Mit greb om rattet bliver mere fast mens jeg prøver at svinge tårerne af mit ansigt. Jeg er også et menneske hører jeg mig selv tænke, også selvom jeg smager bitterheden over mit svage sind hælde som syre på den side af mig som oftest burde være stærk. Jeg kan bare ikke mere. Give mere holde mere ud. Når jeg kommer til det punkt hvor jeg indser. Måske for første gang. At nedskæringer, dårlige mennesker, skemalagte tider, ufølsomhed, samfundskrav, egocentriske højtidlige medborgere. Fuck pis og lort. Er det vi vader rundt i hver eneste dag.

Undskyld dårlige ord og dårlige indlæg. Jeg er bare overordentligt frustreret.

Og i dag skinner solen, som havde den ligget i vinterhi i for mange omvendte måneder og jeg har tænkt på hvorfor jeg ikke kan få sagt ordentlig farvel til dig og hvem der bestemmer at jeg bare skal gå og fundere over skæve ordvalg og de sidste 182,5 dage, mens jeg tænker på dine sidst brugte ord om at det skal smage af noget og jeg synes slet ikke det smagte af noget, der helt til sidst, måske af efterladte kroppe hvorpå en aroma af uren sex hang og famlede i isens kerne og uden helt at vide det sætter jeg mig måske på flyet for nærmere at stikke af, end at opleve og udfolde

for min frygt er større end mit jeg og jeg er angst for ikke at blive accepteret og holdt af

af mange og af få

men mest af alle, af dig

Sommetider føles det som om alle grænser af mit legeme kolliderer med den hårfine grænse der er mellem at leve og dø. Jeg går i en form for tranche af uforløste følelser og hungrer desparat efter svar. Uden at være vred, ked af det eller glad. Bare være til for hvad jeg endnu ikke ved hvad er. Det gør lidt ondt. Sådan helt indeni, at se sig selv glide ned mellem glemte minder.

Who's that girl?

Og jeg ved, at der kommer til at gå hundredogsyvogtyve dage før jeg igen kan holde hovedet over vandet og vende tanker til stormflodskatastrofer af vinterens mørkeste kant. Vi taber hinandens læber i løbet om den umulige liniedans og jeg er bange for at tillægge mig selv et for stort ansvar hvis jeg lader bonen lande i din pung. Alle bogstaver bliver for store og overkommelige og tallet slår, viseren rykkes fra syv til otte og tiden for sorg er ovre når klokken rammer de ni og guldskibet sejler mod isbrydende grund mens vi alle vil blive sejrende poeter i denne sidste stund men kun hvis du husker mit navn

er en kvinde af få ord for tiden og har brugt morgenstunden fra før solen stod op og til jeg lukkede øjnene fuldt op på at læse bøger af tusinde sider og drikke dampende sort kaffe uden at skabe filter for omverden og næsten uden at glemme mit navn

Og det er som om hun er den eneste som virkelig reelt forstår min smerte

jeg har troet at jeg var udødelig
nu ved jeg bedre

hører James Blake rungende højt mens jeg retter noveller igennem med dampende kaffe og saltsprøde nødder, pludselig er torsdag ikke længere ligegyldig og ensom og stadig lidt mere end bare solskin og bare tæer

lad os blive
jeg elsker dig
du er min periferi
jeg lukker cirklen
afgrænser ydrepunkterne
mine organer smelter
mister sindsbevidstheden
jeg tvivler på nogensinde at blive menneske
med en halv krop
af knækket knogler
jeg elsker dig
lige der midt i digtet

ånder jeg frit

Jeg skjuler mine omgivelser bag dine indtørret tårer og lader situationen svede ud på det robuste træbord et sted jeg vil tro er et værtshus i midt byens Istedgade, hvor vi lader os glemme hvorfor vi blev og derfor stadig er de dummeste svin og altid trækker kroppen over det faldne rim der vender rundt på gulvets klistrende substans og puster dine indre organer nøgne, fordi de ikke længere lader din krop være krop uden at være hel til nogens nødvendighed uden at der er noget om snakken når jeg lader din magtesløshed give plads til min brede næve der knækker nødden som et bevis på den nervøs trippende fremtid der siver ind af vinduet og venter mens jeg undskylder mine overbrusende drifter der lod det hele tage over og gå itu

Og nogle gange sker det pludseligt, midt i alt turbulensen og presset og de sidste udtørret tårer, at man falder over en uddannelse, som man rent faktisk kan bruge til noget, der er LIGE mig, dog er pissesvær at komme ind på, og som ligger lige der, hvor jeg slet ikke er klar til at bo, endnu. Men altså...........

det du kalder virkelighed
er det som jeg drukner i

det tager præcis en halv time fra stationen og til dit hus
jeg kender ruten med øjnene vendt indad og jeg glimter ikke min chancer for at træde lidt uden for
rammen en gang i mellem
jeg tænker på hvornår kroppen ikke længere kan kaldes en krop
hvor mange hjerter man skal ødelægger uden at konkludere sit eget
måden hvorledes en knogle kan hele sammen med resterne af den gamle som noget der er gået i stykker rent faktisk godt kan samles igen også selvom jeg altid har betvivlet det
og nogle gange tænker jeg lidt at problemet er at vi lidt skiller det hele af mens det stadig virker
præcis de trehundredogtoogfyrre skridt som det tager for mig at komme fra punkt a til punkt b
til din seng og dine varme kys koster mig halvt andet års opsparet tid

det er lidt tragikomisk og jeg har får sommerfugle i maven på ny og det er skræmmende
skideurealistisk men alligevel lidt fantastisk at mærke sin egen krop, på den måde
igen

poster billeder og musik, har tydeligvis intet at sige eller skrive, er bare lige kedelig

den giver mig en lyst til poesi på ny, på at betræde, overtræde og gennembore nye grænser
og på at komme endnu et skridt tættere på virkeligheden
den smukke af slagsen
og ja,
jeg tror på at være frontløber, på nedgangssolens opståen og på en nyfunden respekt

her er der stille nu, forestiller mig regnen udenfor mit vindue der ikke eksisterer
på lange mindefyldte nætter, duftende lagner, knækkede knogler og om hvor langt der er til næste perron
det er ligetil og farveblindt klart
jeg smager skummet øl, sommervarm hud og svedent pandehår

jeg elsker dig

for første gang i dag ser det ud til at klare op længere øst på hvor jeg endnu ikke er væk fordi mit hjerte stadig vælger at slå

beskriver måske hele indersiden af mit hovede meget godt