mørke krøller på en sød græsk drengs hoved. sandstrande. solnedgange der kan få hjertet til at springe et slag over. smukke tanker. flotte omgivelser. bagende sol. sydens effekt på en skadinavisk pige. vi ses om to uger. min kære blog. mine kære læsere. jeg vil lade mig drage. af græske skønheder. 

ømhed
din tilstedeværelse
kom her
læg dig blidt ved min side
hvisk mig så i øret
alt det
du ved
jeg vil høre
så overgiver jeg mig nok
til dig
bare for
én nat

natten tog dem. som så mange gange før. de fløj over lette skyer og smaskede søde ord i den andens øregang. mens de trygt landede i hinandens favne. smukt og rent. hun så ham tit stå lændet op af den høje brunette fra deres fælles skole. noget anderledes i hans blik opstod. mest når det landede på hende. noget mere oprigtigt. der gjorde det de havde falsk. deres forkert. men hendes mund var tavs. og orderne ville ikke finde deres vej. frem på hendes tunge. hun måtte kvale løgnen om den opdigtede perfekthed. se igennem fingre. over og omkring den brugte tillid der var. utroskab der var opstået. for. det var ham og hende. dem to. som det havde været så længe. som hun kunne huske tilbage. smukt og rent. men miste ham. ville hun ikke. hende ensomme sind holdte hende tilbage. holdte orderne tilbage. også derfor. at hun lod natten tage dem. som så mange gange før. tage deres forpulede kærlighed. smelte dem sammen. mens de sukkende stønnede i hinandens øre. begær. lyster. løgne. forpulet kærlighed. igen den nat. kvalte de løgnen. sammen. hvor hun dernæst græd sig selv i søvn. for sandheden sneg sig tættere og tættere på. som tiden åd dem op.

jeg er skrøbelig
jeg er menneske
med følelser der sidder udenpå
ikke fordi jeg vil blotte dem
til nogen
jeg kan bare ikke holde dem inde
de vil helst sidde udenpå
så verden kan se dem
andre kan se dem
selvom
mit hjerte på en og samme tid er forbundet i bandage
villigheden til at give det væk
er der dog allerede
mærkeligt
har jeg glemt hvor hårdt det tog på det sidst
burde jeg ikke give det en chance
for at komme sig
vil helst ikke have det indlagt igen
sidste gang var kritisk
men
er livet ikke for kort til at tænke på smerten det koster en
at leve
man kan vel heller ikke
droppe satsningen
og
bare håbe på puljen alligevel
; kan man?

så sad hun der og tænkte over veje. tænkte ubrugelige tanker, der alligevel, i sidste ende, intet kunne bruges til. som alligevel bare farerede rundt, som uforstyrret, psykisk ustabile tråder, der viklede sig ind i hinanden og kom i orden. gjorde hende forvirret. tråde der dannede disse veje. rigtige samt forkerte. uendelige veje, ens som uens. som en lang strækning, hvor et intercitytog af og til, lader sig løbe igennem. togvogne, ens og aldrig helt tilstrækkelige. fyldt op eller tomme, til randen, med mennesker, alle med et forskellige ansigter, anderledes udtryk. dybe stemmer, lyse og irriterende stemmmer fløj rundt i luften og mængdede sig med atomer og andet påstyr der befandt sig. tonelejet altid forskelligt, fra en travl stresset mand, til en vred mor der skældte hendes søn ud. dag ud og dag ind gled der nye ansigter forbi, mens toget kørte samme vej og kom forbi alle ensartet steder. typerne blev skiftet ud, men man stødte altid på en gruppe af bestemte slags typer. der var de ældre mænd, der ikke kunne holde deres blikke fra en ungs pige krop. som om deres unge og nok også friske kød tiltalte dem mere end det de er på vej hjem til.

