' Der skal mod til at have talent '

Georg Brandes om H.C Andersen

glem det der ikke kan kendes i sin helhed og væren.
brug kræfterne til det der findes
se hundene, kattene og menneskene hvor de går på gaderne
se stenene hvor de ligger i det tågedækkende hav
hør vandet hvor det vasker landets kant
føl regnen, kulden og varmen
mærk gyset og sveden
vær her
det er alt
hvad jeg ber dig om

Selvudslettelse

hun tog et drag af sin cigaret, lukkede øjnene og sugede stilheden til sig

Jeg kan stadig føle

Der er hverken plads, rum, til to, eller til par
hun fortæller ham, at hun er blevet mæt. mæt af at ligge viklet ind i favnen af hans opdigtet kærlighed, i hinandens arme, nat efter nat, tæt pakket ind, som en vare i en kølefryser, bange for at blive for gammel, og derfor ikke god nok længere. imens svævende ord bryder stilheden, flyver løbsk rundt, mens de to, ligger der, udmattet af hinanden og kigger ind i den andens trætte øjne, bag en historie der rummer flere usle end rene ord. I disse øjne, hvori der befinder sig, rækker af håb, i kø efter hinanden, blomstrende som visne håb om at de to, kunne skabe noget, sammen, selvom det aldrig havde været til stede, aldrig befundet sig i rummet, eller i sengen, hvor de ellers fandt den varme og tryghed der bandt sløjfe på deres drømme. det var i den seng, de fik kildet søde ord ind i øregangen på hinanden og blev gjort ør i hovedet af overvuderet ord. det var nok også derfor, at trætheden kom krybende. den træthed, der var bange for at blive smidt på porten, men noget som de selv havde skabt, kunne ikke smides bort, ikke udskiftes sådant. for denne træthed sås ikke bare i deres øjne, men også i deres sind, ordvalg og overforbrugte hjerter. for hjerterytmen bliver svagere og batterierne trangte til genopladning, men laderen smed de ud med så meget andet, da de besluttede at de var nød til at sortere, for at få plads til hinanden, men måske var lige dette valg forkert, da også de, blev nedbrugt.  den tid de tildelte dem selv, i tosomheden, brugte de sammen, enten stående, gående, siddende og sågar viklet ind i hinanden, som om de bare ikke kunne få nok, grådigheden voksede og spolerede det hele. Sommeren forsvandt på løbende fødder, som tåge gør på en tidlig morgen. tiden forsvandt, og i takt med den, forsvandt også dé, for hinanden. Som solen gik bag en sky, dukkede angsten op. Den angst de havde prøvet at begrave med alle deres løgne, al deres jalousi og tonsvis af skænderier, men da det heller ikke var stoppet og der ikke var jord nok til alle disse ting, blev også den, vækket til live. den havde fundet sin vej ud af mørket og voksede kraftigt, som en døende sygdom, tilbagevende, og maste mere på, end kærligheden selv. for når mætheden havde taget over og man krydsede grådigheden selv, kom først kvalmen og så smerten. Derfor kom ikke bare angste, men også afslutningen for dette, snigende. Hun lukkede den sidste åbne dør der befandt sig i rummet, lukkede kærligheden inde og ham ude, der var ikke plads til dem begge og ved ham, var der ikke mere at komme efter.

jeg ville ønske
at natten tog os

vi taler næppe sammen, 
for ikke at puste lyset ud 

er alt da forandret?
eller var det forandringen
der pludselig standsede op
og så sig tilbage
over skulderen?

hun ville ønske, at de aldrig havde startet den leg, for det var først nu, at det gik op for hende, at hun havde været katten der havde jaget musen, men at det nok var hende, der aldrig bliver hel igen og ikke ham. for intet var godt nok til ham og der var ingen ord for det, derfor stopper hun allerede denne skrift

jeg er en skribent,
det er meningen at jeg skal blive op hele natten, drikke kaffe i lange baner og udveksle tanker med universet

et minus ved dig er, 

at jeg ikke længere har det privilege, 

at jeg kan græde mig selv i søvn.

du har efterladt mig med intet, i ingenting.
det er slut med at vente ved den lorte telefon.
jeg magter ikke mere af dig og dit forpulet spil.
jeg vil dog índrømme og sige
at jeg elskede og stadig elsker
den måde du kan danne en løgn på
måde du kan udtale den
du må være så stolt af dig selv
er dog mindre stolt af min tiltro
til dig
og til ordet os
og
kærligheden i det hele taget

jeg har brug for, at du undskylder, for din manglende tilstedeværelse i mit liv. Men jeg ved godt, inderst inde, at en undskyldning ikke ændrer noget. Tiden går, og ikke alle kan følge med, i samme tempo

skal, skal ikke

du siger, at jeg er for meget
måske er du bare selv, for lidt?

