ved ikke hvordan jeg længere skal gribe det an. gribe mig selv an. ved ikke hvordan jeg skal imponere dig eller hvorfor jeg bilder mig selv, at jeg skal det. rodet hober sig op og skraldemanden har glemt mit på hans vej forbi. mine tanker føles tomme, ligegyldige, dog gør de mit hjerte tungt og rastløs. jeg har dig i mit hjerte, i mit tøj og i mine tanker, jeg har dig bare ikke hos mig eller på nogen måde tæt på. ved ikke hvad jeg savner mest, det at føle mig lykkelig eller det at bruge min tid sammen med dig? selvom jeg på et hvis punkt godt ved at det er de to samme ting.

dårlig timing. det eneste ord der burde stå i min ordbog, for det er præcis hvad jeg er god til. havde forbedret den tale jeg ville holde for dig, den tale jeg ville jorde dig ned med, men alligvel snor du mig igen nu omkring din lillefinger. det gør mig rundtosset men varmer mit hjerte en smule. kulden har snart overtaget det hele og sneen har frosset mit hjerte til is. ville du smadre det hvis du fik muligheden eller ville du lade det smelte med varmen fra dit?


der er intet som en kold søndag aften sidst i februar. burde se realiteten i øjnene, ferien er slut og imorgen venter hverdagen på mig. har dog på ingen måde lyst til at tage den velkendte og ensformet hverdag i hånden. tirsdag smutter jeg heldigvis til staden. kunne godt bruge et stort glas mælk og noget jazz, men nu vil jeg prøve at sove og glemme alt det jeg gerne vil have, men ikke kan få.

jeg genkender stadig intet i strømmen af forandringer, til forskellige tilstande. det kan aldrig blive et spørgsmål om andet end, at være til rådighed for det, som ikke på anden måde har nogen væren. Der er ingen personlighed på spil i det, jeg forjages og optræder nu kun som et ord. Der kan ikke være andet end fuldkommen frihed og det må fortælles af alle til alle.
du er et lukket land og jeg er en åben bog.

Can you lie next to her and give her your heart, as well as your body?

sproget taler og ordene skriver sig selv, mens jeg i et åndedræt afslutter min sidste linje til dig. "godnat og sov godt". døren lukkede sig i bag mig, hvis ikke også mit hjerte. jeg er følelseskold, ude af stand til at føle noget eller sågar nogen, dig. det hele er blevet som sneen udenfor mit vindue. kold og vådt. frosten smelter det sammen og bevare det hele, koldt. kom med dit drengehjerte, din søde hvisken og kvalmende ord, der fik mit pigehjerte til at skælve og tag om mig, med dine varme hænder. varm mig og hvisk mig i søvn, som i gamle dage. men i stedet kysser du mit hjerte og river så lidt i det og så lidt igen. river det ud af kroppen på mig, lader mig se på mit blødende hjerte, der ligge der, åbent og sårbart, på din seng. jeg ved du på et hvis plan straffer mig for mine fejltagelser. men det bedste jeg kan gøre, er at trække vejret og genstarte. og så håbe på, at foråret vil spirre sammen med ordene, os to.

Kommer lykken indefra eller udefra?

jeg sidder fast i båndet der var mellem os. det er som om du prøver at stramme knuden, bare for at kvæle mig, kvæle at jeg forlod dig, talte sådan til dig, om dig. men du ved jeg prøvede at sige det som det var, at vores drømme lå knuste på gulvet, det gulv vi før havde betrådt med kærlighedsfødder og hvisket kvalmende ord til hinanden til langt ud på de mørke nætter. men til sidst var det ikke til at håntere, hverken orderne eller drømmene. derfor smed jeg dem første gang på gulvet og lod dem ligge. jeg troede du havde samlet dem op og skældt mig ud, men du var ligeglad og det gjorde mig vred. i frustration trampede jeg endnu mere på dem og lod vinden tage støvet af dem med sig, væk. vi ændrede os. du gjorde i hvert fald. pludselig blev dine løgne bare for meget, dit falske smil gav mig følelsen af en finger i halsen og dit arrogante sind gjorde mig høj af vrede og vinrød i ansigtet af skuffelse og smadret drømme, når jeg til tider lod tårerene få frit løb. stille havde løgnene vel bare taget over og gjort det hele til noget opsind. selvom jeg ved, at jeg levede på løgne sammen med dig, savner jeg dem og ikke dig. ville ønske jeg aldrig havde opdaget dine løgne, opdaget dit spil, så kunne vi måske have blevet lykkelige sammen. jeg ved, at du en dag vil kvævles i dem og begrave din egen skødeløse og forræderiske krop. for jeg har begravet vores venskab i min sandkasse, og jeg græd ikke under bisættelsen, så hvorfor skulle du.

mine ord er så forkerte og sætningerne så upassende, du fylder for meget og laver rod i mit hoved. jeg har ikke bedt dig sætte farten op og overhale, jeg er da forfanden ikke en motorvej. der er en fartgrænse. du skal ikke give mig en bøde for dine fejl, jeg bekender udemærket mine. alligevel lægger jeg nat efter nat, fast i min seng og venter. venter på et tegn og en sms. jeg glemmer alt, glemmer at sove, glemmer at spise, glemmer mig selv og lader mit hjerte stå åbent og modtage slagene. jeg er for usikker og ramt til at ville snakke med dig, alligevel savner jeg de nætter vi lå sammen. tæt. men jeg river erkendelsen, orderne og mine nøgenhed over i form af sårbarhed og skam. jeg er ikke klar, du er ikke klar, men lad dog os være det så.

sneen daler atter ned og jeg prøver udmattende at ønske den væk. som jeg udmattende prøver at ønske dig af mig. det er bare som om, at disse ønsker ikke helt realiseres. måske fordi jeg inderst inde ikke vil have, at du forsvinder, vil have det gamle igen, ved bare ikke hvor jeg skal lede efter det henne. mit hjerte klør, af det sår du stille har påført det. jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men jeg ved hvad speedometeret viser, men ikke om vi bør sætte farten op eller ned, måske bør valget være dit. dog er det længe siden du har ligget i denne seng, min seng. det som om du er vasket af den, aldrig har ligget der, men det ved jeg er fjollet, for jeg ved, at du har hvisket søde ord og holdt om mig i den, holdt af mig. måske er jeg forgabt. fortabt i tomme ord og blanke sider. ihærdigt klister jeg det sammen, kærligheden, uden jeg ved om den er gået i stykker eller det bare er mig der er ængstelig. jeg vil bare elske. holdes om og af. nogle gange kræver man vel bare for meget. jeg er stadig vågen, med en knude i maven, en forvirret tankegang, og med et hjerte der tilhører dig. vil du have det?

Jeg er træt af at vente. Vente på sommeren og vente på dig. Jeg står i et dilemma, mellem på den ene side, at vælge den frie smerteløse vej, væk fra dig,væk fra alt det vi havde, væk fra de lange nætter, ordløsheden og kærligheden, eller blive og mærke hvordan smerten æder mig, river mig i to retninger og hvor stort håbet er, selvom jeg ved det nok bare er håb, eller bare mig der bilder mig noget ind, bilder mig verden ind.
Giv mig et tegn.