det rykkede lidt i toget og en ung mand satte sig ved siden af hende. hvor man han var på vej hen? kendte han hans endelig mål eller var det kun toget, der rent faktisk havde et holdbart destination. for selv hende selv, kom i tvivl, mens rejsen skred frem, hvor målet egentlig var,om der sågar var et. mens hun sad der, forbundet i et tankevæv af uendelige mange tanker, summede stemmerne i luftene. ordblev kædet sammen og historier fortalt. historier om mål, hvor målet var, selvom man blot kunne kigge ned, på den billet, man havde købt og se, se sit mål. det endelig. men hvorfor var det aldrig der, man virkelig ville hen. alle var fremmede for hende, men alligevel følte hun et hvis bånd til dem alle, fordi de var sammen her, sammen om dette mål, i dette tog og alle skrøbelige mennekser, der følte for meget og ikke tog spring, fordi det skræmte dem ikke at vide, hvad der var på den anden side af tunlen. hun blev draget af stemmerne, slunget ind i deres liv og fortællinger og glemte alt om mål og bare fuglte med toget.
til endestation.

får en dårlig smag i munden, jeg væmmes omrking alt ved dig

jeg sidder her
med ord siddende på en tråd
løse
derfor falder de af let
er skrøbeligheden selv
sker det
at jeg griber ud efter dem
knuser jeg dem
lader jeg være
falder de
til jorden
liggende der
uden mening
uden sammenhæng

jeg mistede mine ord
på min vej hjem
til mit hjem
de ligger nu
spredt ud
over vejene
rundt i landet

hvordan skal jeg nogensinde
få alle de smukke ord
samlet igen
fundet igen
savner dem
for selv dette
giver ingen mening
det kan ikke være smukt
ikke uden dem

Saying I love you
is not the words I want to hear from you
it's not that I want to
not to say, but if you only knew
how easy it would be, to show me how you feel
more than words is all you have to do to make it real
then you wouldn't have to say that you love me
'cause I'd already know

What would you do, if my heart was torn in two
more than words to show you feel
that your love for me is real
what would you say if I took those words away
then you couldn't make things new
just by saying I love you

More than words

Now that I've tried to talk to you and make you understand
all you have to do, is close your eyes
and just reach out your hand and touch me
hold me close, don't ever let me go
more than words, is all I ever needed you to show
then you wouldn't have to say that you love me
'cause I'd already know

what would you do, if my heart was torn in two
more than words to show you feel
that your love for me is real
what would you say, if I took those words away
then you couldn't make things new
just by saying I love you...

det havde man ikke troet - i heart romance

hvor er den rigtige chuck forsvundet hen?

du må ikke love mig noget
for jeg ved
at når det kommer til stykket
bryder du hvert eneste løfte
et efter et
så skån mig
for smerten

jeg savner en, der kan savne mig
oprigtigt

hvor jeg dog hader de følelser, der bare opstår uden man selv beder dem om det
forstå mig ret
de her
de skal bare gå væk
det skal være nu
lige nu
det er forkert
virkelig virkelig
forkert

