jeg kan ikke længere følge med mig selv 

mærkeligt, så meget, man kan savne et andet menneske.

i need somebody to care.

Skrigende papir og fuldtidsstamkunde i Fakta

Om morgenen indtager jeg en skål jordbær yoghurt fra fakta. Hvor jeg minimum bruger ti minutter og femogfyrre sekunder inde. Dertil skal det påpeges, at jeg også døser en hel del rundt, derfor runder det lidt over de fem minutter de maks. vil tildele mig som fuldtidsstamkunde, dog køber jeg aldrig mere end for 16,95. lige nok til en jordbær yoghurt. Jeg træder pedalerne i bund, når jeg klokken femogtyve minutter over tretten suser gennem byen og over for rødt, for at komme hjem og skrive. Mine fingre kribler, jeg giver kulden skylden. Jeg haster af sted og ser mig ikke for. Ottende sal, B1 og jeg flyder nærmest sammen med bogstaverne, da jeg slår røven i det sædvanlige sæde og elkedlen har varmet mit vand. Jeg drikker bær fra skoven, med en lille klat honning, så jeg kan få min sukkertrang stillet. For i dag da. Ordrerne og bogstaverne vrimler, som myrer i en angrebet myretue, menneskekemikalier. Vi hader jer. Jeg hader ikke mine bogstaver, kun når de ikke formår at arbejde sammen med mig, som jeg gerne vil arbejde sammen med dem. Men så må jeg jo vente, fortrænge min sult og stille den på et andet, måske mere oplagt tidspunkt. Følte bare lige, og så, alligevel ikke. Den blanke side, færdiglavet af fældende træ og importeret fra, ja hvor findes der mon træer henne mere? Jeg må spørger om de ikke har et særtilbud næste gang jeg mødes med fakta, måske de kan sælge mig et træ. Den blanke side skriger, som et sultent barn, mit barn. derfor mærker jeg dens smerte, og skriger igen. ’’Undskyld, jeg har bare ingen ord til dig lige nu.’’ Men, jeg er glad, så vær du også det. 

Han sagde, at jeg var nød til at holde øje med det, når det passerede, så jeg kunne få øje på det. Men da det passerede kunne jeg knap nå at ane det. Han forstod det ikke og det tog lang tid før jeg forstod hvorfor han ikke forstod. Men nu vidste jeg hvorfor, jeg glemte mig selv på banegården, ventende på toget der skulle passere mig, og det jeg burde ane, så jeg aldrig, for kærligheden så jeg aldrig, heller ikke i tiden efter jeg havde forstået hvad han mente, jeg skulle forstå. Jeg begyndte derefter, at køre med toget, uden at lade det passere mig.

gaderne flyder nu
ordrerne eksploderer
og
hunde brækker sig

DEN TÅRNHØJE HUND

jeg er træt af spørgsmålet om eksistens. jeg vil hellere diskutere verdenssituationen og tilbudene i den lokale købmand. men i forstår mig ikke og i elsker at få ret. derfor giver jeg jer det også for tit. selvom jeg ved hvor meget i har misforstået og hvor lidt i rent faktisk forstod og forstår. men det lader jeg nu bare jer ligge og rode med. i er jo allerede så selvtilfredse, at det halve kunne være nok.

grædende barnegråd, højlydt voksensnak om verdenssituationen eller bare om forsømte minder eller Oles pølsevogn med røde pølser til en krone pr. stk. Udenfor en rystende blæst og så pludselig en skinger lyd af en rød kedel i kog

det tager vandkedlen omkring tre minutter for at sætte mit vand i kog. Så jeg kan lave the og nyde de enkle øjeblikke

# 3
- du taler meget om dig selv
- Fin konstatering du lavede der, mester. Er der mere du gerne vil gøre mig opmærksom på, som jeg endnu ikke ved?
- Egocentrisme er dyrkende.

og vi kunne sidde og pimper hele tre flasker af supermarkedets bedste vin, som vi købte på tilbud til syvogfyrre og en halv pr stk. dernæst ville vi lægge os nøgne, på dit importeret fint vævet tæppe fra Indien på stuegulvet, og om morgenen ville du holde mit hår, mens jeg ville fylde din toiletkumme med borgeligt bræk.

og stilheden kan være noget så dejlig, ligetil og alligevel alt andet end banal.

det svært, at trække vejret, i en verden, som denne.

