"det er som om, at der er lidt mere, der taler for end imod."

Vi kan kun nå hinanden, hvis jeg fortæller sandheden.

Det kan godt være, at han er dig utro. Det er bare ikke mig, han knalder.

man
glemmer
at
føle
når
der
lægges
for
meget
i
alting
.

Du ligner os, du efterligner os, gengiver os
er
som os
Du skal lade være
Du skal gå din vej
Din egen
Eller en andens
Bare ikke vores
For det gør os mere bevidste om
Hvem det er
Vi ligner, vi efterligner, vi gengiver, vi er
Og sådan
Skal det ikke være
Det er ikke fair-play

Og du fortæller dagen efter om det, om det hele. For jeg er din ven, den du stoler på, fordi det er sådan noget venner gør. Og du fortæller mig, hvordan du følte den aften. Gengiver det i hver eneste deltaje og jeg prøver at lytte uden at lukke af og rulle øjne. Ikke fordi jeg vil, mere fordi, jeg har svært ved, at lade være. Og du fortæller, at du mærkede hvordan hånen lå i hans stemme, da han påpegede din vandring alene. Som om, du var alene. At han troede, at du måske havde nok i dig selv. Og det havde han på sin vis også ret i. For det har du, men det betyder ikke, det han tror, det betyder, da det kan betyde så meget andet. Og selvom 2+2 ikke er 3, kan det han tror godt være usandt. På den anden side, kan han sige hvad han vil og mene hvad han synes, mens du påpeger overfor mig, med halvstørknet tårer på din kind, at han ikke aner hvilke værdifulde ting du er i besiddelse af. Men så fortæller jeg dig, at du burde være klar over, at han synes du er god nok, og du siger, at du godt ved, at han synes det, at du er god nok. Det ved du. Og det ved han, at du godt i bund og grund, ved. Og så vender dit blik en smule, og smilehullet fremtræder, da huden synker ind og du fortæller at elskoven var, som en kold væg midt om natten og at han endnu bare var en. En af alle dem, du allerede havde talt på hånden, endda op til flere gange, og du glemte ordrerne og sukkende. Du glemmer alting. Mest af alt at føle. Det har jeg erfaret gennem vores venskab. Lært. At sådan er du. Og det, har jeg på sin vis, accepteret. For man skal ikke ændre et andet menneske. Du fortsætter og ængsteligheden vokser i din stemme. Du fortæller, at du følte dig forkert, ikke bare i sindet, men også i kroppen. Og pludselig sker det uventet. Du griber ud efter min hånd, stadig talende. Ængstelig og bange. Det har aldrig været så virkeligt. Jeg føler. Og i nat sagde han til mig, hviskende - ''Befri dit liv''

Der er ikke meget at sige
Det er igen aften. Jeg er igen alene. Jeg laver biologiaflevering. Jeg skriver om kroppens arvemateriale og tænker samtidig over mit eget materiale. Lytter til en stor sort kvindes sprøde røst og ønsker mig andre steder hen. Dette optager mig og min tid  og tiden er skrøbelig, nej om vi må spilde vores tid på nytteløse samtaler eller gøremål. Vi skal spilde vores tid, så vi spilder den godt. Og i mig, findes celler og kerner og kromosomer i dem, og jeg tænker igen over mit eget materiale, mine egne kompentencer, erfaringer og urealiseret drømme. Minder mig selv om, at jeg aldrig har troet på, at man kunne lære. At lære noget er gjort til meget mere end det nogensinde har været, så det man skal gøre, kaldes øvelse, det er noget, som jeg tror på. Jeg tror på, at man med tiden vil se sig selv gå gennem den udvikling, specielt den man ønsker. Måske imens man ryger en smøg og drikker en kop kaffe eller en hel kande the og læser en masse tykke bøger, men kun forbi man har lyst til det. Og så overgår alt denne tænkning min psyke, og jeg tænker på, hvor ængstelig og bange jeg hele tiden er, men det er vel sådan, jeg er. Jeg er også meget andet. Selvdyrkelse skal bare komme i små doser. Og jeg undrer mig lidt over, hvorfor jeg tit glemmer alting omkring mig og alt det jeg burde huske, husker jeg aldrig, men jeg kommer også frem til en konklusion, som jeg mest af alt tro på, og mener er oprigtigt og sandhedsdyrket, fordi jeg hele tiden tænker og det kan man ikke hele tiden, være i stand til at gøre. Men det gør jeg. Derfor eksploderer det, deroppe. Dataer, huskelister, banal viden hopper tit forbi og ud og jeg lægger ikke mærker til det. For somsagt, er min hjerne aldrig i ro. Jeg lader den aldrig være i ro. Men jeg tror, at jeg må stoppe nu. Lade det hele være som det er, for der er ikke mere at sige, eller tænke, kun, at jeg igen, er alene, og at det igen, er aften.

