gamle tekster minder mig om glemte tanker

så her må jeg gerne se ud til sommer - burde lære at sy 

Jeg har fået mit første 'oplæsningsjob', tror jeg da i hvert fald

selv herinde er alting blevet
anderledes

hvis du glemmer hvad der er bag alt din glamour vil du miste det hele på jorden
og nogle gange glemmer jeg hvad der er bag det og genovervejer hvorfor jeg overhovedet kender dig

i nat vil jeg sove i en seng fyldt med balloner

når du sover allertungest 

nogle gange har man bare ikke mere at sige og nogle gange kan aftner der intet skulle være tildelt blive farverige og mærkværdige og man mærker igen den her følelse af længsel efter et paradis man aldrig har set. Ser comedy 7 og orker ikke mere i dag. Dagene er korte, men mine tanker snor sig og klemmer luften ud af mig. I morgen skal vi løse gåden og finde skatte og lade vores latter spredes mellem fuglenes sang og vi skal hylde og glemme at det hele snart ender fordi folk tror at det vi når er målet. Nogle gange skal man bare give slip

skal huske at trække vejret

hvorfor nu den her følelse

måske
engang
nej nej nej
det er nu
vi lever
ånder
og nu vi skal gøre alt det som ikke skal
ende i skraldespanden

du holdte om mig i små brudstykker af nattens vågne øjeblikke og jeg ved godt
at det intet betød for nogle af os
men din nærvær eller nærværet i sig selv var rart

det er når du er længst ude
at du dukker op igen

ofte er her mørkt

og du sagde at jeg skulle sætte grænser for vores kærlighed
at vi begge nærmest skreg på det
sætte grænser for det hele
for forårets udspringning for vores død for bøgernes endegyldige stop og sprogets udgang
vi glider ned i månestøvet og husker til sidst ikke engang hinandens navn

i dag har jeg skrevet og læst rigtig meget spansk og nu gider jeg overhovedet ikke læse eller skrive mere

og de genkender os aldrig men det er heller ikke fordi du vil genkendes for hvad er vi nu stykket
kommer til dets ende hvad er vi mere end to statister hungrende efter mere end der er muligt at opnå
begge med forvredte hjerter og forvirrede sind den ene bilder den anden mere ind end godt er og du
lyver når du siger at du elsker hende og jeg vil have at du gør det og at de genkender os som de slyngler vi er
tyve og grumme menneskeskabninger og vi flygter ind i labyrinterne af selvgjort spind mens du hvisker mit navn som om du brænder dig på tungen og svinger mig rundt i et kys
jeg ved jeg ikke mister dig, din flabet tosse for ingen genkender os når først tæppet igen er trukket
og ingen vil elske mig som du siger du elsker hende

og du kalder mig månebarn
jeg kan godt lide, at være noget for nogen

vil gerne være rask til det her

Det kilder helt ind i mine knæhaser, når du hvisker mit navn

   så simpelt, at du knækker

du brænder dine broer mens jeg puster ham under tæerne og danser let hen over hans mave med en ballerina krop der smyger sig i lagnet under os i flertal og vi spiser hinanden til morgenmad mens jeg tager færgen og du hylder op imod min måne

vi tænder lys for derefter at slukke dem
vi brænder hinanden af og glemmer at tage tøjet af før vi går i seng
du ligger helt ude på kanten som om der er bedre ting at falde ned på
jeg ligger op af den kolde mur og tænker over sorgsprog
kan ikke lægge her længere og jeg rejser mig og trækker så
en flaske vin op
her midt om natten du undrer sig så det knager i væggene
jeg drikker et halvt glas orker slet ikke at byde dig
sætter en grammofonplade på og danser ikke rundt i andet end underbukser
du kigger måske, lidt
jeg tager om flasken kniber øjet i drillende danser jeg mod dig
kom kom kom og op flet dig ind i mig her på det skrå trægulv
smag min hud og lad os drømme til Paris på hvide heste og røde duge
du kysser mig på halsen du vil mig jo forhelvede godt jeg fniser
stille i mit lille pigehjerte
du ligger mig ned i sofaen og vi øser vinen i hinanden og kommer hinanden tættere på
jeg ved ikke om vi sov den nat eller om den berusende tyv tog os bort herfra
men om morgen var du og alting væk og lyset var tændt og mit hjerte igen slukket

