(jeg vil gerne fortælle hele mit tankevæv, lige nu, og her, men jeg kan ikke formulere mig korrekt)

Og det er ikke firkantet poesi, det er bare en firkantet verden det er skrevet ud fra

og din duft ligger som en blide kærtegn på min hud og gør mig en smule varm om hjertet.

Og alt det, kunne ske, hvis jeg blot glemte at huske

Idag er jeg et omvandrende efterår.

Og jeg ved snart ikke
noget mere
det bider sådan
at være så usikker
på alt
og alle

jeg vil være det spørgsmål
du stiller dig selv
i dine søvnløse nattetimer

immunforsvaret er retro 

overvuderet i dets definition 
det holde til alt, kan
siger de
du spørger mig
en dag
om det samme

jeg ryster let på hovedet
griner over din uskyldhed

mit hoved rammer ind i de bløde skyer 
der ligger i luften
starten på foråret, varmen tilkommer os, allerede

'verden er underlig' 

du kigger betragtende på mig

som fylder jeg dig op med visdomsord

du ved ikke

at jeg taler sort

det gør jeg altid

løgn(er)

det er mig

jeg er ikke retro

retro ikke er jeg 

du er 

er du 

immunforsvaret

får sin endelig nederlag

bare vendt

retro er immunforsvaret

Kyssene i de franske gader giver genklang i mit jeg. Og han slipper ikke min hånd, da vi løber over vejen og regnen rammer os hårdere end normalt. Og da vi sætter os forpustet i toget, forbliver den stadig liggende, der i min, som når to pludselig bliver til ét og et bankende organ er nok, for det kan let slå for to. Og hans kærlighed smitter så gevaldig af, på mig og på valmuen i vejkanten han bøjede sig ned, for at række til mig. Og det bliver til en smittende sygdom, borende gennem de franske gader. De gader, vi senere passerede tæt omslunget, mens lange blikke åd hver en eneste legemesdel af os, fordi de nok ikke forstod, at to mennesker, to unge sølle uvidne individer, kunne indeholde en lykke, så stor. Og da radioen på en mindre café pludselig kørte over i en blækfri sang, som han kaldte den, da teksten ikke var til stede og musikken kun kunne ramme sjælen og bevise, at det var den i stand til, uden ordrernes kraftige magt, mærkede jeg ikke meget andet end den enorme varme, min krop fik tildelt gennem hans fingre der klyngede sig så ængsteligt til mine. Og jeg bemærkede ikke, da regnen igen tog over og gjorde mig fuldstændig gennemblødt. For jeg var varm, jeg var glad.

Selv nu,
her,
i regnen.

jeg har lyst til at digte
jeg ved bare ikke
om hvad

i like you. a lot.

Og så snakkede vi om hjertet i biologi. Hjertekamre, hjerteslag, den og dens evige frekvens på 70 slag i minuttet, men kun også, når det ikke springer hundredeogsyv slag over, fordi man bliver berørt derinde, af en sød drengehånd.  Og hjertets funktion er mange og jeg viger ikke udenom nogen, selv ikke hjertesmerte. Gerne bidragende af skinger følelser og en umættende angst, der nyder at grave i mit jeg, gøre mig konfus og svimlende forvirret, mens den hakker løs i mit blodende organ. Hvilket kunne være en af grundende til den såkaldte, blodprop. Når blodet bare ikke flyder, så let, mere. Forstoppelse og ingen mulighed for fortrængning. Så dannes der smerte. Men hjertet kan klare meget, for det er skabt med  fire hjertecentre. Hele fire steder, hvor man kan gemme ting og gemme sig, indeni. De lukker og åbner sig, reguleres af slag, afhænging af disse slag, sker pumpning, af blodet. Mit blod, det iltes. Så jeg kan ånde, mærke den kølige luft i mine lunger og suge alt til mig, og til mit hjerte. Og blodet, som strømmer videre igennem mig, og min krop, ud gennem vener og så går det op for mig, at jeg snakker sort. For jeg forstår intet, af hjertet, af fagudtrykkene, af kærlighed. Men fortæller, hvad jeg mærker og ikke hvordan det præcis er. Fagligt. Dog ved jeg, at et enkel stop, i mit hjerte. Kan igangsætte noget så fatalt, som ens egen død.  Fra et øjeblik til et andet, måske i en af de øjeblikke, hvor man ikke levede. Sådan helt, i hvert fald. Døden er mig bevidst. Ellers kan jeg ikke leve. Jeg tvivler bare, nogle gange, på hvordan mit hjerte stadig kan slå. Så rytmisk og give mig så sanselige følelser, taget i betragtning af min behandelse af det, min ligegyldig kasten med det og den evige smerte jeg i lange perioder, må stå inde for, at have påført det. Jeg må have overset en ting, glemt at nævne noget i den biologi time, om det var biologisk eller ej, så må hjertet da, være noget af det stærkeste der findes, ikke bare i kroppen, men i hele verden.