så sad de der, som de så tit havde gjort. førhen, da alting var, som alting plejede at være, dengang det hele var blevet som en vane, for dem og for andre at se på, det var blevet til noget de betragtede som eksisterende, værende uden afslutning, blevet til ligegyldighed på et hvis plan, det var noget som de ejede, var i besiddelse af, holdte i deres hule hånd, dog med et løst greb, holdte hinanden, hver og især. For for dem begge, havde det været en lang rejse. En rejse, der handlede om, at nå til det punkt, de var ubevidste om, men bare havde, for at gå efter noget. I dette tidsforløb, måtte de kommunikere med hinanden , om det, om dem, om det hele. Om det de havde og så det de mistede, som var det intet, havde aldrig været noget, ikke andet end en klat smør, der med stor hastighed smelter væk, på en varm pande, med intet andet formål, end at gøre at intet klister ved, for hvis det var tilfældet, hvad var der så tilbage, andet end fortabelse og skuffende følelser. Dog havde de siddet med en anden følelse efter en sen sommernat sidst i juli, hvor de begge havde stået der, der på perronen og hver og især ventet. der havde de indset det hele, set anderledes tingene og hverandre, de havde forstået langt mere og blevet en del lettere om hjertet. Mest af alt, havde de forstået, at de ikke måtte lade det ske igen. for dengang, var det, som var vigtigt, hurtigt glemt, alle små ting blev lagt i skuffer og kasser og de holdte kun om det, der lå og flød ovenpå det hele, alt det de burde have kasseret. For ikke engang noget så relevant, som et kram, kunne udspringe fra den ene til den anden, eller sågar til omverden. for glemsomheden slog ind, erobrede scenen, og på turen efter et mål de ikke kendte, glemte de hinanden, på forskellige perroner, et hvis sted, også dem selv. for mens de stod der, forvildet og fortvivlet, var der ingen støttende hænder, der var ingen kærlighed eller flyvende atomer, der var bare tomheden, intetheden og ensomheden, den havde sneget sig ind på dens bytte og havde ikke i sinde at give op uden kamp. Alt imens de langsomt begav sig mod målet, ankom de til forskellige perroner, hvor forskellige tog samlede dem op og førte dem væk, tog dem med sig, som var de borte med blæsten, uden et ord. mod deres ukendte mål, hvis eneste hensigt var at flygte, fra det hele, fra hinanden, da de ikke kunne finde den eksisterende løsning. alting ville være lettere hvis de bare forsvandt, fra hinanden, fra dette velkendte sted. Selvom disse tanker var ved at vinde slaget og den farlige ulv nærmede sig, gik der visse ting op for dem. de havde aldrig skullet samme vej, og nu var de så langt fra hinanden, at de umuligt kunne nå hinanden, se eller tale med hinanden, for opkald blev der ikke foretaget mange af, for at være ærlig, slet ingen og mens tiden gik glemte de hinandens ansigter, hinandens træk. dagene og ugerne susede af sted, og luften blev omdannet til en luft uden noget, ikke sågar et eneste ord. Til sidst befandt der sig intet i rummet, intet i dét de engang havde bygget op, sammen, for alt der var tilbage, var gamle minder og forbrækket hjerter. tiden var faret af sted som et inter-city tog i fuldmånes skær, med sig havde det taget det hele, minderne, smilene, de hårde og gode tider, samt skilt dem i to. for da toget var kørt af sted, den sommernat i slutningen af juli, og de begge opdagede, at stationen var forladt og ingen var tilbage, skimtede de rundt, rundt i det store tomrum og søgte ihærdigt et velkendt ansigt, selvom de intet forventede, for hvad var der at forvente? de havde jo selv smidt det bort, selv havde de trampet på det og nu, nu var de i færd med at stikke af, fra det hele, derfor gav det ingen mening, at de nu, mens den halvvarme vind ramte deres ansigt, søgte efter den anden, for det var af tanker der legede over realiteten, de bar, da det sidste tog forlod perronen, og de til deres forbløffelse stod overfor hinanden, kun med skinnerne mellem sig, men dog sådant, at de kunne se den anden, nærmest fornemme hinanden. der var ingen ord, der var intet, ikke andet end et blik, et blik der uden tvivl indeholdte alting, de havde gået og gemt på, i den seneste tid. Det var med lettelse og en behagelig følelse i maven de krydsede skæbnen ved at krydse skinnerne og falde hinanden i armene.

så flød det hele over
som et glas
hvori
der blev
hældt
alt for meget vand i
sikke noget
svineri
tørrer du op
denne gang?

der er ovre
det er slut
jeg er her
med mit hjerte i bandage
du er derude
et sted
i armene på hende
din nye elsker
jeg er ligeglad
eller
jeg prøver i hvert fald
at være det

tre mænd der lige poppede op i mit tankevæv idag, mums

Photo: Ed Westwick 

- Fucking (hot) bastard

Photo: Jim Morrison

- man kan ikke holde blikket fra ham, mhhm

Photo: Luke Pasqualino 

- bare to ord: fucking hot

det er som duften om morgenen når regnen lige har faldet
som når man rækker ud og åbner vinduet og bare lader alle dufte, alle lyde og vinde, atomer og dislige
flyde ind i rummet og udfylde det
det er som sød sommerkærlighed der varer ved, i hvert fald sommeren over
det er som utallige romaner
med farverige ord, der danner storslået billeder
som suset når røgen triller ned i ens lunger
og lige til punktet hvor tilfredsheden udfylder en
når radioen summer på sit højeste
og fuglene pipper i takt
når ens telefon ringer og det er en gammel ven man ikke længe har talt med
en gammel flamme der pludselig står der og minder man havde begravet
da man begravede hans hjerte, blusser op, igen
det er som alle følelser der ikke kan føles helt
men som vi alligevel prøver at føle
som alting jeg elsker, forguder og beundrer
al min inspiration
alle verdens følelser, alle verdens farver, alle verdens mennesker
alt dette sammen
er nok noget lignende
alt det jeg føler
for en digter, forfatter, poet,
og ikke mindst, et fantastisk menneske
Michael Strunge, kom tilbage til os

