en evig rastløsthed tynder mit jeg
driver mig ud i opfattelsen af manglende struktur
åndenødsbesværende glemmer jeg
ved ikke hvilket ben at stå på
taler i for mange tunger
frygter min egen inderste kerne mere end nogensinde
vender øjnene indad og spytter til
tilfældets gaver
endda på en sort søndag som denne
hvor alting skinner op i to lange hvide lys
der bryder regnens hårde melankolske slag mod asfalten