Slaget ramte gulvet før hende, eller var det omvendt? For hun lå der, før det mærkede smerten og hun mærkede smerten, før det mærkede hende. Tankerne sprang som fyrværkeri i hendes hovede. Hvilket resulterede i, at hun  ikke kunne tænke klart. Det skrøbelige nervecenteret var nede, alle de tynde nervebaner var ramt, nedlagt, som hun lå der, nedlagt, nu. Gulvet var som isnet til hendes krop, sat fast og gjorde den kølig, forhåbentlig følelseskold, kan hun huske, at hun tænkte. Dengang det hele begyndte, som ord han ikke kunne udtrykke i andet end slag og en alvorlig situation hun aldrig helt forstod og slet ikke forestille sig selv, være en del af. Naivitet, kærlighed og fortrængelse havde taget over og gjort hendes liv til noget man vågnede op af, en sen nat og rystede over hele kroppen, men så indså med lettelse i sindet, at det var et mareridt. Det virkede ligetil og let. 
Men,
Hvad gjorde man, ved mareridt, man ikke vidste, om man kunne vågne op af, igen (?)

Det dryppede fra hendes forrevne læbe. Hans fingre spillede hårdt i dag. Skinger og sorgmodige toner. Hun ramte væggen, hårdt, husker hun det som. Det havde ikke taget lang tid, før hun kunne smage den blodrøde væske i hendes mund. En bitterhed uden lige. Hun havde ladet det løbe, ladet det sive ned af hendes hals og gøre den ellers så hvide skjorte, rød. Blodrød. Hun fortrængte ikke en tårer, intet måtte slippe løs, ud af hende og vise nogen form for svaghed. Selvom hendes krop gav efter indeni og floder af saltvandstårer strømmede igennem den og bare håbede på at blive sluppet løs. Han havde efterfølgende smækket hende en lussing. "Hvorfor sidder du med sådan et fjoget udtryk?" Han var vred. Ikke på hende, men på hans manglende kontrol, han havde mistet, over hende. Hendes mund gled lettere op og det havde mærket som om, at det blod, der lå i den, nemmere kunne flyde nu, dog var der ikke plads, til tilbagesvarende ord, i malstrømmen af blodig væske. RØD. "Nå kælling, kan du ikke engang forsvare dig selv" Han grinte hånligt. Og længe. Hende selv, sad der bare, forkrymbet og forskræmt, men med et udtryk, der sagde mere end alle de ord, der lå i hans brækfyldte mund.   "Jeg er ikke bange for dig" Ordrerne var som trillet ud, nok med god hjælp fra hendes sidste krafter og selve blodet, der jo bevidst, kendte sin vej ud igennem hendes forrevne læber. Det var sidste gang, hun så ham, for pludselig skete en oprivende forvandling. Hun modtog adskillige slag, igen og igen i en sindsforstyrret kæderaktion, af en mand hun engang havde elsket, af hendes hjerte og med hendes krop. Stod der, foran hende, som en fremmed, der slog og slog uden forstand til at stoppe det. På hende, den kvinde han engang havde kærtegnet så blidt, så åndeligt. Så menneskeligt. Det var ikke til at forstå og det var den sidste tanke, hun husker, at hun tænkte.

For nu.
Nu
var ikke mere rødt, der var ikke flere gule mærker, ikke endnu en undskyldning.
Der var bare hende. I en hvid seng,. I et hvidt rum. Levenede. Med en gennemrenset sjæl, men ikke på den gode måde, for hende sind var blodplettet. Der sad rustet blod i hendes forsømte kropsdele og hendes hjerte  var som splittelse i for mange dele, til, at det var overskueligt, at skulle til, at samle det. Men værst var hendes sind. Aldrig ville det, kunne vasket rent, vasket hvidt igen. Det trak i hende, i hele hendes krop. En smule håb spirrede frem, et sted hun ikke ved. Ren og hvid igen. Et smil blomstrede nu. Måske, med årerne.

Beach House. Gaffa. Hjemmelavet vindruesaft. Og engelsk aflevering.
Kan nok godt lige overkomme det.

Jeg savner at have tid, så jeg kan sætte mig ned og skrive.
Hvorfor kan universet ikke bidrage med mere end 24 timer på et døgn?

