januar er så langt herfra
jeg er et stående menneske
uden mine ord mangler jeg en kerne
hvor blev vi af
endnu stærkere nu men gemt væk
i flere lag
af forkerte følelser og krøllet tøj

jeg skal stoppe med at tænke over
hvad andre tænker over når de tænker over mig
om de tænker over mig

foråret spirrer ud af glasset i ruden
og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke spirer med
selvom der er køer af latter
vælter glæden ikke med ud
mellem det nypoleret tandsæt

og kom lidt tryllestøv på og se hvordan det hele vender
i en pærevælling ud over den nye kjole og håret er stramt redt tilbage
ingen dikedare
wanna be free
get there

med flittige hænder og åbent sind når du dine mål
er det ikke det du mente dengang du lukkede døren i hovedet på mig
og håbede jeg ikke vendte tilbage men alligevel tiggede om det til sidst
at stå på et ben og stadig holde balancen selvom jeg forstår
hvorfor det er jeg ikke forstår mig selv
godt nok til ikke at drive over flader
uden at mærke kontrasterne i mellem
de vertikale og horisontale linjer
det tager sig helt derud hvor jeg ikke kan bunde
og jeg falder alligevel i
driver længere ned og kan kun se dine grønne øjne
når jeg åbner mine egne
mister synet helt men kan stadig genkalde
synet af
dit modersmælrke på højre kind og dine ru læber
forandringerne ruller mens skyggerne bliver mørke
går i et
og slår fra
en trykken i højre side og for første gang
ser jeg