der er der midt i alt kaoset at vi finder hinanden og danner kosmos 

jeg bygger tårne af vasket tøj og stabler mine tunge tanker ved siden af din efterladte note
kan ikke helt bestemme hvorledes det hvide lagen skal vaskes eller ej
din efterladte duft hænger tungt i det og i mine trætte øjne
jeg skal huske at sætte mine orkidéer i vand og huske at starte i god tid med maden så gæsterne ikke skal vente
allermest har jeg lyst til at falde bagover og dukke ned i talrige romaner og glemme livet for et sekund
får kroppen til at gøre arbejdet mens mit hoved bliver liggende her lidt endnu
klokken er præcis et og det er præcis toogfyrre minutter siden du gik
femogfyrre minutter siden du skrev en note om at du gik
gik og måske aldrig kommer tilbage til de tårnhøje bunker af vasket tøj og mit tunge sind
i nat ville du mig og jeg ved ikke hvad jeg ville, kroppen gjorde stortset arbejdet
kan ikke huske hvor jeg havde lagt mit sind
her til morgen forlader du det hele når jeg endelig er ét igen
alligevel skriver du at du håber vi er ok
at jeg er ok
jeg smider mine tanker ud og starter et nyt sted
måske kan du nå det til middag

det betyder guld hvorledes vi kan tale og forstå hinanden på den måde som vi gør. At du aldrig afviser mit frembrusende jeg eller stiller spørgsmålstegn ved min gøren. At vi kan stå en fredag aften i smådryppende regn, gå over for gult og grine af dårlige jokes og flade personer. Drikke den ene øl efter den anden og smide ord ud i luften mens vi prøver at gennemtrænge muren af musik. Gå hjem alt for vågne, alt for sent på en stjerneklar nat. Og ikke forstå hvorfor vi gør det, men bare blive ved

Hvad der førhen virkede så ligetil er nu blevet kompleks og uoverskueligt og jeg tror ikke engang at forårets fremtræden vil ændre noget som helst

Jeg kan slet ikke genkende dig mere, det er overhovedet ikke dig, jeg kan se på de billeder eller på de smil og velovervejede skjortetræk.
Jeg er helt smadret og hjerteødelagt, skuffet som ind i helvede og violiner, der ikke stemmer.


(lånte ord, smuk kreeret)

sådan har det været længe og vil nok fortsætte lidt endnu. Ved ikke længere hvilken dybde det synker ned i eller hvad der bliver af det. Fordamber det hele med tiden? Jeg er bange for den glæde jeg får i alt dette 

der kan ikke sættes ord på hvor meget han irriterer mig og det værste af det hele er, at jeg ikke engang ved hvorfor eller hvad det er han gør, som gør mig så skidesur
og det får mig til at føle mig som et afsindigt dårligt menneske at jeg bliver sådan her overfor dem som betyder det hele og mere til, men jeg kan bare ikke gøre for det, ved ikke engang selv hvad der sker

jeg er ikke en del af et særlig sundt økosystem og jeg glemmer tit hvor mine rødder blev slået
og hvor jeg senere hen træk dem op og flygtede
jeg gemmer mig og tror egentlig bare at jeg vil løbe 4 km og derefter falde om i min seng

jeg ved ikke længere hvor du forsvinder hen

jeg synes nogle gange tirsdage som kommer efter mandage kan være lange og trælse og især keder de mig når jeg glemmer at holde igen og ikke vælte ud med forbudte tanker mens jeg skal sørge for at du igen får det godt. Samtidigt taler jeg med en veninde, som forsvandt mere og mere og jeg husker igen hvor meget hun betyder

i dag har jeg glemt hvad det vil sige at leve sundt, men jeg ved stadig ikke helt hvordan alting skal være for, at jeg føler at det fungerer og hvad forventer jeg egentlig af det hele og af mig selv
regnen bliver ved med at falde og min hæl har blødt meget i dag

nogle gange ville jeg gerne leve et andet liv og være ufuldkomne sammen med dig
være alt det, som alle ikke forventer en til at være. Leve under det kogende hav og bryde ud i ingenting

røg ud af min boble for længst
nu ligger jeg bare i atmosfæren og flyder rundt

gid det var mig

jeg er bange for hvad der kommer til at ske hvis jeg lader mig hengive

og det gør ondt at se folk falde tilbage i den følelse, som jeg fandt mig selv siddende i for knap et halvt år siden og jeg ved ikke hvornår det bliver bedre eller hvornår det ændrer sig og som jeg gerne ville besvare alle dine fortvivlelser og fortælle dig at det går over, at det bliver godt igen, så ved jeg ikke hvornår jeg kan love dig det eller hvornår jeg kan få dig til at grine igen

drikker chai latte mens jeg hører kærlighedssange

en to tre og pludselig er jeg
væk igen

denne sorg kan ikke nedbrydes
ikke som alt andet rundt omkring i verden
den er klisteret fast til hendes sjæl
og vil kun nedbrydes når hun
nedbrydes

jeg tænker
at jeg kunne forføre dig
lige indtil du glider ud over (senge)kanten
og dør

vi spiser fasan til middag og du viser mig dit ar fra uheldet
jeg kører min finger over den rillede hud og jeg tænker at det er sådan det mærkes hvis et stel er af første sortering
du må være den gode sortering tænker jeg
tugger på et stykke
kød
vi sidder til bords og nyder det gode måltid
jeg har lavet flødekartofler og en mango salat og jeg har endda bagt brød helt fra bunden
slow fucking living
overskuddet skal være på sin plads nu når vi sidder og spiser vildt her overfor hinanden
i vores civiliseret tilværelse med blødgjorte øjne og sukkersøde smil
udenfor er det begyndt at regne her imens vi spiser regner det altså
en plade kører sin egen gang og fylder rummet med melankolske tonarter
jeg ved ikke hvilke komedie tragedie vi i aften spiller
men i morgen skal vi til begravelse og måske skyde vildt