#2
- Hvad er det i stræber så ihærdigt efter?
- Svar
- På hvad?
- Trivielle spørgsmål
- Intet er så regelmæssigt som man går og tror, kun hvis man går og tror det
- Derfor stræber vi, for at undgå den længere kædereaktion af forfald
- O.K - Jeg tror bare i stræber efter det samme som alle andre intetsigende eksistenser. Fik du virkelig 12?
- Nej, jeg fik kun 10.
- Du stræber for lidt, kom ind i kampen og mærk hvordan nederlaget vil svie sig ind i din krop, ætsende som kemikale vækser. I er banale individer, præcis som alle andre.
- Du måske bedre?
- Nej, fik 00.

vi spilder vores tid, med overfladiske bekendtskaber og matriel-lykke
fanden om jeg gider mere

og jeg ved det nu, det er ikke mig der er forkert på den. det er dig der er bange.

#1
- Hvordan kan jeg vide, om jeg føler noget for dig, når jeg ikke ved hvordan kærlighed føles?
- Du tvivler vel mere på dig selv, end på selve kærligheden. I en forstand.
- Jeg ved snart ikke.
- Kan du lide mig?
- Ja da.
- Hvorfor så tvivle på det?
- Fordi jeg ikke ved, om jeg er forelsket i dig.
- Du kan ikke være forelsket i mig, før du elsker mig. Og det gør du ikke.
- Jeg tror ikke du forstår.
- Jeg tror heller ikke, at du forstår.

Man kan ikke definere noget, der ikke vil lade sig definere

Udspillet mellem sommer og vinter, forandringens tilstedeværelse 

En krigs fatale dynamik, samt blodrustende effekt på os

Sammenstødet mellem to atomer

Sort / hvid, og så

Spækket med farver og tak og farvel til farveløshedens indbegrebet magt

For vi skal ikke være trivielle eller tænke moralsk

Alting skal ud fra en abstrakt tankegang flyde

Skabes

Og dertil

mætte vores tiltrængte sult efter nytænkning

Omformning

Og mens ord sammensættes til levendegjorte sætninger

Flyver det løbsk rundt med holdninger, politik, demokrati og ytringsfrihed

For hvor flabet kan man tillade sig, at være?

Samtidig øser det omkring os, med diverse kemikalier

CO2 og frisk tobaksrøg driver ned i dine lunger

Sætter sig som sorte klatter af forsømmelse og glemte minder

Tegnet med kulkridt på blanke stykker fældet træ  

Og musikkens tonerrige bølger drager os væk

Som på Aladdins magiske tæppe

For vi er mere end bare individer

Vi er større end vi tror

Vi er skabende kunst

For alt dette

Er netop, kunst

Gu fanden, er det det

Og verden er bare, et rum

Alting er endnu et rum

Og jeg ledte efter kunsten

I et rum

For jeg tænkte

At den da måtte bo, et eller andet sted

Også fortalte de mig

At jeg ville kunne finde den

I et større rum, i et rum, med flere rum

bag menneskeskabte døre

lavet af en snedkers håndkunst

gemmende, på intet mere end, intetheden

Og alligevel åbne op, til det hidtil største spirituelle univers

Jeg endnu ville finde mig selv befindende i

Fyldt op med menneskeskabte objekter

Som, ville blive det sted

Der vil tildele mig nøglen til forståelsen af, hvad kunst er

Og ikke er
tildækkende med blanke opslag, udsat for en farverig aggression

Mørke rammer, der pakker virkeligheden ind

Flere blanke bekendtgørelser

Hvorpå

Streger markerer indholdet

Tromlet og væltet tilbage af følelsesmæssige sansninger

Farver rammer, motiver rammer

Indtryk på indtryk dannes i mine fortættede hjernebaner

Men alligevel slår tanken mig

Hvorvidt begrebet om kunst for mig, er kunst som andre

Ser den

For det var jo her

De førte mig til

Stedet der for dem indeholder begrebet

Kunst

Som opleves

Af individer, som os

Når vi træder ind af døre som disse

Til et museum som dette

Omsluttende omkring os, som rum, skjult i rum, i andre rum

Fyldt op med så meget og alligevel

Så lidt

Stedet hvor i fandt jeres kunst

Og hvor jeg, fandt noget andet end lige den kunst i fyldte jeres munde og hjerter med

