jeg er træt
derfor ville det var relevant at gå i seng
men jeg er bare blevet for van til at sove alene
og det er noget
jeg ikke synes
man skal være van til
derfor bliver jeg siddende oppe
for at trække natten ud
og skyde ensomheden ihjel

jeg kunne ikke sove i går, hver gang jeg lukkede øjnene drømte jeg til det gjorde ondt i min mave. jeg så alle de steder jeg gerne vil besøge og mærkede hvordan jeg havde betrådt jorden, deres helt anderledes jord og luften var renere på en nyere måde, som om jeg aldrig havde indsuget den slags liv før og aldrig oplevet tilværelsen sådan og det havde jeg jo i sagens forstand heller ikke. Og det stak i mit hjerte, at jeg bare lå der, ikke engang ældre en sytten år, på en seng i et værelse, i en hverdag jeg endnu ikke kan træde ud af, endnu ikke kan lade træde i karakter og udeforme sig således som jeg gerne vil se den. Jeg blev så sur på mig selv over, at jeg bare lå der og intet kunne gøre og samtidig blev jeg frygtelig angst for, at jeg aldrig ville nå alt det jeg gerne ville og måske endda miste mig selv på vejen mod målet, selvom jeg endnu ikke havde fastlagt nogen målstreg.

Der venter meget omkring det næste hjørne, og jeg tror bare, at jeg denne gang lader
tankerne lege lidt, uden maven gør ondt og så lader skæbnen bringe mig det hele. Jeg planlægger
for meget og glemmer at nyde det meste.
godnat.

julemåneden er det rene pis
føler mig mindst 15 kilo tungere

sort bog er sat i gang
bare så jeg ikke glemmer mig selv og mine dage

og jeg overvejede aldrig tanken om, at du pludselig ville stå ved min seng og bede mig rykke mig, så du kunne masse din halvnøgne krop ind imod min, og jeg havde aldrig overvejet, at jeg nogensinde igen, skulle falde i søvn til lyden af din rislende vejrtrækning og din skoldhede hud mod min, mens jeg ville mærke dit hjerte slå i dit bryst, lidt hurtigere end normalt, men jeg ville ikke undre mig over det, for mine tanker var stadig fæstnet ved synet af dig, din pludselig tilstedeværelse, tilbagevenden. Og jeg husker, min angst for knap nok at turde sove og jeg kunne nærmest heller ikke, for alle mine tanker fløj konfuste og ramte hinanden, derinde og jeg kunne heller ikke samle særlig mange af dem - ikke vellykket, i hvert fald. Men mest af alt, husker jeg, den voksende ængstelighed for, at du ikke ville være der, når jeg vågnede, og at det hele bare havde været en forskruet drøm fra min side, om, at falde i søvn ved din side og vågne op der igen. Men til sidst havde jeg måtte opgive, give efter og lade mig henslænge til søvnen,  i ren og skær uvished, for jeg huskede, at det var sådan vi levede, i uvished, så hvorfor skulle du gå?

den er voldsom smuk - har aldrig overvejet en ørn, men burde måske

enkelthed

fandens banalt

så meget endda

at jeg ikke kan opnå det

fandens enkelthed

dra åt helvete

vi sov sammen
og vågnede sammen

Og kan du huske, at du fortalte mig, den nat vi lå i min seng side om side, at han havde læst hans egne ord op for dig, at han havde sagt, at var speciel, og du havde tænkt, at det havde han nok fortalt mange piger efterhånden og mange piger havde efterhånden skulle lytte til hans ord, mens de lå i den tro om, at lige de var specielle, men hun troede ikke på det, den aften, det huskede hun. Og kan du huske, at du fortalte mig, at du grinte af ham, af hans ord og af hans troen på din naivitet kunne give ham endnu en vellykket sejr, husker du og jeg huskede, tydeligt, specielt hans ansigt, hvordan hans hud blev spaltet og hans øjne på en gang sorgmodige og forkerte, og hvordan sårbarheden sad som en etikette på ham, som var det, det eneste han nogensinde havde været og skulle forblive, og grinen ophørte og husker du, at du fortalte, at du havde fortalt ham, at du intet forstod og at han heller ikke forstod noget, men bare var ramt, at din skadefro latter, som om han intet var, men alligevel havde troet, naivet, at han måske var alt, og husker du, at du fortalte mig, at du vidste i det øjeblik, at han talte sandt, at hans egne ord også disse han nu talte, var sande og du vidste, med dig selv, at nu kunne han virkelig fortjene at elske.