Uret er sat en time fremad. En time er forlist til det uendelige, uigenkendelig. Men stadig sidder jeg her. Jeg vender mig let omkring, og opdager til min overraskelse, at det allerede er mørkt udenfor, allerede er aften. Natten forinden var sort og jeg var ikke alene. Dog ramte den dig før mig, på din lange cykeltur, herud, til mig, i regnen, hvor du senere stod ved min dør, plaskvåd og med et par af tiggende øjne, der bad mig inderligt om, at nå dine og dernæst røre dine læber, med mine. Fristelsen var svær. Og jeg trak dig ind, i varmen, og indtil mig. Kulden udefra, ramte mit legeme og kastede gys over det, hvor du dernæst, så godt som du kunne, varmede mit ellers, så iskolde hjerte. Jeg fandt mig selv i dine arme, lidenskabelig og fanget i en lyst og trang til mere. Mere af dig og mere af os. Men da vi øjeblikket efter faldt over hinanden, i en iltopsluppende sekund, var vi som kastet, ind i en døsighed uden grænser, flettet ind i hinandens arme og eksporteret videre til et land langt herfra, hvor drømmene udleves, og hvor vi der, blev indvilget i stjernestøv og bløde skyer. 

Senere den nat, havde jeg skruet og skruet. Skruet på radiatoren, for at danne varme og få kulden til at gå. Kulden der pludselig ud på natten, havde indtaget min krop og gjort den iskold, mens din tårnhøje ryg vendte sit skadefro blik mod mig, samt kærligheden og varmen, fra mig. Dog fandt jeg mig selv, timer senere, i en bagende hede.  Med dig tæt op mig, for du havde vendt dig, igen, imod mig. Og sammen, kunne vi smelte, som ét. Lade vores hjerter blødne endnu mere, selvom vi begge følte os ophedet, forbrændte og på et punkt også hjælpeløse overfor den cirkel af endeløs kærlighed, vi mente befandt sig her, det bånd jeg holdte godt fast i og var lykkelig over. Lykkelig, sødt ord med en bitter eftersmag, for det skar sådan på tungen, synes jeg. For på samme tid, var jeg ængstelig, overfor troen på bånd, de knækker så let, er så skrøbelige, som bare satan, lidt som vi mennesker, vores bankende organer og ubegrænsede rækker af håb og sindsforladte drømme. For magten i bånd er overtrumfende og bare måden de kan klistre noget og nogen sammen, er kvalmende, men alligevel, behøvende. Sammen med min krop er mit hoved nu også ophedet og jeg skruer straks ned for radiatoren for at formindske den transmitterede varme, for at få styr på mit tankevæv og få sat ting i system igen og ikke gøre dem mere abstrakte end de allerede selv udformer sig til at være. Dine arme slipper mig og du vender dig igen rundt, fra mig.

Dagene derpå, har været regnfulde. Dryppende og sorgmodige. Men hjerterne i min krop danser lystigt rundt og dit navn fremkommer mig, at være mit, når jeg tænker, på mit eget. Det er ikke rigtigt, det er forkert, bilder jeg mig selv ind. Mens du ligger der, med ryggen, vendt fra mig, giver du mig valget, kravl over eller forlad mig, nu. Jeg er afkræftet og jeg magter ikke at bestige din himmelhøje ryg, for den er ikke vejen til himmel. Det ved jeg, da jeg tit har mærket pinen, ved din evige hakke i mit hjerte, torturen og dertil afsendelsen af blide kærtegn, efter påførte slag, når du havde lyst. Bang bang og så, dilemma. For det er det, der hober sig op. Sagen er sådan, at jeg har mistet mig selv, i dit blik, druknet mit jeg, i dine ord, og lukket alle ude og kun dig ind, når andre vælger at skyde ord som ’udnyttelse’ ud i rummet og lader ordet runge, selvom de ved, at det til ingen nytte bliver. Jeg er døv, tøv og ramt. Forelsket. Og det angriber mit sind, der er flere sider af et hjerte og jeg er nogle gange blind, uden at tro, at jeg er blind, og så kommer man jo ingen vegne, som bekendt. Nogle gange, græder jeg også, men kun, nogle gange, når jeg er alene, for det privileger har du givet mig, ubevidst. Jeg ved at vi to, os, bare er en tavle. Hvor på der kan skrives, tilføjes og dertil slettes, som stod det, der aldrig. Det er en leg med følelserne, med kærligheden, og med mig. Bliver vi nogensinde den væg, hvor tingene ikke kan fjernes fra eller hviskes ud på, eller stoppede vores tid, da vi satte uret en time fremad? Jeg kigger mig til siden, din ryg dominerer rummet, og ikke mindst, mig. 

