Også kun fordi den fortæller det hele.

sidder med en tomhændet følelse, har lyst til at græde, men kan ikke. Det eneste der holder det i live, er tanken om, at selvom det foregår i mit hoved, gør det, det ikke mindre virkeligt.

Tekst fra en tid herfra

Den dag lyttede jeg tvunget til boyband sang der kimede ud ad skjulte højtalere. Jeg var alene dengang, men på ingen måder ensom, husker jeg. Jeg følte mig utrolig levende. Verdenssituationen var dengang tvivlsom fra hvor jeg så den, hvor jeg var, og det er den stadig, men mere på grund af mangel på kræfter til at tjekke den. Dengang befandt jeg mig i det rene paradis, et sted hvor der ikke fandtes andet end ting der kun kunne få mundvigen til at vende opad. Dog var der fyldt med skraldespande med folks glemte tider og ting de troede de behøvede engang, men fandt ud af, at de ikke gjorde. Nede i alt dette, vandrede en beskidt kat rundt. Naboens kat, som egentlig ikke var naboens, men bare sin egen og indsuget til knoglerne burde slå brud. Hverdagen var byttet ud med cocktail jeg ikke bestilte, jeg sad der bare, aften efter aften.

at danse med sig selv er altså okay

Læse og elske

I går var livet bundet ind i magi og bevægelser i skæret fra små lamper. Jeg havde ikke tændt lys i kagen, men jeg havde lavet den selv. Der er ikke nogen bedre følelse end at være på bølgelinie med een der forstår, at selvom mange ting foregår inde i ens hoved, så gør det ikke det mindre virkeligt. I Danmark regner det. Sommeren har aldrig helt været her og kommer her nok heller ikke, jeg savner varmen og altan med udsigt. Alting er som det skal være, tror jeg. Behøver ikke vide om det er godt eller ej. Glæder mig til de næste to-tre uger. Om to dage skal jeg se afslutningen i møde, men det vil leve i os, hvis vi bare husker at læse og elske. Jeg savner dig sommetider, men jeg tror, at det er okay.

Måske bliver der også en tid til os en dag, hvis ikke, bliver der en tid til andet.
(maybe kiss and don't tell, it's the rule around here)

Hvordan kan et lille postkort fylde så meget i et middelstort rum?

Nynnes dagbog

I dag lå skyerne over himlen som et tæppe og truede den idylliske virkelighed, hernede blandt os jordboere. Temperaturen var tilpas, ikke for lav eller for høj eller skæv, den var der bare. Jazz er åbenbart et belastet begreb og Tyskland vil boycotte os på grund af vores forbandet grænsekontrol. Politikere skal tage sig sammen. Himlen brød ikke bare i hovedstaden men pludselig dryssede små dråber ned fra himlen og spredte den mest vidunderlig duft, dog i en mildere grad. Jeg gik i bare tæer og kom hurtigt ind under dynen, med kakao, mindre penge på kontoen, festivals billetter og Nynnes dagbog. Jeg fik accepteret noget i dag, der gjorde ondt, men føles godt nu. Jeg spillede kort og tabte både spillet og et glas. Jeg rejser snart langt væk og jeg savner virkelig fællesskabet.

Det absurd, at du kan tro at jeg bærer rundt på en sorg. Du tager altid det samme tog, på det samme tidspunkt, til samme station. Jeg mener, at det er dig, som bærer rundt på noget. Jeg har den blå kjole på, som du elsker, for anden dag i træk. Men det vil du ikke bemærke, for du ser kun min sorg. Som du siger. En sorg, som skulle stråle ud fra mig, i alle retninger. Jeg fortæller dig, at jeg er bange for min egen menneskeligheds manglen, kunnen og skrøbelighed. At jeg ikke har grædt i en måned nu. Du mener det er sundt. Det ved jeg, det ikke er. Jeg ved, at solen har skinnet igennem regnbyger i mange år, fordi der er liv der slutter og liv der kommer. Noget der slutter der og begynder hér. Derfor er der intet absurd, omkring min sorg. Jeg kan bære rundt på hvad jeg vil.