så sad vi der, fortabte og henslængte, som en flok narkomaner
udkørte og havde været udsat for overforbrug af manglende kærlighed
uden anelse om tid og sågar sted
stadig flygtende videre
fra noget
vi engang
kaldte hjem
vores hjem
fra nogen vi engang holdte af
og om
det sted vi fandt kærlighed
det sted vi forlod

hører death metal
tænker over livet dengang
dengang, det summede i luften næsten hver dag
lader en tanke springe frem og lande ved sidste sommer
en underlig følelse suser igennem maven
der er sket så meget 
siden dengang
jeg tror jeg slukker for det 
igen

som et stykke papir krøller du mit hjerte sammen, og smider det ud, som affald

nærhed, tryghed, kærtegn, tosomhed, et bankende hjerte i natten, der ikke er ens eget 

- bare lidt, af alt det, jeg savner

That’s what I’m afraid of
not being enough. 
not good enough, 
not smart enough,
 not pretty enough.

jeg savner dig. det her er helt forkert - tror jeg

Skal vi farve natten hvid, sammen?

krop
sjæl
visdom
mod
begær
fornuft
vilje

jeg skulle have været i byen idag
skulle have hævet penge
besøgt mit elskede bibliotek og forduftede nogle timer der
prøvet mit held af i en genbrug
men så var min cykel flad
og jeg
ja
jeg kom ingen vegne

de sagde i nyhederne igår, at der ville falde 18 mm regn, idag. Jeg tror de løj.

For det eneste jeg sansede, var een eller to dråber, der blidt landede, hist og her

min mor forstår ikke, at hvis jeg ikke har mit vindue åbent, kan jeg ikke høre lyden af de smukke regndråber der blidt rammer jorden og dernæst forsvinder, ej kan jeg heller ikke, indånde duften af regnen, den duft man ikke kan beskrive, men bare ikke kan få nok af, hvis hun dog bare vidste, bare kunne forstå, hvor meget jeg elsker den lyd og den duft

dampende kaffe og duften af regn

Til foråret, der betræder jeg jorden, såvel som gaderne i Berlin, kan næsten ikke vente med at opleve byen alle taler om. Den virker allerede nu, en smule magisk på mig

det din tur til at træde i karakter.

Det, man lærer at skrive i skolen - i de fleste skoler - er en skrabet farveløs prosa, blottet for sin egen stil

at nedbryde tanker, følelser, alting
nedbryde det
ned i ord
sætningers sammensætninger
bryde det ned
i skabende kunst

hvad hvis det hele er planlagt
at vores eksistens er til for en grund
at vi alle for tildelt en misson
mens det hele handler om fuldførelse
intet mere
intet andet 

Åndeløse øjeblikke er de bedste. Det er de øjeblikke, der opstår sammen med personer der udsender inspiration,  fra alle deres kanaler. Sådanne personer som jeg befandt mig i selvskab med. For mens natten tog imod alt denne inspiration, slugte jeg natten og den sænkede sig over os. Men vi var ikke i stand til at kende forskel på, hvad et alment individ bør gøre, og hvad man bør begrænse sig med. vi levede bare, i vore beruset tilstand, svævende afsted, hånd i hånd, længere ind i natten og ud på kanten af livet selv. vi hoppede rundt på stjernerne, mens vore hovede blev gjort ør, af det inhalerende stof, der pressede sig rundt i vores system og satte vores krop ud af balance, ved at tryllebinde den. vi sprang rundt, mens vi senere sad der, med et speedometer der viste mere end lovligt var, men ikke begrænsede nogle af os til at ville mere, prøve mere, udforske og lege med skæbnen selv. For mens vi kørte derud af, ud i den mørke nat, blev mange grænser overtrådt, mange regelsæt tilintetgjort, men en ting klaredee vi, den vigtigeste af dem alle, for den nat, der levede vi, vi levede sammen, i ét, med stjernerne både over og i os, med skæve hjernebaner, mange smukke tanker, et blodsystem der var beruset, og et smil der på ingen måde ville nede og hvile. For det er i sådanne øjeblikke, at livet, tager pusten fra én.

