationen, endnu engang indfanget af bæreposer og dårlig samvittighed over det glemte liv og et håb bag de lukket øjne om at se virkeligheden og drømmen, før vi endnu engang falder

måske skulle vi bare lade være
lade være med hvad, siger jeg og kigger mod vinduet med gardiner der skjuler virkeligheden
lade være med at prøve igen
igen
med det hele
jeg forstår ikke, jeg trækker på skulderne for at vise min uforståenhed og vil rejse mig for at rule gardinerne fra og vise dig verden
jeg gør det ikke og du svarer ikke
vi er for unge
for unge til alt muligt
jamen, er det ikke nu? Var det ikke det, som du sagde i juni, da du kyssede mig, efter at du havde forladt
det hele
og mig
at vi kunne det hele, havde verden og kærligheden i vores hule hånd
lige her lige nu
du ryster på hovedet
ikke fordi jeg ikke forstår, men fordi du er træt af, at jeg intet forstår
vi er for unge til det her og alt muligt andet
vi går jo bare og venter på, at det går i stykker

jeg føler mig inspireret
og lad så være med at tale med mad i munden, du der
du er uhøflig
og ligger og knalder en kvinde der er ældre end min mor
hvilken gustenhed du bærer i din aura
mens TVET kører på høj volume i baggrunden
og i spiser torsk til dessert
hvilket skaber en endnu mere forkerthed
i de ord der kommer ud af din mund
og jeg ville ønske
ville ønske
at du ville stoppe med at tale
men det gør du ikke
du taler altid
om alting
med maden fuld af mund
torsken fuld af mad
og jeg føler mig inspireret
sexet og på samme tid bedraget
forhelvede mand
ført bag lyset så jeg ikke længere stoppe
det her er vanvid

afbryder de baner jeg løber i

sidder fast i tanken om at ville det hele

måske, måske ikke

indelukker mig i mit skabende virtuelle univers
sender poetiske tekstbeskeder rundt
eller
kun til én speciel
tænker på dig
rejser mig
synger uden nogen stemme
danser natten velkommen og daser om i nutiden

du sagde, at i morgen er i dag, men du er jo helt rund på gulvet
så jeg gav dig bare et kys på kinden
sagde,
at alting burde skrives i nutid

det er forkert stadig at drømme
på den måde
om det
det er forkert at man kan dø
komme til Nangijala
og, også dø der
det er forkert at man skal sige ja
også nej
til alt muligt man ikke selv kan styre
men selv har rodet sig ud i
og jeg gider intet
gider alt
sidder her
går der
cyklede over skov og eng
og drømte om et andet sted
mens jeg mødte dit ansigt i et smil
helvede til med de berusede minder

fulde huse og begejstrede mennesker
eufori, nye muligheder
den perfekte idyl ved sø og skov
og en voksende fornemmelse af at være ved vejs ende

drømmen er alligevel ikke slået helt itu, men vejen bliver lang, men jeg vil prøve, det vil jeg, takket være Emma Nok Leth og DR. Mærkeligt nok.

true

snyde-jul i år

og du sagde
at vi skulle følges til vandet
du sagde
at du ville holde min hånd
når vi sammen
gik ud på den blanke overflade
du sagde
at jeg ikke skulle være bange
for vi ville ikke synke i
men flyde
sammen
over vandet
og først senere
sagde du
at vi bare skulle lade vandet omslutte
vores endnu nøgne kroppe
for så ville vi aldrig
dø

og jeg sagde
at jeg stolede på dig

et kys der slår benene væk under mig, ja tak

som når du giver min arm et klem og siger at jeg skal glemme om de tunge skyer
som svæver over mit hovede og bare tale i tunger og grine fra mavens indre
sammen med dig
og det er rigtigt når du siger, at vi skal og bør leve i en fiktion
som rigtigheden af de isblomster der har plantet sig på min rude
for i morgen kan du skuffe mig og lige nu kan vi synge os i skyerne
dase om i brogede dansetrin og slikke hinandens sår
mens vores forfrosne fingrer finder hinanden i mørket når vi ligger i din enmandsseng
tæt, tæt
og ikke længere har en ærlig tanke i vores hovede og kun klæbende løgne hængende tilbage

armene blev flettet ind i hinanden
og jeg kunne ikke sove for musikken, som blev ved med at lyde i mine ører
jeg kunne ikke have gættet, at du ville stille dig op foran mig på den måde
men jeg vidste godt, at jeg længtes efter noget glemt og forladt
så hvorfor ikke tage chancen og falde i
sammen med grinene og smilene, som alle var gensidige
og du aede mine allerede trætte ben og spurgte om jeg ikke ville med dig hjem
så jeg tog med dig hjem og vi udlevede fantasien, som ingen nogensinde så den
for som du sagde
så er vi nød til at vise, at vi stadig er i live
også selvom
du ikke længere elsker mig

det er mærkeligt at fylde sine tanker halvt op med dig og halvt op med ham

har lyst til nøgenhed

DONE, FINITO, ADIOS SRP
, forhelvede mand

så bliver man uvenner, drikker lidt for meget og så går det af helveds til alt sammen

sådan har jeg det lige nu

ømme kys og tak for din venlighed

kunstig frygt

og vi drukner i hinandens skygger mens du griner på den anden side af ruden og spørger om jeg ikke kommer ind. Hvorind? Herind siger du og blinker med øjnene så jeg bliver rundtosset. Jeg trækker på skulderen og kigger mig tilbage. Jeg burde sige nej, gå min vej ind gennem mørket og huske på hvem der nu kysser mig på panden og skubber mine ord ud og ruden er snavset og måske er du bare en vrangforestilling der prøver at imponere mig med alt det du endnu ikke kan. Men lok mig ikke ind, jeg vil ikke tilbringe nogen form for tvangshygge i din lille urummelige verden. Herude er skyggerne med mig og jeg danser om kamp med mig selv, mens jeg drukner mit slidte hjerte i en tår whisky og fletter håret om fingeren mens jeg drager ud mod ukendte lys jeg endnu ikke har set