I miss your voice - call, don't text 

Love generation?

Jeg forstår dig ikke

forstår dét ikke

Hvordan har jeg båret mig af med det

båret mig af med
at være forelsket 

i noget

så

farveløst?

Det er bare ord 
du siger, at du vil mig
men det er bare ord
ord i en tung luft
der stille omdannes til en tæt tåge
en tåge af begær og svigt
umulig at finde ud af
eller for den sags skyld
ind i
for kvindekroppen er kun for dig til at udnytte
og udnytte den, gør du
personen bag den siger dig intet
men tiden vil komme
den tid
hvor du bliver mættet
så mættet af ikke at få noget igen
andet end det du forventede
for kærligheden er væk
var der måske aldrig
og der er ikke mere tilbage
hverken af os
eller af ord i luften

send mig til drømmeland på bølger af fortryllende musik som dette

kærlighed er som bølger
som havets kraft
store krafter
skylder ind over os
hjælpløsheden kommer anstigende
kærtegner os blidt
nye bølger vil til
gør sig opmærksom
de trækker de gamle tilbage
ud i mørket
derude
hvor der ingen vej er tilbage
trækker den mon os med?

åh, hvad er det dog du gør ved mig

Hope
idag blev jeg tattoveret
men mere på den falske måde
med en sprittusch
fire bogstaver
"h-o-p-e"
skrevet over mine fingre
det danner vel et håb
et eller andet sted
om en eller flere ting
for troen på noget så absurd som kærlighed
kan forsvinde
forsvinde med bølgerne af smerte
der bare skylder ind over en
over en
igen og igen
angriber og æder hjertet indefra
håbet svinger væk
og jeg ved godt
jeg ved det godt
at håber nok ikke spirer i mig igen
ikke bliver stort
for smerten i mit hjerte
vidner om noget andet
alt andet end håb

hvilken stikkende smerte, som om mit hjerte bliver ædt indenfra og op

jeg står ved søen, med druknet ord på tungen

don't lose yourself

please don't 

Bøger
hun følte sig hjemme. mellem alle reolerne af bøger. milliader af bøger. hendes bøger. tankerne vrimlede til hende, alle var de som gribbe til dødt kød. De opførte sig som biler på en kørebane, tog ingen hensyn til hinanden og kørte bare afsted, lige ind i hendes hoved og prøvede at gøre sig til, sætte farten yderligere op og nogle var endda så frække at overhale. de kørte alle i for høj en fart og de fleste over for rødt. alle ville først, alle ville de nå hende. hun måtte ryste på hovedet, for ikke at miste sig selv i det store virvar af tanker, der uden stop blev overproduceret af. hun var bevidst om, at det var bøgernes skyld. det var dem, deres skyld. deres irriterende måde, at inspirere hende på. Alle deres titler, alle deres så kønne rygge, der stolte stod der. På rad og række, side om side. hun måtte helt sukke, kunne slet ikke holde hendes overvælding inde, så smukke fandt hun dem. Hun ville rejse sig, række ud efter en, men ikke engang dette, fandt hun sig selv i stand til at gøre. Selvom hun sad med en åh så ihærdig trang til at ville røre dem, måske endda tage et par enkle stykker ned til sig, kigge lidt, undersøge. Men hun blev siddende. Sad der. På den hvidmalet stol og betragtede. Betragtede med beundring i blikket hver enkel af dem, med en hvis omhug og stolthed. I hendes døs blev hun overvældet af en vemodig følelse, over ikke at have kendskab til alle disse fantastiske historier, de mange bøger måtte rumme og det gjorde hende, ja nærmest blank, at der kunne findes så mange fortællinger, så mange tanker konstueret ned i sætninger, der blev til skabende historier. Hun blev tom for ord, kunne ikke finde sætninger for hvor fabelagtigt hun fandt det. Der fandtes så meget, hun end nu ikke havde læst, ikke var gjort til kende for hende, det virker så uhyrligt, så forkert. Hun fik lysten til at rive hver en bog ned, men hun forblev bare siddende, på den hvide stol, tavs. For hun vidste, at fortællingerne nok skulle nå hende, for de befandt sig alle lige omkring hende og de gik ingen steder. Millader af flyvende ord ramte hende. Alle prøvede de, at nå hende, prøvede at tiltrække og inspirere hende. Smukke, smukke ord, tænkte hun, hvorpå hun tog en bog ned fra reolen. Det var altid en begyndelse, tænkte hun og slog dernæst op på første side.