Du har dit liv
og jeg har mit
du er bange for at lade dem krydse
jeg ved ikke hvad
jeg skal 
føle

jeg har lyst til at ringe til dig. Høre hvad du går og laver, hvordan du har det og bare lade som om, at vi stadig er os og ikke andre. Jeg har lyst til at fortælle dig alting, som jeg plejer, som det plejer og være som jeg plejer. Med dig. Men jeg er ikke som jeg plejer med dig. Og du er ikke som du plejer. Og vi er slet ikke som vi plejer. Der er alt for meget plejer og alt for lidt gøren. Derfor ringer jeg ikke. 

I lå dér, nøgne og halvfulde og talte om det utrolige: At universet har et centrum, men ingen grænse, Lucia Dorothea Rost ( † 1913, 18 år) Livet, så forgængeligt, som dine våde fodaftryk hen over plankegulvet


- Læst på et billede

virkelighedsillusionen

Ordrerene er i min magt, men lige nu, ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal udnytte dem

Før vi mødtes,
kendte jeg dit ansigt
fra stjernerne og blomsterne.
Jeg kendte dit navn
fra vinden og græsset.
Før vi mødtes,
havde den røde jord mit hjerte,
himlen vuggede mine drømme,
skovbunden var min grønne seng.
Det var jeg gift med, før vi mødtes.
Nu da du er her,
er jeg gift med galakserne.
Vores himmel kan ikke rumme mig.
Vores sol er et stearinlys, jeg kan se ved.
Stejle som klinter falder murerne. 

Jeg sidder på mit værelse, aftenen er ved at gøre sin entre og fjernsynet støjer med diverse tv-serier. Det er her jeg fysisk er, her jeg befinder mig. Vinden har endelig lagt sig udenfor mit vindue og skyerne er blevet helt hvide og ligner dyner, tykke og trygge. Men de er misvisende, de snyder og bedrager. Der svæver de, uhæmmet forbi, alle gjort, af samme stof, svæver forbi som noget observerende, de betragtede, så tæt på, men end dog så langt væk, urørlige, usynlige. De kunne så let som ingenting sejle ind i mit sind, tåge det lidt til. Lidt ekstra. Deroppe hvor det hele befinder sig, hvor alting er lagt i skuffer, sat i system, men alligevel, er et kæmpemæssigt rod. Der er fyldt med tanker, de følelsesmæssige af slagsen, tanker om karakterer, tanker om mig selv, om livet, om fremtiden, sågar fortiden. Der er venner, bekendte, familie, der hver og især har deres eget personlige register. Alle husket, på hver deres mærkelige måde. Så er der informationer, vigtige noter, ting jeg bør huske på, men som jeg glemmer, nok mest fordi jeg skulle huske det. Man kan støde på drømme, fantasier og hemmeligheder, alting, ligger deroppe, gemt inde i sindet, i hjernen. Men hvad er gemt og hvad er glemt, for når alt kommer til alt, hvordan husker vi så at huske? For der er så meget jeg skal huske på, så mange ting jeg skal nå, så manges krav jeg skal opfylde og hvor er pusterummet? Hvorfor, hvorfor er alt fyldt ud, fyldt ud med rod, skemaer, lister, spørgsmål. Jeg er bange, jeg er fandens bange for at tabe mig selv på denne sti, denne sorte asfaltssti, som bare fortsætter og fortsætter, ud i det uendelige, ud i det blå? Jeg ser billeder overalt, med folk på, folk jeg kender, folk som jeg holder af. De er indtegnet, er sat fast, fastspændte i et billede, blevet gjort til en del af det, derinde, bag rammen lever de, jeg kan ikke nå dem alle, jeg kan ikke få dem ud. Det gør mig bange. Bange for at miste, glemme at holde af, fordi jeg mister håbet. Det håb jeg fik, da de rev mig ud af min ramme, tildelte mig det ideelle liv, men hvordan kan jeg leve det, uden dem ved min side? Især dem som har vænnet sig til billedet, hvordan det ser ud og hvordan de befinder sig i det, har det. For, for dem, er håbet ude, jeg kan intet gøre, andet end se på, at deres billede krakelere i takt med at det udenfor rammen ændrer sig. Det gør ondt. Er som en brændende smerte, intet ild er stærkt nok til at slukke. Er hjælpeløs, er uden hænder og min stemme er stum. Måske var det tiden der gjorde den tavs, gjorde mig stille. Mens jeg sidder her, i sengen, min egen lille seng, som jeg både hader og holder af, så maser endnu flere tanker sig til, krybende igennem sprækken i vinduet og ind til mig, hvor de maver sig gennem årerne og op til mine store baner, mine tankerbaner. De tanker der omhandler tid, forandring og det at man bliver ældre. For jeg ved, inderst inde godt, at der ikke er plads i min flyttekasse til alt det, jeg ønsker, jeg inderligt håber på, at kunne tage med mig, væk herfra en dag, det er der simpelthen ikke. Valg må træffes, frasortering, et evigt farvel. Det er hårdt at indse, at det ikke kun er en selv, men også de personer man havde tættest på sig engang, forandrer sig, og uanset hvor meget, man håber, hvor hårdt man prøver, bliver det aldrig det sammen igen. Og først når man har accepteret det, kan man komme videre og måske endda accepterer forandringen selv. 

