allt
med
dig
är
så
jävla
fantastiskt

París París

længe har du ventet mig

Jeg troede på dine ord indtil du fortalte dem baglæns
som løgne af spind skabt af en tigers tanker
sætter du tænderne i lortet og går med hovedet vendt ind af
øjnene overalt
det er lidt som morskab på tangenter
trillende ned af de ny opdagede emner og ord der får os til at tale om
den ulovlige våbentransport i Mexico City
om at være høje på at høre sammen
på stoffer som får os til at vende på hovedet i loftet og ikke finde gulvet igen
vores fødders manglende fæste og gulvet der er skabt af kokosnødder
trillende gennem min drøm og ind over dine sprukne læber
hvor der afsløres flere ting og en klat størknet blod som flyder sammen med dig
og dine overdimensioneret ord
får dig til at dumme dig som en gal
der selv krakelerer sin maske af ler og lader sig falde gennem vægge af syndende ord
du var aldrig et af Guds børn og du tegner stadig udenfor stregerne selvom jeg beder dig
bede om mere tid
tålmodighed er essensen i livet og så griner du højlydt på den hånske du-ved-intet-måde
og jeg ved intet og ved kun at du aldrig ændrer dig
at den forsvunde fjernbetjening aldrig igen dukker op og jeg derfor aldrig skifter
frekvens og bare brækker mig
over dig et par gange før
jeg lever med det hele i en kæmpe gryde
koger det over og flyder ud mellem sprækkerne
i den ellers druknede tilværelse

livet er stadig for kort til alt muligt lort
derfor ekstra øl ved sød ven og poesi på højt plan

jeg tror ikke på et ord af hvad du siger

vi slår ordrene væk
på hinandens tunger
nedlægger veto
og søger ly fra alt udefrakommende
mellem de sidste dråber
af dagens døgn

Man kan så nemt dø tænker jeg og ser morgenen med lyse øjne
på vej mod livet kører skinnevognene hen over det hårde landskab
halvt sovende mod det hele læner jeg mig op af dig
og ny musik

Der er virkelig meget jeg gerne ville skrive
bare ikke her i dette forum på dette sted og slet ikke om en sag som denne

På bar
bordet vi sidder ved er skævt
det er malet mørkt og stinker af spildte scorereplikker og forbigåen aske
du tager dig til hovedet og puster hårdt ud i rummet
jeg ser pludselig flere af dig og dit røde hår gløder svagt i et med væggen
jeg tænder en cigaret og griner over tanken
din læbe er flækket og bløder som pletter af dna ud over overfladen
du kigger på mig med løsslupne øjne
alkoholen dirrer i dine panderynker
jeg drejer på hovedet, ligger det skævt
smiler til dit aflukket jeg
'hvorfor er jeg sådan en man først opdager lige før det er forsent'
siger du
jeg nikker uden svar og puster den tykke røg ud
'om lidt er vi begge alligevel væk som cigaretten, vi brænder ud i uendelig rus'
du griner fjoget af mig
bestiller den næste øl
der er alligevel aldrig noget af det vi troede hændte som vi huskede
som værende hændt
'det er så skideligegyldigt, jo' siger du
og jeg ser bunden

træner i trøje til firehundredkroner forstår ikke hvorfor og fik aldrig nået løbetur efter træning
gik en lang tur i regnvejr med rart selskab og prøvede igen at tegne
lavede god aftensmad og spiste pebernødder i overflod
spiser nu æble og har allermest lyst til at sove igen men har sovet så rigeligt hele dagen
hvorfor er det også mandag synes det er dumt

jeg mangler flere ord og gode digte og en genlyd af større mening
jeg gider ikke noget og min konto gør ondt, igen
købte dog ny trøje, billigt, og har gang i god bog
men bliver aldrig tilfreds; jeg ved heller ikke rigtig hvad der vil gøre mig tilfreds

føler en opkrævning fra alle sider og et pres der vokser sig større og mere frygtligt
mørket sinker sig over dagen som om den aldrig var begyndt og i dag tænkte jeg at tiden kun går
fordi jeg kan se årstiden skifte og jeg ved ikke om det er godt
vil bare så gerne vide det hele gøre det hele leve det hele, ud
er måske bare lidt ekstra bange lidt oftere end før

Og det er lidt som kys på ryggen
noget af det bedste der findes som en dyne at være fælles om selvom jeg er dårlig til at dele
noget som helst med nogen som nogle og det var hvis også en anden tid vi eksisterede i
med et åbent sprog og smukdrejet verbale ordstillinger nu er det lidt en løssluppen tid og jeg tænker lidt på kyssebænken og på de fulde aftener og jeg har egentlig bare lyst til at det skal fortsætte og jeg skal stoppe med at holde igen om himmelens små brydstykker af sollys på en efterårs-grå dag
for jeg kan ikke huske når du glemmer og jeg kan sagens holde døren for mig selv
bare jeg fik lidt mere og kom lidt mere tilbage hvor jeg engang var
men mørket er lidt de ukendtes sted og jeg ved ikke om jeg allerede er hjemme

When the night comes, who will you be?

