Han minder mig om jordbærsmil, dybe stemmer, 100-meter skoven, og lange nætter, som kortfilm. Han er en af de typer der tror på sko med tyk sål, flødebollekinder, åbne sår efter skatning, tømmermænd, æsker med låg, tror på ord, men mest på mine ord. Sådan en der glemmer at huske at skulle huske sig selv på ting, glemmer aftaler med mig, med sig selv og glemmer at tage sin telefon når jeg står i regnen og har ventet i timevis på ham, fordi jeg har låst mig selv ude. Igen. En af dem som selv bestemmer hvornår han vil starte og hvornår han vil starte forfra. Der kan omfavne mig bagfra, vende og dreje mig og tage mig på røven. Uden at være disket. Han er bare ligeglad. Måske. Han minder mig ofte om at huske at handle ind og jeg ser mig selv rende ned til netto efter discount og sætter en menu sammen i hovedet på vej dertil. Jeg køber bøffer til middag og jordbærgrød til dessert. For han har allerde brugt de fleste af pengene på cigaretter og rødvin. Jeg skal også have havregryn og skyllemiddel og da jeg kommer hjem undskylder han med kys og at vi kun er her på lånt tid, selvom vægtene i mine armene snart vil mætte hans mave. Jeg fortæller ham, at han ævler løs og er fuld af løgn, at han tit gør det, tit er det. Han fortæller mig, at jeg er skør og hidser mig for hurtigt op, og at jeg tit er det, tit gør det. Ingen siger noget i et stykke tid. For det er jo ikke noget personligt, det ved vi begge to godt, det er alt andet. Han er typen der tror, at han kan tillade sig at anfægte den måde hvorpå jeg for fanden bare sætter tallerkner på plads på og han tror, at han kan styre hver eneste bitte tone i rummet og få de blomster jeg har glemt at vande for en uge siden til at blomstre igen. Typen der får mig til ikke at tro på hårfarve, energisparepære, politi, håndtryk, regler, pinkoder, politik og bolsjer, fordi det ikke giver nogen mening, at noget som burde holde godt og længe ikke holder overfor spidse tænder.  Han er så ufrivillig, så ligetil, ligeglad, når han bare ser til, ser på, hvorledes drenge kysser min kind og hals og negle. Han ser bare til. For sådan er han. Sådan er jeg. Sådan er vi. Han er min og jeg er hans. Uden at vi er nogens.