Verden udenfor
Radiatoren er hvid
hvid og varm
det hvide vindue ovenfor
gemmer på billedet
af en verden der ligger udenfor
bag et tykt stykke glas
et sted
der er fyldt med materielle ting
fyldt op af atomer, huse, levende skabninger
der bærer på følelser
sorg, glæde, sygdom og splittelse
alt sammen skjult
bag en blå himmel
mellem travle folk
der bare vader i forurenet luft
der ikke lægger skjul på
at der er sket en større indualisering
for luften virker så tung
som om den ikke kan bære mere
af alt det vi smider ud i den
af tanker og alt det ovennævnte
for den bliver så iltfri
derfor tror jeg
at jeg bliver herinde
bare lidt endnu
ved den hvide varme radiator
og med min end nu
rene luft

der sker virkelig så meget: 
en fulg sidder på en gren
og betragter verden
jeg sidder på en bænk
og betragter fuglen

kære kærlighed.
vil du ikke nok bringe mig en dreng, der vil vise bare lidt af dig.
jeg kunne godt bruge at høre en hviske mit navn midt om natten
hilsen pigen, hvis hjerte er blevet taget og gemt.

jeg har poesipletter på lungerne

hun trådte varsomt ud af rammen, lod som om hun stadig var hel. selvom hun vidste, uden at bilde sig selv det ind, at folk kunne se, at hun ikke var hel, at der manglede noget. noget langt inde, derinde hvor der nu kun var et hul og tomhed. Der hvor de færreste fik lov til at røre, til at trykke og da slet ikke til at låne eller varme. men nogle giver bedre fra sig end andre og nogle stoler på, at også kærligheden kan nå dem. Hun var een af de godtroende. For uden spørgen uden tvivl, lod hun ham tage om det, lod ham rive i det, gøre det til hans. Men bare for en stund, lovede hun sig selv. For det følte hun var det rigtige at gøre. Han lovede, at han med sikkerhed, ville passe godt på det, hvilket han også gjorde, for en tid, men så ændrede ting sig. Hun fandt det nu mærkværdigt, at det først nu, var gået op for hende, at han åbenlyst ikke selv havde haft ét at gøre med, siden han måtte låne hendes så ofte. Hendes undring besteg bjerge og i toppen skog tanken hende at, han måtte have røvet mange hjerter og smeltet dem alle sammen, for at skabe sig et selv, hans samling udveg sig bare. For hendes hjerte var blevet til en bog, med stregkode og den var klar både til låns og til hans nok så store samling, ligesom så mange andres. Kærlighed var ikke længere noget hun stolede på. Det havde taget hendes hjerte fra hende, og ventelisten på at låne det blødende organ der tilhørte hende, igen, var af definitionen af lang, for lang

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.

Der er noget over den her sang, jeg ikke kan stå for

Jeg forguder dig, Mikael Simpson

Denne CD blev min idag - tonerne danser allerede rundt i rummet

mit hjerte klør stadig 

men jeg prøver at overbevise mig selv om

at det er for det bedste

vi troede på hinanden 

og jeg troede det var nok 

"på sådan en dag, hvor regnen er det eneste man observerer, 

kan man hurtigt føle sig ensom og blive trist. Det var pænt af dig

 at komme og gøre mig ved selvskab" 

- Sagt af min morfar, da jeg kom forbi for at høre hvordan det hele gik, på en dag der mest af alt minder om en efterårsdag, Hans ord gav mig en varm følelse i kroppen.

Det er nu rart at kunne danne et smil på en gammel mands læber.

Lad mig springe ud fra rammen

lad mig bryde med isen og verdenen måske

lad mig være hende, du ikke tror jeg kan være

lad mig tage pusten fra dig og spille fine,

klare og sågar magiske toner på din krop.

lige nu.

 her i nat. 

lad mig blive din, bare for et øjeblik.

de vrede ord
flyver rundt
som pile
med torne
der prøver at ramme
rammer
skader
borer sig igennem sjælen
så hårdt de kan
lige ind hvor det gør ondt
der
i huden
så den sprækker
danne indgang for ordrerne
og udgang
for blodet
der ikke længere er plads til
det fosser ud
mens ordrerene skubber sig ind
maser og river i hjertet
gør en høj
skæv af vrede
men på samme tid
skabes en tilsvarende smerte
en udholdenlig og vedvarende følelse
stop nu de ord
stop dem
luk nu i
før de stopper mig
lad mig ikke lide
jeg er (for)
svag

min seng. alle de puder. alle de lag. af følelser. af minder. elskov. latter. hvisken og råben. knuste drømme og blødende organer. der sammen svømmer rundt. i lagene. som affald. min kære seng. du som har oplevet for meget. slip hellere end gerne noget af det. noget af alt det indhold. jeg er klar til det. det er o.k. lad det flyde. for noget skal glemmes. ikke gemmes. 