- Eet lille uddrag, arbejder stadig på den.

Et forhold mellem to mennesker som ikke er bundet sammen af kærlighed, men af en tilværelse hvor de eksisterer sammen - tosomhed

kan ikke sove, mest fordi jeg er ved at blive kvalt i mit eget bræk over hvor intetsigende nogle mennesker kan være.

lad dig ikke begrænse, af noget eller nogen

Og så bliver jeg igen ramt, af den irriterende ængstelige følelse af ikke, at kunne stole på nogen og slet ikke, sig selv.

Brynjar - Formalhaut B

"Frihed til at spille musik uden at spørge om lov. Om at have sjovt. Om at leve et liv hvor der er plads til impulsivt at gå i studiet en tirsdag aften med 4 timers aftræk. Om aldrig nogensinde at øve. Om råderum til at forbruge en aften på noget som du ikke ved hvad er, men håber vil bringe glæde, bevæge dig, skabe eufori, eller få dig til at flække i et grin. Den handler om bare at spille og snakke fra hoften fordi man har lyst."

dem og deres forpulet lort. Jeg magter ikke at være en del af det, og slet ikke at høre om det, for når det kommer til stykket, er de kun interesseret i dem selv og så kan alt andet også være ligemeget.

du er så selvoptaget, at din selvdyrkelse giver en sure opstød. Skru bar' lidt ned, før du kvæler alt omkring dig.

det er som en malstrøm af sanselige følelser, der helt ustyreligt bliver skyllet ind over hende, når hendes blik møder hans klare blå øjne, som hun altid finder sig selv, druknet i.

har lyst til disney og tid alene

 i don’t have a clue why you have this effect on me

...

Og så var der noget der slog mig. Faktisk besøger jeg bivlioteket så ofte fordi jeg aldrig helt føler mig ensom der, selvom rummet er fyldt af de smukkeste og mest farverige ord, flyder der ikke talesprog ud og forunderer stilheden. Det er rart.

det er lige gået op for mig, at jeg bruger for meget tid på, intet.

i need someone, who won't give up on me

Arctic Monkeys stjæler mit hjerte lidt, når jeg altså ikke giver det ud til alle mulige andre idioter. De synes også at kunne passe en del bedre på det.

hold om mig
bare
lidt endnu

jeg drukner i dit blik

og så er der det med at tro. Tro på virtuelle ting, på solskin i morgen og på at kærlighed da må findes, et sted, derude. Nogle gange kan det komme lidt ud af sammenhæng, for smerten ved nederlag giver sådan en bitter eftersmag. Men så kommer jeg i tvivl om mere end bare for meget, for efter denne triste men end dog smukke regnfulde morgen, hvor dråberne blev forvandlet til letfaldende toner, kigger solen nu, lidt forlegen frem, og sammen med den, sniger håbet sig også lidt ind, måske skulle man alligevel tro, bare lidt. På det hele. Selvom det nok kun bliver, for en stund.

rummet og hvidt og sort
grammafon plader spiller
selvom lydbølgene af musik ikke bryder sig om sig selv
udsendelsen af ikke rytmiske toner
men der er ikke andet
så de må nøjes med dette
rummet er mørkt
hun har tændt lys
i deres flakkende skær skærer toner af en kvindestemme
hendes stemme
bløde og blide toner
hviskende
the står på bordet,
i kopper
den ene er blå,
den anden
er rød
de damper
i små uens skyer
rummet er hvidt og sort

det var en af de uendelige sommerdage, igen tilbringende i harmoni med hende selv. Solen varmede hende kind og det føltes som om, hendes krop ikke kunne indholde alt den varme den blev tildelt. det var så overophedet. Hun små løb ned til den bækken. den snoede sig op omkring den lille bakkeskråning og forsvandt et sted hendes øje ikke kunne række til at se. Den var kølig og virkede altid beroligende på hende, især når hun stille satte den ene fod efterfulgt af den anden, ned i bækken. hun skuttede sig. En lille fisk gled sig op af hendes fod og et jag rev gennem hendes krop, hendes reflekser blev tester, intet dårligt der. Hun trak benene smågrinende til sig og satte sig i kanten af det piskende vand. Strømmen var stille og alligevel ikke helt, den styrede sig selv og ingen skulle komme og tro, at de bare udenvidere kunne kontrollere den. Hendes tanker kunne aldrig finde ro her og det var rart for hende, for hun elskede at dele tanker med universet og havde brugt stortset hele hendes sommer her, ved bækken. Det rislende vand, hendes flyvske tanke og hende selv, jeg'et. Dagene fløj afsted og hun opdagede aldrig, hvordan alting ændrede sig i mellem tiden. En hånd blev blidt kørt op af hendes ryg. Hun drejede hovedet en anelse og så til sin overraskelese hans blide og lune smil ramme hendes, dernæst lamme, følelserne, hendes følelser, men bare, for et sekund. "er det okay..." han nåede ikke at afslutte hans sætning før hun havde trukket ham ned. "Behøver du spørge" han trak hende ind til sig og de gik i et med naturen, med hinandens tanker, universets og sågar, den rislenes bæks beroligende lyde. i sådanne øjeblikke, mærker man, hvorfor man egentlig trækker vejret, tænkte hun.

