vil så gerne, så gerne, se den her film.

klar linje. lige linje. bogstavslinje. 

bogstavslinje til mine klare. lige. bogstavsrim.

datidens toner, din tunge der smagte af karamel, mine øjenvipper der havde filtret sig ind i hinanden, dine tåbelige ord, mine ribben presset mod din krop, den kolde badeværelsesvæg du tog mig op af, mine suk, dine behov, blødende kærlighed, hjertesmerte, akut hjertestop, fører til dødt hjerte, fører til vores happy ending.

'Hvor mange gange, synes du, at du skal trampe på mit hjerte, indtil det har fået nok?'

Købehavn - Paris 

fristende, så fristende 

hvad er du mest bange for, at jeg knuser dit hjerte eller, at du knuser mit?

nogle gange, men kun nogle gange, ryger mine tanker tilbage på dengang det hele lå i luften som sitrende blikke og usagte ord og du vidste hvad jeg tænkte og jeg kunne ikke begribe dit sind men jeg kunne ikke se mig fri fra dit greb og den lyst der gemmentrængte mit hjerte og min krop sagde bare ja ja ja ja selvom jeg vidste hvor forkert det var, i dag fortryder jeg alt men nogle gange dukker dine øjne og følelsen af dine læber op i mit sind og jeg mærker igen hvordan jeg flyder i ét med den anden side af realiteten, flyder i ét med dig og igen taber jeg besindelsen

i'm just affraid that I want be enough

et forkert udtryk lå og flød over dit ellers så smukke ansigt og det var mærkeligt at observere

en rus jeg sent vil glemme

og så

er det sagt

jordbærkys

appelsinkys

solbærkys

æblekys

pærekys

vindruekys

hindbærkys
kirsebærkys

melonkys

ananaskys

citronkys

abrikoskys

banankys

kiwikys

(dinekys)

jeg dufter af dig
ikke af mig selv
mere
ikke, at det gør noget

det er en værre blasfemi der har lagt sig som en tykkere og
tykkere hinde om det danske land stemmer stadig nej tak og må
jeg bede om noget respekt eller udsende et sølle håb om at møde
et varmt hjerte med holdninger der går ud over næsetippen på de
hersens selvhøjtidelige folk sigende 'at være bedre end alle andre'
og
                        ''i danmark spiser de svin''
påpegende at vi i vores sølle land siger ''at vi er hvad vi spiser''
og dy mig kan jeg ikke jeg krampegriner så min mave springer

behøver ikke lade slynge ud give op af den bevidste samvittighed der rammer henkaster agere mig i vanskelige retninger mod gøremål dumdristigt tankevævsnet edderkoppe vikle vikle og højere mål end nåes kan men på den anden tredje og fjerde side vil jeg aldrig opnå en begrænsethed for den skal leve fyldt længe og godt ud og fortsætte umættet ukontrolleret uden form for hæmninger for det er sådan livsnyderen skal opleve livet samtidig mens uret tikker takker og tik takker og tiden for sekund til sekund forsvinder mellem mine øjenlåg og om bag intetheden sammensmeltet med blodkar og prikkende stressende søvnløshed der overtager lærredet når indhentet søvn ikke nåede op på mere end tre timer og dertil femogfyrre minutter og om jeg ikke var den kende fræk at tage mig en morfar i hele tres minutsens for pludselig var jeg ved bevidsthed dertil lammende svævende bort flyvende mod universets uendelig mørke nætter lande blødt rart varmt og tro at det er morgen men indseende se at man tager fejl fejltolkning er et umådelig brugt begreb der opstående besiddes i min hjerne slyngende ud af mundvigen som et sprødt ord der helst ikke vil indrømmes fordi det at tage fejl aldrig er sjovt og fejl mis tolke kun kan gøre sagens indhold værre men jeg glemte at tænke videre længere ubegrænset over det og lod mig trække ind i en skare en varm omfavnelse da mødet med den alt for bløde saxofon spillede og kildede og varmede mine øregange op med sprydige dansende toner ak og ve om man må be godt tilfreds med et smøret smil klisterende som honning om munden og mælken er stadig varm

det var den våde betonoverflade der fik mine fødder til at skride i de tynde gummisko. jeg burde også have vist bedre og tænkt længere end bare ud til min næsetip og kigge ud af døren jeg troede bare at når du var ved min side skulle det ikke være muligt at skride men kulden er kommet hertil og de store forskere der evig og altid samtaler og diskutare om hvorvidt global opvarmning varmer alle vores hjerter op til et overtryk samt forhøjet blodtryk og det endelig men hvilken modsigelse der ikke er blevet skabt nu da kulden vrider sig omkring pigekroppen trænger ind og inficerer alle vener og alle blodkar med en stiv kulling og jeg vil ikke være med mere jeg vil bare pakke mig ind i dine tunge øjne og lægger mig i vinterhi på din ru hud som jeg udenom det holder meget af og jeg kan allerede mærke hvordan den våde betonoverflade får mine fødder til at tage lettere hop nu jeg kan mærke varmen kalde på mig og jeg kan ikke dy mig med tanken om at pakke mig ind i diverse eventyr og lune drikke og bare svæve svæve svæve og væk

jeg har travlt med at nyde livet

jeg. elsker. elsker. elsker. kunst. i. alle. dets. aspekter.