For det var for mig, ikke det indhold i så

Der i kunstens definition, ville blive navngivet som kunst

Ingen form for kunst ligger i de abstrakte billeder

Eller i de formrige skulpturer, jeg ser

Selvom det er der i har lagt den og fyldt mit hoved op med, at det er der, jeg skal kigge

Men jeg leder ikke efter Holger og jeg finder ham heller ikke

Og jeg ved ikke, om det er mig, om det er en form for dobbeltsansning

Jeg udsætter mig selv for

Sindsforvirrende pause i tiden der abstrakter min hjernekapacitet til at eksplodere

For måske, er kunsten i sig selv, alt det jeg ikke ser

Det der ligger som en hinde på alt det skabte, på alt det jeg kan fornemme

Og at det er ud fra den slags kunst

Jeg formår at kunne danne og tildele mig selv

Inspiration, som jeg lader blomstre og vokse, i mig

Og jeg evner at være mere, end bare

Det skrøbelige individ jeg er skabt til

At være

For er beriget med følelsen af, at have

Rum i rum

Nyfundet aspekter, en abstrakt tankegang, farverige blodbaner og luftig inspiration

Kunst er

At finde sig selv

I det

I farverne, rummene, lydene, stregerne

At genkalde fortrængte sansninger

Gå fra hjertet

Gemme det

Det sted

Det rum

Hvor man altid sanser dobbelt

Hvor pumpningen af kunst aldrig forvisses

Hvor der er hele fire hjertekamre og pladsen aldrig bliver for trang

Hvor ikke kun kærlighed kan lade det hoppe fireogtyve slag over

Men også skabende og langtidsholdbar kunst

Ligger gemt

Der

I hjertet
til det sted, i førte til mig til,
til det sted, hvor ikke jeg, men kunsten,
fandt mig

# tror, at det er første gang, jeg har tildelt noget en overskrift, altså, ubevidst.

Tager til Paris, drikker vin, skriver digte og maler sort / hvid tegninger. For jeg gider egentlig ikke, være her mere.

Nous rencontrons à Paris

Som jeg kan sidde

Med hovedet

Bøjet over min cyperworld

Netværket

Eller rettere

Mit skriftcenter

løsrivende tanker

hopper op og ned

På hinanden

Skader

Av mit hoved

Pas lige på

Ikke?

(Hoved)plus (pine)

Skabes mellem banerne af blod og hjernemasse

Fy for en måde jeg lige formulerede det på

Godt det blev inde i mit hoved

Men så tilbage tilde der ord

De der

Som ikke kan komme ud

For jeg sidder ligesom også LIGE til møde

I min hvide T-shirt

Den som du så godt

Kan

Lide

Men det er sagen urelevant

For her;

Her diskuterer vi ord

Tekster

Af slagsen jeg ikke kan finde ud af

For jeg har ikke ideen

Til det

Deadline

Stress

Våde håndflader

Og jeg når det ikke

Over and out

det som om stemmerne ikke vil stoppe
som om de bare er til
for at overdøve hinanden
stridighedernes kamp
hadets sejr
det sted
kærligheden for længst
blev nedlagt
jeg kan ikke mere
stemmerne skal stoppe
overdøves
lige nu og
snart
før denne atom
af en krig
bryder ud i en skare af ild
dødens farlige endelige
brændende
og efterlader os alle
udbrændte
så lette
at selv vinden
let kan tage os med sig
så langt vil jeg ikke ud
lad jer ikke overdøve, lade jer ikke begrænse af noget
men kamp nu eller afslut kampen her
der er ikke mere at komme efter i vores allerede
udpinte og forsømte hjerter

Ja / Yes Please

finder mig selv i pågående situation, når jeg fast besluttet skal til at lave noget ambitiøs, at jeg så lige skal det og så lige det. har svært ved at tage noget alvorligt, andre ikke tager alvorlig, så som mig selv. og så er det, at jeg havner i de har vanskelige situationer der hverken er hoved eller hale at finde på og ud af igen. en værre pærevælling blandet op med dagens frodige udbytte af regndråber, der på ingen måde holdte noget eller nogen tilbage, for jeg fandt da også mig selv. cyklene i stride strømme, med forhåbning om at komme tør hjem, det skete ikke. Jeg var som en karklud, lige til at vride. alt for mange timer, uden noget konkret udbytte af dagen, finder jeg mig siddende her mens jeg tænker over alt det, jeg kunne have nået, men ikke nåede og hvorfor jeg stadig sidder, og tænker, over det. Burde nok arbejde med det, at tage mig selv en smule mere alvorligt. Åh Gud så meget at se til. og så lidt tid til handling

