er gået i sort.

Mest fordi der sker noge hele tiden som jeg skal være helt vågen til, for at kunne forstå hvorfor det hele sker på den her uhåndgribelige stærke måde og jeg har allerede formået at græde to gange, på to dage, og det er helt okay selvom det giver mig en pause fra det jeg elsker mest, men jeg er virkelig glad, sådan virkelig, midt i kaoset, grinene, turbulensen, gråd, kram og kronisk træthed.

Det er som at skrive vores følelserne ned på papir og dernæst skrive under

Pludselig kan man ikke mere. Man kan ikke rumme sig selv længere. Løber rundt om hjørner med ens forstand og fornuft randende ud af munden og at komme så tæt på et menneske igen, som der altid har været helt tæt og omklamrende bindende, hyler mig helt ud. Hvem er hvem og hvorfor. Hvilke grænser knapper elementer lægger til grund for alt dette. Skal jeg spørge om lov før jeg kysser ham den flotte eller skal jeg bare glide med strømmen som en fisk i en stime. Hvornår er det i orden at erkende at man har glemt hvorfor man var forelsket og alligevel aldrig ønsker tilstanden som værende ændret, hvornår er det håbløst og hvilken ret skal jeg tildeles for at sige stop

Og så ved man ikke rigtig hvad man skal sige eller gøre og er egentlig et eller andet sted bare spændt af helveds til, fordi det endelig virker som om alting falder på plads og i hak med tanker og spind og nu sender de disneyfilm og jeg lægger stadig under min varme dyne med vådt hår og kaffe

Og så sidder man lidt og ved ikke rigtig hvad man skal gøre af sig selv eller hvordan man skal komme udenom den seng som der er blevet redt for en af en selv eller af andre. Og jeg har boet mange steder, og nu bor jeg her.

litteraturen er det vigtigste lige nu

vedvarende lykke

Og de siger i radioen at de leder efter en mand og en kvinde
begge værende gået amok skydende under et juleindkøb
og det giver mig myrekryb og et uendeligt had til moderniteten
muliggørelsen af åben ild mod hungrende søndagsindkøbere
der fravælger en levevej og nøjes med gummisko for at tilfredsstille
svigerfamilien med designer julegaver
det afviger fra perioden med fotografier på gulvet kravlenisser over og omkring dine tæer
januarromantik holdende helt til næste vinter eller dig som læser rigtig gode digte
og det hele endte lidt som at stjæle kattekillinger for uden grund glemte vi at elske
de simple tider i ukendte eventyr
i rammer af glinsende guld mødes vi over dampende kaffe som hemmelige aktivister i fald
rejsende gennem ensomhedernes bjerge til vi endte hvor vi begyndte
dengang det hele tog til
i et nyt årti med de samme rynker og kolde fingrer på grund af dårligt blodomløb
kommunikerede vi gennem en flaskepost som sejrende poeter
for at holde vores dække inden bords
selvom jeg til sidst klippede mit hår og rev mine negle af
for ikke længere at kunne grave os dybere ned i kendsgerningen om meningsløsheden af vores
opsøgende eksil
som stumtjenere står vi ved en sidevej og passeres
ubemærket og glemte er vi blevet til misholdt følelser
en tidsløshed
for selv fuglene vender tilbage til deres hjem for hjem er en retning
der derfor må være godt for sjælen
sammen med det at erkende sin dannelse og holden hånden over satan
når pistolen lades og ligges på skødet af den elsket
for man kan jo glemme hvad der skete når solen vender rundt
og solvejrsregn bliver til virkelighed