Maybe my silence is trying to tell you something

Efterklang - Collecting Shields

30 day picture challenge

Day 01 - A picture of yourself
Day 02 - A picture of what you wore today
Day 03 - A picture of what you did today
Day 04 - A picture of where you went today
Day 05 - A picture of your morning
Day 06 - A picture that inspires you
Day 07 - A picture that makes you cry
Day 08 - A picture of yourself
Day 09 - A picture of what you had for lunch
Day 10 - A picture of what you like to do
Day 11 - A picture of your favorite drink
Day 12 - A picture of your favorite food
Day 13 - A picture of your friends
Day 14 - A picture of your favorite teacher(s)
Day 15 - A picture of yourself
Day 16 - A picture of your dream cell phone
Day 17 - A picture of your mp3 player
Day 18 - A picture of your room
Day 19 - A picture of your favorite musical instrument(s)
Day 20 - A picture of where you want to honeymoon
Day 21 - A picture that makes you think of your loved one
Day 22 - A picture of yourself
Day 23 - A picture that describes your life
Day 24 - A picture of what you did today
Day 25 - A picture that you edited
Day 26 - A picture that makes you angry
Day 27 - A picture of you more than 10 years ago
Day 28 - A picture of what you wore today
Day 29 - A picture of yourself
Day 30 - A picture of you and your best friend

vinden breder sine mange arme omkring hende, trækker hende med sig. ud og op, hen og omrking. overalt. hun flyder sammen med fuglenes svævende melodier, træernes rusken og skyernes lethed. hun befinder sig højere oppe end nogen anden, over realiteten, men stadig kun mellem drømme. hendes fantasi afspjeler eventyrrige oplevelser, men selv nu, hvor hun er ældre, er livet ikke blevet lettere siden sidst, men verden er blevet større. der findes så meget derude, så mange. hvor skal man gå hen, hvilken grænse skal man krydse, vand, land, der er så mange muligheder og så lidt tid. for pludselig sidder man i en kernefamilie, i isolation for verden udenfor, alting mindskes. Selv hende og tiden. Så det er nok nu, at tiden er inde til, at hun må lade vinden tage hende med sig, omkring oceaner, forskellige kulture og mindeværdige oplevelser. 

det er aften nu
men stadig er det lyst
gadelygterne er tændt
selvom de ikke oplyser noget
på den der specielle måde
men det er snart nat
og det er stadig sommer
det er tid til at indånde
genoplade 
jeg skal tjene penge
skabe endeløse rækker af minder
flyve over oceaner
krydser grænser 
være i mit es
og forhåbenlig røre en drengehånd
eller to
det pusler udenfor mit vindue
tvet støjer 
og min kaffe damper 

Follow these instructions. Do exactly as I do. Lean your shoulders forward. Let your hands slide over to my side. Move you body closer, let your heart meet mine. Love is the harmony, desire is the key. Love is the melody, now sing it with me. Come a little closer, take a look at me. This light is so obvious, i want you to see. Come a little closer, look me in the eyes. You'll be the rythm and I'll be the beat, then I'll be the rythm and you'll be the beat, and love, the shoreline, where you and i meet.