I dag har jeg :
drukket 1 kop the
cyklet 16 km
tjent 200 kr
blevet gennemblødt af hundredtusindmillionermilliarder regndråber

der er:
2 dage til hende den søde kommer
6 dage tilbage af ferien
1 og 9 ½ min til mit lys brænder helt ud
30 sek til at jeg ikke gider tænke mere på det her indlæg

for jeg kan alligevel slet ikke følge med. Gud hvor er der dog mange tal.

Det var flere timer siden, hun frustreret, vred og med hastige skridt, havde forladt lejligheden, forladt ham og gået fra en sønderrevet triviel hverdag, med et forrevet og radbrækket hjerte og ud i den ophedet luft. Hun var konfus i hovedet og ikke mindst godt ør, af det indtaget indhold, hun for mindre end tyve minutter havde indtaget og derefter heftigt var gået fra. Pludselig var tætsiddende sofa hygge, i en mindre lejlighed på Vesterbro, med en alt for charmerende ekskæreste og to tomme vinflaske, blevet for meget af alting og hun havde trukket sig ind i en skal af angst og forladt lejligheden uden næsten at have nået, at sige farvel. Hun ilede af sted hen over det betonhårde underlag. Det svajede i hendes ben og hvis hun ikke før havde været enig med sig selv om, at hun aldrig skulle indtage en så stor mængde rødvin igen, så var hun i hvert fald enig nu. Hun tog sig til hovedet i håb om, at det ville holde op med sin snurren. Mislykket forsøg. Hendes hånd ramte en husmur og der stod hun så lidt. Hun kiggede ned af sig selv og opdagede, at hun ikke havde mere end hendes sorte læderjakke på, hun måtte have glemt hendes striktrøje ved Benjamin. Det begyndte at regne og hun fik sig taget sammen til at gå, igen. Hun ville fryse ihjel ellers. Oktober var ikke ligefrem en mild, måned. Københavns gader lå tomme og udtømte. Hun blev grebet af en pludselig følelse af ensomhed og undring over, at hun i en storby, som denne, kunne føle sig så alene, som noget individ kan. Hun havde lyst til at sætte sig ned, lyst til at græde, lyst til at grine over hendes absurde sindstilstand, lyst til sex og kys, lyst til at gå hen til Christianshavn og hoppe på hovedet i vandet.

Hun drejede om hjørnet og mærkede hvordan irritation, blandet med angst og ikke mindst lysten til ham, sprang op i hende. Og da hun endelig havde kæmpet sig op af de alt for mange trappetrin og stod foran døren, mærkede hun hvordan ligegyldigheden nærmest åd hende op, bid for bid. Dog tog hun fat i dørhåndtaget og trak det heftigt ned. Hun trådte ind og gjorde sig til en del af det mørke der herskede i entreen. Stilheden ramte hende og hun smed skoene og trak den store uldtrøje over hovedet før hun gik ind i stuen. Derinde fandt hun Mads siddende i vinduet, på deres sted, på fredsstedet. Han sad helt stille, med ryggen lænet op af vinduets karm. Hovedet havde han lagt tilbage, hvilende. Hans øjne var lukket halvt i og hans brystkasse hævede sig, med lange mellemrum. Han sov ikke, var mere i en tænkende fase. Da hun listede tættere på ham, drejede han hovedet en anelse. Men på den måde, hvorpå han ikke anså hende, men bare påpege sin ligegyldighed. 

Hun begav sig hen imod ham, kørte hånden igennem det lyse hår og trak den elastik ud, der holdte det sammen. Hendes lange hår, faldt let ned over hendes skuldre. Hun trak hendes sorte top op over hovedet og smed den med et let bevægelse, på gulvet ved hendes side. Hun klipsede den stropløse BH op og den faldt hurtig til jorden. Hun stod omkring en meter fra ham, med en bar og blottet overkrop. Hendes lyse hår nåede længere ned end hendes bryster og dækkede dem til. Hun knappede hendes bukser op og kunne allerede mærke hvordan han prøvede at få kontrol over sig selv, så han kunne modstå det, at kigge op, kigge på hende. Hun kørte blidt hånden ned af hendes bryst og mave og lød den, stoppe ved hendes buksekant, hvor hun stille lynede hendes bukser ned. Hans mund gled op og hans hånd mistede kontrollen og lagde sig om hendes ene side. Hun blev trykket ind imod ham og han plantede et kys på hendes mave.

