når du elsker

så gør du det sådan virkelig 

mærker tingene som knive der sprækker huden

jeg lytter til kærlighedssange

læser om barokken 

stilarter der forvrider kroppen og drejer den rundt og rundt

og jeg stopper 

tager en tår kaffe

bliver lidt lettere svimmel for tiden

og i aften er månen hel 

og jeg lyver kun hvis jeg siger at det skuffer mig en anelse

at du ikke svarer mig ikke kigger på mig ikke tager den øl med mig

at jeg tror for meget på ukendt kærlighed

og at man kan mødes over et match

det er fjollet at være syg efter nogen 

når jeg hver nat vågner fordi jeg hoster mine glemte sætninger ud

sammen med denne uges anden pakke cigaretter

uden at kunne tænde sine lygter fordi en idiot stjal dem i nat

kan jeg nu kun bevæge mig gennem natten som en mørk skikkelse 

derfor tænder jeg en cigaret og driver lettere gennem

mens beatet for mig lyst til at skrige

kun lidt

du ved sådan ude af kontekst og fordi det ville være helt hen i vejret

at cykle ned til vandet når det alligevel er så mørkt at jeg ikke kan se det

i morgen kommer regnen måske

slud

en gennemgående kulde sidder fast i min hud

og jeg burde barbere mine ben

så jeg kan komme i svømmehalen på torsdag

og tage de 40 baner igen

for når der kun er 25 m hver vej 

vender man om igen og igen

og det er lidt ligesom at gentage ting i sit liv

eller ses med de samme mennesker 

oftes 

gennemgående rart 

andre gange 

trættende 

med et ønske om

at kunne 

vende

fordreje og forvride kroppen som i manerismen i 1500-tallet 

helt og aldeles 

om

sig med den dybe blå farve

dykke ned 

og kun høre alting i en tåge

som at have verden

lidt for sig selv