jeg vil virkelig gerne kunne give det mere end jeg gør
for i bund og grund er det ingenting jeg afleverer igen
jeg kræver, tager og får
da også i sidste ende
en løsning der ikke giver nogen lysere morgen eller mindre plettet sind

Og det er lige der
jeg pludselig ved
at du ikke længere har brug for mig
på samme måde

der er en ligegyldighed, som gør det nemmere at forstå hvorfor det netop nu er ved at være tid at pakke de sidste tanker ned og rive smertefulde minder ud af ens legeme som befinder jeg min lige mit i sorgens centrum hvor ingen bryder hinden for at nå helt derind
og jeg ved, at du skuffer andre for at være tro mod dig selv og jo mere tiden slår
går vi hver vores vej og finder aldrig igen hinanden
for du er blevet mere end anden end du nogensinde vil have troet og jeg ved ikke engang om du kender dig selv længere eller ved hvor du er på vej hen, hvilken søgning du svømmer imod
men jeg håber du passer på dig selv

den her har været min yndlingssang i længere tid end længst, nu
sådan er det nok også med kærester; nogle holder længere end andre

bunkevis af håndmadder med smøreost, kaffe, klip og klister og dig 

mærkværdig fact omkring min krops optagelse af koffeinen i kaffe; jeg bliver træt og døsig af for mange kopper

And I would hide my face in you and you would hide your face in me, and nobody would ever see us any more.

― Franz Kafka

Som mennesker er vi ikke kun en ting af gangen

vi er et mixmax

vi pingponger de sødmefulde konsekvenser rundt mellem syd/nord Polen

finder aldrig ro og det rigtige ben at stå på

jeg skriver sætninger mens sekunderne hele tiden er et skridt foran mig
tænker over at være i civil
i dækning af mine egne farlige kløer og hvor mine tanker ikke behøver at systematiseres
i blokke for at kunne blive forstået
20ernes tunge trompet blæsninger vælter mig baglæns i ukendtheder
jeg sætter mig på røven og tager den næste slurk
rækker ud efter din patetiske sjæl
jeg ved at det næste bliver en form for forhandling vi skal igennem for til sidst at forstå
at ingen af os længere er mennesker
der nu på de sidste højdepunker af vores åndedræt begge er enige om
ikke at mindes længere
det ukendte i os
og vi må ikke vove os ud på gyngende grund for hvem står til at reddes
når skibet synker og vandet omslutter vores øjne
blødgør vores øjenvipper og drukner vores lunger
som var vi uvidende genstande der på en gang blev sprængt i molekyler
forsvinder og til sidst kun skriver forkortet sætninger ned
der hele tiden er forsinket og aldrig når frem
til målet

er det patetisk
angstfremkaldende at tale om døden
som var det kun nogle der fik den returbillet
jeg ryster på hovedet 
føler mig løgnagtig over at have ladet dig leve i lykkelig uvished
jeg elsker jo en anden
og hvis jeg fortæller dig det ved jeg at du vil krystalliseres 
splintre op i uforklarlige mængder 
og kan jeg leve med det
vil jeg slå os begge ihjel 

Jeg har valgt at fortsætte

Hvorfor tror folk altid, at man er på kur når man spiser salat til aftensmad? Det er da dødirriterende 

jeg ved ikke lige hvad der sker
vil bare væk
som i lige nu

Vi overskred nætterne
og jeg har acceptere det hele som det er
derfor siger jeg det hellere ikke til nogen
længere

skriver dagbog hver dag

bare for at huske

avanceret drømme om brækket knogleled og skæve dansefødder
vågner op med en bankende inderskal og pludselig er varden delt
i hundredogsyvogtyve mikroorganistiske dele
jeg trækker vejret helt ned i maven
prøver at finde rumfølelsen igen og lukker alle 50 øjenvipper i

jeg siger at jeg føler mig alene
at jeg svæver mellem udefinerbar planeters omgivelser og ikke helt kan finde det korrekte fodfæste
du siger at man aldrig glemmer de ringe men danner i vandet når de første sten bliver kastet
og jeg kan ikke gøre andet end at ryste opgivende og omkranse mit ansigt med dine store hænder
en dag går det hele tabt og vi vil ligge og bløde ud over gulvet som var vi blive stukket ned i et pludseligt bagholdsangreb som ingen af os kendte til og derfor flyder ordrerne ud over det gennemblødte A4 ark som troede vi på at vi kunne lime timerne sammen til flere
og jeg vågner op
føler at jeg slet ikke har sovet og lagnet ved min side er uberørt
som havde du aldrig eksisteret og måske havde du ikke

