tiltrækning kan være vildledende. Det er også derfor, man let kan forveksle kærlighed med tiltrækning

mine tårer fryser til is når du ser på mig

kender du det med at være bange? Spørger han en dag. Jeg nikker tænksomt. Har brug for nærmer præcisering.   Du ved, det med at ens eget selskab kan gøre en nervøs? Men mest fordi man ikke tror, at man kan have det rart nok, alene. Er du bange? Spørger jeg efter en kort pause uden nogle ord. Han nikker stille. Nogle gange. Svarer han sagte. Det er som om man bare ved tanken kan mærke hvordan ens øjenkroge kan fyldes med tårer. Det er mærkeligt. At kunne være bange for sig selv, i den forstand. Igen, nikker jeg tænksomt. Og ved ikke hvad jeg skal svare. Har jeg det selv sådan?

You were never a nice person, and now i know.
And I often do stupid things, you know.

alting er, hvorfor

Rummet var fuld af
samtaler
vi ikke førte

Jeg har lyst til at slå dig. Mange gange i hovedet. Lige indtil du åbner øjnene og ser verden.

Jeg tænker for meget, på for lidt
og det var jo ikke min hensigt
at give mit ord og mere
til to individer
i så kort et tidsrum
det var jo ikke meningen
at jeg skulle flygte
fra det hele
og finde mig selv
i en rodløs
tankecirkulation
ventende på
et ja
eller et nej

Drenge skyndte sig at sætte låg på sin konservesdåse, tage den af snoren og stille hendes kærlighed op på en hylde bagest i sit skab. Han åbnede selvfølgelig aldtrig dåsen, for så ville han jo have mistet dens indhold. Det var nok for ham at vide, at den var der.

jeg har stadig brug for dig.

følg musikken, du behøver ikke piske den frem.

Sår på fingre
der forekommer når man bruger dem på forkerte gøremål
såsom
gnide sæbe ud af dit beskidte hår
og bryde op med den tankeløsefantis
som opstår uden mulig forklaring
som da du kyssede mit hår
og dernæst afviste mit fremprovokerende jeg
og jeg fik min hånd befrugtet
med sår og andre unødvendige ting
såsom dig og dine tomme lyster
der får solen til at gå bag en sky
og morgenduften til at føles kvælende
men du er jo bare så meget dig
som jeg er mig
og det er det
jeg så godt kan lide
ved dig

Der er en forskel mellem at sidde i naturen
og så virkelig være i naturen
som da vi var små
kunne alt
måtte alt
i vores barnelige tro
mens vores hår blev viklet sammen
da vi gik gennem vores såkaldte jungel
som nu bare en en gruppe siv
for os

nu sidder vi her
i naturen
som manden på bænken
i stilstand, i normalitet
med pligter
og tunge fødder af tunge tanker
ranke rygge der ikke længere er ranke nok
til at lege
ikke længere er fantasifulde nok
til at komme ind i naturen
i stedet for bare at sidde i den
udenfor
observere og mindes
brugte minder

der er de dage der går med ingenting
så er der de dage der går med vindpust og ligegyldig overfladisk snak
som når du siger hvor blank og ubrugelig
jeg er
og fulgene pipper i takt med dine skælsord
og derfor bliver det til en af de dage
der går med ingenting
andet end vante lyde og poesi
der aldrig kom fra et poetsin
hvilket i sig selv
er en skam
en synd
du er en synd
dig og dine fuglevinger
der bærer dig højt at flyve
og derfor også lader dig falde dybt
vi ses
på den anden side
den side
hvor du som sagt
aldrig bliver andet
end det intet
du er

Masker med hundehoveder. Solen der titter ned mellem udsprungne knopper. Rødglødende the. Vægten mellem din krop og min. Muligvis gnavende savn. Øjne der ikke længere er blå men snarre grå. Udsultethed og bræk i ganen. Vi når det jo aldrig.

