Musik er en rastløs bastard, der knalder løs i et hvilket som helst nabolag, den måtte havne i. umulig at stoppe. hverken med kondomer, toldbarrierer, naboklager eller internetlovning

kærlighed blomstrer i kroppen
vokser i sindet
udfylder hjertet

den sande verden, er det ideelle sanseværk

at være en del af de blanke sider, forekom ganske naturligt for hende. nogle gange opstod der bare ikke tosomhed, det var bare ikke til stede, og så måtte man jo nøje sig med en-somhed. derfor virkede det også så enkelt for hende, bare at gå i ét med siderne

... the line between wrong and right, please, show it to me

når trådene er tabt

 hvad er der så at gøre

 (spørgsmålstegn)

eftertænkning 

du må ikke forlade mig, ikke nu, 
ikke sådan her

tit skabte det problemer for hende, at oversætte de spanske verber, især fordi de på et hvis plan krævede så meget af hende. hun kunne bruge timer på at slå hver enkelt ord op i bogen med det grønne omslag, der indholdte alle de ord, som stod ukendte for hende. de synes at fortsætte i et utal af sider, med totusinde ubegrænsede linjer af ord, der alle forekom fremmed for hende. nogle gange kunne hun endda helt sammenstille hendes liv og den grønne bog, se hvordan de to ting ved siden af hinanden dannede ligheder. det store rod i de mange kolonner af ord, der gjorde det hele uoverskueligt og usikkert, lidt ligesom hun nogle gange oplevede hendes liv. men når det kneb med at få de spanske verber fejlfrit oversat, var der altid værktøjer der stod til hendes rådighed. også selvom hun vidste det var bedrageri, imod sig selv. alligevel fandt hun tit disse løsninger enklere og så ikke det snyd der lå i det. mest hun ønskede sig, det fejlfrie resultat. men fejlfrit blev livet nok aldrig, for ikke desto mindre havde livet altid været en gåde for hende og hun havde aldrig været eskpert i at finde de lette udveje. mens hendes grønne spanske ordbog, havde svaret på de fleste ord, indholdte hendes kryptiske tankegang kun  flere ord der manglede forklaring og oversættelse. for hende virkede hendes tanker endnu svære at få oversat til ord, og gjort fejlfrie end de spanske verber, der altid var lette og lige til

There’s a difference between what is right, and what feels right

lad os skabe evig poisi 
sammen

på et hvis plan er det rart at skabe kontakt igen
uanset hvad andre går og siger 

jeg kan ikke klare tanken om dig længere, for det gør mit savn så enormt, at det gnaver i mit hjerte af bare smerte

en rød mappe
at danne sig en virtuel identitet, er som at danne sig en identitet under en anden identitet. Som en rød mappe der inderholder et utal af ord dannet i sætninger, kædet sammen til større betydninger og kun tiltrækker ting der er til for at blive gemt og glemt, selvom dens opgave er at passe på og ikke skabe rod i den større sammenhængen af de mange sætninger, som til sammen danner et større fundament og en bredere orden, som vi bilder os selv ind, at vi laver. men vi tænker aldrig over, det ansvar den røde mappe bør påtage sig, og hvilen frihed vi tager fra den, ved at bestemme og beslutte hvad der skal i den, hvad der skal gemmes og derfor overses. for vi lader den bare ligge, fladt og forgabt på det hvide bord. sætter os ikke i at hjørnet er bøjet og siderne halv krøllet, men lader den være som den er. for det er jo bare sider. blanke sider, med tomme nytteløse ord, der er til for at belære os, men som vi bare kører os igennem og glemmer at tage til os. for det er jo bare ord, ord i en større helhed, og hvorfor fæstne sig i noget som ord, især hvis det befinder sig i en rød mappe, på blanke hvide sider

