(Source: http://losed.tumblr.com)

Mandag. En måned til jeg rejser tilbage til DK. I dag blev det til græsk yoghurt, radiohead, lune temperaturer sidst i november, uddannelsesemail samt en lille glæde ved at skulle studere inden for de næste 8 måneder og frivilligt arbejde med venlige og ikke mindst nogle af de varmeste personer jeg nogensinde har mødt.

(Source: http://losed.tumblr.com)

Du snakkede om at vi ikke længere er børn. Og selvom det er længe siden jeg har følt mig som et, så kom det alligevel bag på mig. Ansvaret for mig selv og min fremtid. En lurende drage med stikkende hale og røde roser med torne af gift. Derfor skriver jeg mails, rådfører mig, uddyber mig, undersøger. Jeg vil ikke tabes i den mindste svimming-pool og stadig drukne, jeg vil leve. Forhelvede hvor er det vigtigt at man ikke bare lader stå til. Jeg er fuld på gratis øl og vin. På Kærligheden i omliggende mennesker og begivenheder, oplevelsen af mig selv. Den støbning min kerne stille formes i. Jeg oplever så store ting, at jeg nogle gange får tårer i øjnene ved at genkalde dem indeni. Her midt i travlheden om at komme videre, over til det næste punkt på spillepladen, er det så let at glemme hvorhen det er man vil når alting farer og man ikke fordøjer, men i stedet hiver efter vejret og masserer et ømt bryst over en manglende kontrol og uklarhed af målet og dets størrelse.
Alt det, som gør at tiden føles forkert og at man dannes i forkerte retninger. Fej det af gulvet. Rank ryggen.
Det er længe siden jeg blev bange, for mig selv og mange omkringliggende ting. Nu mærker jeg varmen komme, her midt i vinterens kolde men kærlige berøringer.

Det er bedst at vi ikke længere lader som om. Træder ud af vores karakterer og prøver på at indse at vi ikke længere er de samme mennesker der for tre år siden mødte hinanden en forårsdag, under et halvtag. Prøvede at dele de første og måske enste ægte sider af os selv. Derfor skubber jeg ikke længere på. Rykker mig ikke ud af position for at stå bedre, forstå mere og græde mindre. Jeg plejede at græde. Men nu har jeg ikke tiden så derfor vender jeg mig bare mod den tavse mur af to menneskestørrelser og beder dig om, at vi går i seng nu, før du siger noget virkeligt.

Vi springer køen over og sætter os foran hinanden, som havde vi noget at dele. Stilheden sluger min sidste luft og jeg prøver at finde ud af hvorfor det er så svært at være åben. At tale uden at formulerer sig med flakkende øjne og ordhopperi, der får mine tæer til at krumme og tankerne til at gå baglæns. Og det er lidt der den går fra. Uden at gå. Min tid bevæger sig ud langs gaderne og jeg mærker hvordan mine lange ben kun er lange for at jeg derved kan formå at komme fra den ene brosten til den anden.

Jeg prøver at finde nye hudoverflader jeg endnu ikke har berørt, men det er svært når alting er tildækket med et hvidt slør af blufærdighed. Tilbageholdende og genert ser jeg til, mens jeg rives mellem høje pustende betonklodser og ned i lugtende skakter. Nedkastende affald og jeg ved ikke hvorfor jeg er endt i det her. Jeg ville jo egentlig bare gerne drikke nogle margaritas og købe den første og bedste slice vi kan få øjene på og aldrig fra inden vi ville ligge os i stilling til de sidste nætters søvn på lige ryg og med to centimeter mellem hinanden.

Tager hårdt fat omkring mit maveskind. Mærker til, river om.
Fast. Hel og halvt. Du er et flydende stof der skubber sin ihærdige vej gennem mine indsnævrede baner og jeg kan næsten ikke få luft.