Hvis du spurgte, 

ville jeg svare ja

jeg vil gerne være, din himmelhjort

livet er altså fantastisk
min mor kan ikke lide at jeg bander i mine tekster
jeg elsker at ryge i vindueskarme
jeg savner dig, måske
det regner hele tiden, men måske er det også ok
jeg poster for meget musik ingen gider lytte til
min røv ser for stor i hvide shorts
der er ikke noget bedre, end at se folk man har savnet
jeg cyklede hjem under en stjernebelagt himmel
jeg trænger til en ny lampe
mit træningsprogram går af helveds til
poesi er en vidunderlig ting ved livet
jeg ville ønske, at du boede her så jeg kunne kysse dig hver dag
jeg elsker min søster

We got to have these 

heart-to-heart 

talks more often

heart 

to 

heart

og helt ærligt, det er pisse tarveligt at være så meget og give så forfærdeligt lidt. Jeg røg for mange cigaretter i går og i dag rullede vi ned af bakken med den blå himmel bag os. Og jeg var overhovedet ikke bange. Kun da du tog min hånd. Der blev jeg for alvor bange for i morgen.

jeg har skrevet en tekst. jeg måske ikke kan overgå, nogensinde.

du sad bare der og kiggede på uret hele tiden, som om du skulle nå noget ingen vidste om. Jeg kom til at tænke på Alice i eventyrland, men det her er ikke nogen drøm og jeg skal ikke møde kålormen eller hattemanden, nej jeg skal bare sidde på en kold flise og fryse min røv. Men det regnede ikke da jeg gik mod toppen af bjerget og jeg nåede hjem til mad og the til senere. For tiden har ikke mig, jeg har den

jeg har lyst til at synge, lave afrikanske moves og ikke være her uden jer
i nat spiller vi så højt, at vi overdøver kattens hylen mod måneskinnet og tilråber os flere lyse nætter

rart, ærligt, smukt

en gul top og aflyste forbindelser
roser der står i vand, men allerede er døde
en sød dreng, som svæver over sengen
lagner der ikke længere er hvide men blå
japanske lamper, som lyser falsk
og jeg skal læse om kønsbunden nedarvning
og det er midt i ugen
troede du virkelig, at jeg var en tåbe, en kujon - at jeg ingenting skulle forstå?
det er jo dig der forlader mig, dig der ikke må ses med mig længere
jeg er en fare og en knækket forbindelse
vi bandt bare sløjfer ikke knuder
det burde jeg have vidst
fra den dag hvor vi ikke længere dansede omkring statuen
og tabte vores hjerner i asfalten, mens vi snakkede om stjerneskud
for nu er jeg bare en afbrudt forbindelse
der nogle gange er O.K

jeg har det fantastisk for tiden
og så ikke
folk ændrer sig og du lyttede slet ikke til mig i dag
det gjorde ondt, at der ikke var den samme latter og de genkendende smil

jeg ville gerne
at vi ville det samme
jeg kan ikke overskue dét her og jer

Istegades hjørner, gaderne vrøvler for sig selv
de kysser fødder for at mætte maver
tænker tanker om manglende barmhjertighed i verden
stoffer og skud
der sigtes mod de indre baner og trancherer mennesket til nye
højder
bed om mere end en skilling eller to
kære medmenneske
men du skal ikke give hende det, hører jeg gentagende
udnyttende venlighed
for som en rig skandinaver bliver jeg aldrig mørkelagt
men man skal ikke stryge katten på hårene
alle og enhver
kan ende i et liv, som det jeg observere her og nu
sådan ét, hvor exit bare er et hul i jorden
og verden er blevet sort/hvid i de stillestående timer

M.I.A kan bare det der med at være lækker  

jeg er til for øl og billigt røg
bliver hængende i min rus med at krakeleret billede
af dengang, før og nu, som aldrig bliver
til
før røgen opsluger rummet og vender kaos til kosmisk zonelag

du bærer skrald ud hver dag og sætter tøj over midt på ugen
i hver uge
du er ikke et ordensmenneske
men nogle gange opfatter jeg dig som et
du har systemer i det hele uden at have system i noget
og du virker ærligtalt som én der ikke har styr på sig selv
men jeg tror, at du har fuldstændig kontrol
især over dig selv
kontrol over andres sind
kontrol over mit, selvom jeg prøver at holde dig ude
men du vil gerne derind og når jeg endelig lukker dig en
skaber du ikke orden i mit uorden, som du gør i dit eget liv
men du får en trang til at skabe uorden i andres, for at dit ser mer' rigtigt ud
og jeg bliver omtumlet, forvirret og græder måske lidt i sidste ende
men mest over spildt mælk og ikke spildt tid
som den tid jeg brugte på dig
for du er typen der kan tænde en smøg, drikke en kop kaffe og bede mig rydde op i dit rod
og jeg er typen der aldrig siger nej
i hvert fald slet ikke til dig
for på den måde
har du fuldstændig kontrol