Højtråbende stilhed 

det er ikke tilfældet at man kan lægge låg på følelser. man skal bare konfrontere sig selv med dem, 
acceptere

prøver at overbevise mig selv om
at uanset hvor længe man har været sammen
har der været en grund til, at man var sammen

lommepoisi

han trækker stjernerne ned til hende

fra himlen

for dernæst at kaste dem i hendes øjne

se hvor meget hans handling kan få hende til at lyse

op

hun stjæler orderne fra hans mund

passer godt på dem

trækker dem ned i sin hule hånd

med hans betragtning folder hun dem sammen

forsigtigt og fint

ligger dem i lommen

ned til alle de andre

store poisi ord

sagt af ham

alle ned

til hendes eget personlige

lommepoisi

i vores jagt på lykken, tænker vi kun på, hvornår den mon holder op

barometertid

det var ikke fordi hun ikke ville græde, nærmere fordi hun skammede sig over, at hun rent faktisk var ved det. hun fik en del indset den aften, såsom til hvem hun aldrig skulle betro sit hjerte til. men samlet kræfter til noget nyt fik hun ikke. derfor var det hele blevet vendt og drejet i det sekund hans velkendte ansigt dukkede op foran hendes blik, hvor hun derefter mærkede en vrede, der ihærdigt prøvede at overskygge den stikkende smerte af savn der gnavede så voldsomt i hendes blødende organ. For eftersom tiden mellem dem havde vokset sig større og større og ugenkendelig, var  det dunkende organ rådnet sammen og skabt en forfalden lyd, der bankede så tungt i kroppen på hende og lavede en så skæv lyd. for at indse, at de aldrig ville kunne nå hinanden, mest fordi de havde haft så travlt med at nå alt andet ligegyldigt, at de havde glemt at spire sammen, hvilket var en trist tanke, men en kendsgerning hun måtte acceptere og komme videre på

det hele lå i blikkene, 
mens luften var blevet renset for ord

komma
at sætte komma handler ikke om hvorvidt der er grundled, udsagnsled og sagaar genstandsled nok eller om de befinder sig i nuværende analyserende tekst. det handler ikke om tegnet, hvor og og hvornår det bør sættes eller ej. det handler om ophold. at sætte et komma, sætte et tegn og skabe et stillerum og en pause, handler derfor ikke om, hvor korrekt dette tegn nu sættes. så belær mig ikke med hvad der er rigtigt eller forkert. for så skal jeg nok lægge ud, åbne diskutionen. For hvis alle de tegn i form af navnet ''komma'' blev sat korrekt i mine tekster, ville du som oplæser, læse forkert og overse og sætte fejl ved de magiske øjeblikke, jeg netop har skabt,ved at lave om på det jeg i første omgang skabte. for det er min kunst og mit værk og ingen skal sætte spørgsmål ved hvordan jeg har valgt, at konstuere min tekst. for der var for Guds skyld heller aldrig nogen der nogensinde ville kunne finde på, at tegne overskæg på selveste Mona Lisa

vi er gennemsivet af ophold, for sætningerne løber allerede over jorden
forbi os

at oversætte tanker til ord
er ikke altid lige let

skriften leder endnu efter steder,

 hvor lidt af den kan stå 

uden at få skrifkarekter

tankerne kører rundt, cirkulerer og danser over og under hinanden, som tætheden i en dans der ikke altid burde finde sted. alt imens at tankerne springer hink med hinanden og skaber støj, kører han sine spinkle fingre over hendes skrøbelige hud. afmærker og stryger kærtegn, giver fra sig og uddeler sin kærlighed eller måske bare skaber en form for opmærksomhed, såsom i perspektiv til en snare lyst til sex end kærlighed. eller bare til at holde om hende, mærke hende lidt, som et menneske. ikke mere eller mindre, bare som hun er. hvem ved hvilke tanker der løber igennem hans hjernebaner og hvilke der bryder igennem, for tankelæser bliver hun aldrig.

er fortryllet af hvor smuk din ånde ser ud, når den fryser i luften

alt skal ikke gå op i en højere enhed

Støj
der flyver meget rundt i luften, ord, latter, atomer og nogle gange stilhed. endda så meget, at man kan høre sit blødende organ banke, høre sin tanker tænke. men hvis man lytter godt efter, er der altid noget der bringer lydbølger med sig og hvis man kigger godt efter, kan man også se hvordan lyden svæver gennem lokalet. bliver højere, lavere, kommer tættere på og forsvinder så helt. prøver lidt at lukke af, lukke ude, men også nogle gange lukke ind. hvis overskudet altså blomstrer. der er meget at se, høre, sanse. nogle gange skal man måske sætte pris på det, og tænke på hvad man helst ville undvære, sit syn eller sin hørelse?

spøgelset fra fortiden står på stedet der ikke findes
 kigger over på køen af lyshåret piger
sorgmodighed