og kan du huske, at du fortalte mig, hvordan han bedrog dig og aldrig gav dig dit hjertet igen, som han uden videre tog med sig på sin rejse, det husker jeg, men ikke længere følelsen, han tog det hele med sig.

jeg føler mig så ligegyldig i aften
men det er i orden
da alt andet også er ligegyldigt

jeg føler mig glemt
bag containeren
hvori du smed vores knuste drømme i
dem vi havde overbrugt og lagt for mange ord i
alle disse ord de til sidst ikke kunne rumme
og selv for dig
blev det for meget
vi glemte at stoppe op
bekræfte os selv i
at vi var til
for os selv men også for hinanden
mens vi samtidig huskede på
hvordan ensomheden førhen havde ædt os op
men jeg bør ikke bare føle mig glemt
for jeg ligger sårbar og alene
bag containeren
mens ensomheden glider op af væggen
som skyggen der aldrig vil stoppe sin forfølgelse
hvor ku' du

det er anderledes denne gang
på en mere tom, men alligevel fuldført måde
og jeg ved ikke, om jeg har satset helt
jeg ved bare
at jeg er til

Death would be the greatest adventure of all - Peter Pan

Findes der bedre steder at drømme end i Paris?

Mit hjerte savner dig

Du er den linje
der altid mangler

jeg vil tænde en smøg og gå ud og klikke verden ind i min kamera linse

hvorfor kan du farve ordrerne på den måde, når jeg ikke kan?
Det er ikke fair

Hvorfor sætter man ikke pris på sine gaver?
Og her mener jeg alle de gaver man igennem livet er født med og får tildelt
tak er blevet et fattigt ord

l

syn

s

du skal lægge hjertet i det 

spørge dig selv om hvad du har på hjertet

før du kan få det trykt 

ned i ord

dine egne

for jeg ved, at du kan

jeg læste 42 sider i dag
spiste totredjedele af en pizza
brugte 200 kr
skrevet 7 sms måske et par stykker til
skrev 500 ord
og gik tur i mindst - 10 grader

- hvordan har din dag været?

- hvad er dit gennemsnit?

- 12

- guskelov, ellers ville du bliver kasseret.

Det er individer som dig, samfundet har brug for

efter indtrædelse i det senmoderne samfund har vi glemt hinanden
mindre behov for hinanden og den kraftige stående alene
er i sagens forstand en det en god ting
det er en god ting at kunne stå på egne ben, skabe sig en selvstændig personlighed
og dannelsen ryger i vejret og får toppoint når vi overdrager opdragelsen af vores børn til andre
fjerne traditionerne fra dem, for det synes de nok er for gammeldagest og forvandler dem til små egoistiske højrøvnede individer der ikke behover andre end dem selv for selv deres familie har de intet behov for
fordi der er så mange andre
så mange andre man kan skabe overfladiske forhold til
og udkantsdanmark lider under af den kraftige urbanisering
men skide på det
skide på det hele
samfundet sejrer
og lad os alle trække vejret en enkel gang før vi igen farer afsted
forbi alt smukt og farverige ved livet
og dernæst, dø af stress
hallelujah

der var mange centimeterhøje driver af vand frosset til is jeg skulle træde igennem på min vej
og jeg mistede pusten da jeg tændte en cigerat og sugede nikotinen til mig
mens kulden samtidig bed i min overfølsomme hud og gjorde den kold
og i morgen lover de storm og varsel om ingen udkørsel
men jeg skal nå meget
med så få dage til jul
der er ingen tid til små tilfældigheder som en mulig storm
der er ingen tid
det er jul
alle stresser rundt og glemmer glæden i hinanden
vi burde sætte os ned med en kop the og snakke om hvordan vi går og har det
men det er jul og det er ikke det, det længere handler om
alting er frosset til