og jeg siger det jo ikke bare fordi vi er efterladte her
i myldret af udstående skrig og tilråb, nærmest tilbedelse fra publikum
til dem og de andre, der alle på sin vis er hævet over os andre
og jeg mærker en albue i siden men registrer ikke smerten
men flyver med de sorte fugle
op og op og over det hele
ser jeg dig komme flyvende ned imod os alle
som vi ikke anser, og du flyver direkte mod mit indre øje
ned som en metafor eller var det meteor du mente
nikkelsen er en anerkendelse og her accepteres det hele
vi danser i det bælgerne mørke, anser ikke hinanden
men mærker bare armene, fødder på fødder og små berøringer
hist og her, der måske var med vilje eller de slags hvor man bliver pinlig berørt over det
tonerne skriger på mere og vi gør det samme
mens smagen af øl bliver bitter, da halsen er tør efter alt det råb
og jeg ryger det sidste af min smøg og tramper rundt på skoddet
pludselig er der en der svinger mig op og rundt og jeg ser roser og faldende drager
du siger, at du ikke kan elske mig hvis jeg ikke vil elskes
af dig
du sætter mig ned og jeg går fortumlet hen mod en kant for at sidde og mener bare lidt
''at vi ikke bare skal kigge på stjerner, nu og her, og gemme alvoren til senere''
du svarer mig aldrig, men jeg ved, at du bare vil være her og jeg ved intet
men lige nu taler stjernerne
og vi er sammen
uden at vi er hinandens og vi slet ikke nogens
og det er sådan lidt, det altid skal være

alle andre kan ikke holde mund
men hvad er egentlig forskellen på dengang og nu?

Efter en weekend fuld med nye bekendtskaber, latter, øl, røg, ømme fødder og et humør ingen kunne slå hjem, føler jeg mig alene, når jeg sidder med musikken på mit værelse, men alle andre der var omkring mig pludselig mangler. Så mangler hele den weekend lidt og den ligger kun i ens hukommelse i stakken med minder, som man vil huske på, prøve at gøre i hvert fald. Men alligevel er det o.k at slutte weekenden af med Bon Iver og varm the.

Men 

jeg ser 

mere 

end

du
men

dødelig

er vi

begge 

og vi skulle fordufte sammen
men jeg sidder bare her i bussen på vej til hinsides og drømmer om flødekarameller og regn uden paraply
mens jeg derhjemme studere kong Ødipus og hans gerninger og sind
telefonen pipper konstant af opkald og beskeder jeg ikke vil svare på
mens kontoen rykker tættere på nul og så i minus
theen er stadig varm og jeg brændte min tunge forleden da jeg ikke kunne vente
den brænder stadig lidt men jeg spiser lidt sødt til og glemmer smerten og de bedre tider venter om hjørnet
sommeren er ved at gå på hæld og træerne flager som aldrig før, mens det ene regnskyl efter det andet oversvømmer vores tanker og gør dem som et bibliotek der ikke er i alfabetisk orden
derfor finder jeg aldrig den bog jeg vil have og opnår aldrig den viden jeg burde
men fuck nu også det vi lever jo kun en gang og denne dag er beriget med ting jeg endnu ikke ved
forbindelser jeg endnu ikke har set klare men veje jeg ved, at jeg vil følge
lysene brænder ned og jeg ved at de slukkes uden aldrig at tænde igen, men sådan er det med nogle ting
blomsterne står i vand og giver kulør for øjnene mens krimiserien kører i baggrunden og laver støj jeg nyder
alt mens politikerne i de høje huse laver spektakel og vil have børn tidligere i skole og gøre dem visere selvom jeg godt ved, at det ødelægger dem og den barndom som jeg fik får de aldrig, men fællesskabet har talt, eller de har og de har åbenbart ene ret, som så meget andet også er obligatorisk for os andre
og theen er så sød i dag, som du, men jeg forstår stadig ikke Ødipus og hvad det egentlig var han ville
men i morgen bliver der solskin
så mon ikke alting går
alligevel i sidste ende
selvom kroppen vil det ene, hjertet det andet og mit hoved kun siger stop for hundredsyvogtyvende gang
jeg drikker mit hoved i vejret og mit sind til stjernerne
jeg vil skide på hvad i mener
om dengang, nu eller senere hen