Og det er som en meteorsværm der giver 120 stjerneskud i sekundet
som ikke kan forklares selv ikke når videnskaben ligger udstrakt og bøjelig
og vores kroppe vrider os til beat-generationens røst og de trompetblomstrende tonepræg
der rykker livet rundt
mens du siger at du ikke bryder dig om den form for radio-larm og jeg fortæller dig
at hvis du ikke har set Kario har du ikke set verden for flere lysår siden og ellers får du det aldrig at se
i de glemte huler i bjergernes lukkede porte hvor Aladin hersker i sine store paladser
på flyvende tæpper smides jeg ud over rælingen på vores synkende båd
møder tæppemagere, sagførere og tyveknægte som viser mig deres skatte
mestreværkerne af de drømme der blev til virkelighed gennem den flyvende hest og Ali Baba
fyrreogtyve røvere der stjæler med armene og ben og efterlader mig med natkjolen på skrå
rystende fødder der hvirvler sort magi gennem mælkekartonens åbning
på en onsdag morgen når vi kun har havregryn som vi tygger os igennem
ovenpå beskyldninger og henkastende kropssprog der får dig til at ligge dig i fosterstilling
mens du prøver at få styr på det svævene ydre omkring dig
hjerteflimmeret der spredes i øst og vest og lander på mine skuldre
som du prøver at kaste dig imod for at samle det i din hule hånd før det svæver mod 1001 nat
der gør det umuligt at få noget til at virke som allerede er gået i stykker
lidt som en sky der hænger over os der medfører at vi må benytte os af et forstørrelsesglas
for at forstår hvorledes helheden blev brudt
selvom denne afstandstagen forvrænger det hele yderligere
det er de talte ord der holder det hele ved lige det hele kørende
og selv når vi ingen ord har og ingenting kører er der aldrig nogen anden

Hvem løber vi fra når skinnerne vender forkert og fører os baglæns
tilbage i polarisens kerne hvor vi fastfryses i vores forældede løfter om glemte nætter
hvor vi forsikrede hinanden om det evige liv i paradis og ikke bare lod autoriteterne beslutte
vores skæbne
hører du mig græde frosten af vores ruder af sprukne tanker når jeg lader det hele vælte
ud af mine øjne der forvandler dug frost til blødende dråber der triller ned og aldrig lades ses igen
husker du den sommer hvor vi stjerneløb os gennem flammerne og du vred om på din fod
overfyldte og aldrig i behov for mere, what a kliché
som vi lever i for ikke at erkende realiteterne som de er, som de er nu og lige her
den hårdeste vinter nogensinde indhenter os med hurtigtløbende tæer og dræber
carlson på taget alice i eventyr land og peter pan
på ønskeøen ser vi os selv miste den sidste energi og findes kvalte af de snoet stier med genbrugte mål
for strukturen bliver aldrig den samme når vi har smidt skitserne ud og altid tænker vi de samme tanker
aldrig omkring den rigtige timing
kun den som efterlader os flade og ventende på et koldt underlag mens vi afkræftet ser
den kuldetrykte tid fastfryse os under frosten og smelte os fast
som var vi aldrig i behovet for ilt eller en oplivende krop men dødsdømte til at ende
som døsige legemer
hinandens indereste skat
ikke længere i stand til at genoplives eller fortsætte fordi vi mistede batteriopladeren i havet mellem
vores skænderis afslutning og vandet om ønskeøens kant
for det er snart over hvisker vi ind i vindens bølger, for ingen forlader os nu

Der er kun gået ti dage af denne måned og har allerede formået at bruge flere tusinde. Suk for overforbrug. Har købt en overflod af julegaver og er af en skør grund umådelig gavmild i år. Ikke fordi det gavner min økonomi særligt. Men snart hedder det København, hotel, champagne og kærlighed. Åh.