Det var aften. Det regnede, igen. Sitrede ned, så det ramte os, lod os falde, så os falde. Jeg delte noget med dig den aften. Noget jeg ikke deler med nogen af karakter, rigtigt. Det røg bare ud, det hele, den dystre mørke side af mit jeg. Den overvældende sandhed. Pludselig åben til fri debat og jeg holdte ikke noget tilbage. Og senere ydmygede du mig, mens jeg stadig var skrøbelig og stadig var åben, sårbar lige til at ramme. Og jeg gik, havde ikke brug for dig. Og han kiggede bare på mig da jeg kom. Lukkede mig ind, og da jeg skar mig på et stykke glas, da jeg kom nøgen ud fra badet, var han ligeglad, som aldrig før. Selvom min tå var rød af blød. Han kyssede mit bryst. Og jeg gjorde intet, andet end at lade ham gøre det. Gøre det, som så tit før. Han rodede nervøs i sit brune hår, da jeg lod mine øjne ligge sig i hi i hans, håbende over, at finde det jeg havde gået fra, men jeg fandt det aldrig, så jeg lod ham bare knalde mig. Selvom jeg vidste han aldrig kom til at elske mig, og ham der gjorde og ville og ikke kunne, havde jeg efterladt tilbage. For  sådan var jeg. Et jeg, en substans der silede ned af ruden som regnen og blev opløst i intet. Folk var ligeglade, det var det, der var så interessant. At betragte folk, var den reneste, sandeste beskæftigelse. Kun betragte, så snart de kom for tæt på, ødelagde de filmen. Derfor fortryder jeg inderligt nu, de valg jeg har truffet, især det, at jeg fortalte dig om mig.

Det regnede da jeg gik hjem i dag. Klokken var 13. Regnen gjorde mit hår fugtigt og mine læber tørre. Jeg gik i mine egne tanker. Det gik op for mig, hvor tom for ord, jeg er, for tiden. Det gør mig mærkelig.

tanken om, at vi kan gøre det bedre i morgen.

kærlighed er ikke kærlighed
hvis den svigtes
når den svigtes
- William Shakespeare

vi ligger og slumre
i lag
på hinanden
mens stilheden breder sig
ligger sig som en tynd dyne over vores kuldskærende hud

Jeg var ikke ret gammel, da jeg meldte mig ud af virkeligheden
Og solen måtte rødme og gå ned i skam, over denne nyhen
Men bevidstheden er kollektiv, en flod, der binder vore tanker sammen
Og det kan også være godt det samme
Eftersom det er noget, det foregår ude i virkeligheden, hvor jeg som bekendt slet ikke findes

verden brænder, vi må ud at se på stjernerne
studere stjernestøvet, se hvordan de fjerner det

fortabte os i universets mange hjørner, imens jeg står med din hånd i min

 stirrer blindt på ingenting, mens jeg prøver at finde ud af hvad du har tabt

med saltvand på den ene kind, som du tørrer væk, mens du fortæller mig, at ingen kan nå os

og vi flyver med vinger, til steder vi endnu ikke har lokaliseret

mens jeg tænker på hvad jeg vil gøre, når jeg bliver rig, for det gør jeg

lige så sikkert som tyngdekraft og det faktum at der bliver fred i verden

endnu engang, som da John Lennon troede han kunne, men så ikke kunne

og sludder og vrøvl

rigdom kommer først og fremmest og derefter kan verden rende mig

jeg vil skaffe mig en radio, der kun kan spille jazz og en masse rødvin der kan drikkes uden flasken siger stop