Jeg ville gå den lange vej til solen hvis du spurgte mig. Men i går regnede det, så jeg tog bussen ned til byen, og hjem igen og du tager aldrig bussen, så vi fik aldrig tid til at diskutere vores univers-omrejse. Jeg skal til et møde i morgen som ikke passer ind nogen steder og tiden giver mig ikke mere af sig, så jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal fiske efter held henne. Mit blik er vendt fremad på de uendelig gange og alt omkring mig er parallel, passer sammen, udover indersiden af mit hovede og den jord du træder på. Det gynger som på et skib og himlen bryder igen med jordoverfladen i små stød, altsammen noget vi ikke kan kontroller. Jeg laver tre dybe indåndinger da jeg kommer hjem, og ikke fordi det har været belastende for min krop at træde i de tunge pedaler, nej, jeg hørt det at det skulle være godt for helbredet, det samme skulle en cigaret eller to. Det er en gang rod, men jeg skal drikke mig til en anden i weekenden. Og jeg glæder mig.

Du er min hjertelighed

(usynligt digt)













Kan du lide det?

engang levede og åndede jeg for sommerige dage og leg udenfor

nu lever jeg for ord, inde liv og lange aftner under dynen 

tør du slippe og falde?

I can't make you love me, if you don't. 
You can't make you heart feel something it wont.

jeg er træt
af den her følelse
som om efteråret allerede hærger indeni
éen

Black is the new love - we are in love

folk spørger, hvor lang tid der er gået. Jeg ved det ikke. Jeg er ikke klædt på til at forstå, ikke modstandsklar til dialog.

vi løber
op imod den blå himmel
og jeg glemte at kigge mig for
asfalten var ikke som forventet
men jeg så stjerner som aldrig før
derefter løb vi igen
men denne gang løb du fra mig
du skulle til Nilen
sagde du
der ville du finde det du søgte
det ved jeg, at du ikke vil
du søger jo intet
og Nilen er længere væk end du tror
større end du er
alting er bare sort
men jeg kan godt lide sort
så det gør intet

Der gror græs ud over mine tæer og jeg spiser bambusskud fra i går. Dynen ligger som en flod over mig og drukner mine lunger med røgen fra i foregårs og vinen fra i dag bobler rundt i blodet, som små elektroner der savner forbindelse. Min lyst til at skrive et usynligt digt vokser, for jeg kan ikke vise mig sådan her, ikke endnu eller nu og måske engang, dengang senere da. Jeg skal sætte nogle perler på en snor og rydde op i mig selv, tiden er knap og hvorfor er du flere hundredkilometer fra mig. Uret slår mere end en gang og jeg ved at jeg skal lave lektier og ikke bare kigge ud af vinduet og skrive krydseduller, som jeg sletter i morgen. Jeg er ked af det. Jeg er nogens og ingens. Jeg skal ud og gro græs, der kan spire mellem mine tæer og jeg skal tømme køleskabet for rester og dine lugtene tæer.

hvorfor skriver vi ikke bare, skrives ved, kommer hinanden på,
der konstrueres ikke digte eller dialoger med fremmed stemmer
vi hører popmusik og hænger fast i dengang og det var vel også fint nok
jeg flader konstant ud og drømmer våde vandrende drømme i ørkenen
med fatamorgana som eneste udsyn og opsyn sidder ingen eller vinker der nogen herned
nej jeg må have taget fejl, mistolkning af himmelhvælvet, alvorlig sag
øv for en dag, men dog med en hel del i bagagen
varme kinder og kindhøje smil
og da jeg så dig, nænnede jeg ikke at slå dig ned, da du allerede var ved at smelte
som is ned af kinden på det lille barn
hvorfor skrives vi ikke bare ved, derfor, hvorfor kommer vi ikke hinanden på, på tøjet, på kinden, navlen
skriften løber løbsk og jeg tænker ikke på andet end at nå  Findus hale før hjørnet opsluger ham igennem væggen, så jeg kan få lov til at komme med hjem hjem til Petersen og drikke the
derfor mener jeg, at vi burde, er nødsaget til at lade mødets start tage plads i 100-meterskoven når tiden er knap.
Og knib dig nu i armen, av for pokker, og vågn så op
For dette er hvad du tror, nej det er ikke en drøm