Fortsættes. 

Ligger på grænsen, optakten til det endelige. Fyrværkerien, den eksploderende dynamiske reaktion, der fremkommer når han er, i hendes nærvær. Ustoppelig.

og jeg drømte
at jeg slog dig ihjel
at jeg dernæst begravede dit lig i min seng
Jeg drømte
at du hver nat hjemsøgte de drømme jeg drømte i mine drømme
og jeg ikke forstod
hvorfor du gjorde det
men det ville jeg kunne forstå
hvis jeg huskede på
at jeg havde drømt
at jeg havde slået dig ihjel og begravet dit lig  i min seng
men hvor meget kan man også tillade sig at forvente
af et menneske

jeg har lyst til, at ringe til dig. snakke med dig i timevis og høre hvordan din dag har været. fortælle dig alt hvad jeg har set med mine øjne i dag, følt på min hud og mærket indeni mig. jeg har lyst til, at det er dig der skal vide det. ikke andre, ikke nogen, ikke andre, ikke nogen, bare dig. for jeg kan ikke bare mærke dig, når du blidt røre min skrøbelig hud, jeg kan ikke bare mærke dig når du kysser min næse forsigtigt eller når du lægge din hånd i min, nej, jeg kan mærke dig i mit nervecenter, i min rygsøjle, i mine tanker. for du springer det hele i en kæmpemæssig eksplosion, giver mig kuldegysninger hele vejen ned langs ryggen og masser dig ind i mit tankecenter. jeg har lyst til at ringe til dig. snakke med dig i timevis. eller bare for et øjeblik. jeg savner sådan, din stemme.

love love love

- Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro længere

- Tro er et meget defineret ord

- Jeg tror skam på meget. Bare ikke på kærlighed

- Hvorfor siger du sådan noget?

- Handler det ikke om, at man skal være ærlig overfor hinanden?

- Jo

- Jeg tror ikke på kærlighed

- Hvordan kan du tvivle på netop det?

- Det er ikke eksisterende. Vi er drevet af vores drifter der ligger i det'et. Alt andet er noget vi bilder os ind. Vi er bare afhængige af tryghed, sex og social samvær. Intet af betydning. 

- Det kan du ikke mene

- Jeg mener det heller ikke. Jeg tror bare ikke på magien i ordet kærlighed, som en opstående ting, af intet. Det nu det hele. Selvom jeg nu gerne vil modbevises, hellere end gerne. Vil du ikke nok, prøve på det?
- (....)

du må ikke sige sådan noget,
FOR,
ved du,
hvor svært det er,
at tage,
sig selv,
alvorligt?

- tror du på mirakler?
- Ikke i dag.

og det går bare overhovedet ikke det her
noget af det
hverdages kvaler, dit sindsforstyrrende jeg, mit overegocentriske tilløb til den endelig krig
hvilket gør mig noget så frustreret
mest over min egen mangel på ord og dets sammensætning
for det er det
der altid
vil betyde mest
er sgu ligeglad med finanspolitikken
eller om der går inflation i hele lorten
sågar
tilbud på mælk til 5 kroner
jeg er ligeglad
ligeglad
hvornår fatter i noget
hvad fanden render i rundt og laver
undskyld
jeg spørger bare
jer og jeres sørgelig liv
hvori i intet har at gå op i
andet end tilfældige ting
i presser op imod hinanden for at skabe dynamik
vorherrebevars
jeg har ikke styr på noget
og da slet ikke jeres lort
dog står jeg ikke overfor noget ansvar der
men
'jeg synes jeg sidder lidt fast'
som kære mikael simpson har ret i
hvilket bare er endnu en ting
jeg kan give ham ret i
individet er blevet opslugt af intethedens blanke luft
hvori småborgelighed og moralisme vægtes
på samme side
og gør dette
denne tilværelse
til ligevægtig og ligegyldig
banal og triviel uden lige
tak for denne gang
jeg orker sgu ikke mere
dykker ned i mit eget
virtuelle univers

FUCK OG




FUCK.

det er ikke altid lige let, at tage sig selv,
alvorlig.

dårlige venner hænger efterhånden på træerne. depressiv tanke, alligevel.

when was the last time, you did something for the first time?

