Og måske er det lidt sådan jeg har haft det. Set til mens jeg bare har trådt speederen i bund og ikke rigtig ladet øjnene være åbne af de grunde som jeg selv følte for. Ladet mig overdøse med falske berøringer og åndedragssnoende slanger der frarøver mig muligheden for at udvide mine lunger til deres fyldeste

I et sådan rum med flere hvor man hele tiden lader sig styre af retningssansen og tidspunktet er det svært ikke at lade sig korrigere og flyve i forkerte retninger. Men når vi sidder overfor hinanden, med hver vores glad rødvin er det som om jeg allerede i mine første leveår trak i den rigtige retning. Måske har du ret og måske har jeg ret. Det handler om at slå hårde i overfladen foran en, smile til fremmede mennesker på gaden, købe en chokoladebar på gaden, mærke efter og folde vingerne ud.

Bider i brødet så det kun er skorperne der er tilbage. Som at sætte kunst i ramme, give det et navn for at give det mening. Du spørger om vi skal lave en video, om jeg vil være din muse. Stiller mig på det mellemste trin mens du ser mig an. Jeg mangler at vide hvorfor regnen fordamper i den præcise hastighed fra din næse og prøver at lade være med at pakke ind og krumme tæer over min tilbøjelighed til at nyde virkelig blød popmusik.

Manden overfor mig har et stort kors om halsen. Det er af guld og selvom det ikke ligefrem skriger religiøsitet, så ved jeg at han er religiøs, for jeg så ham bede bordbøn, før han kastede sig over sit måske første måltid den dag. Jeg talte med en anden tidligere, der fortalte mig hvor vigtigt det er at være taknemlig og især takke sin far. Jeg vidste først senere, at han mente den højere fader ovenover os alle, og ikke min biologisk far, men det gav for mig en stund hvor jeg fik trukket lidt ekstra luft sammen med tanken om min fars og mit forhold til hinanden. Noget jeg gerne vil arbejde på og takke mere for. Nogle gange kan misforståelser, skabe andre forståelser.

Jeg har skrevet postkort, som skal sendes hjem. Der er gået en måned, nogle dage, siden jeg rejste. Og jeg skriver dem mest fordi jeg nu virkelig har noget værd at skrive hjem om. Jeg ved ikke om jeg nogensinde, på så kort tid, har oplevet og suget til mig på samme måde som nu. Jeg føler mig som en slange der snor sig gennem høje bygninger af beton. Klodser lagt i kasser og dernede mellem dem vælter det frem med myrer af menneskehoveder, der springer over hinandens fødder for at nå over før de sindssyge taxachauffører vælger at tage nogens liv, men ikke med vilje, de udfører deres opgave, gennem byen og hjem og vi udføres vores. Jeg er overvældet af tanker og tunge ben, men når det mærkes rigtigt, er hver dag et eventyr.