15 km cykling
2 km løb
3 km walk

jeg er træt

jeg har ikke lyst til den her følelse men alligevel har jeg lyst til det hele

It's a love story for the new age

jeg savner dengang vi kunne det hele
og ikke snakkede om at vinde nogens hjerter over på vores
side
lod alting køre af sporet og selv lod os fange i sandkornets smukke skær
i ørkenen ved nilens flodbred mens vi aldrig holdt hånden over nogens
øjne
altid holdt døren lukket og trappen ren
det var sådan vi gjorde det, hvad vi kunne, dengang

træder på det samme sted
ved ikke længere hvad lykke indebærer
finder mig selv tumlende rundt i tomme stræder
hvor min vildtfarende sjæl møder lukkede porte
mens jeg konstant håber på at nogen stopper
og tager mig med til et andet sted

har brug for flere der vil det samme

det er svært at skrive om følelser
som jeg ikke har
og det er hårdt at udsætte dig og dem
og os for alt denne nyttesløshed

og det er jo også kun fordi jeg intet føler og i stedet for at tale om alt den meningsløshed vi selv skaber i vores liv kunne vi lægge os i standhuset og tænke over hvorfor vandet bliver ved med at bølge 

for det er jo ikke fordi der ikke var noget af det jeg sagde, som rent faktisk passede

jeg synes egentlig bare at vi skulle ryge det hele væk og lægge os nøgne på din brede seng uden at være i kontakt med hinanden. 

Jeg synes ikke noget af det vi gør er i orden og jeg har brug for at tale om det med nogen der kun er mig selv. 

Udmattelsen giver mig en henkastende følelse og mit jeg er ikke hvad det har været

pludselig er spontaniteten død og jeg finder mig selv kørende gennem gamle film og glemte øjeblikke

jeg er ærligheden selv og løgnen er blevet til mit hjerte som bærer dig rundt

alting brækker ud i små brøkdele af noget som vi burde definere som værende

atomer af verdensdele og afkroge af det smukkeste spin eller den største løgn

der førte til begæret af dit sind og min krop

min kære elskede

vi taber de halvfyldte rødvinsglas og lukker os inde i en verden af glas 

jeg vil skære os begge til døde

det ved du da 

hvad er det du går og venter på?

hvor ville jeg ønske at jeg kunne tage dig med hjem og tage dig med rundt, vise dig frem
lukke dig ind i mit store gamle hjem og vise dig alle min kanter og hjørner og hemmeligheder
blive halvt om halvt med det hele og lytte til plader til sent om morgenen når vi syngende hvisker hinanden i søvn
kysse hinanden godmorgen godnat og på gensyn og altid hvile på spidsen af hinandens tunger fordi vi danser på de skrå linier og vækker naboen nedenunder
koge æg til morgenkaffen og glemme de daglige gøremål uden formål
og aldrig nogensinde tro
at nogen af os er alene selvom jeg ønsker mig meget og viser mig for lidt for dig
specielt når nuancerne er de rigtige og du trygler om at blive lukket ind

jeg ville bare gerne sige at du på sin vis gør mig fuldkommen idet at jeg trækker vejret i nuet men uden at jeg nogensinde bliver det som ingen nogensinde kan være

og du ved, at jeg er tom for ord, at min tank af kreativitet er hældt ud sammen med alle de andre ting du bad mig skille mig af med og hvad har jeg nu tilbage andet end usagte ord og overmodnet frugt og dine beskeder der bliver ved med at ramle ind og sammen med alle mulige andre ugjorte gøremål og glemte drømme om tændte lys og smadrede flaske og jeg tænker tanker om hvorvidt vi burde strække det her og om jeg skal ligge hvide lagner på i nat
hvornår punktummet skal sættes og noget skal stoppes og gøres om så noget nyt og rigtigt kan begynde

jeg ved ikke noget som helst og jeg kan ganske vist ikke længere se eller mærke dit blide bid i min underlæbe
for måske er roserne slet ikke røde på den anden side af jorden og måske løj du hele den blå nat

bedst som jeg troede, at vinteren var blevet permanent
spirer der nye skud af forår i mig

dét, savner jeg 

du sagde at det var godt at vi skar os på glasskåerne når vi krydsede vejen
det ville bare lære os at intet ville kunne opnåes uden besvær
jeg burde ikke have stolet på dig

du sagde at du ikke vidste hvad der skulle blive af dig
når du stod der i mørket alene og rakte mig i din hånd vidste jeg godt hvordan det hele ville ende
for du er typen der taber det hele på gulvet når der lige er kommet styr på det og du er typen der glemmer hvornår jeg rejser og derfor står udenfor min dør en dag for sent
typen der nynner mig i søvn og altid står for sent op
jeg tænker tit at der var en grund til din lange øjenvipper og dit rare smil
den tætte forside dit ansigt bestod af og de lange ben men jeg har aldrig overvejet at jeg en dag ikke skulle høre din cykel som altid kom knirkende forbi eller glippe et lille smil når du bankede så atypisk på
måske vidste selv ikke jeg hvad der skulle blive af dig og nu ved jeg slet ikke hvor du er

har det skidegodt

we
sat there
smoking
cigarettes
at
5
in the morning.