og vi kiggede bare på hinanden
blidt
og længe
som om vi aldrig havde set andre
eller så nogle
og så kiggede du ned
ned i virkeligheden

ser natholdet og tænker på din besked. Det havde jeg ikke set komme, men måske et vis sted
ønsket

og det var vinter
mørkt
og vinden åd vores stemmer i den hyldende klang
det var nat
men ingen sov og vores lyse øjne kiggede ud efter andre at møde
der var huller i tågen og huller i hjertet
og jeg husker hvordan vi sammen gik over broen
ned til den fæstnede båd
som skulle blive vores sidste tur
den vinter
i det lys
hvor vinden åd vores skrig og alle
sov

mandags seance, alene.

læser i stormvejr, om banegårde og tænker at den bedste tid er den vi har, hvor alting giver sig selv uden at give sig selv overhovedet og juletheen smager helt perfekt, selvom dagene til jul endnu ikke er talte.

I dag står den på adventshygge og jeg fortæller kun dette fordi jeg er sluppet op af poetiske ord

sikke noget at bruge sin fredag aften på SRP, men sådan er det når vejret ikke vil det samme som een, men jeg har Waking life, fjerne galakser er kedelige, god blues i ny og næ og kolonistyrets fald, så det vel også ok

min far kan ikke lide fugle

fire måneder er en tredjedel af et år, det er lang tid, bare at gå

hvis jeg skulle sende dig en sms, ville jeg intet skrive, det ville være nok for mig at vide, at du vidste, at jeg var i live

okay, du er min kronblomst

græder sammen med bon iver, for emma

det giver bare ikke mening i mit hoved, lige nu

vi småløber til stationen
endnu engang indfanget
af bæreposer og dårlig samvittighed

jeg blev sur i dag
sur fordi du ikke forstår ords egenskab
du er ikke en tåbe, det vil jeg ikke beklæde dig med
ikke på baggrund af din udvidenhed
men en tåbe skabes, når man begynder at tro, at man kan bruge ords kraft på en sådan måde
at himlen forbliver hvid, bag et utal af sorte skyer

du minder om alle de ting og tanker, ord og drømme jeg forlængst smed ud
minder mig om, hvordan jeg malede dig ud af rummet mens jeg forelskede mig i en stemme i det fjerne fra radioen og ingen minder mig om, at jeg skal være der for nogen og ikke bare være nogen, én
et usselt menneske, høstet af den blanke tåge der omfamler vores tynde ben når vi cykler fra galakserne
og ud i det fjerne
og egentlig
ja, egentlig. Så minder du mig ikke om særlig meget, men din tilstedeværelse fik samlet min drøm og nu pakker jeg den ind og gemmer den væk, til jeg er stor nok til at tro på den slags igen

that ain't classy, baby

dit opkald gjorde det hele.

dette er hvad, der gør livet smukt og så 1000 andre ting

du gør livet smukt 

du gør mig smuk

tak

Jeg glæder mig til december. Jeg ved ikke hvorfor jeg glæder mig. Jeg læser i en roman. Jeg prøver selv at skrive en. Jeg drikker vin til aftensmaden. Jeg taber din tallerken på gulvet. Du siger det intet gør og så griner vi ind i hinandens skuldre og blanke øjne. Toget kommer om en time. Om en time er du væk og over 100 kilometer fra mig. Om et år er jeg væk, i myldret af mennesker. Væk for dig og for resten af vores fælles venner på facebook. Der kommer snart sne. Selvom alt allerede er forfærdelig koldt. Jeg kan ikke lide dit smil, for det twister løgnene ud, mens jeg bare er bundet til de hvide tænder. Jeg vil danse og sove under åben himmel. Selvom jeg godt nu ved, at det er løgn. Jeg vil nok smile og grine, og kysse din kind, men kun for en stund og kun fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre af mig selv, når du ikke er der.