.punktum.

på torsdag har min blog eksisteret i et år og tanken slår mig hvor hurtig tiden dog kan gå og hvor meget der kan ske og at jeg ikke har forandret mig for det er der ingen der gør men at jeg har udviklet mig og på sin vis blevet voksen
for jeg tror at det er det der er sket
og samtidig
har jeg med vilje ingen kommaer sat
ingen og intet skal være perfekt
det ødelægger det smukke

hver eneste forhøjning på din rygrad, var endnu en top jeg skulle opstige, bare for at nå til dig og som jeg løb en finger ned af din rygrad, blidt og let, virkede det som om, at jeg var tættere på end nogensinde.

tsunamien opstår pga. en kraftig strøm der dannes efter underjordiske skælv. som når dine ord flyver mod mig og jeg ved at der ingen nåde findes i dit blik eller for den sags skyld barmhjertighed eller kærlighed og du angriber og rusker mit fodfæste af jorden og henlader mig, sønderrevet og ude af stand til at samle bogstaver til ord, for endnu engang var dit ord imod mit, stærkere og derfor er der intet, at stille op. stormen er måske ovre, men eftervirkningen og de massive ødelæggelser kan ses i min halvforslået øjenkrog

# 4
-jeg forstår bare ikke hvad jeg har gjort galt
- jamen, jeg kan da godt nok heller ikke komme i tanke om andet end det fact, at du kyssede en anden mand
- det er ikke lige tidspunktet, hvor du skal være sarkastisk
- nej undskyld, men du må se nederlaget i øjnene og indse at det er tid til at kaste håndklædet i ringen, på baggrund af din egen fejl, som du må acceptere
- du ved bare ikke hvor svært det er
- gu så om jeg ikke ved det!
- du har aldrig haft et seriøst forhold. du ligger bare i, med halvdelen af byen
- at du kan sige sådan om mig
- det er jo sandheden
- nej det er ej, det er langt fra sandheden
- du er bare for selvhøjtidelig til at indrømme det, det er det, der er problemet
- og du er en kælling. det har du vel bare ikke indset endnu

den hvide malling løber ned af de murstensbelagte vægge. der er køligt herinde. de tunge lamper der hænger over bordene skælver en smule og deres lys er mat og dødt. fortrin lyder ikke, ikke andet end stilheden høres. uendelig tomhed, underlagt i dette kvadratiske rum. hvor væggene gemmer på mere end bare et rum og hvor dørene, kun er vejen ind, men ikke vejen ud. på døren til venstre hænger døde bogstaver sammensat til ordrerne ''en adgang'', det står så tydeligt beskrevet med sorte blokbogstaver der, på den gullige væg, der stinker lagt væk af tobaksrøg. håndtaget er af metal og fingeraftryk af tidligere hænder, pryder stadig overfladen. belysningen er falsk og rummet klæber sig op af alt det som det kan nå omkring. omfavner og æder. op. den hvide malling løber videre, hen af gulvet, mens dens tydelige bizare aggression overmander alting og æder det op. der er hvidt. alt er hvidt. og jeg er nu, død.

og jeg kan ikke dy mig, men må bare påpege, at jeg ikke kan tåle synet, af to forelsket væsners omfavnelse af hinanden, dertil ebbende ud i en hedsk ombytning af dagens opsparingslager af spyt og diverse madrester fra frokosten, klisterende læber mod hinanden, gang på gang, mens rystede øjenvidner intet valg besidder og muligheden for at kigge en anden vej heller ej indfinder sig, alting er godt blokeret af de to turdelduer der pryder gangen med deres groteskhed og man overlades derfor til et syn som dette, stadig siddende i egen frokost, der omtumles galt i halsen, endda med dens gode vilje og hastigt i rykkende stød, skyder sig vej op, i form af krampeagtige bræktrækninger, på grund af synet af to mennesker der elsker hinanden, dybest set. jeg må påpegende sige, at misundelse ikke pryder mit indre, men kun godhjertet kan sige, at det er rart, at nogen formår at dele medbragte madpakke på en sådan måde, stile en sult på den praktiserende måde. det er imponerende. behovet for ekstra ikke selv-produceret spyt, ved jeg nu ikke hvor højt er, og dertil tanken om eget medbragte madpakke-måltid er ødelagt skærer dybere. for det er hvad jeg kan gå op i og elske. de har jo hinanden. vores alder er jo ingen alder og deres belæring af hvad kærlighed inderholder er da tydeligvis stor, selvom jeg griner inderst inde og godt kender deres ynkelige definition, men jeg lader som ingenting og lader dem have det de nu tror de har, med tanken om et ødelagt måltid og et syn jeg kunne have været forunden - intet mere herfra, andet end at jeg ønsker dig en en god frokost - velbekomme.