At have skriveblokade
orderne får ikke engang lov til at slutte af og punktumet bliver ikke sat, før linjen allerede er slettet. jeg er ikke tilfreds med de ord jeg fik konstueret sammen og sat i sætninger, lidt som soldater på en række. disse er bare umatchende og hænger ikke sammen på nogle kanter eller led, som de ellers burde. det er bare et væld, af endeløse køer af tanker, der bare hober sig op og vokser ihærdigt for hver eneste dag. de samme trættende tanke, orker ikke mere, må gå

hvem har inviteret dig? 
herop, mellem alle blodbanerne, vigtige informationer, fester, afleveringer, viden, engangsknald, lectio, huskelister og et utal af tanker, der bare virker til at være vedvarende og fortsætte i uendeligheder. for du fylder faktisk, er til ulejlighed, så vil du ikke godt tage at gå. 

der er nærmert ikke noget idag, man ikke kan definere. alt er gjort, alt er fortalt. det er bare at copy-paste det og lukke munden op og begynde at snakke andre efter 

jeg har ikke brug for, at du er perfekt,
for det er jeg heller ikke

It's not what you say, it's the way you say it

It's not about the game, it's the way you play it

fuck you, it's over 

De eneste ord jeg forstår er mine egne (skrevet i en fysiktime)
Ord løber af sporet. Ud på tungens spids, alt imens der formes sætninger. Nogle gange fortrydes der lidt og omdannes og rykkes rundt på fundamentet. Der sættes kommaer i form af stilhed, et pauserum der er ordløst. De udspringer så pludseligt, markerer sig. Flyver løbsk rundt i luften, blandet med utallige ting. De flyver så let. Som sommerfugle, atomer, vaniljekys og ophedet hjerter. De lander på personer, hist og her, som spørgsmål, smalltalk, viden, akendelse, vrede, om vidt også en smule kærlighed, blandet ind i de sammenhængende sætninger. Ord spirer, blomstrer op og står smukke. Sammen og hver for sig. Skaber grundlag og danner indhold. Inspirerer andre.

jeg vil mene, at jeg sidder med den mest udefinerbarer følelse. Jeg skriger af glæde, hvis jeg får muligheden for at komme ind. Kan slet ikke rumme tanken om, hvilke muligheder det kan danne for mig. for fanden da også (!!!)

jeg har de blå sko på, med de hvide snørebånd, som jeg synes så godt om. solen svinger sine lange stråler om mig og triller mig rundt i en vals. jeg snurrer og snurrer og alting sløres. ydeligere. den gamle støvede radio sender skæve toner ud og udfylder luften med dansende takter. jeg svinger hofterne i takt med beaten og nu kommer han også ud. kommer hen imod mig og tager fat om mine hofter, trækker lidt i mig, trækkes lidt ind til ham. vi danser. vover os ud i en salsa og noget værre noget. jeg stopper dansen og musikken sænker tempoet. sætter mig i den grønne græs, der dufter af sommer. snørrer mine blå sko op. de hvide snørebånd er bundet godt, men endelig får jeg knuden op og dem af. jeg sætter dem fra mig. han rækker mig en hånd, jeg tager imod og mærker hvor let jeg trækkes op. musklerne skinner igennem hans tynde hvide tanktop og gemmer på en stærk dreng. det var straks bedre. skoene er taget af, så nu kan jeg danse rundt og føle mig som vinden. Let og elegant.

jeg er facineret af folk, der har evnen til at lege med orderne, flytte rundt og skabe nye betydninger og danne nye højder, som gør os andre ør i hovedet. Det vil jeg lære at kunne.