mine bukser sidder på en måde du ikke bryder dig om og mit jeg er på en måde du ikke kan karpere
og du rører mig ikke på den samme måde når jeg ligger mig i din seng med de beskidte lagner
jeg ved, at du stadig synes jeg er for fin og god til dig, selvom jeg ofte har forklaret dig, at det er dig jeg vil have
jeg er som en ballerine i porcelæn for dig, skøbelig og fin
snurrende rundt om dig og du tror jeg binder knuder om dit hjerte og stopper pumpningen
men det er jo ikke tilfældet
sådan er jeg jo ikke
mine bukser sidder på en måde du ikke bryder dig om og mit jeg er på en måde du ikke kan karpere
men jeg lader dig ikke længere trække dem af mig
og døren til din lejlighed knirker ikke efter mig, da jeg lukker den

min intention er fra nu af, at gøre enkle sætninger, enkle ord, til smukke farverige fortællinger

og drømmene ligger i lag
i køer
bliver mast af hinanden
og aldrig helt realiseret

jeg skriver ikke og jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kan få noget ned, det kan jeg bare ikke

at springe ind i det ukendte

har allermest lyst til nogle tunge øjenlåg jeg kan falde i søvn i

jeg drikker vand her til aften

koldt, klart og rent

vand

og har tanken aldrig strejfet dig, at hun måske har brug for at være tilstrækkelig for dig?

det burde ikke være så svært, burde det?

Himmeltræer

og røgen fra din cigerat er hvid
som alt andet omkring os
og jeg ser hvordan dit jeg
langsomt glider ud over isen
og bliver ét med det
alting er hvidt
selv vores forfrosne hænder

vi tindrer rundt
danser småtrin over isen
mens en skare af fugle
sorte pletter
svæver over og under os
isen er en synkende båd
men du har lovet at redde mig
løfter brydes ikke
kun dem uden holdepunkt
og det er ustabilt
men det er det værd
og mens vi tindrer
holder du min hånd

og du sender mig dit varme smil, da jeg glider på isen og det får mig til at falde til ro
men du griber ikke min hånd, da jeg bryder igennem, og forsvinder

den hvide strækning
forbliver
hvid

for i dag er ikke i morgen
men nogle folk kan skabe sig dag ud
og dag ind
som om i dag og i morgen
aldrig bliver anderledes
: trættende tanke, alligevel

og det er jo ikke fordi der er noget i vejen med de uspidsede blyanter
i sagens natur har de bare formået at blive farveløse
og ikke forblive dem jeg troede jeg stod i hånden med
men endog dem jeg tegnede så smukke landskaber med
men alt blev sløsset, uskarpt og det er jo ikke dem
det er bare mere det, at man så let kan invistere i nye
uden at smide de gamle ud, for det man så dem præsterer imponerede en
men stadig
savner jeg eksplosionen fra det trivielle til det abstakte og smukke
ved tilværelsen, og ved mine skitser der genspjelede mere
end jeg lige gik og troede

jeg tror ikke på, at man kan være lykkelig hele tiden, dertil tror jeg heller ikke på, at lykke ikke findes.
men jeg tror på, at den bliver tildelt en, i små doser, og det er en af de smukkeste følelser der findes.
jeg er ikke lykkelig. men lige nu, i denne sene aftentime, kan jeg i hvert fald mærke noget trille rundt
i min mave, og det er en rar fornemmelse, som om, intet kan slå en ud, i hvert fald ikke helt. så banalt
har det også lov til at være.

