Der er dage vi ikke glemmer

dage med regn på ruden og en tynget rastløshed i kroppen

dage der bare passere og dage hvori der mangler mening 

det er nok en form for erkendelse når jeg indser mest overfor mig selv, at jeg har ladet mine ord stå til, at jeg ikke har vidst hvorledes jeg skulle udtrykke mig og når jeg så endelig fik mig taget sammen til at prøve så virkede det bare ikke rigtigt eller æstetisk smukt for den sags skyld

der er sket mange ting på det sidste, snart halve år

'at vide hvem man er' og 'at mærke sig selv' er blevet til en integreret del af mit tankespil 

for der er omvæltninger, nyt studie, by og mennesker 

ting som går tabt, forbliver og en evig kørende maskine, som bare vil have en fremad 

hvilket ofte har resulteret i spændingshovedpine og trykken for brystet

jeg ved at man kan vænne sig til det meste og vænne sig af med de fleste ting også

det hele handler om vaner og opfundne regelsæt

jeg tror det er en lang til en forståelse for egne værdier men en nødvendighed

Jeg vil ikke længere fylde mig med inputs fra den elektroniske verden, andres holdninger og værdisæt om hvordan man skal være og ikke og ikke prøve at mærke efter men huske efter og holde godt fast

starte et sted

starter hvor jeg begyndte

dengang jeg var teenager og mere usikker på selvet end jeg er nu

nu starter jeg op

starter igen

med ord 

billeder

og med mig selv