du siger at jeg ikke kan give slip på
ham
du siger at jeg er selvdestruerende ved at holde liv i det døde
jeg skaber selv trådene fortæller du mig jeg vil bare ikke selv
indrømme noget
som helst
men når jeg så høre om hvordan du har det
ser din smerte og dine kvaler
priser jeg mig over mine mangler
for det gør ondt og lidt mere ondt før noget overhovedet
gør godt
men det her bliver bare ved med at gøre ondt og måske har du ret
et sted min kære ven
måske giver jeg bare ikke slip nok
hverken på mig selv eller på alting der omringer mit bankende organ

pludselig når dagene er ved at være talte inden man rammer et nyt tal lærer man pludselig meget mere om en selv og hvordan man gerne vil være og hvad der skal være og ikke være, ja og hmm
måske er det slet ikke så slemt at komme tæt på

when you love someone
and then they are gone

vi ligger på isen og kigger på trækfuglene
de flyver væk fra alt det som de ikke tør blive i
du ved ikke hvad du skal sige og jeg ved ikke hvad jeg skal svare
senere danser jeg på bordene og du beder mig komme ned derfra
opføre mig anstændigt
jeg gider ikke lytte til dig og du gider ikke forstå mig
vi spiser ikke sammen sover ikke sammen og lejlighedens luft er tynd
herinde er der intet at tage på intet at råbe af eller elske udfra
jeg sover ved elskeren i nat
du tror jeg danser videre på bordene
du ved ikke at jeg er en trækfugl
og allerede trækker væk fra den kolde is og dig

alting skal nok gå, en eller anden vej

hun gør det nu fint

åndsvage køb og dumme kommentarer en blanding af lidt det hele og en ellers krydret aftensmad
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når alting går i minus og både du og ordrerne forsvinder ud af min dør
spørger ikke længere om varme men fryser her i mit hi jeg har tabt alt og glemmer nogle gange solen
derude bag det tynde glas
er du der i morgen i aften og i nat og vil vi stadig huske hinandens øjenvipper om titusinde af år
for lidt ligesom nordlyset
så er du et fænomen der forekommer lidt herfra men nogle gange kan opleves tættere på
end som så
og hvad er jeg hvad er du og hvad er vi hvis ingen af os er noget som helst
andet end
en stoppet roman
en hudløsærlig tankestrøm
et tomt kapitel
to personer proppet ind i mangelende kapacitet
og i mangel af penge til alle de materielle ting som jeg som person behøver
jeg kan ikke svare på spørgsmål ikke stille dem eller give svar
svar venligst betal venligst lige nu venligst og jeg siger bare
tak for ævl og ubrugelige vendinger for nu da jeg må tilbage til hylster mit hi og min hule
den eneste varme udover dig som ikke længere eksisterer her i denne tankestrøm du takkede for længst
af og sagde et nej uden et tak
for uforskammet har du altid været
gadedreng

alt ville være perfekt hvis man vågnede op til dig og din sukken efter noget udefinerbart 

eller nej og hold en halv

for det ville det jo overhovedet ikke

universet ville straffe mig for at vende kosmos til kaos og ikke omvendt

har brug for at stikke af

et nyt-udsprunget forår og blomster på mit bord
og jeg savner ingenting udover de, som er nogle, som mener at livet i bøgerne er dødt
dette begræder jeg
ellers er der intet savn
her i min bolig som nogle har forladt hvori jeg kun græder når jeg er alene
eller ikke kan skjule det bag solbriller
'ne
jeg ved godt hvem jeg selv er jeg ved bare ikke altid hvem i er
nogle gange er i hulen jeg flygter til andre gange er i alt det jeg forbander
og jeg har svært ved at se, hvor det for alvor gik galt