Der gror græs ud over mine tæer og jeg spiser bambusskud fra i går. Dynen ligger som en flod over mig og drukner mine lunger med røgen fra i foregårs og vinen fra i dag bobler rundt i blodet, som små elektroner der savner forbindelse. Min lyst til at skrive et usynligt digt vokser, for jeg kan ikke vise mig sådan her, ikke endnu eller nu og måske engang, dengang senere da. Jeg skal sætte nogle perler på en snor og rydde op i mig selv, tiden er knap og hvorfor er du flere hundredkilometer fra mig. Uret slår mere end en gang og jeg ved at jeg skal lave lektier og ikke bare kigge ud af vinduet og skrive krydseduller, som jeg sletter i morgen. Jeg er ked af det. Jeg er nogens og ingens. Jeg skal ud og gro græs, der kan spire mellem mine tæer og jeg skal tømme køleskabet for rester og dine lugtene tæer.