at være forelsket, er at se verden igennem en andens øjne

jeg synes, at det er et enormt smukt billed

jeg digter digte
leger med ordrerne
og dets bogstaver
jeg konsturerer linjer
mange af slagsen
og jeg elsker hver og een
mine fingre sitre
af fyrværkeri og farver
og jeg vil bare skrive og skrive
der findes nærmest intet bedre
ord er enkle
smukke
mine helt egne
og
aldrig
aldrig er de
lige til

jeg kan stadig tage mig selv i
at drukne i dit blik
selvom jeg prøver alt for
at undgå det sker

det som om du ikke kan ramme mit hjerte
som om der lægger en hinde omkring det
beskytter det
jeg er bare i tvivl
om det er mig selv eller dig
der har placeret den der

og svalerne sætter sig blidt på vejen
og jeg hopper hink
og solen er endelig kommet frem igen
og det er ellers på tide, efter dens korte hvil bag fru sky
og den varmer min hud helt ind til blodets rinden
og jeg glemmer helt at hoppe
og må derfor sidde over i næste runde

og det er da også en sjov leg
vi to
har gang i
men jeg har ikke i sinde
at forblive det barn
og jeg ved ikke
om du nogensinde bliver andet
jeg ved bare
at vi to
ikke kan rende rundt og lege
dagen lang
selvom det ville gøre
alting lettere

antal gange jeg har grædt i denne måned: 3

antal tanker jeg har funderet over et specifikt emne: 1.000
antal gange jeg ikke har lavet lektier: alle gange
antal gange jeg har glemt mig selv på grund af andres behov: utallige gange
antal gange jeg har grint over min ynkelighed: mindst 10 

antal beskeder jeg har modtaget i dag: 0

antal ønsket beskeder: 1

antal timer jeg har sovet: 9 plus det løse

antal gange jeg har grædt mig selv i søvn: 1

antal gange jeg har haft lyst til at gøre det jeg ikke burde: 10
antal gange jeg har ønsket uventet besøg: 5 

jeg sidder fast

du er så langt væk
at jeg ikke engang
kan dufte, dig,
længere

nat og dag er ens
forskellen er bare mørket
og ja
jeg er bange

''vi ses''

''sometimes I forget, we're not normal''

#5 Dreng - Pige samtale
Dreng: Hvad skal der blive af os?
Pige: Du stiller for dumme spørgsmål
Dreng: Vi ved jo begge godt, at det her skrider
Pige: Spørgsmålet er bare, hvorhen?
Dreng: Du har forandret dig meget, her på det sidste
Pige: Der er ingen der forandrer sig
Dreng: Hvad mener du?
Pige: At ingen forandre sig, man vokser bare
Dreng: vokser hvorhen?
Pige: Fra hinanden

hvis man kunne leve af cigaretter og kaffe
ville jeg gøre det

åh
hvor ville jeg gerne have et kys
mens jeg lå begravet i sneen
gennemblødt og kold

drik, ryg og hor i åndeløse øjeblikke

jeg var godt klar over, at klokken nærmede sig de halv tre og jeg var på samme tid stadig ved bevidsthed. Jeg gik igennem de tunge driver af sne og hørte ikke andre lyde, end når mine og således også dine sko ramte og trykkede sneen i jorden. Vi ville ikke gøre den ondt, vi måtte bare forbi. Jeg husker tydeligt kuldens overfald på min svage krop og jeg husker hvordan mine lunger hostede den sidste stump der var tilbage af dem, op og jeg fik tårer i øjnene af smerte, men jeg græd ikke. Du kan ikke lide når jeg græder. Så jeg lod være. Gik bare videre igennem snedriverne og gik mod lyset. Det eneste lys, der udover de millioner stjerner der lå som et tæppe over os, var. Den brændte klart, endnu klarere da vi nåede tæt på og jeg husker, at jeg der, i lyset matte skær, hostede mit hjerte op og gjorde sneen rød. Men du sagde, at det var okay. Og jeg græder ikke.

... på denne side
er dit tyggegummi en smule mere smagsløst
end før

''hvad jeg føler?''
Op i røven med hvad jeg føler,
der er kun denne film af følelser
og ingen der ser på den

Hun er så fandens smuk. stjæler hendes ansigt, hår og tøj snart.