Han minder mig om jordbærsmil, dybe stemmer, 100-meter skoven, og lange nætter, som kortfilm. Han er en af de typer der tror på sko med tyk sål, flødebollekinder, åbne sår efter skatning, tømmermænd, æsker med låg, tror på ord, men mest på mine ord. Sådan en der glemmer at huske at skulle huske sig selv på ting, glemmer aftaler med mig, med sig selv og glemmer at tage sin telefon når jeg står i regnen og har ventet i timevis på ham, fordi jeg har låst mig selv ude. Igen. En af dem som selv bestemmer hvornår han vil starte og hvornår han vil starte forfra. Der kan omfavne mig bagfra, vende og dreje mig og tage mig på røven. Uden at være disket. Han er bare ligeglad. Måske. Han minder mig ofte om at huske at handle ind og jeg ser mig selv rende ned til netto efter discount og sætter en menu sammen i hovedet på vej dertil. Jeg køber bøffer til middag og jordbærgrød til dessert. For han har allerde brugt de fleste af pengene på cigaretter og rødvin. Jeg skal også have havregryn og skyllemiddel og da jeg kommer hjem undskylder han med kys og at vi kun er her på lånt tid, selvom vægtene i mine armene snart vil mætte hans mave. Jeg fortæller ham, at han ævler løs og er fuld af løgn, at han tit gør det, tit er det. Han fortæller mig, at jeg er skør og hidser mig for hurtigt op, og at jeg tit er det, tit gør det. Ingen siger noget i et stykke tid. For det er jo ikke noget personligt, det ved vi begge to godt, det er alt andet. Han er typen der tror, at han kan tillade sig at anfægte den måde hvorpå jeg for fanden bare sætter tallerkner på plads på og han tror, at han kan styre hver eneste bitte tone i rummet og få de blomster jeg har glemt at vande for en uge siden til at blomstre igen. Typen der får mig til ikke at tro på hårfarve, energisparepære, politi, håndtryk, regler, pinkoder, politik og bolsjer, fordi det ikke giver nogen mening, at noget som burde holde godt og længe ikke holder overfor spidse tænder.  Han er så ufrivillig, så ligetil, ligeglad, når han bare ser til, ser på, hvorledes drenge kysser min kind og hals og negle. Han ser bare til. For sådan er han. Sådan er jeg. Sådan er vi. Han er min og jeg er hans. Uden at vi er nogens.

jeg prøver at ignore det, men åbenbart er det ikke så ligetil

fortæl mig alt i morgen

Måske har jeg bare ikke ord nok
i hvert fald ikke til hver dag
men det er vel også i orden

Der var en gang, den her gang, hvor vi troede på det hele. På at politik var sandt og den rette vej frem. På et land hvor vi tog os af hinanden, bød andre velkomne. Og der dengang hvor vi troede på drager, på trylledrikke med frosne vingummier og at alt ondt i verden ville overvindes med det gode. Der var engang hvor jeg troede at alle historie havde en lykkelig afslutning, at FN bogstavligtalt var et sikkerhedsnet over Europa, at skønhedspletter forsvandt med tiden og at alle piger var lyshårede, for det var jeg jo. Jeg troede at kønshår var en skåne og at man ikke behøvede at få længere ben og vide at folk dør omkring en hver dag. Men nu ved jeg mere end jeg nogensinde før har vidst, og det er nu jeg tror på dine blå øjne, for jeg set mig selv forsvinde ned i dem, og aldrig komme derfra igen. jeg tror på at meninger kan trækkes i automater, på personlig hygiejne, på tilfældige møder, og på at skønhedspletter forbliver. Jeg tror på, at sukker kan være mere vanedannede end kokain og at klichéer bare er nød til at eksistere. Af sammen grund som jeg tror på hudafskrabninger og på strækmærker, fordi det giver god mening at nogen bare er vokset alt for hurtigt, lidt ligesom at jeg tror på, at et godt kys er alt for kort, på magi, på beskidte lagner efter sex og kikset undertøj igen og igen, fordi det er ikke er det udvendige der tæller, men det er når vi sammen ligger og er ensomme, at vi virkelig mærker at vi er her og jeg tror at der begåes flest selvmord efter ''happy hour'' fordi det virker rigtigt, at ville dø på et så godt tidspunkt, dertil tror jeg ikke på genopladelige batterier, på fladjern eller på nogens hårfarve og jeg tror ikke på så meget længere. For her står jeg og opsluges af verden og alt omkring mig, mens alting er nogenlunde og rart, godt. Men eventyr ender kun lykkeligt i historierne vi begravede, og jeg tror på, at jeg en dag husker hvor jeg begravede dem, så jeg igen kan slå op og kigge på alt jeg en gang troede på.

