tørrer tårer er de smukkeste
og vandet er så rent at jeg føler min hals brænder da jeg hælder det
ned i afløbet til resterne af aftensmaden og til de brudstykker af fredag nat jeg husker
imens du glemmer at huske dig selv på hvordan det er
at afspænde fra top til tå og vride
den genetiske skabte bymidte der findes
inde i din kerne
der hvor hjertet gror
sig ud af sin skal og bryder lidt mere frem
i lyset af de sidste dages hændelser ser jeg ingen anden udvej end at takke af
prøve at følge det beat der er på tværs
i mine to hjernehalvdele
forene kunsten i at stå på egne ben

du skal fandme ikke blive sådan en svensk feminist med hår under armene
siger du over morgenbordet
spytter i kaffen og det blodkogte æg
sådan helt ude af kontekst også lige i dette sekund
dette digt
at dreje noget æstetisk smukt til noget nutidsformet og ensporet pjat
for jeg skal da selv bestemme
over krop og jeg
hår og intimbaberingsområders hårdvækst
og siden 1993 har jeg været verdensmester i at tage sorgerne på forskud
så kom ikke og tag dem før jeg har følt dem og grædt dem til pindebrænde

jeg tænker søjleorden jeg tænker minder fra et engangskamera
jeg tænker åndenødsbesvær og jeg føler at det er den største kilde til at jeg mangler luft
altså besværet med at huske at trække
mere end bare tid og kræfter og minus overskud ud af kontoen som allerede er truende rød
derfor stræber jeg efter den naturlige følelse af tid
og rum og plads og følsomhed
at græde over spildt mælk og stadig være ovenud lykkelig
lykkelighed som en tilstand der trækkes i automater og som man stempler sig selv ind og ud af
glemmer at stoppe op
for når aldrig at stoppe op når man skal nå 4-toget
og når du er 30 går det bare den forkerte vej siger de
så er der ikke mere at række ud efter og der er forfald og stive ben at gå fremad på
a til b b til a og så omkring igen mens jeg bliver bevidst
om lyset for enden af tunnel
du ved
det gode lys
i mine drømme er solen aldrig en karakter

og måske snakker jeg i øst og vest
det hele er måske en omgang mixed media
men fuck it
det er trendsættende at være lidt anderledes og blande alt i farlige cocktails
for det er vel når alting sejler og skibet virkelig er ved at sunke til bunds
at vi mærker hvordan vores lunger fyldes med tyngde
trækker os ned under dem vi egentlig engang var
så vi bare stirrer
ud i de mørke intet
mens vi græder de dersens tørre tårer på bunden af havet
over tabt tid
og over os selv
som mennesker

der skal være plads til glæden

åbner brystet
glider fingrer mellem lagene af kød knogle kød
mens jeg knækker en wasabinød mellem tænderne
du skal ikke swippe dig gennem livet bare fordi du kan
swippe penge og fyre i alle de retninger du vil
prøv i stedet lige at drikke lidt te og kravl i barnets stilling på din plads
downward dog og så ned igen

for der skal være plads

Uforstående bøjninger

kan ikke finde ro

i blikket der vandrer

gennem bjerge med tåge på deres top

og så topederer mine tanker lidt 

mod højre og så mod venstre

for til sidst at ende

tilbage til dengang jeg tog kørekort

ofte gik i stå

som jeg gør nu

i bunkevis af tester 

med mistet overblik og en koncentration

der skrider som en lavinde

poppet ud i et ildsprydende suk 

januar er så langt herfra
jeg er et stående menneske
uden mine ord mangler jeg en kerne
hvor blev vi af
endnu stærkere nu men gemt væk
i flere lag
af forkerte følelser og krøllet tøj

jeg skal stoppe med at tænke over
hvad andre tænker over når de tænker over mig
om de tænker over mig

foråret spirrer ud af glasset i ruden
og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke spirer med
selvom der er køer af latter
vælter glæden ikke med ud
mellem det nypoleret tandsæt

og kom lidt tryllestøv på og se hvordan det hele vender
i en pærevælling ud over den nye kjole og håret er stramt redt tilbage
ingen dikedare
wanna be free
get there

med flittige hænder og åbent sind når du dine mål
er det ikke det du mente dengang du lukkede døren i hovedet på mig
og håbede jeg ikke vendte tilbage men alligevel tiggede om det til sidst
at stå på et ben og stadig holde balancen selvom jeg forstår
hvorfor det er jeg ikke forstår mig selv
godt nok til ikke at drive over flader
uden at mærke kontrasterne i mellem
de vertikale og horisontale linjer
det tager sig helt derud hvor jeg ikke kan bunde
og jeg falder alligevel i
driver længere ned og kan kun se dine grønne øjne
når jeg åbner mine egne
mister synet helt men kan stadig genkalde
synet af
dit modersmælrke på højre kind og dine ru læber
forandringerne ruller mens skyggerne bliver mørke
går i et
og slår fra
en trykken i højre side og for første gang
ser jeg