vovede mig ud i noget non-stop skrivning (10 min) om emnet skrivestop (urettet og en nærmest hyldest til jeg'et - vil gerne tro, at det er utrolig trættende for andre at læse)

Det er forstyrrende ikke at kunne skrive. Det sitrer i min krop og legeme som er en og samme ting, men det gør det stadigt. Bare fordi jeg ikke kan få lov til at komme ud med alt det jeg har. Eller nærmere alt det jeg ikke har. For jeg mangler så mange ord, jeg mangler så mange sammenhæng og ideer. Inspiration. Hvor er den blevet af, hvor fanden er den forsvundet hen. Jeg forstår det ikke helt. Det er skrækkeligt. Mere end bare det. Det er udefinerbart. Det er dumt og ja, dumt. Jeg har i en længere periode nu, været foruden noget at det jeg elsker allermest at bruge min tid på, det jeg er allerbedst til. Det er som om at jeg har spist alle ordrerne og nu gør mig selv mæt i alle de ord jeg så tit førhen har brugt. Kliché kliché kliché. HADER KLICHÉER. Hvilken forfærdelig skæbne jeg har tildelt mig selv. Og nogle gange. Når jeg sidder for mig selv, gerne vil i gang, med ordrerne, savner at kunne lege og trylle med dem, så jeg ikke bare kan overraske mig selv, men også andre, med det jeg kunne. Det talent jeg på sin vis åbenbart besad. Pudsigt, at jeg skriver det i datid, som om jeg ikke gør det mere. Kan sådan noget, såkaldt talent, bare forsvinde, uden videre? Mærkelig tankevæv der dannes deroppe, i sin hulhed. Jeg har kasser og jeg har kopper, jeg har bøger og jeg har ord, men alligevel er det som om at jeg bare propper ting i kasserne for at få det gemt af vejen, få mig selv, til at glemme det, og kopper til at drikke umættelige mængder af the. Fordi jeg elsker det alt for meget. Alt for grusomt meget. Med sukker og et lille skvæt mælk. Mums. Så er der bøgerne, der stabler sig selv i rækker og bunker og jeg ikke kan lade være med at beundre stort set dag ud og dag ind. Det er mine og det er jeg glad for. De indeholder alle de ord jeg ikke har, men jeg håber sådant, at en dag, vil de dele dem lidt, bare lidt mere med mig, så jeg også, kan få mine ord, til en dag, at stå der på rad og række, sammen med dem, for så har jeg skabt mine egne sætninger, i mine egne ord og så har jeg aldrig haft et problem med det at skrive, og mit talent forsvandt aldrig, og mine ord er der, bare jeg husker at de er der, jeg har bare glemt for meget og troet for lidt, på mig selv og det jeg kunne (KAN) og nu er jeg selvfed, men det rører mig ikke, for jeg er glad nu. Jeg har krydset min barriere. (krydser fingre for det, i hvert fald)

hvorfor skal du også være så forbandet kryptisk

og hun lå der i hans arme, talte stjernerne i hans øjne, mens depressive ord forlod hans tunge og ramte hendes sind. Men sådan nogle dage, skal der også være plads til. Selvom der nu engang, skal være, plads, til så meget. Hun føler sig ikke længere tilstrækkelig. Og da regnen hørte op, smeltede også tårerne fast, på hendes kind.

og så er der de dage hvor alting bare går lidt for meget på tværs
og timerne er tunge og trælse

jeg er bange for, at du ikke bare glemmer mig, men har gjort det

og det er ikke fair, at alting skal være sådan, når jeg ikke har lyst til, at det er sådan det skal være

og så var der dengang  vi ikke kunne leve uden hinanden, vi fortalte hinanden alt, var hinandens støtte og opmuntring, men alting skal have en ende, et stoppested, hvor ikke alle stiger på igen. Der var ingen af os der havde modet, krafterne eller lysten, til at kravle over muren der så brutalt spærrede for det hele. du svigtede, jeg på sin vis også, det gør ikke ondt længere. Tanken er bare mærkelig.