I realiteten opleves et deja-vu når øjnene ikke er lige hurtige. På den måde ser det første øje et billede som så lagres i korttidshukommelsen. Dernæst ser det andet øje det samme billede igen, og man får derfor en fornemmelse af at have oplevet øjeblikket før, da det allerede ligger gemt i hukommelsen. Dette fænomen ikke er andet end en drømme-opfyldelse eller fantasi, men alligevel et mærkværdigt øjeblik.

min tunge smager af whisky, mine ører er fyldt op af jazz, jeg skulle have været til fest, men i stedet sidder jeg her, og tænker på dig, ja jeg gør så, tænker tanker itu her i min hule, med våde vinduer, øl i luften og lange tunge ben der fletter sig ind i hinanden

jeg følte pludselig, at jeg kunne sige alt til dig, der mellem fremmede folk og dit endnu ukendte ansigt

der var noget, dér jeg havde glemt at sige alligevel og jeg tænkte om det var en form for tvangshygge vi havde gang i, men jeg vidste, at vi begge ønskede dette møde, denne fremtid og senere sad jeg og var en  anden i den samme krop og ingen forstod mig pludselig og jeg skulle tisse, kan jeg huske. Frygtelig meget, sådan, at det presser helt op i maven og jeg var rød i hovedet, som en tomat og da jeg sad på toilettet virkede lyset ikke og alting var pludselig, ikke det samme 

købte en samlet CD med Ella Fitzgerald til mig selv i dag, 10 i én, for en flad 50er
forhelvede da

bilder mig selv ind, at jeg er født til at danse ballet

Vi er den amerikanske drøm, men forbliver kun en fantasi for dig

dit værd, skal ikke måles i regndråber

her er en mærkelig snurren og jeg kan ikke se ud af mit vindue for mørke
du kilder mig i øret og spørger om jeg vil have et kys. Jeg vil ikke have nogle kys af nogle
hun hedder Cecilie, siger jeg, det er hans nyeste fund. Du skræller en banan og rækker mig
halvdelen.
Du siger, at jeg burde male igen. Male hvad? herinde er der en mærkelig snurren og jeg kan ikke se ud af mit vindue, måske er jeg endda alene. Alt jeg kan male, er sort

lugter af sved, sidder i det mest kiksede outfit, her er helt stille, jeg drikker the og skriver SRP

 mit rod er tømt 

jeg har købt et lys til min morfar
det er rødt og kan brænde længe
han blev meget overrasket
gemte både kasse, papir og bånd
tændte det med det samme
knugede min hånd
og sagde
,, det skulle du ikke have gjort''
jeg sagde
,, jo jo, det er da intet''
han er helt væk i beundring
ser mig slet ikke gå
det skinner også flot og gør turen hjem
varm
(...)

forrige nat drømte jeg, at mit hår faldt af i totter, sidste nat drømte jeg om dig, jeg har ikke lyst til at drømme længere

vi sidder bag ruden med skinnende diamant dråber og snakker ikke sammen, sådan rigtigt, jeg tænker, at det er dejligt at have dig her og at du rører ved min håndryg, ja, det er dejligt, tænker jeg, du hælder ikke sukker i din the, men rækker den til mig, jeg tager en og en halv, det er tilpas, siger jeg og du nikker, som om du synes det er tilpas, det hele, som det er, jeg sidder lidt og tænker heller ikke rigtig uden at sige det højt og pludselig rejser du dig, du er nød til at gå, du kan læse skuffelsen i mit ansigt, men kommentere den ikke, det er du blevet for stolt til, vi taler ikke om følelser længere, du giver mig et forsigtigt kys på kinden, men ikke fordi du er genert, mere fordi du ikke ved om det er passende, længere, vinden når ikke at suse ind, da du går ud af døren, og jeg hælder med det samme din the ud og løber hen til vinduet, hvor jeg ser dig cykle væk, du har glemt dit tørklæde, men denne gang, ringer jeg ikke.

er det trætheden, er det det halve hjertes banken, regnen på mine hårstrå eller skyldes alting drømmen i nat om at cykle langt ned af bakker og sidde på en café overfor dig og ikke tale eller se bare være der uden at være, nogen i noget og nu fik vi slet ikke sovet eller gjort noget af det vi skulle have gjort og brevet fra dig ligger og lyser uden at ville mig noget, jeg tænker på i morgen og tøver med at blive glad, selvom lyset brænder ud og lader den varme stearin løbe ned af øl flasken, i morgen smiler solen i dit ansigt, i morgen

københavn, bland selv slik, narnia - landet bag klædeskabet og lange ukonstrueret sætninger, someone like you, lidt?

og han siger
og du siger
at hun sagde
at jeg burde sige
at i burde snakke sammen igen
og nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige til det
og så siger du ikke mere

da du trak mig ind i dine arme og knugede mig hårde end nogensinde, vidste jeg, at det var mig der havde været fej og dig der intet havde opgivet

selvom det ikke fungerer at sige farvel til dig
fungerer det heller ikke at lade være

aflevering, dampende the og Lana del rey på repeat
ps (bon fucking iver til Roskilde. Oh my)

'Og ord som, jeg elsker dig højere end valnødder og halve jordbær er alligevel så ødelagte'