Og ja, det er sgu lidt skideuretfærdigt hårdt hvis du virkelig gerne vil vide det og jeg planlægger at stikke af herfra, fra alt, ansvar, knækkende økonomi og falske ord for jeg ved snart ikke hvilket ben at stå og hvilket at hvile på og det er lidt som om tiden passerer som om man hele tiden går og venter på noget eller nogen der skulle dukke op der i mørket af baren og fortælle en at alting ville blive som det burde være og jeg ville måske nikke og svinge mig fortabende rundt i de sidste spildte tårer mens jeg kiggede ud på den mørke nat som stod så markeret i mine halvt lukket øjne og måske har jeg bare brug for a new situation og for at gemme mig lidt væk og glemme om i går i morgen og måske også i dag, for hvad nytter det alligevel at græde over spildt mælk?

Og nu lægges det på hylden, sådan bør det være
måske
for jeg gemmer ting, så de ikke går i stykker

Jeg ville ønske du ville ringe og sige det jeg ikke kan.

Lige nu: Bob Dylan 'Tempest' kaffe ro

Let's dance

Endelig får man lidt mere af følelsen af, at der findes så meget mere der er bedre end godt og i nat beviste det hele. Lidt rundt på gulvet og ør i kroppen høj på de mange indtryk og rundtosset over at danse i Tyrkiet hånd i hånd og med viftende tørklæde i hånden mens vi grinede så luften blev endnu tungere og hjertet lettere. Kan slet ikke lade være med at tænke på al håbløsheden i det og den kolde opgang hvor vi sad og revurderede de mange situationer og da vi gentagende gange mødte den sammen forvirrede fyr der fortalte den samme sjove historie og ikke kunne finde hjem men troede at vores retning var hans hjem. Den evige vandring, mange søde håndtryk og de utallige drinks der gjorde livet endnu mere klart og den rige men nærige der spillede guitar mens vi dansede rundt og sang rungende og højt. Cigaretterne rusen regnen, så lige til.

Klokken syv faldt vi om i knækkende grin og overbrugte kroppe, og det hele var lidt mere end perfekt.
Og jeg forstår det ikke helt, endnu

How old would you be if you didn't know how old you are?

du ved, jeg er sådan en der sjældent siger noget og specielt netop det jeg burde sige når jeg burde sige noget og sige netop det 

det hele er en overflade
overflade-pjatteri
trækker dig rundt i manechen
på sorte heste i bankende galopløb 
bank bank banker du stadig
dit hjerte
af klirrende øl derinde
smadres som vores os i alt
alt ER smadret i glaskår 
det hele er for din skyld 
kun for dig kun for dig 
kun for dig kun for dig 
kun for mig kun for dig 
dig dig dig 

i morgen springer vi byen i flammer drikker vin på dåse og ryger skidebillige cigaretter
mens jeg glemmer hvorfor du ikke ringer og får dårlig smag i munden over mig selv
jeg har krøllet hår og er kynisk på fjerde dag og derover i mit paradis min seng ligger et sødt menneske
og ja sådan er det hele lidt
stilfærdigt og ligetil fandens banalt og kompliceret på allerhøjeste plan
måske vi derfor burde flygte i hver vores retning og bløde blodrøde ord ud i hinandens munde når vi hilser
jeg griner lidt og siger åh ah som den mørke mand i sangen men bare bedre på den der 'du ryster min grundvold' måde

danser stræder gader tage og våde overflader tynde for akavede møder og du tror du har mig i din hule hånd men jeg er ingens og alles for jeg er en kulsort kat der krydser veje og bringer uheld i farten
har ni liv og brugt et utal allerede
jeg ønsker ingen sammensværgelser eller holden i hånd
tegner bare drastiske streger og maler arrigt de sidste tag af den spildte tid og min falmende erindring
for glemmer du husker jeg

jeg har brug for at kunne tage mig sammen

nu er vi helt stille

23.01.31 har lyst til at købe sims3 til mac og spille det hele natten. god søndag aften

vi drak kaffe, sammen
mens vi ventede på noget, nogen

Og så sagde hun til mig at hun ville dø
af ensomhed, måske
og det ramte som et stikkende spyd
dybt nede hvor jeg ikke troede
på hverken Gud eller aftenbøn
men den glemte eksistens af følelser der løber
op i halsen og springer ud i grædende ord