jeg glemmer hvorfor det her er hvad jeg betegner som kærlighed
vender lagner og lukkede øjenvipper for at få svar på hvorfor jeg stille giver op
det er mig stadig ikke klart hvorfor den højranglet lyshåret mand ville danse med mig
og mens alting runger lidt endnu og min krop giver efter
tænder jeg to og et halv stearinlys og lytter videre til Simon & Garfunkel

jeg kan se hans skuldreblade da jeg vender mig rundt 
han står præcis treogfyrre meter fra mig 

måske varsler de om krig mellem de to højrestillede parter der ikke helt vil forenes og komme til takke med det kødmarked der står prængende foran dem
man er vel menneske
du ved
skabt af blod og knogle og så en helvedes masse andre ting der gør det muligt at fungere 
men hvad gør man når begge sider af samme sag ikke helt vil klistre sammen og hele tiden falder ned og tilbage 
i de samme vante rytmer med spytteri og spydige kommentar om at ingen nogensinde kan gøre det så godt som de gjorde
dengang vi stadige var små kravlende individer der ikke helt kunne sætte fem ord sammen til en sætning for slet ikke at tale om
at konkretisere tingenes mening i en højere galaktisk tidsalder
jeg tror de kaster med raketter nu 
fornemmer de ildrøde lygter på himlen som et tegn på en genopståen krig
er jeg bange for at dø uden at tage min krop med herfra i hele stykker eller skal jeg allerede forvente at min hjerne går 
igang med at nedkæmpe det den kan nå at redde af de femogfyrretusinde celledelinger der sker hvis min krop bliver til to og måske flere
så jeg trækker bare vejret for at holde igen

hverdagspladder og så lidt ekstra peber og katte

jeg går til højre
træder lidt ekstra skævt ned på venstre fod og lader pigen bag mig overhale
jeg kigger på uret
solen har rykket sig fireogtyve grader siden jeg gik her sidst
der er varmere i Maj end for 4 år siden siger du da du ringer 
jeg svarer ikke med det samme, prøver at tænke efter om jeg efterlod mine strømpebukser hos ham sidste onsdag
du bliver ved med at fortælle om tal og systemdigte ud til mit halvlukket øre 
jeg svarer igen efter 30 sekunders stilhed 
''jeg kender ikke til solens højeste temperatur, men jeg synes vi skal drikke en kop kaffe senere'' 
to katte løber efter hinanden over vejen og jeg griner af dem og peger
du bliver sur da jeg ikke vil fortælle hvad jeg griner af og virker såret da du tror jeg holder dig for nar
overfor kongen lægger jeg min dronning den dag vi sidder og spiller kort og jeg ved du er lige ved at tabe
dit glas på gulvet da jeg fortæller dig om ham jeg gik i seng med i lørdags
hvordan hans krop var alt for ranglet og kantet
''han var så tynd, at jeg fik blå mærker. Sådan noget knoglesex er virkelig ubehageligt''
du griner lidt selvom dine øjne afvigende kigger på væggen bag mig
jeg beder dig trække et nyt kort men du ryster bare på hovedet
siger at du ikke har lyst til at fortsætte med at spille alle dine joker ud og aldrig vinde nogen form for præmie
jeg vrænger af dig og kalder dig borgerlig og kedelig og du siger du trænger til en smøg
''skal jeg gå'' 
ingen reaktion andet end din krop der bevæger sig hen mod altandøren og jeg ser dig forsvinde bag ruden
himlen over dine sidste hårstrå er mørk og truende og måske varsler de om krig
jeg tænder for fjernsynet 
sætter mig men betragter mere hvordan cigaretten forlader din mund med røgen, oxygenet og dig derigennem
jeg gider ikke spørge hvem du er begyndt at ses med for jeg ved at hun har et bedre ordforråd og større bryster end mig
du kommer ind igen
sættter dig overfor og strejfer ubevidst min arm med din hånd
der er ingen der siger noget og jeg undrer mig lidt over hvornår man løber tør for andet end bare mælk og havregryn
min telefon ringer og jeg tager den uden at undskylde, sætter benet over kors og griner henslængt ud i rummet
du virker irriteret og jeg nyder hvordan jeg kan formå at ødelægge selv denne halve dag i Maj
jeg skubber lidt til din fod og bruger trestavelses ord og fagter 
du går ud i køkkenet 
jeg tror du begynder at lave kaffe og jeg ved at du ikke er vred over at jeg køber tid på kontanter af dig
telefonen går ud med et suk og jeg vrider mit jeg i stolen 
glider lidt ind i mine egne dagdrømme da du pludselig igen er foran mig 
jeg rejser mig klodset op og finder ikke de rigtige ord
før jeg går forbi dig og lukker døren i 