"Kom her" hviskede hun og lyset, som hun havde tændt, strålede i hans øjne, som stjerner på en klar aften. Han kunne ikke lade være med at smile skævt til hende, og han mærkede hvordan sommerfuglene fløj legesygt rundt mellem hinanden, i hans mave. Han vendte blikket mod hendes fyldige rosa læber og kunne ikke modstå fristelsen til at mærke dem imod hans. Han bøjede sig ind mod hende og hun kørte sin hånd op af hans ansigt, hvorefter hun lod tommelfingeren vippe hans underlæbe lidt ned, sætte ham lidt på prøve. Han lukkede øjnene og selvom han ikke mærkede hendes læber, nød han hendes nærvær og hendes berøringer. Hun fjernede hånden fra hans ansigt og han bredte armene ud, og bredte dem om hende. Så trak han hende tæt ind til sig og kyssede hende en enkel gang på næsen. Han savnede hende egentlig, selvom hun var i hans favn, tættere på ham end nogen anden lige nu.  Det var bare mere tanken om, at hun nok snart ville gå, der gjorde at savnet til hende, voksede i ham. Han undrede sig over hvornår det var sket, og hvordan. For lige nu, var hun det eneste der befandt sig i hans hoved. Hun var den eneste der endnu havde fået ham til at føle sådan og hun var den eneste der havde udfyldt hans hjerte på den måde, og disse tanker i sig selv, gjorde ham rædselslagende for, at hun pludselig ville gå ud af hans dør og aldrig vende tilbage. 


Hans tanker holdte tilbage for rødt, da hun svang benene ud og satte sig på sengekanten. Han var pludselig alt for til stede og holdt øje, betragtede og studerede, hver eneste bevægelse hun lavede.  Hendes hud blottede for hans udsyn og nu var det hendes krop han betragtede. Den var så perfekt, med alle sine modermærke, små rifter fra hendes kat, og hendes tydelige rygrad, den evige gyldne hud og det lange lyse hår, al det, der i sin helhed gjorde hende så perfekt, som hun nu var. Hun gjorde ham ordløs og tavs, da de ord der gerne ville slippe fri, alle ville ud på en gang og blev til et værre rod i en større helhed. Så han valgte at forblive stum og bare kigge på hende, som den uimodståelige kvinde hun var. Hans lyster greb dog derefter over og han måtte røre hende, bare en enkel gang, før hun forlod hans rum, hans seng og de hvide lagner de natten forinden havde betrådt med kærligheds fødder og i mørket hvisket søde ord til hinanden. Mørket der gjorde det hele meget lettere og ordrerne der var høflige, og som ikke alle ville ud først, men opførte sig pænt, ventede på hinanden. Men nu da morgenen var indtruffet og lyset landede på dem, blev det svære for ham at holde styr på den kæmpe ordbog, han gennem årene havde bygget op og ordrerne var ikke længere så flinke og kørte for det meste bare over for rødt. Han havde en spaltet personlighed og natten var hans ven. For det var på de hvide lagner alt magien var opstået og det var den mand hun ville have, så hvorfor ikke bare forlade ham nu. Nu da lyset var kommet, og de egentlig opdagede at de var fremmed for hinanden.  Han kunne allerede mærke tårerne og høre ordrerne ”farvel, for altid”, summe i luften, som bier på en varm sommerdag. For hvordan skulle en kvinde som hende, nogensinde ønske sig en mand som ham, i hvert fald i længden? Det strøg ham koldt ned af ryggen og han vågnede op af sin tanke døs. Hans hvide dør stod på klem og sendte en kold vintervind mod hans nøgne overkrop. Hun var væk. Vinden havde ført hende med sig og måske på et punkt, gjort hende til en del af den. Nattens magi hang ikke længere i luften og da han kiggede til sin side, så han, hvordan hans dunkende organ, lå der, åbent, blodigt og med en svag puls. Han tog hånden til brystet, kiggede ned, og så til sin forbløffelse, et gabende hul, der hvor hans hjerte engang havde befundet sig. Han hev efter vejret og så hvordan det blødende organ langsomt tørrede ind, forsvandt, og efterlod sig klatter af blød, på han ellers så hvide lagen.