I'd once dreamt I would drink in the neighborhood bars

hele min krop gjorde ondt i nat

som ville kødet falde af knoglerne og minderne af min hjerterod
lå skåret op og glemt
og så, alligevel
mere indbundet i noget helt ubeskrivende svært udholdende og ikke mindst fandens smukt
lidt bloddryppende farligt ja
og det tåger lidt omkring skyernes toppe
for jeg ved udemærket
nærmest klartsynet og konstant bevidst
at jeg kan stikke mig
hvis jeg plukker roserne fordi jeg ikke kan udstå dem
mere husker jeg ikke andet end tunge dråber på mine kinder
og norwegian wood der vokser ukontrollende og herskende frem
tænkende at man kunne måske endda burde drage derind og blive tabt

og i dag har det regnet dagen igennem og jeg ejer en tung krop og savner mit gamle glemte københavn

for jeg ved ovenpå gentagende ord og ophobende suk
ikke hvordan jeg skal forholde mig til hverken a eller b

lidt rundt på gulvet, vel

Og fuglene danser i vinden siger du og peger ud på takten du flyver med den blide vind som rammer og kaster mine sidste råb mod køkkenbordet og du vender omkring med dine brede vinger og slår vinden væk under vores eksistens mens jeg beder dig om så meget som du ikke forstår betydningen af fordi mine ord forfølges af en igangsættende handling og derfor tømmes vi for de sidste bloddryppende spørgsmål og bliver slagtet som de første trækfugle i en umulig tilbagekomst og min tredjepersonsudtalelse triller rundt og lander hårdt og knaldende i dit sidste åndedrag før mit hovede rammer gulvet og du flyver ud af det åbne vindue

føler mig syg og overmandet af udefrakommende kræfter jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med
jeg tænker at jeg er skuffet som ind i helvede men på den anden side er jeg bedøvende ligeglad
den dårlige karma lurer rundt om hjørnet og er mere end parat til at springe lige i ansigtet på mig
en blanding af denne smukke eftersårmorgen hvor solen rammer præcis plet ind og jeg husker at leve
og den tomme tekop og det tungende hovede
hvorved den korrekte balance er krævende svær og til dels umulig at opnå
må man bare acceptere at det hele er og vil fortsætte med at være ok

pt kører det uden overhovedet at gøre det
det er en mærkeligt kombination af ubalance
og jeg har ingen ord til hverken det
eller tilovers
det er lidt ligesom at se sig selv falde
men alligevel nå at gribe ud efter alt der end måtte blive tabt

vi to er produkter af en oldgammel virkelighed
måske vi kunne og burde skabe os en nyere og mere ægte virkelig
men tør du tro?

det gør virkelig evigt ondt at være anden prioritet når man ikke har nogen som man kan gøre til sin første prioritet
AV

We're all mad here

og det var lidt ligesom en surrealistisk drøm jeg var vågnet op i
at sidde der og forlade harmoni til en formløs tilstand af panik
mens tusinde af tanker flød som vrede floder gennem mit inderste
jeg ved ikke helt hvem jeg var eller hvad jeg skulle gøre af mig selv
havde allermest lyst til at græde og bede om et nyt forsøg
du ved
jeg kan jo godt
og jeg kan jo så gode lide dig og dine store hænder
omkring mig
jeg brød sammen da jeg så dig og du trak mig sådan ind
derind i dig
og nu har jeg ondt i hovedet og det blæser stadig udenfor
jeg er ikke rigtig vågen og heller ikke rigtig væk
måske, det her
bliver vores sidste gang
lidt ligesom den visne rose
og mit evige forsøg på at lukke skraldespanden i
omkring den

jeg kan ikke helt huske de sidste ord eller vores sidste samtale og det er nok også derfor jeg bare sætter endnu en plade på og vender endnu en endegyldig tanke til to og flere og vælger at ringe til dig, men først i aften når alting er mørkt og ingen kan se mig
dine øjne er så smukke derinde bag de mørke solbriller
skal vi ikke dele en kop kaffe senere?

Og du er stadig en kæmpeidiot, siger jeg.
Bare på en anden måde.