Døden giver ikke kredit

I dag holdt det tørvejr. Jeg gik en lang tur, der varede i flere timer, men i virkeligheden ikke varede mere end en halv. En kvinde er død på roskilde. Hun kom fra Tyskland, selvom det skulle være selvforskyldt, har jeg ondt af hende. Der er ikke sket dødsfald der siden 2001. Døden giver ikke kredit, selv ikke til unge skrøbelige liv. København er ved at drunke i vand, derfor fik jeg bestilt bedre vejr og fire dages græsområde til telt, sidst i juli. Der har jeg ikke brug for regn, men smukke mennesker, sommer, øl og musikalske toner, der danser rundt omkring mig som sommerfugle. Jeg glæder mig til at glemme og komme væk. Alting er stadig så gråt her, du lille.

jeg er den nye dig

Alting er vådt

Jeg hører den samme cover-sang om og om igen. Hver gang giver den mig en ny betydning og et nyt lys, at kigge på. Alting er gråt udenfor og det er ikke just hvad jeg forbinder med sommer, men sådan må det jo være. Jeg laver ikke det store for tiden, men jeg er heller ikke i humør til store ting, så derfor er det rart bare at kunne ligge her, helt uden nogle bekymringer, opgaver eller ting jeg skal nå.

En stille aften

Og nu blev her pludselig stille, det som om alle gik, selvom der ikke rigtig var nogle der kunne gå. Forklaringen må ligge, at tanken om den aften jeg henslængte mig tilbage i, må have ført mig tilbage til aftenen. Det er en aften, hvor jeg ikke husker noget fra, men alligevel husker det hele. Hvem der holde mit hår væk, både fra skyerne og fra kummen og det var også den aften jeg fik en såkaldt bøde, som de andre tilstedeværende kaldte det, for at trække vejret i rygernes gård. Hvor jeg derefter i vrede demostrende skridt gik jeg ind og legede gennemleg, med mig selv, da ingen regnede det for korrekt leg at lege, til netop et sådant selskab, som dette, vi åbenbart alle befandt os til, men langt kom jeg ikke, da jeg ikke gad tælle og pludselig, ja så blev der stille igen.

Det var tider, som det aldrig havde været før. Og aldrig skulle blive igen. Det var blåt, ligetil og smukt, det var sommer igen.

Sidste nat eller en nat for hundred år siden

Nogle gange går natten lige så hurtigt som et virkelig godt kys, og så vågner man op med tømmermænd

Duften af træ

I dag vågnede jeg op af lysstråler i øjnene og en underlig drøm i baghovedet. Det regner stadig ikke, men hele tiden virker det som om, at glasset er ved at flyde over. Herinde er der stille og udenfor er  det kun vinden der leger i træerne, som giver lyd fra sig. I dag har jeg har tænkt på, at jeg tit skriver digte om afstand, adskillelse af rum og tid, vi er så langt fra hinanden.

at sommeren skulle vende rundt sådan, er en tilfældighed, ligesom vores møde. Vi stod begge på Nørrebro, ventende, på noget vi begge ikke rigtig vidste, men der startede det hele, eller sluttede endelig, jeg ved det egentlig ikke. Tiden gik i stå, hjertet gik i stå.

Du fortæller om den rejse du vil på, en rejse langt væk fra disse tunge skyer. Du mener at de truer dig, ved at hænge men ikke tabe deres indhold. Jeg tænker, at de minder mig om mig selv. Du fortæller videre om alt det du skal opleve på din rejse og de storslået planer du har med den. Jeg ved du gør det, altså rejser væk.

Jeg fortæller om mine eksamener og en film jeg vil lave. jeg ved at det ikke lyder særlig interessant i forhold til dit og du siger, at du ikke vil snakke om karakter, men at jeg skal vove mig ud i den film. du ved, at jeg ikke vover mig ud i noget, uden først at have planlagt det ned til sidste detalje.

det var nok også derfor du ikke spurgte om jeg ville med på din rejse.