Everything was great, then i met you

Der er blod i vasken fra i går hvor du fik næseblod, da du ville kysse mig og jeg ved ikke om det er et tegn på at blodet flosser og der nok allerede er gået forstoppelse i lortet og vandet i vasken er rødt og det løber ikke, som det skal, alting er ikke regelmæssigt, selv ikke min menstruation, som i virkeligheden fortæller at alting ikke er i orden, grundet at vi ikke har haft sex i lidt over i en måned, så jeg ved, at det ikke kan være derfor, men mere det faktum, at jeg ikke vil have dig og det er også bare fordi at der hakkes og regeres overalt og du er ikke tilfreds med noget, men vil ikke snakke dig enig i de emner jeg bringer på banen og snakker helst sort og udenom mig og det er netop det, der slider i det hele. Der er problemer i verden, i vejret og problemer i økonomien, i parforhold verden over, men du kan ikke se problemet her og taler som om du ved noget om det hele, men jeg ved hvor håbløs blank du er, du vil jo bare ikke indse hvad det er jeg mener, at der også er et problem her, i det her, i os, og i alting omkring os, og jeg siger det ikke fordi det er efterår, og at det er sådan nogle ting der bare sker omkring dette tidspunkt. Nej, jeg mener bare, at det måske ikke kun er mælken i vores køleskab der er blevet sur eller farsen til vores frikadeller der har nået udløbsdatoen, men også os. Og jeg ved godt, at du ikke forstår en brik af hvad jeg siger, som jeg også godt ved, at du aldrig har været god til at lægge puslespil og det er derfor alle brikkerne flyder ud over vores sofabord og du sidder bare der, i vindueskarmen og ryger den ene smøg efter den anden, uden egentlig at ryge dem, de brænder alle ned og bliver til aske vi ikke kan samle op eller sætte sammen igen og jeg har flere gange fortalt dig at rygning kan dræbe, og hver gang får jeg det samme svar fra dig, når du har kigget lidt på mig og uden næsten at bevæge læberne  sagt, at det kan kærlighed skam også.

jeg kendte engang en, som kendte en, som egentlig engang hyppigt besøgte min seng og vendte lagner og tårer til smil. Jeg var bolsjet i hans mund, han altid knaste, for så mente han, at det smagte bedre, jeg var hans solskins stråler, hans violer, hans morgensmøg, jeg var hans tunge øjenlåg og fordybningen i hans kind. jeg var der, indtil han forsvandt. jeg var den der fik svalerne ved Nyhavn til at flyve op, når vi samme gik hen for at nå toget, til Københavns hovedbane. Jeg kendte engang en, der kendte en, som vendte mine drømme op og ned. En, som kunne flække mine smil og bede mig rejse ud i verden, i mindst seks måneder, så jeg kunne opdage ensomheden. Jeg kendte en, som mente, at jeg var for lykkelig. Som kunne trylle sommerfugle frem for mine hænder og lærer mig at man først kan få hård hud på fingrene hvis de er blevet brugt og jeg kendte engang en, hvis ru hud, jeg kunne mærke, når han berørte mig i sene nattetimer på Vesterbro. En, som kendte til alle mine modermærker og vidste, at der rent faktisk var 36. En, som kendte mig. Jeg kendte engang en, som kendte en, som kendte mig. En som jeg ikke længere kender.

flækker mine smil

''jeg vil ikke sidde lårerne af dig eller føde dine børn. Jeg har ikke stalket dig på facebook, googlet dig eller prøvet at tvinge dig til at tjekke dine sæd tal. Jeg vil bare have dig, det eneste jeg vil, er at være din''

Dagen var kun lige begyndt, selvom vi ikke havde sovet den nat. Der var mange tanker

jeg ikke havde behøvet at tænke, men alligevel tænkte, mens vi stod der og rodede i 

gamle vinylplader og ventede på vores tog. Man bliver nød til at rydde op efter sine 

egne ulykker, sagde du.

Jeg er nok sådan én, man først opdager lige før det er for sent