En pakke med smøger
Hun følte sig så magtesløs og samtidig så forfærdelig ensom, selvom hun ikke var alene. Natten slugte hende og gjorde hende til en del af dens mørke. hendes blik vendte sig, hen mod den verden der lå udenfor hendes vindue. Der var ikke stjerneklart og intet syntes at lyse op. Derfor valgte hun at finde en smøg frem.  Den krøllede pakke lå på hendes natbord. Det var det natbord, der havde observeret forskellige syn igennem tiderne, hørt søde hviskende ord i de lange mørke nætter og egentlig bare havde ladet dem flyve rundt i luften, hvor de derefter blidt landede på det hvide natbord. det var kommet i en vane, og havde lært bare at ignorerer ordnerne, men til tider måtte den hengive sig til denne virtuelle verden og mærke hvordan, selv den, kunne blive helt varm om hjertet, over hendes lykke og den glæde hun netop lige nu, måtte befinde sig i. hun skuede efter sin lighter, mens hun kørte smøgen mellem fingrene. Hun drejede og vendte den. det var blevet til en vane for hende, at ryge utallige af cigaretter med ham. men at være alene om denne ting, føltes kunstigt for hende, nærmest forkert. For det var altid ham der plejede altid at tænde både hendes og hans, for han vidste godt, at hun ikke brød sig om de fleste lightere og nærmest var angst for at brænde sig. derfor lod hun nu, som om han tændte den, mens hun forestillede og legede med tanken om, at han rakte hende den og hun lod sig selv trække ind i hendes egen surrealistiske drømmeverden, om hvordan det havde været, da han fandtes i hendes rum og udfyldte hendes hjerte til bristepunktet. Hun legede med tankerne. så hvordan han efter at have rakt hende den, betragtede hende, mens hun bøjede hovedet en smule tilbage, pustede røgen op i luften og så, lod sig henkastende tilbage og ventede på et af hans utallige spørgsmål. Hun tog sig altid god tid mellem svarene og elskede at mærke hvordan hendes krop langsomt optog nikotinen og gjorde hende behagelig ør i hovedet. Hendes lyst til mere blev forstærket og hans blik fordrejede hende og drog lysten frem. hun nød at lege med tanken om, hvor sexet hun vidste, han synes hun var. især når hun lå der, foran ham, på den måde. henslængt tilbage, med en smøg mellem fingrene, i hendes alt for pæne undertøj, der gjorde at hun virkede som en helgen. bare hendes måde, at overveje hans spørgsmål nøje, mens hun overlegent kiggede på ham, på hans øjne der nærmest åd hendes krop. Dette blik gjorde ham forskruet og altid trak det i mundvigen på hende, for hun kunne ikke lade være med at smile skadefro mellem sugende, da hun vidste hvor stor en lyst, han havde til hende, men hun lod ham aldrig få hende, ikke helt i hvert fald. For selvom ærligheden sad klistret fast i hans blik, tvivlede hun stadig på den kærlighed, han så nytteløst prøvede at udtrykke. hun kunne ikke lade sig overtage af et drengehjerte, hvilket også gjorde, at tiden gik, alt imens, de bare legede med hinanden og følelserne der var opstået. De følelser der dansede som toner i luften over dem, og gjorde at sød musik opstod. Men da pakken med cigaretter på bordet blev tom, tømtes han også for spørgsmål og hun kunne ikke længere skimte ham mellem bunkerne af røg der plejede at ligge sig i lejligheden, i timerne mellem hans besøg. for på denne aften og nat, måtte hun ryge dem uden ham, lægge og mærke hvordan hendes eget hjerte slog i takt med tankerne om hans. hans hjerte der nok lå i en andens seng ved et hjerte der ikke tilhørte hende, et andet sted, og med tanker, der var mættet af hende. mættet af den store mængde af røg og hendes kostbarhed, hendes tvivl. Mens hun igen lå der, nat efter nat, sendte hun ham tanker. Tanker som blev til endeløse rækker af ord og ubrugelige sætninger, som til sidst endte ud i alt for mange. For evig og altid fik hun dem tilbage, alle igen, og alle uåbnede. hun havde aldrig været god nok, kun i de minutter det tog for hende, at kvæle en smøg. Det bildte hun i hvert fald sig selv ind. for pakken på bordet var blevet tømt og der var ikke længere nogen røg at kvæle nogen i, derfor var kærligheden det eneste der blev kvalt. hun kunne ikke længere fodre ham, for mætheden havde nået sit slutpunkt og punktet var fastgjort. Stoppet. Det gik ikke længere samme vej som hende, men delte sig i to. Et punkt der havde lånt hendes hjerte og et der hvis afstand kun blev større. Hun havde opgivet, at få denne del af hende selv tilbage igen, for hun vidste godt, at det ville omklamre hende ekstra. Gøre at hun ville kunne mærke en del af ham ved sig igen, hvilket hun vidste, ville gøre for ondt. Derfor havde hun besluttet, at han hellere måtte beholde det, bare en lille del af det. Også selvom hun ikke ville have, at han skulle gå, forlade hende sådan. Men måske, måske måtte det bare være sådan det skulle være, skulle ende. Alligevel følte hun det jag, af forbudte tanker der blomstrede i hende, ønskede og håbede, at han skulle komme, lige nu, blive ved hende, holde om hende, holde helt tæt. Hviske hvor dejlig han synes hun var og hvor meget han stadig havde lyst til hende. men hun kunne ikke længere finde nogle løsninger på de utallige ting han gjorde, eller på det han fortalte hende.  Ikke finde rundt i alle de ord og i alle de bevægelser, kys og berøringer. hans undskyldninger hobede sig op og hun vidste ikke, hvornår hun begyndte at indse, at det ikke var fordi han ikke kunne, men snarer fordi han ikke ville. Tvivlen havde dengang hæmmet hende og gjort hende blind i tro. for uden hun vidste det, havde hun kastet sin stolthed fra sig og solgt sig selv til ham. Prisen havde været for billig.