der var noget i mig der sagde, at du var god nok.
men hvor tit, har jeg ikke taget fejl.

og det var da rock'n'roll'en slog igennem,

at jeg lærte hvad musik kan gøre ved en

ved andre

da skørtene svang i luften 

og hjertene

pumpede for fulde blæs

knækkede men aldrig forlod sin sindtilstand 

af lykke, glæde og overvudereret ting

da fællesskab betød mere end materielle ting

og solen skinnede hver dag, 

selvom det slog over i regn

men så blev også det
jævnet med jorden

og er nu
blevet til

hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed

det var et hvidt rum
hendes hud var skrøbelig
som porcelæn
uret tikkede
den tid der ikke fandtes
gik fordi dem
over og under
dem
beaten fra lydbølgen der kom ovre fra højre
slog i takt med deres pumpenede hjerte
de havde hver en pensel i hånden
vendt mod den hvide væg
farveløsheden overtog lærredet
ingen ting gav mening
disse ord havde ikke klang
men der var
street art
der var
rock'n'roll,
og drugs
dem
og sex

Your skin against my skin

Lejligheden lå henslængt i septembers sensommer lys, der langsomt krøb ind igennem de fedtede ruder. Det var en treværelses lejlighed på amager i København, skønt der dog kun boede to individer i den. Den var købt til en, for i dens tid, før et var blevet til to, havde der boet et halvhjertet og farverigt menneske. Men så havde det, ikke været nok og en var kommet til. Havde fyldt lejligheden og hjertet ud. Gjort stemningen sød og glødende, selv da sommeren gik på hæld og gav dem vinteren. Luften havde altid været en anelse tung og afslørede to fastrygers opholdssted. På knagen i den lille entre, hang deres frakker, uldtrøjer og tørklæder på rad og række og nedenunder stod skoene, lidt sjusket og ulige, men sådan som de, kunne lide det. Væggene var præget af et kreativt sind og indeholdte diverse posteres, malerier, skrift og fotografier, også de, i en værre uorden.  Et stort vindue prægede stuen. Det var blevet til deres yndlings tilholdssted. Her kunne de gemme sig, fra hinanden, fra omverdenen og på en vis måde, også fra dem selv. Det var i hvert fald, hvad de troede. Tit havde de siddet der. Kæderøget, udvekslet tanker, digte, visioner, nederlag og sorg. De havde holdt om hinanden, berørt hinanden og givet hinanden den tryghed, de så længe havde søgt. I værelset ved siden af, havde de første gang ladet sig hengive og smelte sammen som ét. I dette øjeblik var de bare ét, uden, at de behøvede at skulle smelte sammen, hele tiden. Idyllen udbredte sine lange arme om dem, indkapslede dem og gjorde luften kvalmen af alt den evig sødende kærlighed, der blomstrede ud fra selv det mindste.