mens jeg vil se regnen falde i takt med mine tårer

falde i søvn i mit sind

der lytter til en sort mands behagelige mørke stemme

der fortæller mig

fortroligt eller åbenlyst

at kærlighed gør ondt

og jeg giver ham ret i min søvnløshed

mens jeg fortæller mig selv,

da du for længst er fløjet til din destination

den som du åbenbart kendte, men ikke fortalte mig

at jeg godt selv ved, at jeg er bedre end det her

for verden brænder jo stadig

vi studerer bare ikke længere stjernestøvet der falder

vores øjne blev fortættet

for hurtigt, og vi faldt

det er endnu ikke gået op for mig, om det gjorde ondt

men i hvert fald ikke på dig

jeg har lyst til at skrive til dig
fortælle dig hvordan jeg har det
lige nu
fordi jeg ved, at du vil forstå
men jeg gør det ikke
for du er alligevel nok ikke interesseret
i mit lort

du sagde så mange ting til mig den aften
at jeg slet ikke kunne have plads til det i mit lager
og jeg kastede det sidste borgerlige bræk jeg havde i mig
op
på en grus vej
langt væk fra alting
langt væk fra dig
og da jeg gik hjem klokken fem om morgenen
og du ikke var ved min side
gjorde det ondt
men meget skal gøre ondt før det gør godt
er der i hvert fald nogen der siger
og det kan godt være, at det frøs minus ni
dog var alting allerede koldt
og det var øl, og vin, og forskudte tanker
jeg ved snart ikke
hvor alting peger hen
men tager solens fremtræden på himlen i dag
som et tegn på
at alting nok alligevel går
 i den rigtige retning

du er synonym for:
ensomhed
sex
ligegyldighed
umættethed
glæde
tårer
bølgelængder
my fantasy

og røgen blandede sig med kulden, omkring kvalmen og natten. Det hele var så smukt, at jeg ville ønske du havde oplevet det med mig. Stået der ved min side, som du førhen altid havde gjort, men førhen var aldrig nu og nutid var for det meste fortid eller fremtid. Og før var der ikke noget vi ikke kunne sammen, nu lægger du ikke engang et blik på mig, når jeg passere dig. Det utrolig, hvad tiden kan gøre.

og om man ikke når til et punkt hvor man indser, at nu gider man fandme ikke mere, nu kan man fandme ikke mere.
det tror jeg, at man gør.

Tit føler jeg, at halvdelen af mit jeg, ligger ved dig. Som om, jeg glemte det med vilje, for altid at have en undskyldning for at komme igen og hente resten.

- Hvad nu hvis man ikke har en plan?

- For hvad?

- For alting
- Så er man fucked.

jeg er forelsket
i Mikael Simpson
punktum

det er skønt at du kan lide alt det du slet ikke siger
det er super dejligt at du har din helt egen stil
men vil du ikke lige sige mig en ting eller flere

tiden forsvandt, gid det var interresant
hvad er det lige der sker?

det er dig som ånder ud, dig der lever og mig, mig der dør.

Og du lægger din hånd i min og trække mig ud, gennem røgen, gnisterne og ud af mine fastlåste tanker, så jeg kan indånde virkeligheden og smage din tunge, der hviler i en sød smag af kirsebær.

Føler du dig også ensom? Spørger hun en dag. Jeg ryster på hovedet og spørger hende, hvorfor hun spørger om noget så fjollet. Selv i en mængde af mennesker føler jeg mig alene, svarer hun. Selv meningen var, at det hele var meningsløst.

: Jeg vil altid elske dig.
: Selvfølgelig vil du ikke det.

Jeg sætter malk de koijn på nu og lukker mig ind i min egen verden. Jeg køber ord på kredit og gode venner hænger ikke på træerne.

Jeg kender slet ikke mig selv, men er facineret af, hvad jeg kan gøre.

Du ved godt selv, at du er bedre end det her.

Og selvfølgelig holder jeg dit hjerte, når du fortæller hende, at i ikke længere kan ses.