er omskiftende årstider
kulde - varme - tomhed - varme
mærkelig sindstilstand

Åndsforladte gadelugter

Brændende i nattens lyserød dulme

Åbne container med brugt almindelighed og yoghurtskartoner 

Forvasket stemmeføring

Fører ingen veje hen

Gadeskilte blinker neon

Titusinde kilometer til China Town

Hvem vil også gå så langt for en friturestegt kålrulle
når den lokale takeaway på hjørnet sælger godt ud

Livsnyder og lystløgner

Verden elmer

Ha-ha-ha

jeg grinte lige hvis du ikke var med  

Grinte fjoget ord ud over den såkaldte verden

Samtidig med

At smagen af dårlig discount ligger og græmmer

I min indre mundvig med den gullige tandrække

Ængstelighed om hvorvidt nøgenhed

Kan og må og bør og skal blottes

Jeg stemmer ja

Aldrig har natten været mere end den er nu

Dyrisk, melankolsk, brølende, nøgen, naturlig 
og på bonen fra den lokale
står der
at jeg også har
retten til den
så jeg eklærer den
som værende
: vores 

beurit. litterær artikel. varmen fra en radiator og et stille pigesind.

kan ikke helt forholde mig til alt for lette dage, det virker for let

og jeg er bange for, at virkeligheden i mine ord
ikke er pakket ind i den virkelighed du ønsker udformet
men du ved godt, at hvis formen ændres for meget,
mistet dets væren måske også?

føler mig i ét med mine historier, nogle gange endda
at jeg lever mere i dem, end i den realistiske verden

og det svært at styre hjertet og sindet på en og samme tid
især når man både skal huske at købe citroner til 2½
og huske at følge hjertet hvortil det ønsker
til dine bløde læber der farver den banalitet der til tider
opstår ,, i sindet ved mig
og det brune hår sidder tilbage i nakken
opsat og afdækkende
der er intet at skjule
gemme på
og der er meget jeg ikke bryder mig om
men min nøgenhed
sitrende over dine edderkoppeagtige kærtegn
gør at jeg ikke er i stand til at blotte mig mere
mindre eller mere
jeg er mig
uden styren af noget eller nogen
bare
n a t u r a l

''og hun lagde sig ned, på puden der stadig duftede af ham og de vilde roser, der lå som en sprydig blomstereng over de tidligere stunder, tog dynen, trak den op over sin nøgne krop og mærkede samtidig en angribende kulden skærende gennem hende, ind og videre ind, i hendes blod. ind i de blodbaner, han farvede, med alverdens farver, hun ikke troede eksisterede, mens ord, forlod hendes læber, flydende over dem og ud i rummet, rammende og blødgørende, selvom det var ord, hun ikke i sin vildeste fantasi troede hun, hende selv, kunne indeholde. beskidte og opstemmende, altsammen noget der ville drive hende videre, til steder hun ikke vidste hun nogensinde skulle opleve, i hvert fald ikke sådan her. og han ramte hende, hun ramte også ham, på hendes måde. hendes tanker var så eksplosive den nat, så utæmmende og hun faldt i søvn med et smil om munden og en kildende fornemmelig i kroppen. som om natten tog hende.''

vinduets grænseland 

solen skinner i dag og jeg skinner også. To fulge flyver over den hvidblå himmel, mens jeg sidder observerende bag ruden. verden er mærkværdig, ord og toner er mine euforiserende stoffer. den her sang hjælper også alting godt på vej. lyt til den og glem dig selv og alt omkring dig og svæv ind i dit dertil indrettet univers, bare for en stund. hjerte.

og jeg tror på smagen i dine kys og jeg tror på tastefejl og det er derfor jeg  altid medbringer min bon. jeg tror på himlens blå farve selvom jeg godt inderst inde ved at det var noget jeg troede på da jeg var lille og den altså er hvidlig og jeg tror på morgensex da man ser hinanden omfavnet i solens stråler skær og der intet kan være at skjule og det er det der gør det så smukt men dertil tror jeg ikke på varmen fra en radiator men jeg nyder alligevel godt af den og jeg tror ikke på lampens skær og jeg tror på meget og så alligevel ikke rigtig noget men jeg tror på dine øjne og på nøgenhed og på oprigtige eksistensers sande ord, og hvad er mere vigtigt end det

du ligger stadig på mine læber og det er helt i orden med mig

''dine rim er mere falske end dine patter''

det handler ikke om hvilken følelsemæssig reaktion den anden udsender, men hvordan selve episoden får en selv til at føle. føles det godt, derinde hvor der burde eksistere et varmt og åbent organ?