Han sad på deres fælleseje. På deres mest værdigfulde sted. Det sted, hvor på, de overgav sig til hinanden, lå med ryggen vendt mod den anden efter et langt skænderi, spiste morgenmad side om side, sendte smil til hverandre når fuglene brød ud i morgensang, mens de mindes den tidligere nats hændelser. De kunne ligge på de lagner, hvor på de ikke kunne vaske de kærligheds fødder af, som havde betrådt det, så mange gange forinden, mens de kunne ligge omslynget, fordybe sig i blikkene og være så tæt pakket ind i hinanden, at det ikke burde være muligt, men man dog kunne se, at det var. Der hvor de havde lagt søde ord ind i den andens øregang og hørt suk og længselsfuldhed i deres dybe stemmer, når først, natten havde overtaget dem. Stedet var så himmelsk, så smukt, at der aldrig ville hænde det noget giftigt. Men nu lå der en underlig urenhed over det og hun væmmes ved synet af ham, siddende der, afkræfte deres hellige sted på den måde, ved at skarpe skidt med sig.  Han sad med hendes telefon i hånden, mens den anden lå knyttet ved hans side, så knoerne lyste hvide. Hun fandt ham utrolig sexet, når han sad der og næsten ikke kunne holde sin aggression tilbage, for hun vidste, at han aldrig ville kunne nænne at slå hende, hvilket frydede hende, på et plan. ”Hvorfor har du kontakt med den idiot igen?” Hans stemme hævede sig. Han virkede så svag, som sad han der og slyngede den ene beskyldning ud efter den anden. Hun kiggede på ham og prøvede at sætte hans sætning sammen igen, mens værelset blev ilt løst og de begge kiggede på hinanden med åben mund. Hun trak vejret i dybe stød og mærkede hvordan hendes irritation langsomt steg sig op igennem hendes hals. ”Nu tager du dig virkelig sammen. For det første, skal du ikke rode i mine ting, slet ikke røre min telefon og for det andet” Hun rasede indeni. ”Så bestemmer jeg helt selv, hvem jeg har kontakt med og ikke har” Han kiggede på hende, rystede mildt på hovedet. ”Før jeg ved af det, ligger du jo og roder rundt med ham ude et sted på Nørrebro eller hvor fanden det er han bor. Jeg kender dig jo, når det kommer til stykket kan du ikke modstå. Du giver efter, overfor begæret. Det var det, der var ved, at smadre os for to år siden, hvis du stadig kan huske det?” Han kylede det hele i hovedet på hende. Hun kunne ikke holde et overrasket suk tilbage, over den styrke han pludselig havde påtaget sig. Men dybt inde, gjorde det ganske forfærdeligt ondt, at tænke tilbage på den tid, hvor de næsten, havde mistet hinanden. Men hendes ydmyghed lod hende ikke slå tilbage og hun sigtede skarpt efter ham. Hun fnøs. ”Du er sådan en nar, kæft man.” hun rystede opgivende på hovedet. Efterfulgt af en ordløshed der overtog scenen og trak dem ind i en kort tom pause. Vreden lå lige i overfladen og før han vidste af det, blussede hun op igen og trak den sidste ilt, der var i rummet, til sig. ”Hør her" hun fangede hans fortumlet blik. "hvis du ikke stoler på mig, hvad er det så lige vi har gang i? helt seriøst” Hendes københavnske accent skar igennem og hendes ligegyldige, men end dog vrede tonefald irriterede ham grænseløst. Han trak på skuldrene. Stikkene i hans hjerte blev kraftigere, mens tanken om, at han var offer for ord som disse, der forlod hendes læber, gjorde mere end ondt. Han kunne ikke forme sætninger, ikke engang, da han anstrengte sig til det yderste. Der var ikke ord, der passede korrekt ind. Ikke ord han følte var rigtig at bruge, i denne sammenhæng. Bruge nu. En mærkværdig stilhed slugte det meste. En stilhed, som ikke engang havde befundet sig i en tidsalder, man kan kalde et øjeblik, forsvandt, så hurtig som den var opstået. ”Jeg skrider. Du kan ringe når du ved, hvad fanden du vil med det her forhold” hun lagde et underligt tryk på forhold, og han syntes at kunne bemærke et vrængende udtryk, i hendes ellers så smukke ansigt. Som gav ordet hende sure opstød.

Hendes stiktrøje lå på stolen ved entreen og hun rev ud af den. Han kunne mærke hendes vrede, i luften mellem dem og i hendes handlinger, hun kunne ramme ham med den værste form for psykisk terror hvis hun ville, lige nu, men dog stak hun arrigt bare fødderne i hendes store støvler, hvor efter døren smækkede hårdt i. Klassikeren. Han sukkede. Gid dette fortsætte som en klassiker og gav ham hans happy ending. Luften hang stadig tungt. Var vægtig af virkeligheds ord, der stod skrevet tværs over hele episoden og smerten mærkes gennemtrængende og ondsindet, her, i det virkelige liv. For der stod han. Befandt sig der, mutters alene. Tilbage. Uvis og med vrede og dårlig samvittighed på en og samme gang. Hvad var der lige sket, hvad havde virkeligheden lige udsat ham for, hvilken situation havde han sat sig selv i, hvorfor havde han beskyldt hende for noget, så absurd. tankerne fløj af sted, så hurtigt at han måtte sætte sig fortumlet ned på en af stol og tage sig til hovedet. Smerten fra hendes ord, trykkede ind fra alle sider og gjorde ham frygtelig ør. Frygtelig bange. Og så forbandet nyttesløs.