Forbindelse var af den slags, som holdt nogle tæt sammen. Uden om tiden, over lange aftande i verden, forbi enhver glemsel og alle nye dage. De blev aldrig færdige med at lære noget andet om hinanden, de mange billeder viskedes ikke ud, men lagde sig og skygggede, på de sidst tilkomne lignede de næsten mennesker. Imidlertid havde hun haft så svart ved at få ham til næsten at ligne et menneske, at det blev til en historie, som hun levede. Den havde begyndelser og slutninger, som var helt ugyldige, fordi historiens nu greb så hårdt ud over sig selv. At sige farvel var ligesom at have to værelser i et hus: "Nu går jeg ind i det andet rum." De sagde aldrig for hvor længe.

hvordan husker vi, at huske?

... Be who you wanna be

sidder på det bløde græs, det kilder så dejligt mellem tæerne. Den tunge luft får mig til at døse hen, mens sprøde toner skærer blidt igennem stilheden. Myggene suger de sidste dråber af blod ud af mig, ude af stand til at vide, at det bliver det sidste de gør. Men lige nu, gør det intet, for glæden triller rundt i mine årer.

der er ingen af mine plader
jeg gider høre mere.
Og jeg har ikke råd til nye.
Radioen spiller lort, 
store klæbrige vifter af lyd ud i stuen,
de forsvinder så hurtigt som candy-floss.


For enden af min gade
ligger en gotisk kirke.
Hvis der var håb om at finde Gud dér
ville jeg ofte kigge indenfor.
Men jeg ved han ikke er der,
ikke mere - måske mindre -
end andre steder. Kedeligt.
Jeg bærer et sølvkors som et plustegn, det nærmeste
jeg kan komme et tegn for min Gud.
(Jesus og de andre interesserer mig ikke.)


Her er så kedeligt, sneen smelter
for at komme væk.
Alle andre steder...


Ingen er hjemme,
noget at sige?


Måske er det lyden af Gud der suser
imellem telefonens kaldesignaler.


- Ingen, ingen... af, Michael Strunge
jeg forgudede og forguder stadig, den mand

når man er ligeglad, er man ikke længere klar over noget som helst.
er du med?

det her går ikke
det her er sidste gang
jeg er træt
så træt

...

du berigerer mig med inspiration, 

Peter Laugesen

We're all fucked anyway

jeg forstår nu ting, jeg ikke forstod før

tanker cirkulerer rundt

omtumlet af hinanden

kan ikke finde ro

eller vej ud af det kryptiske tankevæv

fingrer sørger ihærdigt efter pen

efter blok

og mere inspiration

alt suges til sig

men hvor blev den lagt

blokken

er den gemt

eller

måske glemt

ordrerne ryger ud

fra alle sider

ligger der

i en endeløs række af progression

de kan ikke finde ro

hun kan ikke finde ro

hvor er den forbandet blok

de vil alle først

alle vil de være begyndelsesordet

det der skal starte med stort

starte det hele

blokken hviler nu

endelig

i hendes skød

ordrerne går i krig

med som imod hinanden

de skyder fra sig

har ikke i sinde at slutte fred

ikke med hinanden

eller med hende

de kæmper

vikles ind i linjens vej

skud affyres og der sættes en pause ind

ord såres

mens et varigt ophold dannes

teksten fortsætter

død mand

så stilhed

fortællinger bliver skabt

i blodets farve

skaberens begær

mellem råbene og stridighederne

trylles alting sammen

omdannes sammen

i alt dette

skabes noget

så smukt

himmelsk

uforglemmeligt

ord

en tekst

en fortælling
nogle vil endda mene 
og sige 
at det kaldes

kunst