I almost forgot, how much i love those earrings

tænker tanker itu
for dernæst
at samle dem igen

spil mig
hvad har du at miste?

ORD

Kings of Convenience

Comptine D'Un Autre Ete Midi L'Apres - Amelié

Antal afspilninger: 100

Jeg holder så meget af den film ...

Jeg elsker sex and the city og især denne sang 
(hjerte)

Lige nu sidder jeg på mit værelse, lytter til klaverspil og lyden af regn der stille lander på jorden udenfor mit vindue, har slukket for de depressive kærlighedessange og vælger nu bare at lytte til stilheden og lyden af  knækbrød der knases mellem mine tænder. Jeg har mælk og 1 banan. Jeg holder af bananer. Dufte af regn invaderer rummet og jeg smiler med en følelse indeni mig der er varm og rar. Det tegner godt.

"Du kan få lov til at kysse mig og til at holde om mig. Jeg kan give dig lov til at høre på mig, lytte til mit hjerte og overhører min gråd. Jeg kan ikke give dig lov til at elske mig. Det skal du give dig selv lov til."


Anonym skribent, synes det lød så smukt.

jeg trænger til kærlighed, den ægte af slagsen, hvor ærlighed spiller den store rolle. 
(k)ærlighed. 

Det er ikke længere hans hjerte der banker i natten,
men mit eget.

Jeg forguder dig, Mikael Simpson

vær lidt forsigtig

når du falder i søvn

måske er det alt for meget for mig

du og jeg skal samme vej

du er lige her ved siden af mig

jeg ved du kan se det

lige inden du falder i søvn

måske er det alt for meget for mig

måske er det alt for meget for mig

(det hele bliver alt for meget for mig)

måske er det alt for meget for mig

(det hele bliver alt for meget for mig)

vær lidt forsigtig

kom nu med

jeg kan huske dig 

dig der drømte om et andet sted

tag mig med dig, 
væk

Vi når aldrig hinanden, og håbet, det sølle håb, der dengang blev plantet i hendes hjerte, er brændt op sammen med alle de andre drømme og håb, hun bar rundt på, troen på kærlighed er forlængst blevet til bare en myte og noget der var gået af mode, nu var ensomheden det eneste vi kendte til, og ville kende til. hun måtte vel indse, at tiing brister, selvom hjertet er med een, det handler bare om, hvornår.

er træt af folk der taler nedværdigt til mig
er træt af folk der lyver for mig
er træt af folk der bare skriver en sms for at skændes
er træt af kærlighed
er træt af at tro
er træt af at hoste
er træt af at drenge ikke tror man kan være venner
er træt af folk ikke bare forsvinder, når jeg ønsker det
er så træt af jer
og dig, og dig og ja også dig
er så træt
og er  træt af, at være negativ, så nu stopper det

je t'adore babe

det virker ikke som om du ved hvad du vil, det virker også som om, jeg ikke har nogen ide om hvorfor jeg stadig leger med ilden, efter at have brændt mig et utal af gange, fjols 

hans ikke eksisterende ord ramte hende, hårde som hagl og hun måtte søge ly, søge væk fra ham, for at undgå smerte. men smerten fandtes også fra ham, endda enormere og hun var bange for, at hendes utal af valg måske var fulde af fejl. for at slippe kærligheden, slippe noget der engang betød noget for en, var som at give slip, slippe en hånd man egentlig ikke ville slippe, i frygt for at personen der tilhørte den ville styrte i undergrunden, forsvinde i mørket. hun holdte derfor fast. selvom hans negle borede sig ind i hendes hånd og efterlod mærker og forevige lagte ar. En så simple ting som kærlighed, som fandtes i form af noget der ikke kan defineres, skal være så fandens svær at slippe af med, som en sygdom der bare kommer igen og igen. Tilbagevendende.

Ingen celle vil nogensinde, under form, blive tabt, af universet. 
jeg vil aldrig glemme dig. Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ. 
- Michael Strunge

can't get enough of this song
dance dance, dance all níght loooong ...