Hun satte sig ned i vindueskarmen og fandt pakken med smøger frem imens. Voldsom irriteret over, at hun var blevet så afhængig, men hvad fanden. Hun måtte have ro i de tanker, der kørte rundt i hendes hoved, for de gjorde hende fortumlet, da der hverken var hoved eller hale at finde på dem. De var bare endeløst rod. Hun tændte smøgen og sugede heftigt til. Tankerne sugede endnu mere til sig, episoden tidligere, dette opstående klammeri, rummet, stemningen, alting. Hun kunne ikke styre hendes følelser, der både ville det ene og så det andet, ville sige nej, så ja eller måske. Det var da ikke til at have, at gøre med. Hun pakkede vredt tankerne sammen og smed dem ind i den tåge der havde lagt sig over hendes krop. Benjamin kom ind. ”maden er færdig om en halv times tid” han satte sig ved siden af hende og hun skubbede smøgerne hen mod ham. ”bar’ tag.” Han sendte hende et skævt smil og tog en op af pakken og satte den mellem tænderne, mens han søgte lighteren. ”den ligger bag dig” sagde hun ligegyldigt. Han rykkede usikkert på sig, og hun undrede sig over, hvad hun i alverden lavede her. Hendes blik fæstnede sig på ham. På den dreng hun engang havde holdt om og af. Ham hun havde brugt så mange timer med, nøgen, iklædt, dansende, grinende, vemodig, og skræmt af alt den lykke hun havde indeholdt. Hun rystede let på hovedet, i håb om, at tankerne ville falde ud, hvis hun virkelig ønskede det. ”det er længe siden” ordrerne havde svært ved at forlade hans læbers kant og var så omtåget i den røg der fulgte med dem, at det ikke virkede oprigtigt sagt, men alligevel virkede han, som om, han havde så meget at sige, men ikke kunne finde nok ord for det. For rene ord var det langt fra, det vidste hun allerede før, de ville forlade hans mund. Den urenhed han var ved at kaste over hende, var alt for dum distrig at gå efter og skammen ville ligge sig som en hinde over hendes hud. Afslører hende. Han var den sidste, hun kunne og måtte hengive sig til. Så derfor nikkede hun bare, sad bare der, nikkende og med et ustyrligt og forunderligt galoperende hjerte. ”alt for længe når, man tænker over det” hans blik mødte hendes og ordrerne låste hende fast. Mens en sindstilstand af konfushed angreb hendes sind og krop. ”jeg burde aldrig have rejst fra dig, ikke på den måde, slet ikke sådan” han fastholdte hendes blik, mens ordrerne nu trillede lettere ud. ”benjamin…” hendes blik blev skrapt. ”hold nu bare op” hun tog et hiv og skoddede irriteret smøgen. Gaden lå ødet og henslængt for sig selv, derude, bag ruden. Få biler og et individ i ny og næ, sås. Ellers, intet. Han rykkede tættere over mod hende. ”Jeg, fortæller dig jo bare, hvordan jeg har og har haft det med det hele. Jeg ved jo udmærket godt, at jeg ikke kan få dig tilbage, jeg er ikke god nok til dig, overhovedet. Du har nok en dejlig kæreste også. Jeg ved heller ikke hvad jeg forventede, jeg” hun lagde en hånd over hans mund, mens hun stille rystede på hovedet. ”Ikke mere, ikke nu, der er allerede blevet sagt, for meget"

De sætter sig lydløse hen til bordet. Stemningen er blevet anspændt, selvom blodet pibler rundt, med alkohol, der gør, at det næsten ikke, kan finde ro. Nervøsitet ligger jo til menneskets natur, så unormal, er situationen ikke. Hun kigger op og hendes øjne søger hans blik, bare for, at sikre sig, at der intet ligger i de ord han slyngede imod hende, at hun intet følte, tilbage. Musikken skærer ind i hendes hjernebaner og virker pludselig alt for sødende og nu er vinen også for sur. Han nikker imod maden, ”ta’ nu” Hendes ansigtsudtryk ændrer sig ikke, forbliver neutralt. Hun rakker ud efter kødet. Duften af det indhyller hendes næsebor og giver hende kvalme. Hun er ikke sulten. Faktisk mæt og på randen til opkast. Om han er skyld i det, er hun ret sikker på. Hans mæthed overtrumfer hende og giver hende ingen chance for at hive efter vejret, tilføre sin krop den manglende ilt, den behøver. Han øser godt om, for meget af det gode, efter hendes mening. 


*mere kommer.

Hans ligegyldighed drager hende. Brænder ind i kroppen, hvor blodet er som benzin. Ætser væk. Mens det størkner til, lukker hjertet i. Bare for a lade ham overtage hjertet, sindet, hele hendes jeg. Det gør ondt, forbandet ondt. Men smerten giver hende en endnu større længsel, efter ham. Hvilket begær der pludselig blusser op i hende. Mærkværdigt. Forpinende og med en følelse af at være påvirket af rusmidler. euforiserende. Derfor må hun tit gribe i sig selv, holde sig tilbage. For ikke at kigge beundrende, betagtende, umættende. På ham.