Vrangforestilling

Slummer gennem Berlins mere dunkle sider
Kvarterer med forsømte individer
Arbejdsløse med intet andet end beskeden om afvist fremtid
Narkomaner med tunge skyer under deres øjne
Stående
Som et sørgeligt forsøg på at sælge dem selv
For H
En halvfaldende dreng pryder mig med sit selskab
Som det indsylte, ligblege og modige individ,
han er
at lege sådan
med skæbnen
fristende spil

dog hviler ordløsheden i luften
som en død tunge
jeg
Døser i en mindre søvndrukken tilstand over livets kvaler
Livets spørgsmål, som jeg, som person, mig selv
Gør større end de i begyndelsen startede ud med
At være
En typisk uønskende handling fra min side af
Så meget er uønsket
Diktatur
Politiets magtliderlighed
Atombomber
Det forbandede samfund
Den opreklamerede verden


Jeg linder smerten
Og
driver videre
Baglæns
Ramler turbulens sammen med trafikkens sammenkogning af øsende kemiske stoffer
skrigende barnestemmer og rungende tale fra et opdigtet center i min bevidsthed
Det’et i mig har en forunderlig lyst til at kvæle en forbipasserende mors barn
Mærkværdigt og pudsigt
Begge to ting, på én gang
Mit overjeg fortæller mig, at, sådan noget gør man ikke
Jeg er jo trods alt
Et alment menneske


Slumre gennem Berlins rene stræde
Damer med prangende hatte møder mig
Og mænd med spidse sko
rører næsten himlen med deres næser
Fisseformene godtfolk
Jeg krydser gaden
Køber H af en pusher
På et lokalt toilet i Berlins undergrundsbane
Lader jeg det flyde
I mine årer
Det sitrer så nydelsesrigt ind i mit blod
Giver mig en uovervindelig følelse


Har fået nok
Jeg gider sgu ikke mere
Fandens banale liv
Fandens forkyndte verden
At leve i


Jeg er mæt
På randen til opkast
Store gule klatter af borgerlighed skal dulme
Ligge og pryde verden
Med det den nu engang er
Bare store gule klatter af bræk

(kanylen er tom, mit sind er fyldt op med hallucinationer og mit blod er fyldt med H
For første gang i lang tid, mærker jeg følelsen af, at være til. Hvem ved, måske ses vi, en dag)

Å Ø Æ Z Y X W V U T S R Q P O 

N M L K J I H G F E D C B A

Nous allons fuir à Paris ce soir et ne 
jamais revenir, comme un au revoir à jamais

23.26
jeg har vintertørt hår og solen skinnede på sit bedste i dag.
Den viser hvor godt, den er rustet til vinterens hårde slag.
I 5 modul blev jeg mødt af et billede af Michael Jackson
og jeg gik på ingen måde i selvsving, da jeg skulle ud i en
personbeskrivelse i, hvad i alverden det var, jeg så. På
español. No No. Senere spillede jeg død og mens jeg lå
der, øsnkede jeg, at jeg havde valgt den sammen løsning
i spansk timen. Jeg forklarede om muslimsk ægteskab i
religion og dummede mig på det groveste ved at åbne
munden, når jeg burde holde kæft. Og holde ord tilbage,
der ellers står på spring for at hoppe ud. Nogle gange er
jeg bare for dum. Mærkvædig dag, alligevel.
23.31

det er 733 dage siden og jeg savner dig stadig. Jeg glemte, hvor hurtig tiden kan gå.

det var et smukt mareridt, jeg havde, om dig forleden.
det synes jeg bare lige, at du skulle vide.

revival eller selvmord

(?)

det er tydeligvis ikke en grønsag, for selv en artiskok har et hjerte

i morgen, om præcis 80 min er det den 10 i  den 10 måned i året 2010
pudsigt

og vi spiste morgenmad, mens en stråle fra den ildrøde stjerne ramte min kind

jeg kan godt lide ordet, knæhaser

jeg sætter vand over til the

og kærlighed er overvuderet. hun har ødelagt betydningen af det,
for hende selv.

og jeg savner dig, oprigtig meget
hver dag.

banaliteten opsluger mit sind.