Med et suk og en tanke, forlod hun sit virtuelle univers og skoddede smøgen. Hun lod den tomme cigaretpakke droppe ned i hendes skraldespand, gøre det forbi sådant. Herefter lagde hun sig ned. Ned og helt tæt ind til hendes nye drengehjerte. Det hun nu turde hengive sig til. Hun kiggede en enkel gang ud og skimtede nu, en enkel stjerne der lyste. Hun smilede svagt, gemte tankerne og hendes surrealistiske univers lidt på afstand, idet hun lod natten tage hende. Kys blev dyrket. Egentlig, så blev meget dyrket den nat. Hun måtte huske at købe en ny pakke smøger i morgen.

at være nået til et punkt, der bare ikke går længere.

afmagt, lige det ord jeg manglede i min kryptiske tankegang. du har helt ret.

i was naive, got lost in your eyes

det gik lige op for mig, hvor inderligt, jeg savner din duft. især når den lå på mig, timer efter jeg havde forladt dit rum og din favn. Savnet gør mig ensom og det skaber en usædvanlig form for tomhed  i maven, mens det føles  forkert at tænke på. vil du ikke være så venlig at gå væk.

nogle gange, har jeg lyst til at sy munden sammen på dig. for så kan dine nedladende, barnlige, ondsindet og hånende ord ikke forlade dit hoveds tanker og dernæst udfolde og danne sig på din tungen, hvorefter de så forlader din mund og rammer. det gør ondt i hende, skærer i hjertet og er ren støj for mine ører, stop

det er bizart så hurtigt, man kan blive som fremmede for hinanden.

jeg savner din stemme.

tjekker du nogle gange mit sted ud?

Det tror jeg nemlig, at du gør

split mig nu bare i to. 
Så du kan se hvad der befinder sig indeni, 
og dernæst sætte pris på mig.

du forstod mig som ingen anden, selv uden mange ord. du læste endeløse af eventyre op for mig, fordi du vidste, at jeg troede på gode slutninger som du havde lært mig  var det rigtige her i livet at gøre. Tro på det bedste i de fleste ting og mennesker. Du holdte min hånd når jeg var bange, krammede mig og gav mig de små kindkys du vidste jeg holdte af, når jeg var ked af det. Du plantede smil på mine og hver andens læber og du skældte mig ud når jeg ikke opførede mig pænt. Du var en klippe for mig, en støtte og et sted jeg kunne finde tryghed og ro. Altid kunne jeg se, din taknemmelighed for, at jeg var til, i dine øjne, og de øjne fortalte mig mere end jeg nogensinde, får ord nok til, at kunne beskrive. Den dag hvor du blev lagt væk, kørt væk og brændt væk, var du der ikke til at holde min hånd eller der til, at tørre mine uendelige tårer væk. Alting løb af sporet den dag og aldrig i mit liv, har jeg grædt så meget. Jeg tænker tit på dig, mens jeg med et smil og pressende tårer, genfrisker minderne blot ved at sende tanker afsted. Tit forestiller jeg mig dig, siddende ved siden af morfar, når jeg er på besøg ved ham. Men selvom jeg ved, det kun er hallucinationer, håber jeg alligevel, at jeg en dag igen, kan lægge min hånd på din og mærke din let rynkede hud og dine spinkle fingre. Jeg håber du har det godt, i himmelen hvor du er nu, den er skam nok ganske smuk. Jeg ved, at vi en dag, ser hinanden igen. Når den dag kommer, vil jeg plante endnu et kindkys, på din kind, og så, vil jeg aldrig give slip på dig igen. Jeg elsker dig Mormor.