Karma Police på en søndag

for første gang siden før sommerferien, føler jeg, at det oprigtigt er søndag

så meget søndag det kan blive efter en lang god nat med berusede sind 

ømme fødder og forkølelse efter tre timers indsamling i regnvejr og nu en bunke varme dyner

kakao tærte i ovnen og et uforstyrret sind 

tragikomisk er det hele lidt

og hvis jeg var bedre så ville jeg være god 

men sådan er der nu så meget pjat og havenisser i spærrede opgange 

i gør det nu godt

og ja vi trodser hvad der bør skal og vil forhindre vores trafikerede hjerter i at undslippe

    et eller andet sted hvisker du derude

    mellem brudte lag af ensomhed

jeg glemmer det våde vasketøj som skulle hænges op, anråber den forkerte virkelighed
lever lidt skævt og mindre helt end nogensinde, og så måske slet ikke
du ved

i nat kysser jeg dig på panden
du tror for meget om hvem jeg er og ved endnu ikke hvem jeg er ved at blive til

du lærte mig at tro på noget
så nu rejser jeg for at komme tættere på; længere fra dig
jeg spider mit hjerte med kraft og hjem vil altid være en retning
bare ikke min

One, two, three, four

Den der henslængte tilstand at befinde sig i når man vandrer fra billede til uklar tilstand og jeg ved ikke helt hvoran jeg skal forme ordrerne og sætningerne sidder skæve på min krave når du rækker mig dine kys falder de altid for tidligt og det er lidt som en knækket virkelighed vi sammen deler når jeg vælter ud af sengen om morgenen og glemmer at synke den varme te og skolder mine gøremål på glemte vendinger og sometimes I forget that we are supposed to be in love og du tager derfor det første skridt som får det hele til at brase og jeg kommer til at grine helt ned i maven hvor det hele klemmer lidt ekstra til, dernede hvor den der følelse gemmer sig, om hvorvidt du bare er en følelse som er blevet til og alene ligger der og gnuer mens jeg tænker lidt over den stemme som kravler rundt oppe i mit hoved, muligvis skabt af min egen forestilling om ikke at ville være ensom og om du er en del af den, dem og alt, kan jeg ikke helt komme frem til, kun at jeg hader dig også selvom jeg stadig kan sige til dig, at hvis du ringer, måske lige nu, så skriver jeg aldrig digte til andre end dig og det er en opståen harmoni som foregår og eksisterer i den mørke og dystre del af mit inderste jeg og i'm not sorry for the things i've said, for snart ved jeg alligevel ikke hvad jeg begræder mest af alt, og ingenting og det er nok derfor jeg altid tager noget med mig når jeg går, går og glemmer dig, måske. Tror du ikke, at det er virkelighed?

Sons and daughters 

mine ører bløder, bare ved nogle få toner og et gennemført beat
som om noget har slået klik på den der overvældende-sindsoprivende-orgasmiske måde
lige derinde i mit hoved
hvor alting på sin vis eksisterer og jeg kan slet ikke forklare hvad tonerne gør ved min krop og mit hjerte banker som vilde heste
jeg hiver lidt efter vejret og ved at denne følelse ikke kan knuse mit hjerte men kun samle mig endnu mere og jeg kender slet ikke til noget eller nogen eller hvad det er som sker men for første gang er jeg overhovedet ikke bange for bare at lytte og løfte hovedet og lade regnen gennembløde den inderste kerne

Og jeg tror stadig på at livet begynder efter fire men også kun fordi Kurt Vile får mig til at tro på virkeligheden i det

jeg har svært ved at definere regnens tilbagevenden og dens pludselige ophold i min hverdag og jeg bruger tiden så grundigt og slapper aldrig af nærmest, for når jeg først er alene gør jeg alt for ikke at være det, tænk at det kan få mig til at dreje hundredeog - måske en, gange om mig selv

jeg tænker på ungdommen, hvad der siges som værende en vild ungdom
jeg ved ikke hvor ophidsende den til tider er, travl men jeg nyder ikke hvert sekund ikke tæt på
sukker lidt og vender mig om på den anden side før jeg endelig sover og jeg føler mig ikke på bølgelængde med særlig mange længere og det er skideærgerligt og har allermest lyst til at flytte væk længere væk end godt er og begynde forfra på noget jeg slet ikke ved hvad skulle være men jeg kan ikke bare stikke af fordi alting stikker forkert til mig for jeg har et værk jeg skal aflevere og en mentor at imponere og meget andet at tage mig af
og jeg ved ikke, jeg ved det virkelig ikke

forhelvede

lytter til den samme sang igen
og igen og jeg hader hende lidt
venter på det første skridt
hører regnen brase igennem
lader det hele falde sammen
skriver navnene ned på elskere
der aldrig gik
jeg går og tager noget med mig
over de skrå streger som vi ikke må betræde
en vil dø
før vi når over
hvis du stadig ikke tror mig
så er du måske heldig
mine følelser er døde
jeg sætter ild til dig og siger
at hvis du ringer nu
skriver jeg kun digte om dig
kun dig i allersidste benævnelse
for hvis jeg var bedre
ville jeg være god
og det her eksisterer kun
for at blive set som værende dårligt