kids of the 90's

blokering er som en kold tyrker, hungrende efter ord at skrive ned
det er godt min vinterjakke er varm og mine finger end ikke er stive

også er der de her øjeblikke, hvor man bare sidder, funderer, vurderer, genovervejer, forglemmer det glemte.
Fundrede over efterårets pludselige tilstedeværelse, vurderer hvorvidt mit hjerte er koldt eller varmt, genovervejer verdenssituationen aka min egen, forglemmer alt omkring mig, træder på andre og glemmer at hente mit tøj på renseriet
også er der de her øjeblikke, hvor jeg bare sidder
men kun for at sidde et øjeblik før jeg haster videre mod mål der aldrig var mine

følelsen af glæde ved endelig at have begyndt, er berigende

Lytter til Erik Truffaz og blød blues. Napper lige ti minutter til, 5 sider i bogen ved siden af, glemmer om ansvar og fremtid og lægger mig under silkelagene kun iført dig

min Mr. Big

læser en novelle-samling kaldet nye stemmer
skrevet af mennesker med etnisk baggrund
i torsdags hørte jeg et foredrag der fik mig til at genoverveje vise glemte tanker
at der måske er en pointe i, at vi bilder os selv en masse ting ind
ting som generaliseres til de yderste punkter
kun fordi vi ser noget i TV der får os til at tro, at det vi ser
er en skildring
af virkeligheden
og må vi ikke være godt dumme, at tro netop det
tro netop det om dem
for det siger mere om os
end det siger om dem
hvis vi ikke kan rumme dem
bør vi slet ikke kunne rumme os selv, uden at brække os i foragt
jeg håber folk bliver klogere med tiden
for nye stemmer er en god novelle-samling

Hvad gør man med alle sine minder? Når man opdager, at den ven man har haft i mange år, og stolet på, så meget som man nu kan stole på nogen, slet ikke regner det der er, som et venskab, men snarere bekendtskab. Og der er en stor forskel. Og så kan man ligeså godt opgive, for hvis det er mere vigtigt for den ene end for den anden, duer det jo slet ikke, vel?

dobbeltspil fra galleriet

når vi glemmer at føle, må vi huske os selv på hvorfor vi begyndte at glemme og starte på at huske igen

jeres patetiske syn på verden gør det umuligt at trække vejret i de urbaniseret byer 

og overalt mødes jeg af småborgernes hyggekultur i det danske land og det er til at stikke en finger i halsen af

villa, vovse og volve

jeg vil egentlig bare til Ikea og shoppe de rigtige ting for at være mindre mig og mere rigtig, bare for at være fandens modsigende 

måske endda bo i et af syrehovedernes selvbyggerhytter og se ned på småborgernes parcelhuse, som vi er nabo til 

lade musikken strømme fra det lille køkken på anden sal gennem et vindue der aldrig helt holder tæt

og lade det give genlyd af det samme ekko som tilbage i 1960erne 

hvor gaden og mennesket var fri i én og samme samfoldighed 

og hvor blomsterbørnenes børn var børn og ikke børn der gik rundt med iPhones og høje tanker om dem selv

med en Mijoto i hånden og en kop kaffe om morgen, kun fordi det er så 2010 at gøre  

genfange os lidt i drømmen om at DR2 og DRk ikke er for kedelige og unuanceret mennesker, men for intelligente og kulturelle folk, men lader sig bukke under overfor de almindeliggørende fordomme og skifter kanal, station og syn på verden

lader TV3's reklamer og realityprogrammer indtage og blive dagsorden for dem
ændrer dem fra fordomsfrie individer til nogle med et indsnævret verdensblik og formindskelse af tilgangen til kulturel viden
gør dem til dem vi før hadede, til dem der ikke kan holde sig fra menneskelige ydmygelser og gentagende fiaskoer vist på TV
fordi de ikke forstår, at de skildrer virkeligheden i en sådan grad, at ens indvolde bør vride sig
for de er alle udstillingsdukker, bare for at vi som seer kan føle os underholdt, føle tilfredsstillelse efter en hårdtfølelende dag
og jeg må på forhånd sige undskyld for fordommene
alle der muligvis er dannet på mangelfuldte og forkerte grundlag, samt den mulige generalisering, der opstår når man taler frit for 

men nogle gange bliver man bare træt og må ud med det hele, selv hvis man bare er kommet hjem fra en tur i Ikea

jeg er ved at brække mig over de fandens høje tanker der kører omkring dit hoved om dig selv
når de falder til jorden, falder du med