aftenen kom sent og var lys og det var som om, varmen der ikke befandt sig, strømmede igennem glasset i min rude og varmede mine bare skuldre. nu sidder  jeg bare med en dårlig smag i munden,  af melon og kaffe, mixet sammen i et værre rod. selv ikke colgate kunne redde det. intet bevæger sig i rummet, andet end mine fingre der lystigt rykker sig mellem tasterne og over de mange bogstaver. Danner ord og sætninger. Alle de tråde og linjer jeg har i hovedet.  Der udviskes, glemmes, sættes komma,  og igen komma, og så, endelig punktum.  Mit blødende organ banker roligt idag. ikke for nogen, ikke af længsel eller lyst. Det banker bare. Du ved,  sådan helt naturligt. Jeg har ikke lyst til flere drengehjerter der skal omfavne det, rive i det og gøre det rundtosset. Jeg får kvalme over de uendelige linjer af sødme ord. For jeg har det udemærket. Som nu, lige nu, bare med mig selv og de ting jeg holder af, at bruge tid på, lige i dette øjeblik. Mit nyt downloadet musik, min stemte guitar, alle mine bøger med poisi og digte, den lille prins, stearinlys, two and a half man og tanken om, at jeg lige om lidt skal mødes med folk i drømmeland. (hjerte)

jeg leger med orderne
det er rart at gøre
enkelt og lige til
især på sådan en mørk aften
klokken har lige slået hel
min hoved danner en silhouette i den mørke rude
det er længe siden jeg har dannet tråde
med ord på
og trukket dem mellem du og jeg
men hvis man ikke kan sige a
må man vel sige b
eller i det mindste prøve
jeg vil prøve

den lille prins gør mig glad.

Ok
Jeg må vel tage den herfra,
alene.

Jens Christian Trier, er et af de sødeste mennesker jeg kender. Selv med tusinde kilometer imellem os, ved jeg, at når jeg kigger ud på den stjerneklare himmel, at han er derude et sted, ikke længere fra mig end en tanke. Vores venskab er som de usynlige tråde mellem stjernerne. Det er holdbart og man ved bare det er der, uden at vide det. Men nogle gange sker det, at en stjerne falder, som et stjerneskud. Trådene trækkes i, strammes hist og her og den ene hiver efter vejret, men i nødråbet er de andre tråde klar til at fikse hullet. Den manglende brik. Som vi er der for hinanden, er trådende der for stjernerne. For at hele det, og gøre det til sig selv igen. Så det igen, er smukt for os andre at se på. Stjerner er svære at nå, jeg nåede en og jeg er taknemmelig for det, han er en fantastisk ven. Jeg takker universet for denne gave.

ingen, selv ikke en dreng, skal få mig ned med nakken.
bare en reminder til mig selv, i denne stjerneklare nat.
jeg er aldrig alene.

hvis du ringer, forstår du mig. og så kan vi måske snakke. men hvorfor skulle du forstå. forståelse er ikke det du er bedst til. det er holdt op med at regne, nu er det bare min blødende organ, der sviner det hele til. der er ikke længere to hele hjerter, men et, delt i to.

19 dage endnu, tør jeg?

smøger i sengen, ups live, ord der sætter sig på tråd og danner endeløse rækker af sætninger, latter, cola og nashos. har i sandhed haft en hyggelig aften.

vi skal snakke med hinanden om vores situation, i stedet for med andre. hvis vi nogensinde vil have 2-tallet om til et 1-tal, er vi nød til, at kunne kommunikere. ellers det er for åndsvagt 

min dag og min aften har været god. smagen af øl er der stadig, selvom jeg har børstet tænder. fik snakket og hilst på en del nye og fik noget af en fræk dans fra en helt tredje. jeg fik grint og drukket, danset og krammet med en del gamle og nogle nye. alle de ansigter, alle de stemmer, former og farver. det hele blandet rundt i samtaler, alkohol og en fest jeg ikke kunne komme til pågrund af en veninde. og så var der også lige, dig. dig som jeg så en del til, men ikke fik udvekslet særlig mange ord med. det rykker lidt i hjertet at se, hvor meget afstand der stadig efter så lang tid er. måske er vi bare for forskellige. hvem ved. jeg bør nok snart åbne mig og fortælle hvordan jeg går og har det. ved nu med sikkerhed, at det ikke er godt. i hvert fald ikke med emnet os to.