UENDELIG KOMPLICERET 

Kun når det larmer elsker vi, for da hører vi kun de ord, der ikke bliver sagt. for sig mig, ville du huske mig, hvis du var her nu? eller er det sidste punktum sat?

hvilket surrealistisk pauserum
hvor tiden står stille
hvor bevægelser, tanker og alt andet holder tilbage for rødt
venter pænt
når alt står stille
virker det så enkelt at observere
man kan føle og røre
men det mærkes slet ikke
det rammer slet ikke
som om alt er ren fantasi
bare er ren luft og ikke eksisterer
ikke er til
selvom jeg end ser det
fornemmer det
tanker skabes tit abstrakte
og ikke realistiske
måske er det også tilfældet her

Musikken gør en svag på en måde
så man bliver stærk.

-Benny Andersen

Et indblik i tankernes væv

På en stjerneklar aften sidder hun inde og vil helst ikke mænge sig med de milliader af stjerner, derude, deroppe hvor kun få færdes. Hun sidder bare her, med to stearinlys, for mange kopper kaffe og en sølle guitar, der burde rumme så mange melankolske toner og minder, men som ikke stemmer, ingen akkorder kan spille, og derfor ikke rummer meget. den kan ingen magi skabe for hendes forsømte fingre er talentløse og forstår sig ikke på fingrespil, kun den slags der foregår på de hvide lagner, men som sjældent forekommer. men egentlig er guitaren der også bare, fordi hun synes, at den står pænt, pænt til alt det andet og giver rummet et strøg af personlighed. Og mens hun kigger rundt summer depressive kærlighedssange rundt i rummet og danner en smule vemod, mest fordi hun ind ser at der flyder så mange knuste hjerte rundt omkring, og ikke alle finder een der kan hele det. hendes seng er ikke stor og der er på ingen måde plads til to, for slet ikke at tale om to hjerter. hun har ikke plads til mere, kan ikke rumme mere, vil bare slukke, lukke ned og af, og helst bare glemme det der bør glemmes og huske det der er værd at huske og så elske hvert andet sekund.derfor puster hun lysene ud, lukker døren til, trækker den tunge dyner og sig, og nøjes med den varme den giver hende, for intet drengehjerte varmer hendes, denne sene nat og ingen er ved hendes side, kun rummet, hvor i der er ting der betyder noget for hende og rummer minder og glade smil og dage, hun må gøre sig tilfeds med det, som et plaster på hendes overbrugte hjerte, lader hun natten tage hende, som hun er. ikke mere, eller mindre. bare som en syttenårig forvirret pige, med følelser, sorg, minder og drømme uden på huden, med intet og så alligevel alt, at skjule.

nogle gange er man nød til at indse sandhenden, før man kan komme videre

jeg er ikke holdt op med at føle, jeg er bare holdt med at tænke på noget andet, for jeg kan ikke mærke det nogen steder. 

- har ikke selv skrevet det, men lånt det fra en anden blog, følte bare for sætningen.

LIAR

muren har rejst sig igen og denne gang, tror jeg ikke, at jeg har kræfterne der skal til, for at kravle over den.

giv mig noget at tro på, giv mig noget at holde fast i, giv mig et sus i kroppen, lad mit hjerte springe et slag over og ræk mig derefter så kærligheden

jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved, det er for dumt

Skifter fart

jeg har brug for fartskift

- jeg ændrer mit liv

før det ændrer mig

till helvetet

.

tankeløsheden har angrebet mine ord

gjort mig stum og irriteret

jeg savner at skrive, 

mangler at skrive

og mangel på ord

har gjort at min hals er snørret sammen
og min tunge er tør 

inspirations manglen er stor

og gør mig rastløs og ked

kom nu 

med et eller andet
med en eller flere

sving noget ind i mig 

rusk mig
vælt mig
væk mig fra denne tilstand

til jeg skriger og er hvor jeg var
fuld af ord 

så jeg lige præcis ved
hvilke ord

der skal trille ud 

af mine fingre 

before I began writing stories, I first learned how to write

you're just like a pill, instead of making me better, you keep making me ill..

der er ikke nogen som band of horses der kan rive så skønt i mit hjerte, bliv endelig ved med det drenge, lang tid endnu. Jeg er jeg pt ret tom for ord, men de skal nok finde mig igen. jeg vil svæve til drømmeland nu og håbe på, at jeg snart modtager en meget rar email - No one's gonna love you, det fik jeg dog modbevist idag. uanset hvor uventet det end kommer og fra hvem det end kommer, varmer de tre ord nu altid kroppen op, på en helt speciel måde. godnat