Og så fortæller du mig at det regner 117 dage om året og dit våde hår ligger fladt ud over din pande som et øhav midt i stillehavet
mens du står nøgen foran mig og prædiker om vind og vejr
jeg hælder dampende vand over det tørre tebrev og kigger interesseret på dig
tebrevet opløses i en større enhed som smeltende sne når solen koger på sit højeste
jeg spørger om du vil have en kop med og om du ikke vil være en del af mine foregående timer
du siger at du heller vil have et glas vin og vender om i døren
træder ind i en ny tankestreg og jeg hører dig synge ude på badeværelset hvor du kamuflerer dig
og deler dit jeg op i femogtyve personligheder der spredes ud over et bredt landkort som familier på flugt fra krig
og i tv'et sender de Ringenes Herre for fjerde gang dette år og jeg sætter endnu et kryds i kalenderen
du siger at det er ligesom at træde i de samme fodspor, opslidende
og jeg prøver at regne ud hvorfor det hele endte på et sidespor
hvilke knapper der får radioen i sving og får den til at spytte 80'er hits ud til min vrikkende mås
stille træder jeg med løftende tåspidser ind i en ny fantasi hvor jeg skal bruge et skarpere sind til at
dirke alle låsene op så jeg kan finde svarerne kærligheden og dine hemmeligheder frem
og derved formå at holde dig i nærheden og holde dig trit med at lukke mig ind
klokken fire om natten en fredag morgen når jeg fuld og bindegal råber
op om hvad fanden du fabler om når du ikke længere mener det går
det er lidt som en hvirvelstrøm af opgivet bekendtskaber, ubetalte regninger og svedne ord
om hemmelige aktioner og forkerte senge
for måske har du ret når du siger vi er blevet voksne
og kun kan elske os selv og ikke længere hinanden

Og der en sådan tomhed, når man ikke har alt det der, som førhen var

Jeg er et håbløst menneske, og i dag har jeg viet dagen til musehuller sentimentalisme og dynevarme

jeg har en telefonregning på størrelse med underskuddet i statskassen
og du snakker om vigtige skridt mod opbrusende demonstrationer
tv'et støjer i baggrunden og varsler med høje toner og store ord om snestorm
og hold jer nu indenfor for ellers kommer vi aldrig over det voksende gangsterland
hvor billige lejemordere bløder med kolde åre og skudsikkert spiller fallit
vi har ikke gjort noget ulovligt siger du og jeg rynker lidt i hele ansigtet
inden vi begiver os over på den anden side af den lukket dør og kulden rammer os hårdest
men kun fordi vi har gennemtørstet os helt til den fjerde flaske vin og bløder nu ud over de affyret
raketter der rammer himlen og lader os glide tilbage i en tiltrængt tilstand i disneyland

Og du fortæller mig at der er et farvespil mellem mine brysters parallelhed med nattens tusmørke
jeg gnider mig på næseryggen og træder en anelse tilbage fra dit indsnævrede syn
i nat voksede blomsterne sig til nye højder og jeg dansede omkring noget som forestillede polkaprikker
store runde ovale helt opslugende enheder væltede mig baglæns i en umættelig uro skabt af
dine sitrende øjne
måler vi stadig op til vores endegyldighed eller leger vi den lille prins der flyver bort med trækfuglene
i tynd tråd som knækker de sidste ord på min tunge før du spytter virkeligheden hårdt ud
på det kolde underlag der får dine lange fingrer til stille at trille mine nylonsstrømper mod nøgen hud
og lader os tage mål til vores nydannet og kantet struktur
mens vi håber på at sneen holder os nedfrosset for evigt og vores øjne aldrig igen må blikke

Hvad er det vi mangler, når det vi har bare ikke er nok?

jeg glemmer lidt at trække vejret når 5 vante fri dage reduceres til 1 eller 2 og 40 timers arbejde. Det er ikke en beklagelse mere en konstatering af at livet suser forbi og jeg ikke rigtig når at trække vejret dybt nok ned og ender nogle gange med at blive varm i kroppen og svimmel uden grund. Alligevel er der noget smukt ved at cykle gennem natten (kl 06.30) og mødes af julelys og nye kollegaer og det er skiderart når Hank Mobley, Cold specks eller Stefan Pasborg gør morgnerne lidt nemmere. Og det er altså et sært tidsrum, livspassage at befinde sig i og jeg kan slet ikke konkludere med mig selv om jeg bryder mig om det eller ej. Føler mange ting - hver dag anderledes, større, mindre.

Lige nu har jeg brug for mere kaffe, højere musik, mere indre ro og mere selvdisciplin til at skrive og udforme. Min krop er fyldt med tunge suk fordi jeg ikke aner hvor alle mine ord og ideer og billeder og inspiration er blevet af, hvor jeg har forglemt den og hvorfor.

It's all over now, baby blue