hvad vi ved er at vi er skrøbelige eksistenser hungende efter mere end det vi kan få og opnå fordi muligheden ikke er tilgængelig og samtidig umættelige og ustoppelige og frembrusende på den alt for flabet provokerende måde som dit jeg kan stå i kontrast til mit sind vi er vel bare hvad vi er, egocentreriske mennesker

kunstighed smager bittert

du hviler i den ihærdigt fremprovokerende anerkendelse du higer efter hos andre

han synes, at rummer stadig dufter af hende, dufter af sex og de overladte beskidte ord, på de ellers hvide lagner ligger stadig, tilbage. han nænner ikke skifte dem, tænk, hvis han samtidig fjernede hende. så han lader være, bare for denne gang.

jeg må igang med noget
andet end bare vente på
at jeg kommer igang med det
men rent faktisk, kommer igang
svære er, at tage sig sammen
det tager også tid
endnu mere tid
mere tid igen
tid tid tid
vi venter hele vores liv
i venterum
på at tiden skal passere os
fordi vi ikke tror vi kan følge med
problemet er mere, at vi ikke prøver
at følge med den
for det er os, der løber med den
ikke omvendt, aldrig omvendt
jeg må igang med noget
andet end bare vente på
at jeg stopper skriften her
nu

tiden glider forbi os, dagene med og vi når intet og glemmer alt

og hvor solen trodser, må hjertene skinne dagen til gry.

jeg sover hele tiden. et eller andet må jeg vel flygte fra.

jeg synes bare, at alting tager overhånd og presser på mit tomrum.

i ens sindstilstand af glæde, rammer en lille ting, hundred gange hårde. alligevel, mærkværdigt.

skabsryger (....)

jeg kan ikke lide, at du skal græde. du må ikke spilde dine tårer på det

bladene er faldende, liggende og dertil også en smule flydende
hjerterne er åbne, sårbare og naive
eksistenserne omrking os er komplektse og alligevel fandens banale
den trivielle hverdag vader forbi os og vi forbipasser den, som var hver eneste dag, ud og ind, den samme
skal vi tage os en morfar? jeg er træt.

Og i dag er det den syvende dag i november og dagene bliver koldere og koldere. Jeg varmer mine fingre i sorte vanter, de er tynde og varmer slet ikke noget, men jeg kan godt lide dem og derfor går jeg med dem. klokken vil slå hel om 4 minutter og tredive sekunder og min mave slår smut fordi den hunger efter mad. den gør, jeg gør egentlig ikke rigtig. jeg sov tidligt igår og jeg vågnede tidligt i morges, jeg læste harry potter og så en amerikansk tv-serie, mens jeg spiste rundstykker med smør. Jeg har været på arbejde i 4 timer som svarer til hele 480 minutter og al for mange sekunder og nu sidder jeg, i tusmørket, med stearinlys og en dejlig rar sindstilstand, venter på mad og på at jeg kan cykle over til en ven jeg ikke har snakket ordentlig med, længe. jeg er glad

Now and forever 

og jeg har ikke mange ord, og derfor ikke meget, at sige. Hverken om dagen i dag eller dagen derpå. Ikke andet end at det dog er frustrende, den måde mennesker kan være al for komplekse på. Jeg har brug for en pause.

det er ikke din måde at behandle mig på, det er mere det,
at jeg ikke forstår hvorfor

noget man brænder for, som brænder i en, noget som det, så stærkt og så let at slukke
burde man holde fast i. jeg mener, sådan virkelig godt fast i.

just for once, I want someone to be afraid of losing me

og det er jo ikke fordi jeg taler sort
det gør jeg i sagens skyld også
det er ikke det der skal påpeges
men  mere det faktum
at jeg er bange
for mere end bare i morgen

vi taler
igennem hinanden
forbi hinanden
under hinanden
vi er ikke de mennesker vi siger
at vi er
vi er blevet
som jer

og det som om, at du slugte mine ord, da jeg blev angrebet af dine. det var som om, at jeg intet havde at forsvare mig selv med, intet at ramme dig med, igen. det var som om, jeg var overladt i kulden, med sprækket fingre og opspaltet sind. Jeg ville jo bare vide, hvorfor solen skulle gennem sig bag den sky, så længe.

og jeg ved ikke hvad du fisker efter og jeg ved snart ikke, om jeg orker at finde ud af det.
Jeg er træt, så træt.

i dag er det den første dag i november, det er allerede mørkt og jeg har hovedpine