Ej okay, selvfølgelig skal jeg heller ikke fortælle, når du spørger om jeg nyder tilværelsen, at det ikke står til, sådan som jeg plejer at fortælle dig, at jeg i virkeligheden rent faktisk nyder det ene efter det andet. Jeg vil bare hellere have, at du stadig ser mig, som et skrøbeligt væsen, der stadig behøver din omsorg, så du stadig bliver ved med at komme. Men jeg sidder  staidg med et snørret smil, lytter stadig til balkan musik og mærker stadig hvordan de indre organer rystes, mens jeg stadig drømmer om sommer, røde læber, grammofonplader og lyden af din smil. Du er stadig en tosse for at tro, at jeg stadig er en sommerfugl med vinger af støv, jeg er jo stadig bare din.

du skal ikke komme og tro, at du er noget.

Tiden er ikke gået i stå, selvom du ikke er her. Du tager opvasken for mig om morgenen og når jeg kommer hjem, står det hele og skinner klart. Du har lagt viskestykket på en stolryg, det er stadig vådt da jeg rører ved det. Lejligheden dufter af dig, selvom jeg ved, at du gik herfra for snart mange timer siden. Jeg sidder og smiler, og har allermest lyst til at mærke din hånd der er våd efter opvasken, lægge sig rundt om min nakke og trækker mig ind i dit eventyr. Så måske går tiden alligevel lidt i stå, når du ikke er her.

dit blik sagde alt også intet, i dag

FUCK 
og tak for rødvin og poesi. I morgen vil jeg skrive digte, om du og jeg, eller bare om noget banelt der ikke har en hang til det komplekse

På højkant og række gør de sig til
tungeslag og sprydige ordspil manipulerer dig
mens døsige ojne fordybes i en verden herfra

Flirtende fantasi, danser trindt
eksploderer i en heftig hjernefrekvens
udfolder menneskets kreative sind i en abstrakt vinkel

Det er her der leves og åndes
blandt ord og tunge rygge
tavse sætninger der ihærdig venter på, at ensomheden ender

jeg er anonym

Et væsen, uden person og manglende opbygning af livskompetencerne. Vandrer bare, hvileløst og på samme tid nonchalant rundt i de kroge stræder med bøjede vinduer og døre på klem, hvor hvert et skridt er i jagten og den intense søgen efter artsfæller. Dog svære er, at finde dem, selvom søgningen somsagt er, intensiv.  Under mig, sker en aggresiv udfoldelse i form af hårde slag mod de våde betonflader, der spjeler hvad jeg tror, er mit jeg, selvom jeg ikke kender til mig selv. 

Jeg er en del af en større tankestrøm, bestående af meterlange kæder uden en eneste gemt tanke, da hukommelsen ikke er til at stole på og stole på nogle man ikke kender, går heller ikke an, men alligevel flyder jeg deri, i strømmen, skønt ingen definition er at rede ud af håret, eller bare, udrede, hvis der skal ligges skjul på det abstrakte. I byens mangfoldighed og i dens dybe ømme sind finders vildflakkende eksistenser, alle af samme definition, alle lig med hinanden og ulig med mig, som styrter og iler med hjertet i mundvigen og blodet løbende fra kæften, farer de afsted med deres endnu uvisse drømme, for lidt penge og et vivar af togbilletter til allerede bestemte destinationer og endeløse stop. Alt imens det nøgne sollys bleger deres allerede blege masker og får den hvide hud til at lysne, nærmest ætsende, mens deres munde aldrig helt står stille, men kører i højfart, som intercity toge, der jo heller aldrig står stille. Derudover er det ubegribeligt at finde ud af, hvordan denne høje fart kan nedsættes, måske nærmest stoppes. Ingen kræfter bliver sat ind i spillet, så ingen prøver.
En vinduespudser, står bag glasset, og er ikke være i stand til at påvirke det på den anden side,  men kan kun gøre sit eget udsyn klare. Jeg står her, blandt jer, sammen med jer, alligevel er jeg stadig anonym.
Jeg-er-mig-til-lyset-går-ud. 

Skriveblokade

'Jeg er ikke sur, men nu går jeg' - Michelle