Den daglige, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdags

trafik overgramser den ellers sagte  og uskyldige søndags ro.

samtidig hersker

der heller ikke nogen form for stilhed

i min omskiftende tankestrøm

hvor nytilkommende tanker passere og indtager

æder og klammer sig fast

uden at spørge om lov

de mænger sig med gamle, endnu ikke bearbejdet tanker

overtrumfende

trampende

og jeg ved ikke hvorfor

jeg igen finder mig selv

havnende i denne situation

kan ikke finde frem til svaret på det, selvom jeg ved

at jeg engang fandt frem til en konklusion

sværere er,

at finde frem til den igen  

i rodet der har hobet sig op

derinde

for mennesket kommer ikke med en ekstra harddisk

og ikke engang en papirskurv kunne der være plads til

jøsses

og nej om man kan

gå ned i ens lokale og købe en ekstra harddisk

få et surt blik af den kvindelige ekspedient

der selvfølgelig tror

at man er

sindssyg

har mistet forstanden helt fuldkommen

jeg tænkte jo bare

at jeg muligvis

kunne få

den i eventuel håndkøb

man kan jo få så meget

nu om

dage 

kapitalist svin. Penge er Gud. er det ikke det, i siger?

man skal behandles forskelligt, for at blive behandlet ens

for 40 kr fik jeg poesi for alle pengene. End dog findes der så meget overflødigt og omtumlet poesi. Men det jeg hørte i aften, var langt fra, af den kedelige slags. Abstrakt og nytænkende, på samme tid absurd og helt uden holdepunkt. Trætheden kom da også snigende, som en gazelle på rov, kød jagt, hvis man kan tillade sig at sætte en gazelle og kød, i sådan en form for bås. Men hvad fanden. Hvad må man også nu om dage?. altind er blevet så banalt, verden er sOrt/hviD. Og jeg gider ikke mere. Og de spiller Giana Factory på P3 og sangen er om farver og en pige. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad, men lytter alligevel. det gør man jo. selv til de mest intetsigende personer, som det vrimler rundt med, i ens liv. Selv dem, tildeler man en smule opmærksomhed. 23.59. Vil dykke ned i noget poesi, græsk filosofi, Sofie og resten af min halv lunkne kop kaffe og så mødes med drømmeland og se hvad de har med til mig, i dag.

du er god til,

at være god for mig.

Crazyyyy (punktum)

og sukkende lyder ikke. for han vil ikke have hende, ikke berøre hendes hud. nætterne er lange. ensomme. mens musik der skaber melankolske følelser i hende svæver frit. nat efter nat, kigger hun ud i den intetsigende nats mørke blik, der intet vil hende og ikke kaster rundt med bare et sølle ord. der er ikke andet end ensomhed, toenigheden er død.

jeg græder sjældent, jeg græder virkelig sjældent. nogle gange, er jeg bange for, at jeg ikke er, menneskelig nok.

og vinden kilder træerne så de ryster og flammen fra lyset flakker i den vind der endnu ikke er opstået, herinde. og hun, hun sidder bare, kigger ud af det skrå vindue, skriver, for det er det eneste, hun kan og har lyst til, at foretage sig, lige nu. bogstaverne er de eneste, der ikke svigter hende, sådan, forevigt.

og jeg har for høje krav til mig selv, derfor bløder mit hjerte for ofte, når jeg ikke opfylder, nogle, af disse krav. det for åndsvagt, det er for dumt

jeg sidder fast, et sted jeg ikke kan beskrive med ord. især fordi alle de ord, jeg vil bruge, allerede er nedskrevet, allerede er, brugt.

nogle gange

bliver man vred

kommer i en indre konflikt

med sig 

selv

; det skørt, synes du ikke? 

da solen gik ned
sad vi allerede på skyerne
drak dampende the
mens vi lyttede til stilhedens sagte stemme
verden havde vi lukket ude
holdt ude
fra vores hemmelig kreds
af
skæve tankebaner
hvor påstyr blev skabt
på det rolige plan

for

da roen gik bag en tilfældig sky
faldt vi i hiandends arme
faldt i den dybe søvn
jeg ikke troede
vi skulle vågne op af
igen
men så
stod stolen op
og den verden hvor vores filosofi ikke passede ind i
vi ikke passede ind i
begyndte sin gang
igen