En stille aften

Og nu blev her pludselig stille, det som om alle gik, selvom der ikke rigtig var nogle der kunne gå. Forklaringen må ligge, at tanken om den aften jeg henslængte mig tilbage i, må have ført mig tilbage til aftenen. Det er en aften, hvor jeg ikke husker noget fra, men alligevel husker det hele. Hvem der holde mit hår væk, både fra skyerne og fra kummen og det var også den aften jeg fik en såkaldt bøde, som de andre tilstedeværende kaldte det, for at trække vejret i rygernes gård. Hvor jeg derefter i vrede demostrende skridt gik jeg ind og legede gennemleg, med mig selv, da ingen regnede det for korrekt leg at lege, til netop et sådant selskab, som dette, vi åbenbart alle befandt os til, men langt kom jeg ikke, da jeg ikke gad tælle og pludselig, ja så blev der stille igen.