Jeg er ked af det. Jeg kan ikke bruge jer mere i mine digte. Jeg er ked af det.
Jeg er meget levende. I er... Alt for meget jer selv. Farvel.

Sort bog,
Hvorfor er der ikke mere kærlighed? Gyldne marker. Poetsind. Fladmaste tudser under cykeldæk, grum skæbne. Hård modvind giver ikke særlig meget medvind. Klap på skulder. Fysisk ubehag. En doven kat der heller end gerne vil kradse ansigtet til et krat på mig, men ikke orker at rykke sig. Sort bog genoptaget fra en midlertidig pause.

som jeg hørte en sige i går
jeg gik og kom tilbage
han så ud som han plejede
men indadtil
var alting forandret
som om
han ikke var den jeg havde forladt
længere

jeg vil have en hund
så jeg kan gå og føle mig lige så sej
som folk
med en hund
så jeg kan melde mig ind i deres seje hundeklub
hvor de seje mennesker og seje hunde
færdes
så jeg kan dele mine hundekiks og mit sladder fra provinsbyen
med andre folk
med hund
jeg vil have en hund

når min død nærmer sig, vil jeg ikke opdage, at jeg ikke har levet

ukontrollerende tanker omkring smukke ting
hvis jeg kunne
ville jeg ødelægge hver eneste knogle i din ryg
mest fordi
jeg finder den så smuk
urørelig
derfor ville jeg smadre den først

dagene går med ingenting

og jeg mærker stille

hvordan min krop går i forfald

the sky isn't blue anymore

og vi findes virkelig
det er bare hvor man skal kigge
lede og eftersøge
med kikkert og lygte
måske mellem nattens stjerner
eller hundens lort på græsset
og jeg ved
at vi virkelig findes
eftersøgningen går bare
fra intensiv
til opgivende

Måden du kan kigge på mig i tro om, at alting er godt
Måden du fremkalder en bitter smag af afsky i mundvigen

Barndomsminde #1
Solen trænger ind
gennem de fortættede ruder
der indeholder flere grene og mere støv end træet ovenfor nogensinde har besiddet
varmen er på sit højeste
stemningen påbegyndt
plussende op
mens saftevand af den gule slags
hældes fra kande til glas
drikkes i slurk
mens kortene ligges på bordet og latteren aldrig helt forsvinder
ud i den sommervarme dag
og det er netop i dag vi har taget vores fine kjole på
dem med blomster og blødt silkestof
selvom det aldrig har været i nærheden af silke
her sidder vi
samlet i flok
snyder og bedrager i kortspil
men nyder kagen og saftevanden
som skyldes ned med følelsen af
at være en dårlig taber
noget man aldrig helt
vænner sig til
og det er her sommerdagene går
med saftevand og dertil tilhørende tilbehør
i trygge omgivelser
rammer af stål
som knækkede før man anede det
men minder man altid sidder med
som klister på nethinde
af aldrig helt fremkaldt billede
men gemt og lagt på lager
derinde
sammen med alle de andre
barndomsminder
dem som man kan tage frem
og smile af uden grund

jeg vil ikke løbes omkring hjørner med
jeg vil ikke lege tagfat
slet ikke når jeg ikke må være katten
jeg vil ikke tænde lys
bare for at se dig puste dem ud
jeg vil så meget
men ikke med din musik i mine ører
jeg vil drage ud i verden
se mao og den himmelske fredsplads
men dine præmisser er ikke på sin plads
du er et andet sted
end der jeg placerede dig
og jeg mener det stadig når jeg siger
at jeg ikke vil løbes om hjørner med
også selvom det bare er for at fange mig
for at fortælle
at du intet mente med det
da du pustede mine lys ud
og verden forsvandt

jeg ser det, som i andre overser

stærkt og skrøbeligt, på en og samme tid

Jeg kunne sagens have fuldstændig kontrol hvis jeg ville, men det vil jeg ikke.

Skal vi flytte til storbyen sammen, drikke the om morgenen og vin om aftenen, og forglemme, at der er noget der hedder ansvar og i morgen?