jeg kendte engang en, som kendte en, som egentlig engang hyppigt besøgte min seng og vendte lagner og tårer til smil. Jeg var bolsjet i hans mund, han altid knaste, for så mente han, at det smagte bedre, jeg var hans solskins stråler, hans violer, hans morgensmøg, jeg var hans tunge øjenlåg og fordybningen i hans kind. jeg var der, indtil han forsvandt. jeg var den der fik svalerne ved Nyhavn til at flyve op, når vi samme gik hen for at nå toget, til Københavns hovedbane. Jeg kendte engang en, der kendte en, som vendte mine drømme op og ned. En, som kunne flække mine smil og bede mig rejse ud i verden, i mindst seks måneder, så jeg kunne opdage ensomheden. Jeg kendte en, som mente, at jeg var for lykkelig. Som kunne trylle sommerfugle frem for mine hænder og lærer mig at man først kan få hård hud på fingrene hvis de er blevet brugt og jeg kendte engang en, hvis ru hud, jeg kunne mærke, når han berørte mig i sene nattetimer på Vesterbro. En, som kendte til alle mine modermærker og vidste, at der rent faktisk var 36. En, som kendte mig. Jeg kendte engang en, som kendte en, som kendte mig. En som jeg ikke længere kender.