(Source: http://losed.tumblr.com)

Og det er med en koncentreret hjertebanken at jeg lægger mit legemets temperatur til rette på de hvide lagner. Lader aftenens sidste sætninger hvile i en tidsløs realisme. Jeg ved ikke hvor bred verden er endnu, men hver dag får jeg et bedre og skarpere syn på den sag. For det er nu det sker, det er nu vi falder om med de gyldne blade på asfalten og subwayen venter ikke på nogen, men kører sin egen cyklus præget gang, i ring med solen, månen og alle de stjerner vi tegner på.

Jeg tilbuder mig selv til byen. Trækker frakken tættere om mig, mens efterårsvinden finder nye veje ind og smyger sig kælent op af knoglerne med kød på. Tænker om dine lange arme er for langt væk for mig til stadig at nå, at kunne røre, men jeg må nok hellere række ud af gulvet under mig, så jeg ikke mister fodfæste og vælter om midt i showtime.

Har sat The tallest man on earth på, er alene. Hviler mine ben på stolen. Kigger på sorte streger og mærker på et stadig lidt knuget bryst. Der danser fine årringe af mit liv foran mine øjne og jeg tænker nogle gange mere end godt er, over flere ting end nogen kan holde ud at holde styr på. Så jeg burde egentlig bare holde op. Har løse håndled og Klaus Rifbjergs kroniske uskyld liggende.

Jeg er bange. Men for hvad, ved jeg stadig ikke. En mærkelig ulmende angst ligger bare stadig inde i mig. Jeg håber snart, at jeg kan sende den hjem og vinde spillet. It's my turn to win.