25. juni 2012
24. juni 2012
jeg ved ikke hvorfor jeg er gået i stå, for tiden kommer jeg ikke rigtig nogen vegne, selvom alting omkring mig flytter sig hurtigere end jeg kan nå at forstå, alle driver med vinden og regnen lægger sig i mit hår som stjernestøv, står ved siden af mig selv og kigger uden at vide om noget som helst er reelt, lever i en drømmetrance jeg ikke ved om jeg tør vågne op af
21. juni 2012
det er så selvkørende en ring som vi træder vande i at bilde hinanden ind at det er hvad vi vil opnå med det hele jeg tænker flyttende på dine sommerfuglevinger at tiden er gjort af iturevne sætninger på papir og at din bjergbestigende ryg aldrig vil lukke mig ind i nogen celles kerne at denne kompleksitet gør tingene utrygge og at vi snart vil finde os selv bundet fast til rustne rammer jeg ved ikke længere hvilken melodi der er renest at følge eller om strålerne fra solen for alvor vil ramme de rigtige steder og vende hele tilværelse hundredogfirs grader om jeg kommer til at se dig sommeren lang og om vi stadig er hvad vi førhen kendte hinanden for at være mens bølgerne er skæve og du er blevet mere selvmodsigende end nogensinde så jeg må skrige helt inderst inde i min lukket kerne mens vi holder hinanden endnu tættere og flytter på de få der er måske flere end bare to og i dagens timer er der fem på strå og du fortæller hvordan du mærker at vandet indhyller legemets indre selvom ringen bare er nu og nu er ovre i morgen er det trættende at falde til ro i et mørke af intet og at vi er blevet for vante til at alting kører som det skal
18. juni 2012
14. juni 2012
forventende glæde udsprunget som en brændende blomst der udtømmes for ilt
besvimer du i unaturlig harmoni uden at mærke at du er mæt af den lykkelige uvished
dit eget udfald gennem
manechen falder du sammen mellem dine ryghvirvler styrter
som en skyskraber
glemmer du stillingen vi lå i på trægulvet foran
de udspildne hjerter nøgne
som vi var skabte
uforventende
lidt for sent
ødelagt og til
besvimer du i unaturlig harmoni uden at mærke at du er mæt af den lykkelige uvished
dit eget udfald gennem
manechen falder du sammen mellem dine ryghvirvler styrter
som en skyskraber
glemmer du stillingen vi lå i på trægulvet foran
de udspildne hjerter nøgne
som vi var skabte
uforventende
lidt for sent
ødelagt og til
13. juni 2012
10. juni 2012
glemmer dagene jeg levede for og trækker i de samme nedslidte tanker som i går
jeg ved ikke længere hvilken bund jeg betræder eller hvilke ord jeg mener og siger og de ting jeg gør forstyrrer mine tanker og jeg er aldrig ordentlig til stede
sidder bare henslængt tilbage og holder om min venstre puls for at mærke at noget stadig fungerer
i mig
skriver lange breve der aldrig postes og tænker over spansk arkitektur mens jeg aldrig tegnede dit ansigt
ligger mig selv i folder og åbner den levende krop for alle de lidelse jeg ser passere
ser dig græde igen i dag og tænker samme tanker som for en måned siden om hvorvidt jeg nu ville ringe og fortælle ham sandheden men jeg ringede bare og fortalte at jeg havde en altan og at solen stod op i øst og han kom sov og rørte mig til solen gik ned selvom jeg bad ham blive ved med at stoppe løbet
stopper du det hele
nu mens jeg glemmer
eller blændes du også af solen, her midt i løbet, her midt i det hele
jeg ved ikke længere hvilken bund jeg betræder eller hvilke ord jeg mener og siger og de ting jeg gør forstyrrer mine tanker og jeg er aldrig ordentlig til stede
sidder bare henslængt tilbage og holder om min venstre puls for at mærke at noget stadig fungerer
i mig
skriver lange breve der aldrig postes og tænker over spansk arkitektur mens jeg aldrig tegnede dit ansigt
ligger mig selv i folder og åbner den levende krop for alle de lidelse jeg ser passere
ser dig græde igen i dag og tænker samme tanker som for en måned siden om hvorvidt jeg nu ville ringe og fortælle ham sandheden men jeg ringede bare og fortalte at jeg havde en altan og at solen stod op i øst og han kom sov og rørte mig til solen gik ned selvom jeg bad ham blive ved med at stoppe løbet
stopper du det hele
nu mens jeg glemmer
eller blændes du også af solen, her midt i løbet, her midt i det hele
6. juni 2012
5. juni 2012
4. juni 2012
3. juni 2012
mødet i sig selv er i en overvældende grad poetisk
realiteten knuses i fantasien i anerkendende ordgåder
brugte ord svinges over disken og jeg glemmer mine penge og cigarretterne i pigens hånd
jeg kan smage hvordan ordrerne ønsker kvalmende at trække sig tilbage og ud af de løse sætninger
ud af den pumpende krop der vrider sig i lange løse hår og kun drikker af flasken med bunden i vejret og hovedet på højkant
alting eskalerer overforbruget af hjerteenergi falder til hundred og de sorte somre ender som var de aldrig påbegyndt
nervøst flirtende på beskidte tæer og med løst sind vælter jeg ind i din ryg på min vej ind
realiteten knuses i fantasien i anerkendende ordgåder
brugte ord svinges over disken og jeg glemmer mine penge og cigarretterne i pigens hånd
jeg kan smage hvordan ordrerne ønsker kvalmende at trække sig tilbage og ud af de løse sætninger
ud af den pumpende krop der vrider sig i lange løse hår og kun drikker af flasken med bunden i vejret og hovedet på højkant
alting eskalerer overforbruget af hjerteenergi falder til hundred og de sorte somre ender som var de aldrig påbegyndt
nervøst flirtende på beskidte tæer og med løst sind vælter jeg ind i din ryg på min vej ind
Abonner på:
Opslag (Atom)