giver slip (nu)

Jeg bløder regndråber ud på din skæve næse (punktum)

Vi befinder os i en stadig åbenbaring

kun min egen hukommelse begrænser mig for at huske i dag
bedre om enogtyve år

køer af regndråber
falder
ned på sejlende gader

Frankrig 3

Så mange munde at mætte med ord af oplevelser og brogede tilstande
med noget vi måske på et punkt vil opfatte som en nyere dannelse
jeg kender endnu ikke til udfaldet af mine egne genbrugte trin
der bærer overbrugte muskler og udspildede øjne
på sig
cigaretten forsvinder mellem mine læber og jeg indånder
en genfødt luft
lange frakker og løsslupne hårstrå
der aldrig sidder så perfekt som den cirkelperiferi dit hjerte
omkranser i min dødelige krop
for døden er lige her
midt i livet udspringer den
fra de reneste hjørner og i metroens omklamrethed
står vi og taber regndråber på en stadig fremmeds tørklæde
undskylder for at mase os ud
længere endnu
til vi når solens fangearme

Frankrig 2

Et af de første tilråb når mig og det bruser uden lige ud over mit badeværelses gulv
fordi jeg lod det varme vand dampe verden til
uden for min dør vrides glemte fodspor ud i det tilkommende mudder
vi er som en familie af nattens tusmørke
ingen ser skævt til de tårnhøje stemmer der indkredser det kvadratiske rum
et skridt bag det næste ord vokser endnu en bølge af skrigende toner
drejer hænder
hoveder
vrider tunger rundt
jeg kan ikke mærke føddernes placering på det flade underlag
lydene absoberer rummet
henlader min hjernes mange dele af indgroet tid ud i alle dets afkroge
tordenvejret lurer over vores øverste hårstrå og jeg lyver ikke
når jeg siger at jeg er rædselsslagende
for den inderste kreds af ulve der samler sig omkring de sidste brudstykker
af tanker
tænker dine ord fuldstændig itu
mens varmen først nu når mine kinder
ødelægger den beskeden jeg har lagt over
mit engang levende væsen
tror du vi spiller hvem er hvem
og gætter du mon mit navn før jeg lader din nøgne krops overflade
omkranse mine femknoglede fingeres tyngde
er vi bange når vi når til målet eller slipper ulvene deres spidse tænder
i det sidste hug
når ørkenen oversvømmes og skrigene ikke kun bliver mine
men vi alle synger med i den første nat af de sidste

Frankrig 1

USA, Chile, forever France
vi driver ned af de skæve brosten og løber over for rødt
mens en sølvgrå bil strejfer vores forbandet ungdom
og her kan du få 3 avocadoer for 1 euro
og husene er systematiske
høje og med deres egen lille udsigt til verden
måske ethundrede vidunder
vi danser
danser op i den øverste køje
hvis tremmer rumsterer
som falder hele legemet snart igennem
og fra hinanden
rødmalede borde kraklerer vores ellers sammensatte sjæl
af fremtidsdrømme
og en kogende økonomi bruser over
i samme sekund vi når nulpunktet
og selvom solen står på sin plads
himlen er blå
står vi overfor den firearmede vej
højre til venstre
lidt endnu skal vi
krydse de sidste tiltag af denne tirsdags formål
Sorry, thanks og så er det på plads
jakken sidder tæt og vi snupper nogle brød
i farten mod udgangen og selvom ingen kender os
ved vi at vi er på rette vej

Og pludselig bliver det bare så svært igen at acceptere realiteten
hvorfor skal den altid smaskes ind i hovedet på mig
jeg er igen den sidste af de mange første